Tænk juni 2006
”Baggere” kan afhjælpe dagligvarernes harmonikasammenstød på varebåndet. Som regel nøjes jeg med et ugentligt indkøb i supermarkedet. Men da vi er en familie på fire, betyder det en overfyldt indkøbsvogn og sved på panden. Vognens indhold skal på rekordtid op på varebåndet.
Mens jeg i høj hastighed tømmer vognen, deformeres mine varer ofte mod bagkanten på varebåndet. Så indkøbsdagen kan afsluttes med en æggekage af 15 kvaste æg og banankage af de gule frugter, der allerede er moset i originalemballagen.
Mens banankagen senere på aftenen smelter på tungen, drømmer jeg mig til USA. Der, hvor ”baggere”, er jobbetegnelsen for de servicemedarbejdere, der pakker varerne for kunderne. En service, der vil afhjælpe den tilspidsede situation for enden af varebåndet for både kunder og dagligvarer. I Danmark er alle de ansatte i supermarkederne servicemedarbejdere, men ”baggere” vil gøre betegnelsen ”service” mere retvisende.
onsdag, december 20, 2006
onsdag, oktober 04, 2006
Norsk humor i topform
Roman. Erlend Loes seneste roman har finurligt handling med masser af humor og skarpe meninger. Personerne er komisk og kærligt beskrevet. Formen er befriende fri af de formelle regler i romankunsten.
I Erlend Loes roman ”Volvo Lastvagnar” er en af hovedpersonerne noget så sjældent som den 92 årig enke Maj Britt, der ryger masser af hash. Hende afdøde mand blev for mange år siden forbigået af sin arbejdsgiver Volvo Lastwagnar. En realitet, der selv efter mandens død, fylder i enkens liv.
Hendes hovedfjende er godsejeren ved siden af. Som unge havde de to et godt øje til hinanden. En kærlighed, der er glemt for mange år siden. Nu er godsejerens eneste passion interessen for fugle. Af ren solidaritet overnatter han altid i det fri.
Lokationen er svensk, men den anden hovedperson er den omflakkende nordmand Doppler. Han tager hul på konflikter på tværs af den lange landgrænse mellem Sverige og Norge.
Handlingen er finurlig og komisk. Ikke i nærheden af noget jeg har set før. Men det er romanens opbygning, der virkelig rager op i romanlandskabet.
Fortællingen foregår hovedsageligt med en alvidende fortæller. Indimellem må fortælleren dog vige pladsen for forfatteren, der træder frem på første parket. Med masser af markante meninger. Ingen berøringsangst her. For at fjerne enhver tvivl om, at det netop er forfatterens holdning, der fremtoner på siden, skriver Erlend Loe: ”Jeg, der skriver denne bog, …..” Dette gør han konsekvent, der hvor jeg-formen anvendes.
Andre gange laver han henvisninger til appendiks. I disse uafhængige indlæg lader Erlend Loe en stemning eller detalje tage magten. Resultatet er en række grene, der stikker ud i forhold til bogens øvrige handling.
Eller Erlend Loe føler behov for en uddybning, der vil interessere enkelte læsere men ikke alle. Disse afstikker markeres tydeligt, hvilket forekommer praktisk. Men jeg fandt mig nødsaget til at læse samtlige tillæg. Hvilket garanteret også er forfatterens intention.
Formen understøtter Erlend Loes underspillede humor perfekt. F.eks. er der på et tidspunkt en diskussion mellem Doppler og Maj Britt. De konkurrerer om, hvilket land, der har den mest berømte forfatter. Doppler vinder, da han fremhæver norske Erlend Loe og pointerer, at ingen af de to hovedpersoner ville eksistere uden denne forfatter.
Så har du mod på en morsom roman med en livsbekræftende handling og en modig opbygning, så er Volvo Lastvagnar et godt bud. Erlend Loe får fuldt hus for sin unikke roman.
******
Erlend Loe: Volvo Lastvagnar,
240 sider, 199 kr. Gyldendal 2006.
I Erlend Loes roman ”Volvo Lastvagnar” er en af hovedpersonerne noget så sjældent som den 92 årig enke Maj Britt, der ryger masser af hash. Hende afdøde mand blev for mange år siden forbigået af sin arbejdsgiver Volvo Lastwagnar. En realitet, der selv efter mandens død, fylder i enkens liv.
Hendes hovedfjende er godsejeren ved siden af. Som unge havde de to et godt øje til hinanden. En kærlighed, der er glemt for mange år siden. Nu er godsejerens eneste passion interessen for fugle. Af ren solidaritet overnatter han altid i det fri.
Lokationen er svensk, men den anden hovedperson er den omflakkende nordmand Doppler. Han tager hul på konflikter på tværs af den lange landgrænse mellem Sverige og Norge.
Handlingen er finurlig og komisk. Ikke i nærheden af noget jeg har set før. Men det er romanens opbygning, der virkelig rager op i romanlandskabet.
Fortællingen foregår hovedsageligt med en alvidende fortæller. Indimellem må fortælleren dog vige pladsen for forfatteren, der træder frem på første parket. Med masser af markante meninger. Ingen berøringsangst her. For at fjerne enhver tvivl om, at det netop er forfatterens holdning, der fremtoner på siden, skriver Erlend Loe: ”Jeg, der skriver denne bog, …..” Dette gør han konsekvent, der hvor jeg-formen anvendes.
Andre gange laver han henvisninger til appendiks. I disse uafhængige indlæg lader Erlend Loe en stemning eller detalje tage magten. Resultatet er en række grene, der stikker ud i forhold til bogens øvrige handling.
Eller Erlend Loe føler behov for en uddybning, der vil interessere enkelte læsere men ikke alle. Disse afstikker markeres tydeligt, hvilket forekommer praktisk. Men jeg fandt mig nødsaget til at læse samtlige tillæg. Hvilket garanteret også er forfatterens intention.
Formen understøtter Erlend Loes underspillede humor perfekt. F.eks. er der på et tidspunkt en diskussion mellem Doppler og Maj Britt. De konkurrerer om, hvilket land, der har den mest berømte forfatter. Doppler vinder, da han fremhæver norske Erlend Loe og pointerer, at ingen af de to hovedpersoner ville eksistere uden denne forfatter.
Så har du mod på en morsom roman med en livsbekræftende handling og en modig opbygning, så er Volvo Lastvagnar et godt bud. Erlend Loe får fuldt hus for sin unikke roman.
******
Erlend Loe: Volvo Lastvagnar,
240 sider, 199 kr. Gyldendal 2006.
Tynd snak om fede tider
Vesteuropa bugner af fedt på sidebenene. Alle snakker om det, men hvem gør noget ved det?
Nu japper også jeg med på den fede snak, men gør jeg noget?
Fedmen vælter ind over os og ud over livremmen, der må spændes ud nok engang. Medierne overstrømmer os med budskabet i lange tv-udsendelser og dybdeborende avisartikler. Jeg vil gerne følge med, så jeg sidder klinet til tv-skærmen, læser lidt længere tid i avisen. Bruger tid på at fordøje bekymringerne. En dag aflyser jeg løbeturen, fordi jeg har så travlt med at snakke om den forfærdelige fedmeepidemi, der snart overmander mig. Og ganske rigtigt, inden ugen er omme, har jeg taget et helt kilo på. Nu klæber problemet sig til mine hofter. Der er grund til bekymring, så min fjernsynskigning stiger. Jeg øger avistiden. Min næste handling er at surfer efter statistikker og beregne trends. Kort sagt jeg bekymrer mig virkelig.
Ugen efter har jeg taget endnu et kilo på. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke er bevidst om problemet. Nej jeg kopierer mange politikeres og eksperters adfærd. Jeg observerer, analyserer, tænker og taler; men jeg foretager mig absolut intet i forsøget på at forebygge fedmen.
Skal der handling bag de fede bekymringer eller skal politikere og eksperter tale hele nationen fed?
Hvis der virkelig skal forebygges, er der masser af muligheder. Her er nogle bud, der er til at tage fat på, inden børnene vokser ud af tøjet:
Indfør en times ekstra idræt til alle folkeskoleelever.
Forbyd sliksalg og sodavandsmaskiner på skolens område.
Indfør sport i SFO-tiden.
Vi har alle et ansvar i fedmekampen. Lad os inspirere af eksperternes anbefalinger. Lad os praktisere de kloges gode råd.
Nu løber jeg. Snører skoene og indleder flugten fra de fede tider.
Men initiativerne kræver også bevillinger frem for tynd snak fra politisk hånd. Skal fedmeepidemien blive et selvopfyldende profeti, eller er politikerne klar til at flå andet end kalorielette ord op af lommen?
Nu japper også jeg med på den fede snak, men gør jeg noget?
Fedmen vælter ind over os og ud over livremmen, der må spændes ud nok engang. Medierne overstrømmer os med budskabet i lange tv-udsendelser og dybdeborende avisartikler. Jeg vil gerne følge med, så jeg sidder klinet til tv-skærmen, læser lidt længere tid i avisen. Bruger tid på at fordøje bekymringerne. En dag aflyser jeg løbeturen, fordi jeg har så travlt med at snakke om den forfærdelige fedmeepidemi, der snart overmander mig. Og ganske rigtigt, inden ugen er omme, har jeg taget et helt kilo på. Nu klæber problemet sig til mine hofter. Der er grund til bekymring, så min fjernsynskigning stiger. Jeg øger avistiden. Min næste handling er at surfer efter statistikker og beregne trends. Kort sagt jeg bekymrer mig virkelig.
Ugen efter har jeg taget endnu et kilo på. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke er bevidst om problemet. Nej jeg kopierer mange politikeres og eksperters adfærd. Jeg observerer, analyserer, tænker og taler; men jeg foretager mig absolut intet i forsøget på at forebygge fedmen.
Skal der handling bag de fede bekymringer eller skal politikere og eksperter tale hele nationen fed?
Hvis der virkelig skal forebygges, er der masser af muligheder. Her er nogle bud, der er til at tage fat på, inden børnene vokser ud af tøjet:
Indfør en times ekstra idræt til alle folkeskoleelever.
Forbyd sliksalg og sodavandsmaskiner på skolens område.
Indfør sport i SFO-tiden.
Vi har alle et ansvar i fedmekampen. Lad os inspirere af eksperternes anbefalinger. Lad os praktisere de kloges gode råd.
Nu løber jeg. Snører skoene og indleder flugten fra de fede tider.
Men initiativerne kræver også bevillinger frem for tynd snak fra politisk hånd. Skal fedmeepidemien blive et selvopfyldende profeti, eller er politikerne klar til at flå andet end kalorielette ord op af lommen?
mandag, maj 01, 2006
Boykot dokumentarfilm om selvmord
Dokumentarfilmen ”The Bridge” af instruktøren Eric Steel er topmålet af kynisme. Den bygger på dokumentaroptagelse af 24 selvmord på Golden Gate Bridge i løbet af 365 dage. Alle 24 liv afsluttes med udspring fra den berømte bro. Jeg har ikke set filmen og nægter at gøre det. Jeg opfordrer andre til ligeledes at boykotte denne form for dokumentarkynisme. Min viden om filmen er alene baseret på artiklen ”Instruktør optog 24 selvmord på Golden Gate Bridge” af Poul Høi i Berlingske Tidende den 1. maj 2006.
Ifølge artiklen gennemførte filmstaben optagelse af folk, der fuldførte selvmord. Tilsyneladende uden at filmfolkene forsøgte at forhindre livsafslutningerne. Hvert selvmord udmøntede sig i endnu et pletskud til den planlagte dokumentarfilm. Usmageligt. Set fra et kristent grundsyn og et medmenneskeligt synspunkt, mener jeg, at filmstaben har forsømt pligten til at forsøge at afværge de forestående selvmord. Filmfolkene har haft mistanke om, at der var tale om liv, der var ved at rinde ud. Det er netop dokumentarfilmens plot. I artiklen beskrives det, hvordan en 34-årig mand går frem og tilbage i 90 minutter, før han sætter af fra Golden Gate Bridge. Det vil sige, at instruktørens stab i dette tilfælde har haft 90 minutter til at gribe ind, tilkalde psykolog assistance. I min verden er det et massivt svigt, hvis de ikke har kastet denne livsline.
Hvordan har de efterladte familier taget den kendsgerning, at professionelle aktører på denne måde har observeret deres elskedes sidste stund? Selvmord er, så vidt jeg ved, sjældent uundgåeligt, snarere udslag af en øjeblikkelig meget mørk sindsstemning. Altså et forehavende der kan afværges.
Instruktørens motiv til dokumentarfilmen er ifølge artiklen et ønske om at dokumentere en rejse ind i det mørkeste hjørne af det menneskelige sind. Selve ideen illustrerer for mig et meget kynisk hjørne i menneskesindet.
Jeg vil ikke forsømme pligten til at gribe ind. Det er desværre for sent at redde de 24 mennesker, der sprang i døden. Men det er ikke for sent at begrænse dokumentarfilmens kommercielle succes. Her har både filmselskaber, tv-stationer og biografgængere et ansvar for at gribe ind. TV- og film-selskaberne kan tage ansvar ved ikke at sætte filmen på plakaten. Vi forbrugere kan tage ansvar ved at undlade at se den kyniske dokumentarfilm. Kort sagt, lad os boykotte ”The Bridge”.
Ifølge artiklen gennemførte filmstaben optagelse af folk, der fuldførte selvmord. Tilsyneladende uden at filmfolkene forsøgte at forhindre livsafslutningerne. Hvert selvmord udmøntede sig i endnu et pletskud til den planlagte dokumentarfilm. Usmageligt. Set fra et kristent grundsyn og et medmenneskeligt synspunkt, mener jeg, at filmstaben har forsømt pligten til at forsøge at afværge de forestående selvmord. Filmfolkene har haft mistanke om, at der var tale om liv, der var ved at rinde ud. Det er netop dokumentarfilmens plot. I artiklen beskrives det, hvordan en 34-årig mand går frem og tilbage i 90 minutter, før han sætter af fra Golden Gate Bridge. Det vil sige, at instruktørens stab i dette tilfælde har haft 90 minutter til at gribe ind, tilkalde psykolog assistance. I min verden er det et massivt svigt, hvis de ikke har kastet denne livsline.
Hvordan har de efterladte familier taget den kendsgerning, at professionelle aktører på denne måde har observeret deres elskedes sidste stund? Selvmord er, så vidt jeg ved, sjældent uundgåeligt, snarere udslag af en øjeblikkelig meget mørk sindsstemning. Altså et forehavende der kan afværges.
Instruktørens motiv til dokumentarfilmen er ifølge artiklen et ønske om at dokumentere en rejse ind i det mørkeste hjørne af det menneskelige sind. Selve ideen illustrerer for mig et meget kynisk hjørne i menneskesindet.
Jeg vil ikke forsømme pligten til at gribe ind. Det er desværre for sent at redde de 24 mennesker, der sprang i døden. Men det er ikke for sent at begrænse dokumentarfilmens kommercielle succes. Her har både filmselskaber, tv-stationer og biografgængere et ansvar for at gribe ind. TV- og film-selskaberne kan tage ansvar ved ikke at sætte filmen på plakaten. Vi forbrugere kan tage ansvar ved at undlade at se den kyniske dokumentarfilm. Kort sagt, lad os boykotte ”The Bridge”.
mandag, april 24, 2006
Skattestoppet - et fatamorgana
På Berlingske online møder jeg mandag den 24. april 2006 spørgsmålet, om det er vigtigere at beholde skattestoppet end at få lavet en reform af det danske skattesystem? Et stærkt provokerende spørgsmål for mange borgere i Nordsjælland. For der er ikke tale om et reelt spørgsmål. Skattestoppet er jo allerede aflyst med den nye udligningsreform. Den høje ekstraskat til mange Nordsjællandske kommuner afblæste det såkaldte skattestop for rigtig mange skatteydere. Så at tale om et reelt skattestop efter den nye udligningsreform er et rent fatamorgana fra regeringens side. At videreformidle, at skattestoppet er fastholdt, vil jeg kalde propaganda. På denne baggrund giver det kun mening, at stemme for en reform af det danske skattesystem i dagens spørgsmål. Det har 74% af læserne da også gjort indtil nu.
Jeg græmmes over den frækhed, der ligger i, at påstå, at skattestoppet er fastholdt. Lad os antage, at det nuværende skattestop er definitionen på et skattestop jf www.venstre.dk. I det tilfælde, findes der ingen hindringer for en total reform af skattesystemet, fordi definitionen indeholder en gummiparagraf, der åbner for, at skattestigning på et sted eller område skal modsvares af sænkninger andre steder. Med den betingelse, at omlægningen skal være provenuneutral. Det er lige præcis denne gummiparagraf, der er taget i brug i udligningsreformen. De nordsjællandske skattekroner fordeles i andre egne af kongeriget. Og med denne lemfældige fortolkning af skattestoppet er der åbnet op for en total omlægning af skattesystemet.
Jeg græmmes over den frækhed, der ligger i, at påstå, at skattestoppet er fastholdt. Lad os antage, at det nuværende skattestop er definitionen på et skattestop jf www.venstre.dk. I det tilfælde, findes der ingen hindringer for en total reform af skattesystemet, fordi definitionen indeholder en gummiparagraf, der åbner for, at skattestigning på et sted eller område skal modsvares af sænkninger andre steder. Med den betingelse, at omlægningen skal være provenuneutral. Det er lige præcis denne gummiparagraf, der er taget i brug i udligningsreformen. De nordsjællandske skattekroner fordeles i andre egne af kongeriget. Og med denne lemfældige fortolkning af skattestoppet er der åbnet op for en total omlægning af skattesystemet.
fredag, april 21, 2006
Hjælpsomhed eller utidig indblanding
I dag forekommer ventetiden i supermarkedskøen helt ulidelig lang. Jeg forsøger at lade op til det bliver min tur til at præsentere det vareudvalg, som jeg har hevet ned fra hylderne denne forårsdag. Mental forberedelse på at få plads til alle varerne på indkøbsbåndet hurtigst muligt. Hurtigt for at nå at give førstehjælp til de varer, der er tæt på kollision efter skanningen. Jeg forventer en presset situation for både mig og varerne, da jeg får øje på angsten i øjnene på den velstylede kvinde foran mig. Hun har netop placeret de to potteplanter fra den forstoppede vogn på det rullende varebånd. Hendes lidelse overstiger vist min, så jeg beslutter mig for at gøre en forskel, og tage sagen i egen hånd. Endog tage damens varer i egen hånd.
Hvor ofte er jeg ikke kommet hjem fra supermarkedet med makulerede varer i indkøbsposerne? Derfor tænker jeg. ”Tiden i køen føles jo uendelig, så lad os dog hjælpe hinanden, frem for at blive irriteret over de andres tidsforbrug.” Så jeg tilbyder at tømme hendes vogn, mens hun i ro og mag pakker de skannede varer. Hun nikker mistroisk, mens hun formentlig overvejer, om jeg så stjæler udvalgte varer, inden pinkoden overhovedet er tastet ind. Hvordan kan nogen være så hjælpsom uden bagtanker? Men jeg har bagtanker. For jeg hader at vente, og denne gestus kan forkorte ventetiden og gøre en god gerning samtidig. En god gerning, så jeg kan sole min frelsthed og pudse glorien. Tror jeg. Men ærlig talt, så letter jeg ikke damens dag, højst min egen samvittighed. Hendes hjerne arbejder tilsyneladende på højtryk med at afdække mine hensigter. Vil jeg tage penge for indsatsen efterfølgende? Vil jeg kræve livslangt venskab? Er jeg en ensom stakkel? Måske er jeg en ensom stakkel. I hvert fald fremkalder min gerning nysgerrighed hos resten af indkøbskøen.
Måske skyldes kvindens forvredne ansigtsudtryk, at jeg ikke sætter varer på båndet i den rækkefølge, som hun personligt foretrækker. Selv har jeg voldsomme præferencer. Præferencer, som jeg naivt trækker ned over den intetanende dame. Først køkkenruller og vaskepulver, der ikke kræver særbehandling. Nærmeste forfølger er mælken, der får følgeskab af alle de andre kolde varer, så varerne kan pakkes i samme poser og holde sidemanden kold. Med den fordel, at de ikke når at blive fordærvet på hjemturen. Næste varegruppe er robuste grønsager, dåser, glas, sukker, mel og alle de andre kolonialvarer (hedder det vist). Efterfølgende rugbrød, boller og kager. Så robuste frugter. Forsigtigt forfulgt af sarte frugter, chips, æg, potteplanter og ugeblade. Jeg følger denne for mig geniale rækkefølge, men føler slet ikke damens begejstring. Måske frygter hun, at jeg har tænkt mig at forvirre hende med min mærkelige rækkefølge af varerne. En forvirring, som jeg kan benytte til at snige de scannede varer i hendes bane ned i mine hjemmefra medbragte genbrugsposer. Ja ved nærmere eftertanke, er jeg selv overorganiseret og superøkonomisk. De 2 kr. og 50 øre for en pose, dem skal jeg have optimalt udbytte af. Hvis jeg en sjælden gang er kommet af sted uden genbrugsposer, så føler jeg nærmest, at jeg går nøgen rundt i supermarkedet. Det er lige før jeg skynder mig op og køber fire nye poser, som jeg kan hænge på den tomme vogn, så alt føles rigtigt. Tænk engang. Hvorfor har jeg så problemer med at forstå den rystede dame, der får hjælp fra en vildt fremmed vogn i køen? Eller hjælp definerer hun det nok ikke som. Kvinden er forberedt på at blive stemplet i haserne af den bagvedkørende metalvogn, blive skulet til fra køens utålmodige øjne og parat til at modstå hundsende tilråb. Men hun er ikke rustet til af afslå unødig indblanding i indkøbsritualet fra en velmenende tåbe. En selvbestaltet indkøbsekspert som mig, der tror, jeg har universalnøglen til varernes rækkefølge på indkøbsbåndet.
Heldigvis kopierer kunden bag mig ikke min ihærdige indsats. For er jeg klogere nu end for 5 minutter siden. Ved at en vildt fremmed, der sætter æggene, potteplanter og ugeblade op først, vil ødelægge min dag. Mine indkøbsritualer vil ligge i ruiner. Pludselig forstår jeg, at min hjælpsomhed højst mindsker min kedsomhed i køen. Jeg har simpelthen blandet mig utidigt i en stakkels kvindes dagligvareindkøb. Undskyld kære kvinde.
Hvor ofte er jeg ikke kommet hjem fra supermarkedet med makulerede varer i indkøbsposerne? Derfor tænker jeg. ”Tiden i køen føles jo uendelig, så lad os dog hjælpe hinanden, frem for at blive irriteret over de andres tidsforbrug.” Så jeg tilbyder at tømme hendes vogn, mens hun i ro og mag pakker de skannede varer. Hun nikker mistroisk, mens hun formentlig overvejer, om jeg så stjæler udvalgte varer, inden pinkoden overhovedet er tastet ind. Hvordan kan nogen være så hjælpsom uden bagtanker? Men jeg har bagtanker. For jeg hader at vente, og denne gestus kan forkorte ventetiden og gøre en god gerning samtidig. En god gerning, så jeg kan sole min frelsthed og pudse glorien. Tror jeg. Men ærlig talt, så letter jeg ikke damens dag, højst min egen samvittighed. Hendes hjerne arbejder tilsyneladende på højtryk med at afdække mine hensigter. Vil jeg tage penge for indsatsen efterfølgende? Vil jeg kræve livslangt venskab? Er jeg en ensom stakkel? Måske er jeg en ensom stakkel. I hvert fald fremkalder min gerning nysgerrighed hos resten af indkøbskøen.
Måske skyldes kvindens forvredne ansigtsudtryk, at jeg ikke sætter varer på båndet i den rækkefølge, som hun personligt foretrækker. Selv har jeg voldsomme præferencer. Præferencer, som jeg naivt trækker ned over den intetanende dame. Først køkkenruller og vaskepulver, der ikke kræver særbehandling. Nærmeste forfølger er mælken, der får følgeskab af alle de andre kolde varer, så varerne kan pakkes i samme poser og holde sidemanden kold. Med den fordel, at de ikke når at blive fordærvet på hjemturen. Næste varegruppe er robuste grønsager, dåser, glas, sukker, mel og alle de andre kolonialvarer (hedder det vist). Efterfølgende rugbrød, boller og kager. Så robuste frugter. Forsigtigt forfulgt af sarte frugter, chips, æg, potteplanter og ugeblade. Jeg følger denne for mig geniale rækkefølge, men føler slet ikke damens begejstring. Måske frygter hun, at jeg har tænkt mig at forvirre hende med min mærkelige rækkefølge af varerne. En forvirring, som jeg kan benytte til at snige de scannede varer i hendes bane ned i mine hjemmefra medbragte genbrugsposer. Ja ved nærmere eftertanke, er jeg selv overorganiseret og superøkonomisk. De 2 kr. og 50 øre for en pose, dem skal jeg have optimalt udbytte af. Hvis jeg en sjælden gang er kommet af sted uden genbrugsposer, så føler jeg nærmest, at jeg går nøgen rundt i supermarkedet. Det er lige før jeg skynder mig op og køber fire nye poser, som jeg kan hænge på den tomme vogn, så alt føles rigtigt. Tænk engang. Hvorfor har jeg så problemer med at forstå den rystede dame, der får hjælp fra en vildt fremmed vogn i køen? Eller hjælp definerer hun det nok ikke som. Kvinden er forberedt på at blive stemplet i haserne af den bagvedkørende metalvogn, blive skulet til fra køens utålmodige øjne og parat til at modstå hundsende tilråb. Men hun er ikke rustet til af afslå unødig indblanding i indkøbsritualet fra en velmenende tåbe. En selvbestaltet indkøbsekspert som mig, der tror, jeg har universalnøglen til varernes rækkefølge på indkøbsbåndet.
Heldigvis kopierer kunden bag mig ikke min ihærdige indsats. For er jeg klogere nu end for 5 minutter siden. Ved at en vildt fremmed, der sætter æggene, potteplanter og ugeblade op først, vil ødelægge min dag. Mine indkøbsritualer vil ligge i ruiner. Pludselig forstår jeg, at min hjælpsomhed højst mindsker min kedsomhed i køen. Jeg har simpelthen blandet mig utidigt i en stakkels kvindes dagligvareindkøb. Undskyld kære kvinde.
søndag, april 16, 2006
Skattesystemets amatøreffekt
Berlingske Tidende 16. april 2006
Hvorfor tager regeringen ikke fat om nældens rod, og ændrer skattesystemets struktur, så det belønner en ekstra arbejdsindsats i det professionelle univers?. I stedet fastholder politikerne den eksisterende skattestruktur. En struktur, der belønner amatørindsatsen på hjemmefronten.
Det ville klæde den såkaldte liberale regering at tage hul på skatteområdet, der fastholder os alle på den hjemlige amatørscene. En amatørscene, hvor vi sætter badeværelser i stand, maler, gør rent, klipper os selv, bygger til huset og så videre. Opgaver, som afholder os fra at bruge vores professionelle baggrund i endnu højere grad. Opgaver, som professionelle fagfolk kan udføre væsentligt hurtigere og langt bedre. Men brandbeskatning på de sidst tjente kroner tvinger os til at blive altmuligmænd og -kvinder på vores egen matrikel. Det stjæler tid og ressourcer fra vores professionelle karrierer. De dyrt betalte uddannelser, som staten har forsynet os med, giver ikke det fulde afkast, fordi vi alle kæmper med amatørudførelser. Danmarks Radios Showtime i "primetime" er heldigvis slut, men illustrerer på forbilledlig vis vores samfund. Et samfund, hvor vi ikke bruger vores evner på det, som vi er bedst til. Nej, vi er rigtig gode til vores professioner, og spilder så tiden på noget helt andet, som vi i bedste fald slipper hæderligt fra. For skattesystemet understøtter ikke det højt specialiserede vidensamfund, som regeringen påstår, at de vil skabe til sikring af konkurrenceevnen. Sæt handling bag ordene, det er det der giver troværdighed!
Hvorfor tager regeringen ikke fat om nældens rod, og ændrer skattesystemets struktur, så det belønner en ekstra arbejdsindsats i det professionelle univers?. I stedet fastholder politikerne den eksisterende skattestruktur. En struktur, der belønner amatørindsatsen på hjemmefronten.
Det ville klæde den såkaldte liberale regering at tage hul på skatteområdet, der fastholder os alle på den hjemlige amatørscene. En amatørscene, hvor vi sætter badeværelser i stand, maler, gør rent, klipper os selv, bygger til huset og så videre. Opgaver, som afholder os fra at bruge vores professionelle baggrund i endnu højere grad. Opgaver, som professionelle fagfolk kan udføre væsentligt hurtigere og langt bedre. Men brandbeskatning på de sidst tjente kroner tvinger os til at blive altmuligmænd og -kvinder på vores egen matrikel. Det stjæler tid og ressourcer fra vores professionelle karrierer. De dyrt betalte uddannelser, som staten har forsynet os med, giver ikke det fulde afkast, fordi vi alle kæmper med amatørudførelser. Danmarks Radios Showtime i "primetime" er heldigvis slut, men illustrerer på forbilledlig vis vores samfund. Et samfund, hvor vi ikke bruger vores evner på det, som vi er bedst til. Nej, vi er rigtig gode til vores professioner, og spilder så tiden på noget helt andet, som vi i bedste fald slipper hæderligt fra. For skattesystemet understøtter ikke det højt specialiserede vidensamfund, som regeringen påstår, at de vil skabe til sikring af konkurrenceevnen. Sæt handling bag ordene, det er det der giver troværdighed!
DR er amatørernes holdeplads
Berlingske Tidende 26. marts 2006
Hvor finder jeg professionelle aktører? Uanset hvilken kanal jeg zapper over på, er sendefladen overladt til amatører. Vel at mærke amatører, der meget gerne vil blive gode til at se godt ud, danse, synge, bygge om, opdrage børn, lave mad eller et andet af livets mange gøremål. Men hvor er håndværkerne, musikerne, sangere og sangerinder, kokkene og alle de andre eksperter henne? Dem, der kunne bringe os videre - bringe kvalitet og professionalisme ind i underholdningsuniverset. Nåh jo - de professionelle er der, men håndværkeren og sportsstjernen danser, miljøeksperten og politikeren synger på livet løs og så videre.
Jeg slukker for fjernsynet - orker bare ikke at se mere iscenesat middelmådighed. Hvor god kan en talentløs amatør blive ved professionel assistance i løbet af en uge? Jeg vil langt hellere underholdes af de talentfulde, der har brugt årevis på at blive toptunede. Alligevel ender familien ofte med at se Showtime, fordi børnene elsker det, men jeg har det skidt med, at mine børn opfostres med så dårlig kvalitet underholdning. Hvorfor overlader public servicekanalen ikke sendefladen til nogen af de fantastisk mange talentfulde danske bands, der er på vej op efter mange års slid. Så kan politikerne udtale sig om politik, sportsstjernerne yde deres optimale på sportsscenen, mens dem, der har satset karrieren på sang og musik, kan brænde igennem på skærmene i de lune stuer.
Skræmmende så lidt indflydelse kvaliteten har på udbredelsen. Håber den nye DR direktør har mod på at tage fat i middelmådigheden og vise os danskere forskellen på amatører og professionelle.
Hvor finder jeg professionelle aktører? Uanset hvilken kanal jeg zapper over på, er sendefladen overladt til amatører. Vel at mærke amatører, der meget gerne vil blive gode til at se godt ud, danse, synge, bygge om, opdrage børn, lave mad eller et andet af livets mange gøremål. Men hvor er håndværkerne, musikerne, sangere og sangerinder, kokkene og alle de andre eksperter henne? Dem, der kunne bringe os videre - bringe kvalitet og professionalisme ind i underholdningsuniverset. Nåh jo - de professionelle er der, men håndværkeren og sportsstjernen danser, miljøeksperten og politikeren synger på livet løs og så videre.
Jeg slukker for fjernsynet - orker bare ikke at se mere iscenesat middelmådighed. Hvor god kan en talentløs amatør blive ved professionel assistance i løbet af en uge? Jeg vil langt hellere underholdes af de talentfulde, der har brugt årevis på at blive toptunede. Alligevel ender familien ofte med at se Showtime, fordi børnene elsker det, men jeg har det skidt med, at mine børn opfostres med så dårlig kvalitet underholdning. Hvorfor overlader public servicekanalen ikke sendefladen til nogen af de fantastisk mange talentfulde danske bands, der er på vej op efter mange års slid. Så kan politikerne udtale sig om politik, sportsstjernerne yde deres optimale på sportsscenen, mens dem, der har satset karrieren på sang og musik, kan brænde igennem på skærmene i de lune stuer.
Skræmmende så lidt indflydelse kvaliteten har på udbredelsen. Håber den nye DR direktør har mod på at tage fat i middelmådigheden og vise os danskere forskellen på amatører og professionelle.
Ægte discount
Hvor meget må man købe ind for i Netto på en gang? På blikkene fra de andre kunder og behandlingen af mine varer på varebåndet tolker jeg, at jeg har oversteget beløbsgrænsen.
Når jeg foretager familiens ugentlige indkøb i Netto, møder jeg bebrejdende blikke fra omgivelserne. Fremme i køen bombarderes min ryg med anklagende øjenkast fra de bagvedstående kunder. Mens mine haser flere gange påkøres af den utålmodige indkøbsvogn lige bag mig. Indkøbsvognen bugner af de varer, der ikke er udsolgt, og pludselig blomstrer en følelse af, at jeg har brudt en uskreven regel i Netto. Selvfølgelig er indkøbsvognene i Netto noget mindre end i Føtex, Kvickly, ISO og så videre. Men der er altså ikke opsat skilte, der direkte forbyder at fylde vognen op med varer. Jeg har heller ikke observeret advarselsskilte om, at handel for over et vist beløb er på eget ansvar. Der er vel ikke indført historisk østeuropæisk rationering på dagligvarer?
Køen snor sig langsomt forbi den søde afdeling før næste forhindring toner frem. Det meget korte og smalle varebånd, hvor kassedamen eller -manden skælder ud, hvis kunderne stabler varerne. ”Tænker du da slet ikke på personalet her i Netto”. ”Jo selvfølgelig tænker jeg på jer servicemedarbejdere” svarer jeg frygtsomt, og indstiller straks stablingen. Når varerne ikke stables, fremelsker det endnu flere olme blikke fra kunderne bagved. Blikke, der løber isnende ned af min ryg. Føler jeg er blevet en flaskehals, kommet i klemme. I klemme præcis som æggebakken, der giver efter for de 8 liter afkølede skummemælk, der kvaser hønseæggene mod båndets metalliske bagkant.
Endelig når jeg bunden af indkøbsvognen, og skubber den forbi ekspedienten. Nu starter bjærgningen af den ophobede varemasse i varebåndets venstrebane omsider. En del af varerne har ændret både facon og konsistens. Toastbrødene er ikke længere kvadratiske, de har fået kreative former. Og de Nettofarvede citroner drypper så surt, at et passende slogan kunne være ”I Netto presser vi citronen”. Hvor jeg bare hader at handle i Netto, mens jeg er der. Når jeg først er ude i bilen, kan jeg glæde mig over de sparede kroner og ærgre mig over de maste æg, de klemte bananer og makronerne, der allerede er knust, så de er klar til æblekage. For slet ikke at komme ind på de resterende resultater af kollisionerne på varebåndet.
Det er nærmest som om, ekspedienterne bliver instrueret i at destruere varerne, hvis kunden køber for mere end 400 kr. Så kan de lære det – de kunder, der tror, at de kan nøjes med at komme her en gang om ugen. Ekspedienten må nemlig gerne stable, mase og skubbe varerne sammen, når de først er skannet. Så er de ikke længere i personalets varetægt.
Indkøbsdagen kan afsluttes med en æggekage af 15 kvaste æg, da jeg endelig har udpakket varerne i køkkenet. Æggekagen efterfølges senere på aftenen af banankage. Eneste mulige udnyttelse af de pludseligt overmodne bananer. De er allerede moset i den gule originalemballage. Mens banankagen smelter på tungen, drømmer jeg mig til det store udland. Der, hvor ”baggere”, er jobbetegnelsen for de servicemedarbejdere, der pakker varerne for kunderne. En service, der ville øge kostvariationen på hjemmefronten og kaste glæde over dagligvareindkøbene. I Danmark er alle de ansatte i supermarkederne servicemedarbejdere, uanset hvor surt de gør indkøbet for kunden. ”Baggere” vil gøre betegnelsen ”service” mere retvisende for kunderne i de danske supermarkeder.
Når jeg foretager familiens ugentlige indkøb i Netto, møder jeg bebrejdende blikke fra omgivelserne. Fremme i køen bombarderes min ryg med anklagende øjenkast fra de bagvedstående kunder. Mens mine haser flere gange påkøres af den utålmodige indkøbsvogn lige bag mig. Indkøbsvognen bugner af de varer, der ikke er udsolgt, og pludselig blomstrer en følelse af, at jeg har brudt en uskreven regel i Netto. Selvfølgelig er indkøbsvognene i Netto noget mindre end i Føtex, Kvickly, ISO og så videre. Men der er altså ikke opsat skilte, der direkte forbyder at fylde vognen op med varer. Jeg har heller ikke observeret advarselsskilte om, at handel for over et vist beløb er på eget ansvar. Der er vel ikke indført historisk østeuropæisk rationering på dagligvarer?
Køen snor sig langsomt forbi den søde afdeling før næste forhindring toner frem. Det meget korte og smalle varebånd, hvor kassedamen eller -manden skælder ud, hvis kunderne stabler varerne. ”Tænker du da slet ikke på personalet her i Netto”. ”Jo selvfølgelig tænker jeg på jer servicemedarbejdere” svarer jeg frygtsomt, og indstiller straks stablingen. Når varerne ikke stables, fremelsker det endnu flere olme blikke fra kunderne bagved. Blikke, der løber isnende ned af min ryg. Føler jeg er blevet en flaskehals, kommet i klemme. I klemme præcis som æggebakken, der giver efter for de 8 liter afkølede skummemælk, der kvaser hønseæggene mod båndets metalliske bagkant.
Endelig når jeg bunden af indkøbsvognen, og skubber den forbi ekspedienten. Nu starter bjærgningen af den ophobede varemasse i varebåndets venstrebane omsider. En del af varerne har ændret både facon og konsistens. Toastbrødene er ikke længere kvadratiske, de har fået kreative former. Og de Nettofarvede citroner drypper så surt, at et passende slogan kunne være ”I Netto presser vi citronen”. Hvor jeg bare hader at handle i Netto, mens jeg er der. Når jeg først er ude i bilen, kan jeg glæde mig over de sparede kroner og ærgre mig over de maste æg, de klemte bananer og makronerne, der allerede er knust, så de er klar til æblekage. For slet ikke at komme ind på de resterende resultater af kollisionerne på varebåndet.
Det er nærmest som om, ekspedienterne bliver instrueret i at destruere varerne, hvis kunden køber for mere end 400 kr. Så kan de lære det – de kunder, der tror, at de kan nøjes med at komme her en gang om ugen. Ekspedienten må nemlig gerne stable, mase og skubbe varerne sammen, når de først er skannet. Så er de ikke længere i personalets varetægt.
Indkøbsdagen kan afsluttes med en æggekage af 15 kvaste æg, da jeg endelig har udpakket varerne i køkkenet. Æggekagen efterfølges senere på aftenen af banankage. Eneste mulige udnyttelse af de pludseligt overmodne bananer. De er allerede moset i den gule originalemballage. Mens banankagen smelter på tungen, drømmer jeg mig til det store udland. Der, hvor ”baggere”, er jobbetegnelsen for de servicemedarbejdere, der pakker varerne for kunderne. En service, der ville øge kostvariationen på hjemmefronten og kaste glæde over dagligvareindkøbene. I Danmark er alle de ansatte i supermarkederne servicemedarbejdere, uanset hvor surt de gør indkøbet for kunden. ”Baggere” vil gøre betegnelsen ”service” mere retvisende for kunderne i de danske supermarkeder.
torsdag, marts 02, 2006
Pladsproblemer
Hvor meget kan en hverdag indeholde?. Jo flere ting, der tages ud, des mere fylder de ting, der er tilbage. Det er som et højskab fyldt med dyner. Hver gang der hives en dyne ud, breder de resterende sig, før jeg når at lukke lågen. Restdynernes tilkæmpede territorium strækker sig i et omfang, så dørlukningen umuliggøres. Jeg fjerner endnu en dyne fra skabet, og det bliver endnu sværere at lukke døren. Flår dyner ud af skabet i en uendelighed, så hele rummet er fyldt af luftforslugne dyner, blot for at erfare at skabets dynekilde er uudtømmelig. Analog til drengen med guldbukserne. Jeg kunne tage støvsugeren og suge al luften ud af dynerne igen og mase de lufttomme dyner på plads. På den anden side, hvad er der ved en dyne uden luft?
Klæbende kraft
Opvækstens edderkoppespind klæber til kroppen
Fine gennemsigtige tråde snører sig om sjælen
Bryder tankernes spind med censur
Flugtforsøg fra spindets radius
straffes af den sorte enke med udstødelse
Afkommet, enten med, ellers imod
Kvæles uden flugt af begrænsningen
Inden solen går ned en flygtig vinterdag
Før solen sniger sig ud af nattens midsommerfavn
Sjælens rækkevidde uendelig
Spindets spændingsfelt begrænset
Lille Peter edderkop kravler væk
Fine gennemsigtige tråde snører sig om sjælen
Bryder tankernes spind med censur
Flugtforsøg fra spindets radius
straffes af den sorte enke med udstødelse
Afkommet, enten med, ellers imod
Kvæles uden flugt af begrænsningen
Inden solen går ned en flygtig vinterdag
Før solen sniger sig ud af nattens midsommerfavn
Sjælens rækkevidde uendelig
Spindets spændingsfelt begrænset
Lille Peter edderkop kravler væk
Lidt lyrisk liv
Et lam på himlen går i opløsning
bliver til tråde i livets trøje,
der bliver for kort.
Livet skal leves
Før det drysser ud mellem fingrene,
uden der er taget hul på det.
Under en grovfuret pløjemark
ligger forventningsfulde frø
og glæder sig til foråret
Hver femte bil er rød
mere end hvert andet barn er en pige
undtagen i Kina
bliver til tråde i livets trøje,
der bliver for kort.
Livet skal leves
Før det drysser ud mellem fingrene,
uden der er taget hul på det.
Under en grovfuret pløjemark
ligger forventningsfulde frø
og glæder sig til foråret
Hver femte bil er rød
mere end hvert andet barn er en pige
undtagen i Kina
lørdag, januar 28, 2006
Giv politikerne lov at blive klogere
Vi får de politikere, som vi har fortjent, og vi straffer dem offentligt, hvis de har mod til at blive klogere på deres felt, når de først er valgt. Heldigvis er jeg ikke politiker. Tænk hvis jeg til evig tid skulle stå til regnskab for enhver holdning, jeg har ytret i livet indtil nu. Forestiller mig, at forældre for hver eneste samværssekund med børnene skulle evalueres i forhold til de forventninger og hensigter, de havde før forældreskabet.
I videnvirksomheder bliver medarbejdere fyret for ikke at ændre mening. Politikere bliver klandret for at ændre standpunkt. Hvor ofte bliver tidligere udtalelser ikke stillet op mod nuværende. Se bare på statsministerens ungdomsværk ”Minimalstaten”, der igen og igen er brugt som skræmmebillede på regeringslederens egentlige hensigter. Omgivelserne ændrer sig – de eneste der ikke har ret til at ændre holdning, er politikere. Erkendelser kaldes som hovedregel løftebrud. Nok derfor politikere er glatte som ål, når de forsøges fastholdt på markante holdninger.
De værste politikere er da dem, der ikke kommer med markante udtalelser af frygt for, at måtte ændrer standpunkt senere i karrieren. Livet handler jo netop om udvikling, om at blive klogere. Det er nysgerrigheden, utilfredsheden med tingenes tilstand og erkendelserne, der udvikler verden.
Med erfaringen udviskes de største kontraster. Vi nærmer os hinanden fra de store skarpe sort-hvid forestillinger og mødes i kompromisernes grå nuancer, der også så småt begynder at dekorere hårpragten. Bestemt ikke at man skal være en gråhåret vendekåbe. Nej det kan lige så godt være en rødhåret realist eller en sorthåret succes med mod på nye meninger og andre metoder – det vigtige er modet til at blive klogere.
Der er dog visse holdningsændringer både i politik og i det private erhvervsliv, der virker så utroværdige, at de er svære at kapere. Eksempelvis, da Nyrup før folketingsvalget i 1998 garanterede en uændret efterløn, hvilket kun holdt til stemmerne var talt op. Eller da DRs forbrugerpolitiske vogter valgte at skifte side, så han pludselig var talsmand for en af detailhandlens sværvægtere.
I videnvirksomheder bliver medarbejdere fyret for ikke at ændre mening. Politikere bliver klandret for at ændre standpunkt. Hvor ofte bliver tidligere udtalelser ikke stillet op mod nuværende. Se bare på statsministerens ungdomsværk ”Minimalstaten”, der igen og igen er brugt som skræmmebillede på regeringslederens egentlige hensigter. Omgivelserne ændrer sig – de eneste der ikke har ret til at ændre holdning, er politikere. Erkendelser kaldes som hovedregel løftebrud. Nok derfor politikere er glatte som ål, når de forsøges fastholdt på markante holdninger.
De værste politikere er da dem, der ikke kommer med markante udtalelser af frygt for, at måtte ændrer standpunkt senere i karrieren. Livet handler jo netop om udvikling, om at blive klogere. Det er nysgerrigheden, utilfredsheden med tingenes tilstand og erkendelserne, der udvikler verden.
Med erfaringen udviskes de største kontraster. Vi nærmer os hinanden fra de store skarpe sort-hvid forestillinger og mødes i kompromisernes grå nuancer, der også så småt begynder at dekorere hårpragten. Bestemt ikke at man skal være en gråhåret vendekåbe. Nej det kan lige så godt være en rødhåret realist eller en sorthåret succes med mod på nye meninger og andre metoder – det vigtige er modet til at blive klogere.
Der er dog visse holdningsændringer både i politik og i det private erhvervsliv, der virker så utroværdige, at de er svære at kapere. Eksempelvis, da Nyrup før folketingsvalget i 1998 garanterede en uændret efterløn, hvilket kun holdt til stemmerne var talt op. Eller da DRs forbrugerpolitiske vogter valgte at skifte side, så han pludselig var talsmand for en af detailhandlens sværvægtere.
tirsdag, januar 03, 2006
Angstens gnaven
Angsten gnaver som en rotte, et skadedyr der på ingen tid forvandler skønhed til intethed. En smittebærer, der sætter farlige spor. Angsten for sygdom og frygten for døden. Ulykken der kan indhente mig og inddrage liv - mit liv eller mine kæres liv.
Føj, hvor bliver jeg bange, når jeg skriver det. Vil slet ikke tænke på det. Er faktisk angst for angsten - har undertrygt den i årevis, måske altid. Men tanken har bidt sig fast i buksebenet. Jeg sparker, forsøger at løbe, men den følger med. Har filtret sig ind i mit tankespind som en borre i en striktrøje. Umulig at få ud uden at noget af striktrøjen flås med i købet.
Frygten for ikke at leve, mens tid er. Angst for at blive forladt - efterladt, overflødig og alene. Den bedste forsikring mod angsten er at trodse den. Leve livet.
Føj, hvor bliver jeg bange, når jeg skriver det. Vil slet ikke tænke på det. Er faktisk angst for angsten - har undertrygt den i årevis, måske altid. Men tanken har bidt sig fast i buksebenet. Jeg sparker, forsøger at løbe, men den følger med. Har filtret sig ind i mit tankespind som en borre i en striktrøje. Umulig at få ud uden at noget af striktrøjen flås med i købet.
Frygten for ikke at leve, mens tid er. Angst for at blive forladt - efterladt, overflødig og alene. Den bedste forsikring mod angsten er at trodse den. Leve livet.
fredag, december 30, 2005
Året ædes op
Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, selvom vi udmærket ved at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen, ris ala mandel, der presses ned i den overfyldte sæk.
Specielt de sidste dage her i året bruges på få fortæret de rigelige mængder af indkøbt slik, søde sager, fedtede fortrydelser og meget mere. Hvorfor æder jeg som besat nu, når jeg ved at kiloene skal rasle af lige om hjørnet. Jeg æder mig ud af det gamle år for at sulte mig ind i det nye. Ja da lige bortset fra de første timer, hvor jeg æder og sikkert også drikker som besat. Håber det bliver en frydefuld danseaften med mange forbrændte kalorier som sidegevinst. Men ved at det også bliver ét langt ædegilde fra halv seks om aftenen til vi ruller hjem i nattens løb fede og forstoppede med sidevogn.
Med mod på en ny begyndelse eller måske skulle jeg sige en ny slutning. Målet kunne jo være at slutte næste år med hele familien i fit fatning. Så 2007s start blot bliver en forlængelse af den sunde asketiske livsstil, som jeg fremover henholder mig til.
Ikke at jeg skal leve kedeligt, nej jeg vil elske, lege, danse, skrive og skraldgrine, så jeg får ondt i maven af latter. Når det endelig skal handle om mad, skal det være luksuskaffe med varm skummet mælk, lækkert sprødt brød, delikat chokolade i delikate mængder, frugt fra tropiske egne, grønsager med livsvigtige vitaminer.
Vi skal leve det gode liv – finde glæden, uden at gå amok i overspisning og underbevægelse. Vi skal finde os selv og hinanden i 2006, nyde livet og huske at leve det. Ikke drukne det i mad og mismod.
Specielt de sidste dage her i året bruges på få fortæret de rigelige mængder af indkøbt slik, søde sager, fedtede fortrydelser og meget mere. Hvorfor æder jeg som besat nu, når jeg ved at kiloene skal rasle af lige om hjørnet. Jeg æder mig ud af det gamle år for at sulte mig ind i det nye. Ja da lige bortset fra de første timer, hvor jeg æder og sikkert også drikker som besat. Håber det bliver en frydefuld danseaften med mange forbrændte kalorier som sidegevinst. Men ved at det også bliver ét langt ædegilde fra halv seks om aftenen til vi ruller hjem i nattens løb fede og forstoppede med sidevogn.
Med mod på en ny begyndelse eller måske skulle jeg sige en ny slutning. Målet kunne jo være at slutte næste år med hele familien i fit fatning. Så 2007s start blot bliver en forlængelse af den sunde asketiske livsstil, som jeg fremover henholder mig til.
Ikke at jeg skal leve kedeligt, nej jeg vil elske, lege, danse, skrive og skraldgrine, så jeg får ondt i maven af latter. Når det endelig skal handle om mad, skal det være luksuskaffe med varm skummet mælk, lækkert sprødt brød, delikat chokolade i delikate mængder, frugt fra tropiske egne, grønsager med livsvigtige vitaminer.
Vi skal leve det gode liv – finde glæden, uden at gå amok i overspisning og underbevægelse. Vi skal finde os selv og hinanden i 2006, nyde livet og huske at leve det. Ikke drukne det i mad og mismod.
fredag, december 16, 2005
Morgenens marathon
Rigelig med indhold i livet for en karrierekvinde midt i 30’ene med børn, ægtemand og ambitioner, der stritter milevidt mod mange mål. Alene de morgenlige ritualer kan få blodtrykket op at ringe. ”Bib, bib, bib” i seks sæt, før overjeget etableres og hiver mig halvsovende ud under bruseren, hvor vand og Clinique klinisk fjerner søvnen fra alle kropsdele.
Ungerne skal op, sover som sten, fatter slet ikke, hvorfor de lige netop skal i skole og børnehave i dag. Havregrøden koger hastigt, men for hektisk - får alt for meget. Lykkes i andet forsøg, så vi spiser nødtvungent morgenmaden til dunsten af det første forsøg flankeret af talrige afslag på forespørgsler om mere sukker.
Morgenens penicillin glider nødtvungent ned i ungerne med Coca Cola – nok ikke lige indenfor de 5 kostråd, eller hvor mange der nu er, men væk er det, skarpt forfulgt af astmamedicin, aftørring, afskylning og tandbørstning – den påbudte tandtråd til to trætte børn er der bare ikke rum til for tiden, men vi siger det ikke til tandlægen.
Dentalerne skal jo også have noget at se til, når de møder op efter en hektisk morgen, for det skulle da nødig være forgæves at børnefamilierne kæmper sig af sted mod alle odds og børneskrig morgen efter morgen for at glæde sig til Disney på DR lørdag morgen, så mor og far kan få lidt fred.
Madpakkerne smører jo ikke sig selv, så jeg må videre – formiddagsfrugt, drikkedunke, sund mad, der også bliver spist, er ikke den nemmeste opgave, og børn får alt for meget sødt, men chokolade pålagt et fladt stykke rugbrød er vist ikke lige så slemt som en alt for fed spegepølse, som jeg aldrig kunne drømme om at købe, så de får hver en af dem, og så det, der ellers har valgt at være repræsenteret i køkkenets afkølende element denne varme junimorgen, hvor sommerregnen har vækket haven og nu overdøver morgenens første forsøg.
Radioen bølger blandede morgennyheder ud i stuen – bomber i Irak, sol i vente, olieprisen topper, passiv rygning er dødelig, kamp om overborgmesterposten i hovedstaden – masser af alvor. Flere engagementkrævende udgydelser banker på den overophedede hjernes ydermur, registreres, afvises og udskydes. Ophobes som kaskader af uafhentet skrald i håb om, at der reflekteres før den endelige afhændelse.
Tøjvalg, påklædning, god tid til toiletbesøg, pædagogisk tålmodighed, når drengen har tisset i bukserne, som han modvilligt iklædte sig for to minutter siden. Tøjvalg til børn og voksne, der signalerer den kontrol, som har trange kår disse hektiske morgner – det skulle jo gerne matche. På et punkt er mit valg sikkert – helt sikkert ikke de alt for spidse støvler, som blev købt i et noget fejlcastet forsøg på at være med på moden – de eneste, der bemærker de hamrende dyre og torturerende anskaffelser, er mine stakkels tæer, som synes at spørge mig, hvad de egentlig har gjort mig, siden de skal straffes så barbarisk. Jeg må være i panikalderen – eller jagten på indhold har tilsagt mig at opdyrke plantager af ligtorne, så jeg kan gå til fodterapeut, eller hvad sådan en starut nu kunne kalde sig.
Morgenens absolutte lavpunkt er solcremen, der begrænses til et absolut minimum – de uafdækkede hudområder. Cremefordelingen evner fremkaldelse af skrig, hyl, tårer, så de nærmeste naboers tanker må henledes på børnemishandling. Der er flugtforsøg, tårer fremkaldt af sommerlotion i øjnene, før krapylet endelig indfanges og under fastholdelse forebygges mod solens skadelige stråler.
Fletninger flettes, øjenkrogenes søvnklatter fjernes, negle klippes, fodvorter forgiftes og dækkes, så de ikke smitter sarte sjæle i svømmehallen. Morgenbordet ryddes, opvaskeren startes – sengeredningen frasorteres – de skal alligevel ugles igen i aften.
På falderebet huskes og glemmes i flæng kontaktbog med afhentningsmetode og -tidspunkt, biblioteksbøger, svømmetøj, sedler, tilmeldinger, afmeldinger.
Endelig fremme ved afgangstidspunktet opdager jeg til stor skræk, at jeg stadig står i trusser og bh med uglet hår, blege øjenvipper, havregrødsånde og nysprungen sved under armene. Feberredning fingeres – snupper de ustrøgne hørbukser, strygning hader jeg, og glatningen holder alligevel højst ½ time.
De sandfarvede dækker de utrimmede ben, de sunde sanddaler blotter de ulakerede negle, men har hørt at lakken er skadelig, så sundheden er i top. Ærmeløs bluse – går bare ikke – væksten under armene har trodset sidste tæmning, gror som gødet, så hellere halvnusset halværme fra Lysgaard. Sandalmatchende bælte til at samle de for tiden løse bukser, Lancôme sortner vipperne på sekunder, V6 til tyggefladerne sletter den sidste morgengrød. Ups, dresset signalerer vist ikke check på det hele – blusen på vrangen, daggammel barnesnot på buksebenet, men vi nåede bussen, morgensangen, klokkernes kimen, børnehaven, toget. Avisen, adgangskortet, mobilen, pungen, klippekortet, solbrillerne, hovedpinepillerne, forberedelserne, 33% af den anbefalede daglige dosis frugt og grønt samt forhåbentlig nøglerne befinder sig i dybet af dametaskens kaotiske forstoppelse.
Men skade har gjort mig klog - forstår at en opgradering er en stakket frist. En rummelig skuldermodel i skind vil på uforsvarlig magnetisk vis tiltrække skiftesko, skønhedsmedikamenter, velmente børnetegninger og guderne ved hvad.
Undervejs i kaos hilses interesseret og imødekommende på 110 forskellige børn, voksne, dyr og biler, men det hele preller af på den teflonoverflade, der hindre noget ud over flødebollerne i at nå ind til et indre i oprør. Et indre, som snart kan puste ud over endnu et mirakel, hvor ungerne nåede frem i fin form – blev for resten ikke checket for lus, men alt andet er nok på plads.
Nå, næste station – arbejdet, hvor det handler om at møde veloplagt, engageret, overskudsagtig uden brok, sure miner eller slinger i valsen. Opladningen sker i det overfyldte tog, der i dag er lettere forsinket, men ikke hindrer mig i at nå velforberedt frem til dagens 6 møder, der end ikke levner plads til en frokostpause.
Ungerne skal op, sover som sten, fatter slet ikke, hvorfor de lige netop skal i skole og børnehave i dag. Havregrøden koger hastigt, men for hektisk - får alt for meget. Lykkes i andet forsøg, så vi spiser nødtvungent morgenmaden til dunsten af det første forsøg flankeret af talrige afslag på forespørgsler om mere sukker.
Morgenens penicillin glider nødtvungent ned i ungerne med Coca Cola – nok ikke lige indenfor de 5 kostråd, eller hvor mange der nu er, men væk er det, skarpt forfulgt af astmamedicin, aftørring, afskylning og tandbørstning – den påbudte tandtråd til to trætte børn er der bare ikke rum til for tiden, men vi siger det ikke til tandlægen.
Dentalerne skal jo også have noget at se til, når de møder op efter en hektisk morgen, for det skulle da nødig være forgæves at børnefamilierne kæmper sig af sted mod alle odds og børneskrig morgen efter morgen for at glæde sig til Disney på DR lørdag morgen, så mor og far kan få lidt fred.
Madpakkerne smører jo ikke sig selv, så jeg må videre – formiddagsfrugt, drikkedunke, sund mad, der også bliver spist, er ikke den nemmeste opgave, og børn får alt for meget sødt, men chokolade pålagt et fladt stykke rugbrød er vist ikke lige så slemt som en alt for fed spegepølse, som jeg aldrig kunne drømme om at købe, så de får hver en af dem, og så det, der ellers har valgt at være repræsenteret i køkkenets afkølende element denne varme junimorgen, hvor sommerregnen har vækket haven og nu overdøver morgenens første forsøg.
Radioen bølger blandede morgennyheder ud i stuen – bomber i Irak, sol i vente, olieprisen topper, passiv rygning er dødelig, kamp om overborgmesterposten i hovedstaden – masser af alvor. Flere engagementkrævende udgydelser banker på den overophedede hjernes ydermur, registreres, afvises og udskydes. Ophobes som kaskader af uafhentet skrald i håb om, at der reflekteres før den endelige afhændelse.
Tøjvalg, påklædning, god tid til toiletbesøg, pædagogisk tålmodighed, når drengen har tisset i bukserne, som han modvilligt iklædte sig for to minutter siden. Tøjvalg til børn og voksne, der signalerer den kontrol, som har trange kår disse hektiske morgner – det skulle jo gerne matche. På et punkt er mit valg sikkert – helt sikkert ikke de alt for spidse støvler, som blev købt i et noget fejlcastet forsøg på at være med på moden – de eneste, der bemærker de hamrende dyre og torturerende anskaffelser, er mine stakkels tæer, som synes at spørge mig, hvad de egentlig har gjort mig, siden de skal straffes så barbarisk. Jeg må være i panikalderen – eller jagten på indhold har tilsagt mig at opdyrke plantager af ligtorne, så jeg kan gå til fodterapeut, eller hvad sådan en starut nu kunne kalde sig.
Morgenens absolutte lavpunkt er solcremen, der begrænses til et absolut minimum – de uafdækkede hudområder. Cremefordelingen evner fremkaldelse af skrig, hyl, tårer, så de nærmeste naboers tanker må henledes på børnemishandling. Der er flugtforsøg, tårer fremkaldt af sommerlotion i øjnene, før krapylet endelig indfanges og under fastholdelse forebygges mod solens skadelige stråler.
Fletninger flettes, øjenkrogenes søvnklatter fjernes, negle klippes, fodvorter forgiftes og dækkes, så de ikke smitter sarte sjæle i svømmehallen. Morgenbordet ryddes, opvaskeren startes – sengeredningen frasorteres – de skal alligevel ugles igen i aften.
På falderebet huskes og glemmes i flæng kontaktbog med afhentningsmetode og -tidspunkt, biblioteksbøger, svømmetøj, sedler, tilmeldinger, afmeldinger.
Endelig fremme ved afgangstidspunktet opdager jeg til stor skræk, at jeg stadig står i trusser og bh med uglet hår, blege øjenvipper, havregrødsånde og nysprungen sved under armene. Feberredning fingeres – snupper de ustrøgne hørbukser, strygning hader jeg, og glatningen holder alligevel højst ½ time.
De sandfarvede dækker de utrimmede ben, de sunde sanddaler blotter de ulakerede negle, men har hørt at lakken er skadelig, så sundheden er i top. Ærmeløs bluse – går bare ikke – væksten under armene har trodset sidste tæmning, gror som gødet, så hellere halvnusset halværme fra Lysgaard. Sandalmatchende bælte til at samle de for tiden løse bukser, Lancôme sortner vipperne på sekunder, V6 til tyggefladerne sletter den sidste morgengrød. Ups, dresset signalerer vist ikke check på det hele – blusen på vrangen, daggammel barnesnot på buksebenet, men vi nåede bussen, morgensangen, klokkernes kimen, børnehaven, toget. Avisen, adgangskortet, mobilen, pungen, klippekortet, solbrillerne, hovedpinepillerne, forberedelserne, 33% af den anbefalede daglige dosis frugt og grønt samt forhåbentlig nøglerne befinder sig i dybet af dametaskens kaotiske forstoppelse.
Men skade har gjort mig klog - forstår at en opgradering er en stakket frist. En rummelig skuldermodel i skind vil på uforsvarlig magnetisk vis tiltrække skiftesko, skønhedsmedikamenter, velmente børnetegninger og guderne ved hvad.
Undervejs i kaos hilses interesseret og imødekommende på 110 forskellige børn, voksne, dyr og biler, men det hele preller af på den teflonoverflade, der hindre noget ud over flødebollerne i at nå ind til et indre i oprør. Et indre, som snart kan puste ud over endnu et mirakel, hvor ungerne nåede frem i fin form – blev for resten ikke checket for lus, men alt andet er nok på plads.
Nå, næste station – arbejdet, hvor det handler om at møde veloplagt, engageret, overskudsagtig uden brok, sure miner eller slinger i valsen. Opladningen sker i det overfyldte tog, der i dag er lettere forsinket, men ikke hindrer mig i at nå velforberedt frem til dagens 6 møder, der end ikke levner plads til en frokostpause.
søndag, december 11, 2005
Forunderlige fedtede fortrydelser
Hvorfor fortærer jeg overhovedet de flødeboller, når jeg ikke vil være fed? Sundheds- apostlene bebuder godt nok kokosbollernes overlegenhed i forhold til flødechokolade, men sunde er de jo ikke ligefrem. Er det kedsomhed, der får mig til at spilde min hårdt tilkæmpede frihed denne gråvejrs onsdag, hvor der dufter af sommer og grønt græs, på at fortære resten af bakken til stor skuffelse for mig, mine unger og jobbet. Eneste vindere ved denne åndsforladte fortæring er Netto, Give Konfekture og mine yderst modtagelige hofter, der suger alt, hvad de ser til sig som to magneter med overjordiske kræfter.
Alene tanken om al den løben, slåen græs, cyklen, hoppen og dansen, der skal til som afbetaling på disse sekunder af ukontrolleret ædedolkeri burde være afskrækning i sig selv, men nej – manglen på evne til fordybelse og ro, trangen til fristende fræk sex, rådvildheden, tomheden og kedsomheden dulmes med disse små fedtede søde kalorieindtag, der klæber sig til hukommelsen og erindrer mig om manglende selvkontrol. Gulerødderne ligger og venter på at blive afklædt og indtaget, men dem er der knapt så stor efterspørgsel på nu, hvor de daglige vægttab ikke længere registreres. Tyngdekraftens effekt observeres flere gange dagligt, men systematisk notering er suspenderet i denne omgang. Ja der er altid flere runder – det indrømmer jeg. Manglende dybde dulmes med stigende indtag af kalorier. Det er der råd for, og efter kuren er jeg altid pavestolt og rigtig selvtilfreds. Indholdsskabende cyklus.?
Alene tanken om al den løben, slåen græs, cyklen, hoppen og dansen, der skal til som afbetaling på disse sekunder af ukontrolleret ædedolkeri burde være afskrækning i sig selv, men nej – manglen på evne til fordybelse og ro, trangen til fristende fræk sex, rådvildheden, tomheden og kedsomheden dulmes med disse små fedtede søde kalorieindtag, der klæber sig til hukommelsen og erindrer mig om manglende selvkontrol. Gulerødderne ligger og venter på at blive afklædt og indtaget, men dem er der knapt så stor efterspørgsel på nu, hvor de daglige vægttab ikke længere registreres. Tyngdekraftens effekt observeres flere gange dagligt, men systematisk notering er suspenderet i denne omgang. Ja der er altid flere runder – det indrømmer jeg. Manglende dybde dulmes med stigende indtag af kalorier. Det er der råd for, og efter kuren er jeg altid pavestolt og rigtig selvtilfreds. Indholdsskabende cyklus.?
fredag, december 09, 2005
Julefrokostens signalværdi
I denne juletid har hver dag sin særlige sammenkomst i familien, vennekredsen, sportsklubberne og ikke mindst på jobbet. Vi mødes alle med masser af mennesker og et emne er sikkert hver gang. Vi runder altid julefrokosterne på arbejdspladserne.
Resten af året spørges der sjældent til vilkår og fysiske rammer på arbejdspladsen og ingen spørger direkte: "Hvad får du i løn". Nej, hele prestigen og hvor værdsat man er som medarbejder, er kogt ned til:"Hvor holder jeres arbejdsplads julefrokost i år" og "Hvad er årets julegave fra din arbejdsplads".
Der er unægteligt mere ved at svare: "Ja i år er det et gourmetophold på Fakkelgården med partner" end: "Ja i år er vi over 400, så der er ikke plads i kantinen. De udleverede posepakkede sandwich må fortæres på kontorerne".
Resten af året spørges der sjældent til vilkår og fysiske rammer på arbejdspladsen og ingen spørger direkte: "Hvad får du i løn". Nej, hele prestigen og hvor værdsat man er som medarbejder, er kogt ned til:"Hvor holder jeres arbejdsplads julefrokost i år" og "Hvad er årets julegave fra din arbejdsplads".
Der er unægteligt mere ved at svare: "Ja i år er det et gourmetophold på Fakkelgården med partner" end: "Ja i år er vi over 400, så der er ikke plads i kantinen. De udleverede posepakkede sandwich må fortæres på kontorerne".
tirsdag, november 15, 2005
Grimme grønne følelser
Følelsen af juletræet, der er pyntet af alt for mange hænder er vendt tilbage. Jeg er rødgranen, der er pyntet gennem min grønne opvækst af alverdens bedrevidende råd og smagsdomme. Tidligere en køn plante, hvor dem, der vovede sig for tæt på hånende spiddedes af mine sylespidse nåle. Mine nåle stikker mindre indad og er blevet blødere – stammen har fået tanker, sjæl og meninger. Jeg har tabt nogen af nålene, men er stadig ganske køn og jeg har ikke længere brug for andre til at smykke mig. Jeg vil ryste mig, så omverdens etiketter, staffage, pynt, flag, plastikrædsler, havenisser i miniature, sølvglitter, guldguirlander, kravlenisser, silkepapirklædte tændstiksæsker pyntet med eksimoernes nationaldragt falder til jorden og tilintetgøres. Guirlanderne strammer, stjernen trykker. Smagsforvirringen er total, alt er repræsenteret, intet er fravalgt, kamæleonagtig har jeg alt, men passer ikke helt nogen steder. Som et kompas er stjernen guld mod øst, sølv på nordsiden, rød ved det solrige sydvendte og ubestemmelig glimmerfarvet fra solens sengeleje. Alt afhænger af øjnene der ser, der er lidt for enhver smag men ikke det hele til nogen. Jeg selv er tæt på druknedøden. Det er tid til at vride det hele af. Prisen er tabte nåle, men gevinsten er alt. Mere tyndhåret men mere afklaret – vil jeg vaske mig ren for fortidens tyngende bagage. Hvem kom med den satans oppakning – jeg kan intet erindre.
Jeg ved ikke hvor jeg står, er jeg HC. Andersens sæsontræ, der glemte at nyde højdepunktet, eller er jeg træet, der fejlcastet i første forsøg, står med rødderne solidt plantet i fugtig og nærende mørk muld, med lyset, foråret, sommeren og mange sæsoner foran mig, som mørkegrøn kulisse i forstadshaven, hvor jeg skal strække mig mod solen. Nu kan jeg mærke, at jeg er våd om tæerne, bøjer mig ned – jo mine rødder er forholdsvis intakte dækket af den sødlige porøse sorte muld i den teracottafarvede lerkrukke. Så skal jeg nok klare flere sæsoner, trods det udtørrende varmegenindvindingsanlæg i det svenske træhus så nær fjorden, at huset nærmest permanent har rødderne i mere vand end jeg i selv mine fugtigste drømmer håber på at få, når nissesæsonen er slut.
Hvad sker der med et grønt nåletræ som mig, der vrider sig ud af pryden kun to dage før klimaks. Bliver jeg plantet i den endnu ikke tilfrosne muld med fjordudsigt, strammes pynten til eller bliver jeg kasseret, glemt og vil længes. Jeg tør ikke – jeg venter til salmerne er sunget, mandlerne blotlagt, gåsen glemt, vinen væltet, gaverne byttet. Hvis jeg venter med at slynge pynten af til det nye år, så vil det være en velvalgt gestus og forhåbentlig vil de mig det godt. Jeg rocker, så pynten knitrer og klirer til discodronningen Gloria Ganes ”I’ll survive” på volume 58, revolutionens retræte er en realitet.
Jeg ved ikke hvor jeg står, er jeg HC. Andersens sæsontræ, der glemte at nyde højdepunktet, eller er jeg træet, der fejlcastet i første forsøg, står med rødderne solidt plantet i fugtig og nærende mørk muld, med lyset, foråret, sommeren og mange sæsoner foran mig, som mørkegrøn kulisse i forstadshaven, hvor jeg skal strække mig mod solen. Nu kan jeg mærke, at jeg er våd om tæerne, bøjer mig ned – jo mine rødder er forholdsvis intakte dækket af den sødlige porøse sorte muld i den teracottafarvede lerkrukke. Så skal jeg nok klare flere sæsoner, trods det udtørrende varmegenindvindingsanlæg i det svenske træhus så nær fjorden, at huset nærmest permanent har rødderne i mere vand end jeg i selv mine fugtigste drømmer håber på at få, når nissesæsonen er slut.
Hvad sker der med et grønt nåletræ som mig, der vrider sig ud af pryden kun to dage før klimaks. Bliver jeg plantet i den endnu ikke tilfrosne muld med fjordudsigt, strammes pynten til eller bliver jeg kasseret, glemt og vil længes. Jeg tør ikke – jeg venter til salmerne er sunget, mandlerne blotlagt, gåsen glemt, vinen væltet, gaverne byttet. Hvis jeg venter med at slynge pynten af til det nye år, så vil det være en velvalgt gestus og forhåbentlig vil de mig det godt. Jeg rocker, så pynten knitrer og klirer til discodronningen Gloria Ganes ”I’ll survive” på volume 58, revolutionens retræte er en realitet.
Kontraster kæmper
Friheden eller sikkerhed
Fest og farver
Ro med fordybelse
Konstant konkurrence
Intervaltræning
Udadvendt men sårbar og sart
Fordybelse i hele verden
Skizofrenien i det hele menneske
Ensformigheden i metropolen
Variationen i flækken
Kontraster kæmper
Fest og farver
Ro med fordybelse
Konstant konkurrence
Intervaltræning
Udadvendt men sårbar og sart
Fordybelse i hele verden
Skizofrenien i det hele menneske
Ensformigheden i metropolen
Variationen i flækken
Kontraster kæmper
Abonner på:
Opslag (Atom)