Opinion Berlingske Tidende 28. december 2007
Er det rimeligt, at mænd får optil 20 pct. mere i løn end kvinder for det samme job? Nej, mener mange, men der er måske grund til, at kvinder varmer sig ved den lille lønforskel i arbejdslivet. Forskellen som pensionist bliver nok noget større. Med den nuværende opsparingsrate, forventede levealder og den nye fordeling af pensioner i forbindelse med skilsmisse bliver mænds årlige udbetaling fra pensionsopsparinger op mod dobbelt så store som kvinders, i gennemsnit.
Mænd sparer ifølge ATP gennemsnitligt 45 pct. mere op til pension end kvinder, selvom kvinder har udsigt til at leve længst. En 40-årig kvinde har udsigt til at blive 82 år, og med en pensionsalder på 65, betyder det sytten år som pensionist. En 40-årig mand kan forvente tolv år til at formøble pensionsopsparingen, altså 5 år mindre end kvinden. Den større opsparing og kortere levealder betyder, at manden har næsten dobbelt så stor årlig udbetaling før skat fra sin pensionsopsparing som kvinden. Skat og folkepension udjævner en del af mændenes fortrin, men der vil være en markant bedre økonomisk stilling for mændene.
Betyder denne forskel noget, hvis man er gift og har fælles økonomi gennem et langt liv? Nej, ikke hvis man bliver sammen til døden, men hvert tredje ægteskab bliver opløst ved skilsmisse. Og den 1. januar 2007 trådte der nye regler i kraft for deling af pension i tilfælde af skilsmisse. Hovedessensen af de nye regler er, at alle pensioner fremover er personlige. Der betyder, at ægtefæller ikke som tidligere deler rate- og kapitalpensioner. Lovændringen flyttede milliarder af kroner mellem ægtefæller, flest i mændenes favør, fordi mændene har størst opsparing. Mange kvinder opdager først de nye regler, når mandens store pensionsopsparing ryger uden om bodelingen. Nogle kvinder kan ved lange ægteskaber og andre omstændigheder opnå kompensation, men hovedprincippet er, at den enkelte er ansvarlig for sin egen pension. Der er derfor god grund til, at kvinder tager deres alderdom alvorligt, før det er spejlbilledet, der kræver det.
Lige nu bugner postkassen af breve fra banker og pensionskasser med råd om at spare topskat ved at øge pensionsopsparingen, men der er grund til at tænke sig om i ægteskaberne. Med de nye delingsregler er det nemlig ikke længere lige meget, om familien sparer op i konens eller mandens favør, med mindre parret indgår en ægtepagt omkring deling af rate- og kapitalpension.
I dag er det groft sagt mændene, der sparer op til alderdommen, men kvinderne der får alderen til at bruge pengene. Ikke alene er kvinder privilegerede med høj levealder, det er også noget dyrere at få farvet håret blåt end at få studset en skaldet isse. Så kvinder kom i gang med jeres pensionsplaner.
fredag, december 28, 2007
mandag, december 17, 2007
Hittegods og højtider
Ikke alt der glimter, er guld, specielt ikke i december. Og ikke alt hittegods bliver hentet, da slet ikke de overflødige kilo, der bliver tabt i januar.
Hvis du fandt noget, som en anden havde tabt, ville du så aflevere det? Jeg vil gerne også uden dusør. Men ejeren vil ikke tage imod, selvom det er et ret fedt fund. Og jeg ved, hvem ejeren er.
Det må være en af de ihærdige, der altid er hurtige til at stramme maveskindet og løfte ballerne. Provokerende proklamerer at have tabt tre julekilo, før jeg har smidt nåletræet ud. Jeg er mester i at finde de kilo, som andre taber, men desværre er der ingen af de ihærdige, der tager imod, når jeg påstår at have fundet deres tre tabte kilo. Heller ikke, selvom jeg hverken kræver findeløn eller tak. Hittegodskontoret bugner af uafhentede sager, fordi folk ikke opdager tabet. Det er på ingen måde tilfældet med de tabte kilo. Taberne praler vidt og bredt med lav vægt, men nægter at tage det tabte tilbage. Jeg har absolut ingen at aflevere kiloene til. Og så får jeg det, som dengang min mor første gang læste højt af Snøvsen og Eigil og Katten i sækken. Folk gik fra snøvsen, ingen ville ha’ ham. Stakkels Snøvs. Præcis som de tabte kilo. Jeg forbarmer mig og beslutter at beholde de herreløse kilo lidt længere, når nu ingen andre vil have dem. Nu hænger fundet så på mig og forlanger at få plads på ydersiden af mine lårpuder.
Problemet er markedskræfterne, vi er rigtig mange, der finder ekstrakilo i december, og i januar vil vi alle sammen af med dem. Måske skulle jeg gå mod trenden, fylde mig med urtete, hvidkål og klidboller nu, sende overflødige kilo ud på det frie marked, hvor mange er villige til at samle dem op. Når nytårsklokkerne forstummer, kan jeg så smovse mig gennem restlagre af brændte mandler, marcipangrise, snaps og stegte sild til tilbudspris. Jeg dropper ideen, følger strømmen, åbner munden og nyder godt af udbuddet af søde sager nu og slankekost i januar i fællesskabets følsomme navn.
Hvis du fandt noget, som en anden havde tabt, ville du så aflevere det? Jeg vil gerne også uden dusør. Men ejeren vil ikke tage imod, selvom det er et ret fedt fund. Og jeg ved, hvem ejeren er.
Det må være en af de ihærdige, der altid er hurtige til at stramme maveskindet og løfte ballerne. Provokerende proklamerer at have tabt tre julekilo, før jeg har smidt nåletræet ud. Jeg er mester i at finde de kilo, som andre taber, men desværre er der ingen af de ihærdige, der tager imod, når jeg påstår at have fundet deres tre tabte kilo. Heller ikke, selvom jeg hverken kræver findeløn eller tak. Hittegodskontoret bugner af uafhentede sager, fordi folk ikke opdager tabet. Det er på ingen måde tilfældet med de tabte kilo. Taberne praler vidt og bredt med lav vægt, men nægter at tage det tabte tilbage. Jeg har absolut ingen at aflevere kiloene til. Og så får jeg det, som dengang min mor første gang læste højt af Snøvsen og Eigil og Katten i sækken. Folk gik fra snøvsen, ingen ville ha’ ham. Stakkels Snøvs. Præcis som de tabte kilo. Jeg forbarmer mig og beslutter at beholde de herreløse kilo lidt længere, når nu ingen andre vil have dem. Nu hænger fundet så på mig og forlanger at få plads på ydersiden af mine lårpuder.
Problemet er markedskræfterne, vi er rigtig mange, der finder ekstrakilo i december, og i januar vil vi alle sammen af med dem. Måske skulle jeg gå mod trenden, fylde mig med urtete, hvidkål og klidboller nu, sende overflødige kilo ud på det frie marked, hvor mange er villige til at samle dem op. Når nytårsklokkerne forstummer, kan jeg så smovse mig gennem restlagre af brændte mandler, marcipangrise, snaps og stegte sild til tilbudspris. Jeg dropper ideen, følger strømmen, åbner munden og nyder godt af udbuddet af søde sager nu og slankekost i januar i fællesskabets følsomme navn.
Federe at gå på gaden
Julen er hjerternes fest, men der går ofte mere honningkage og mavepine i festlighederne end kærlighed. Men måske er det ligefremt sundt, at få nogle ekstra kilo, at gå tur med. Traditionen tro æder vi os gennem december, først når tømmermændene er forduftet den 2. januar kravler vi på vægten og erfarer, hvor mange kilo, der skal smides, før bæltet kan spændes gradvist ind gennem mådehold og sundhedskurver.
Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, samles om store skåle af fedende fristelser, selvom vi udmærket ved, at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen og skefuld risalamande, der opløses i ganen.
Hvorfor æder vi som besatte nu, når kiloene skal rasle af lige om hjørnet? Vi æder os ud af det gamle år for at sulte os ind i det nye. Klejne for klejne nu, og gulerod for gulerod, når skuffelsen over skrabekalender og festfyrværkeri er forduftet.
Det virker paradoksalt, men måske giver det alligevel mening. Nye undersøgelser viser nemlig, at det er sundere at være overvægtig i god form, end at være normalvægtig i dårlig form. At æde sig en pukkel til er lidt som at få hund. Det er okay, bare man husker at lufte den, helst med noget fart på.
Jeg ser for mig, hvordan gaderne fyldes af stadig tykkere travere, der lufter dellerne uden at efterlade hverken hundelort eller vise hjørnetænder af naboen. Måske bliver der flere og bredere bagdele at passere på fortovet, til gengæld er fodtøjets stærkeste lugt ens egen tåsaft og selvom motionisterne forhåbentlig taber nogle kilo, så er det ikke efterladenskaber, som andre fodfolk skrider i.
Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, samles om store skåle af fedende fristelser, selvom vi udmærket ved, at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen og skefuld risalamande, der opløses i ganen.
Hvorfor æder vi som besatte nu, når kiloene skal rasle af lige om hjørnet? Vi æder os ud af det gamle år for at sulte os ind i det nye. Klejne for klejne nu, og gulerod for gulerod, når skuffelsen over skrabekalender og festfyrværkeri er forduftet.
Det virker paradoksalt, men måske giver det alligevel mening. Nye undersøgelser viser nemlig, at det er sundere at være overvægtig i god form, end at være normalvægtig i dårlig form. At æde sig en pukkel til er lidt som at få hund. Det er okay, bare man husker at lufte den, helst med noget fart på.
Jeg ser for mig, hvordan gaderne fyldes af stadig tykkere travere, der lufter dellerne uden at efterlade hverken hundelort eller vise hjørnetænder af naboen. Måske bliver der flere og bredere bagdele at passere på fortovet, til gengæld er fodtøjets stærkeste lugt ens egen tåsaft og selvom motionisterne forhåbentlig taber nogle kilo, så er det ikke efterladenskaber, som andre fodfolk skrider i.
mandag, december 10, 2007
I plastikpose og julesæk
Julemanden er noget hurtigere til at komme af med julesækken, end vi andre har ved at finde formen i det nye år. Måske har det noget at gøre med, hvad vi fylder i maven. Mens gaverne bugner hos julemanden, fylder vi søde sager og fede fristelser indenbords i skæret fra adventskrans og luciasang.
Vi myldrer forvildet rundt i stormagasiner, slagterforretninger og sludstorm. Kommer hjem med hænderne fulde af poser. En hank i en overfuld plasticpose giver op, lader andesul og nougatstang ramme klinkegulvet.
Julemanden tømmer sækken i skæret af lykkelige barneøjne den 24. december, mens vi voksne presser endnu et andelår med sveskefyld ned i mavesækkens syrebad. Hele juleferien fortsætter mavens alvorlige overarbejde, så vi slæber rundt på ekstraindhold langt ind i det nye år. Var der nogen, der kaldte julen for indholdsløs?
Det tænder ingen lys i barneøjnene, når voksenmenuen står på grønfoder og klidkost. Der er slet ikke den glæde, som julemandens efterladte kilo afføder. Gaverne er unægtelig mere attraktive i legetøjsudstillingen på børneværelset end de overflødige kilo, som mor og far har ædt sig til i december. Måske kan voksne lære noget af julemanden.
Nogle julemænd spænder puder på maven for at fylde deres colafarvede kostume på forsvarlig vis. Hvis man har svært ved at fylde julekjolen ud, er puder en bedre løsning end at æde sig i form. Puderne er unægteligt noget nemmere at afmontere, end fedtdepoter under huden, når grantræet taber nålene, og julekostumet pakkes væk.
På miljøområdet har julemanden også noget på hjertet. Udover at han deler farver og facon med økomærket, så genbruger han sin lærredssæk år efter år, mens vi andre bare køber en ny plastikppose, når bunden går ud af den gamle. Til gengæld har vi håndtag i hoftehøjde, når året rinder ud.
Der er meget at lære af julemanden, selvom man ikke tror på ham. Put noget i sækken, det er nemt at komme af med. Et råd der forhåbentlig ikke fylder skadestuerne med forslugne forældre, der forsøger at fordøje Bratzdukker og Briobane i en mundfuld.
Vi myldrer forvildet rundt i stormagasiner, slagterforretninger og sludstorm. Kommer hjem med hænderne fulde af poser. En hank i en overfuld plasticpose giver op, lader andesul og nougatstang ramme klinkegulvet.
Julemanden tømmer sækken i skæret af lykkelige barneøjne den 24. december, mens vi voksne presser endnu et andelår med sveskefyld ned i mavesækkens syrebad. Hele juleferien fortsætter mavens alvorlige overarbejde, så vi slæber rundt på ekstraindhold langt ind i det nye år. Var der nogen, der kaldte julen for indholdsløs?
Det tænder ingen lys i barneøjnene, når voksenmenuen står på grønfoder og klidkost. Der er slet ikke den glæde, som julemandens efterladte kilo afføder. Gaverne er unægtelig mere attraktive i legetøjsudstillingen på børneværelset end de overflødige kilo, som mor og far har ædt sig til i december. Måske kan voksne lære noget af julemanden.
Nogle julemænd spænder puder på maven for at fylde deres colafarvede kostume på forsvarlig vis. Hvis man har svært ved at fylde julekjolen ud, er puder en bedre løsning end at æde sig i form. Puderne er unægteligt noget nemmere at afmontere, end fedtdepoter under huden, når grantræet taber nålene, og julekostumet pakkes væk.
På miljøområdet har julemanden også noget på hjertet. Udover at han deler farver og facon med økomærket, så genbruger han sin lærredssæk år efter år, mens vi andre bare køber en ny plastikppose, når bunden går ud af den gamle. Til gengæld har vi håndtag i hoftehøjde, når året rinder ud.
Der er meget at lære af julemanden, selvom man ikke tror på ham. Put noget i sækken, det er nemt at komme af med. Et råd der forhåbentlig ikke fylder skadestuerne med forslugne forældre, der forsøger at fordøje Bratzdukker og Briobane i en mundfuld.
onsdag, juli 11, 2007
Ud i det blå med Ny Alliance
Velkommen til Ny Alliance – I er virkelig et velkomment og friskt pust i det politiske landskab. Desværre blafrer jeres politiske program stadig i luften. Hvor lander det? og hvor lander I som parti på det politiske landkort?
Ny Alliance vil bygge bro. I antyder, at broen starter ved regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, men hvad går broen henover, og hvor ender den? En bro kan ikke gå ud i det blå ret længe, før den falder ned.
Lad os se folketinget repræsenteret ved et Danmarkskort, hvor Sjælland er Venstre, Lolland-Falster er de konservative, Fyn udgøres af Det radikale Venstre og Jylland er identisk med Socialdemokratiet, SF er Læsø, Enhedslisten står på Rømø ude i Vadehavet og Dansk Folkeparti nyder godt af idyllen på Bornholm. Hvad er Ny Alliance i den optik? En bro, der forbinder Sjælland og Jylland uden om de radikale.
Hvor skal den bro placeres? At dømme efter ophavet for Ny Alliances frontfigurer med to fra de radikale og en fra de konservative hænger Ny Alliance lige nu og svæver i varmluftballon over Langeland, der har bådforbindelse til det konservative Lolland-falster og broforbindelse til det Radikale Fyn.
Ny Alliances erklærede mål er at få regeringens blik hevet væk fra Dansk Folkeparti ovre i Østersøen, trække regeringen mod Ny Alliance. Men igen spørger jeg: Hvor ligger Ny Alliance?
Før Storebæltsbroen var det Socialdemokraterne og de Radikale, der sad på regeringsmagten med gratis brokørsel mellem partierne. Regerinen var i flere år uden blik mod øst, men i 1998 kom Storebæltsbroen og i 2001 folketingsvalget, hvor den bornholmske stemme råbte op og fik endnu flere danske stemmer. Regeringsskiftet var en realitet og med det fulgte indflydelse til det danske parti ude i Østersøen. Det fik det fynske midterparti til at blokere det ene spor på Storebæltsforbindelsen, så regeringen nu kigger mere intenst mod Bornholm.
Og derfor vil Ny Alliance bygge bro. Formentlig ikke henover over det Langelandske gadekær i Rudkøbing. Med Ny Alliances globale udsyn, kan der være tale om Femernbroen til det europæiske kontinent. Både Gitte Seeberg og Anders Samuelsen bevarer deres pladser i Europaparlamentet; Måske skal broen gå helt til Bruxelles.
Kære Ny Alliance, fortæl mig hvad I vil, jeg kræver ikke alle detaljer, men I er garvede politikere, der har holdninger. I linede jeres grundværdier op, da Ny Alliance stadig havde dåbsvand i håret. Nytænkning, samarbejde og globalt udsyn. Sympatiske tilkendegivelser, der åbenbart var nok for de første 19.214 medlemmer (Jeres hjemmeside kl. 12.40 den 7. juni).
Eksperterne er enige om behovet for et politisk program, men er jeg den eneste potentielle vælger, der savner politisk substans? Nej læserbrevene i landets aviser fortæller en anden historie, og nu må dåbsvandet være fordampet og håret tørt.
Vi vælgere har forståelse for, at I ikke har detailpolitikken på plads, men fortæl os, om det er Langeland, Fyn eller Femern Bælt vi skal søge til i sommerferien, hvis vi vil med Ny Alliance ud i det blå.
Jeres navn Ny Alliance og dermed jeres initialer NA får mig til at tænke på den besked, jeg får, når jeg bruger regnearket Excel og får beskeden N/A, fordi jeg har lavet en fejl, og det ønskede resultat er N/A (not available) ikke tilgængeligt.
Et politisk parti skal være tilgængeligt, så hvor var I den 10. maj, da flere af de andre partier var samlet omkring bordet i Debatten på DR2, og hvor var Ny Alliance i Folketingets afslutningsdebat? Kom ud af busken, ellers risikerer I at blive placeret anderledes på det politiske landkort, end I har tænkt jer. Og I kan få en brat opvågning, hvis luften når at sive ud, før I har lagt an til landing med partiprogram.
I er alle fire stærke personligheder, der tidligere har turdet stille op for synspunkter i demokratiets navn i Danmark og ude i verden, også selvom det har givet øretæver og besked om at rette ind. Nu er I flyttet hjemmefra, så vis os, hvad I vil, og hvor på kortet, vi kan finde jer.
Ny Alliance vil bygge bro. I antyder, at broen starter ved regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, men hvad går broen henover, og hvor ender den? En bro kan ikke gå ud i det blå ret længe, før den falder ned.
Lad os se folketinget repræsenteret ved et Danmarkskort, hvor Sjælland er Venstre, Lolland-Falster er de konservative, Fyn udgøres af Det radikale Venstre og Jylland er identisk med Socialdemokratiet, SF er Læsø, Enhedslisten står på Rømø ude i Vadehavet og Dansk Folkeparti nyder godt af idyllen på Bornholm. Hvad er Ny Alliance i den optik? En bro, der forbinder Sjælland og Jylland uden om de radikale.
Hvor skal den bro placeres? At dømme efter ophavet for Ny Alliances frontfigurer med to fra de radikale og en fra de konservative hænger Ny Alliance lige nu og svæver i varmluftballon over Langeland, der har bådforbindelse til det konservative Lolland-falster og broforbindelse til det Radikale Fyn.
Ny Alliances erklærede mål er at få regeringens blik hevet væk fra Dansk Folkeparti ovre i Østersøen, trække regeringen mod Ny Alliance. Men igen spørger jeg: Hvor ligger Ny Alliance?
Før Storebæltsbroen var det Socialdemokraterne og de Radikale, der sad på regeringsmagten med gratis brokørsel mellem partierne. Regerinen var i flere år uden blik mod øst, men i 1998 kom Storebæltsbroen og i 2001 folketingsvalget, hvor den bornholmske stemme råbte op og fik endnu flere danske stemmer. Regeringsskiftet var en realitet og med det fulgte indflydelse til det danske parti ude i Østersøen. Det fik det fynske midterparti til at blokere det ene spor på Storebæltsforbindelsen, så regeringen nu kigger mere intenst mod Bornholm.
Og derfor vil Ny Alliance bygge bro. Formentlig ikke henover over det Langelandske gadekær i Rudkøbing. Med Ny Alliances globale udsyn, kan der være tale om Femernbroen til det europæiske kontinent. Både Gitte Seeberg og Anders Samuelsen bevarer deres pladser i Europaparlamentet; Måske skal broen gå helt til Bruxelles.
Kære Ny Alliance, fortæl mig hvad I vil, jeg kræver ikke alle detaljer, men I er garvede politikere, der har holdninger. I linede jeres grundværdier op, da Ny Alliance stadig havde dåbsvand i håret. Nytænkning, samarbejde og globalt udsyn. Sympatiske tilkendegivelser, der åbenbart var nok for de første 19.214 medlemmer (Jeres hjemmeside kl. 12.40 den 7. juni).
Eksperterne er enige om behovet for et politisk program, men er jeg den eneste potentielle vælger, der savner politisk substans? Nej læserbrevene i landets aviser fortæller en anden historie, og nu må dåbsvandet være fordampet og håret tørt.
Vi vælgere har forståelse for, at I ikke har detailpolitikken på plads, men fortæl os, om det er Langeland, Fyn eller Femern Bælt vi skal søge til i sommerferien, hvis vi vil med Ny Alliance ud i det blå.
Jeres navn Ny Alliance og dermed jeres initialer NA får mig til at tænke på den besked, jeg får, når jeg bruger regnearket Excel og får beskeden N/A, fordi jeg har lavet en fejl, og det ønskede resultat er N/A (not available) ikke tilgængeligt.
Et politisk parti skal være tilgængeligt, så hvor var I den 10. maj, da flere af de andre partier var samlet omkring bordet i Debatten på DR2, og hvor var Ny Alliance i Folketingets afslutningsdebat? Kom ud af busken, ellers risikerer I at blive placeret anderledes på det politiske landkort, end I har tænkt jer. Og I kan få en brat opvågning, hvis luften når at sive ud, før I har lagt an til landing med partiprogram.
I er alle fire stærke personligheder, der tidligere har turdet stille op for synspunkter i demokratiets navn i Danmark og ude i verden, også selvom det har givet øretæver og besked om at rette ind. Nu er I flyttet hjemmefra, så vis os, hvad I vil, og hvor på kortet, vi kan finde jer.
Frisørsaks og lusefrygt
Jeg har hørt om en mor, der fik farvet den ene halvdel af håret og klippet den anden, før frisøren opdagede en lus, råbte ”Uff,” og kastede frisørsaksen fra sig. Kunden var ude af vagten, før hun kunne nå at spørge, hvad der foregik. Smidt på porten med alternativ styling stod hun så der med frakken over armen.
Kan historien virkelig være sand? Formentlig ikke, alligevel er det præcis frygten for at ende som denne fiktive kvinde, der får næring, når jeg løfter røret og indtaster frisørsalonens cifre. Jeg bestiller i god tid, så der er luft til flere lusekæmninger inden afgang – ingen plads til spontanitet her. Når aftalen er i hus, begynder det at klø i øverste etage, som om hele lokalområdets lusebestand holder træf i mit hår. Forventningen om et par timers forkælelse kæmper med lusekammens jagt på utøj.
Sådan har det ikke altid været. Nej det startede, da min datter var seks år og havde lus i håret hver dag i tre måneder i træk til trods for daglig kæmning. Også resten af familien fik lus og vi blev først lusefri igen, da alle forældre trak lusekammenes tætte tænder synkront gennem drengenes korte strithår og pigernes skulderlange lokker. Og indrømmet, det er ikke yndlingsbeskæftigelsen i kvalitetstiden mellem mor og datter.
Luseepoken og vandrehistorien har slået rod i min hovedbund og skår i frisørforkælelsen. Alligevel placerer jeg endnu engang nakken på frisørvaskens kant og forsøger at slappe af, men frygten ligger og lurer i baghovedet: Er det i dag frisøren fanger en lus, der er undsluppet min egen minutiøse kæmning før afgang? Tilsyneladende ikke, tænker jeg en halv time inde i besøget og ånder lettet op. Med bagdelen solidt placeret i den formstøbte stol, tager jeg mod til mig og spørger hypotetisk:
”Hvad sker der, hvis du finder lus i en kundes hår?”
Frisøren taber hverken kæbe eller saks, næh hun, der også selv er mor, er tilsyneladende ikke bange for dyr. Blottet for berøringsangst ville hun klippe færdig, fortælle at kunden havde lus og desinficere kam og saks efter besøget. Så udramatisk. Mit næste men usagte spørgsmål er, om hun vil sige, at hun har fanget lus straks eller vente til, der er betalt. Jeg venter spændt i halvanden time med krumme tæer, placerer chipkortet i maskinen og forlader salonen uden yderligere tiltale.Tilfreds betragter jeg mit spejlbillede i et butiksvindue. Lidt styr har jeg dog på frisuren og hvem, der præger den, selvom det ikke altid er det umiddelbare indtryk, når kæmning, cykelhjelm og morgenbrise har gjort sit.
Kan historien virkelig være sand? Formentlig ikke, alligevel er det præcis frygten for at ende som denne fiktive kvinde, der får næring, når jeg løfter røret og indtaster frisørsalonens cifre. Jeg bestiller i god tid, så der er luft til flere lusekæmninger inden afgang – ingen plads til spontanitet her. Når aftalen er i hus, begynder det at klø i øverste etage, som om hele lokalområdets lusebestand holder træf i mit hår. Forventningen om et par timers forkælelse kæmper med lusekammens jagt på utøj.
Sådan har det ikke altid været. Nej det startede, da min datter var seks år og havde lus i håret hver dag i tre måneder i træk til trods for daglig kæmning. Også resten af familien fik lus og vi blev først lusefri igen, da alle forældre trak lusekammenes tætte tænder synkront gennem drengenes korte strithår og pigernes skulderlange lokker. Og indrømmet, det er ikke yndlingsbeskæftigelsen i kvalitetstiden mellem mor og datter.
Luseepoken og vandrehistorien har slået rod i min hovedbund og skår i frisørforkælelsen. Alligevel placerer jeg endnu engang nakken på frisørvaskens kant og forsøger at slappe af, men frygten ligger og lurer i baghovedet: Er det i dag frisøren fanger en lus, der er undsluppet min egen minutiøse kæmning før afgang? Tilsyneladende ikke, tænker jeg en halv time inde i besøget og ånder lettet op. Med bagdelen solidt placeret i den formstøbte stol, tager jeg mod til mig og spørger hypotetisk:
”Hvad sker der, hvis du finder lus i en kundes hår?”
Frisøren taber hverken kæbe eller saks, næh hun, der også selv er mor, er tilsyneladende ikke bange for dyr. Blottet for berøringsangst ville hun klippe færdig, fortælle at kunden havde lus og desinficere kam og saks efter besøget. Så udramatisk. Mit næste men usagte spørgsmål er, om hun vil sige, at hun har fanget lus straks eller vente til, der er betalt. Jeg venter spændt i halvanden time med krumme tæer, placerer chipkortet i maskinen og forlader salonen uden yderligere tiltale.Tilfreds betragter jeg mit spejlbillede i et butiksvindue. Lidt styr har jeg dog på frisuren og hvem, der præger den, selvom det ikke altid er det umiddelbare indtryk, når kæmning, cykelhjelm og morgenbrise har gjort sit.
fredag, juni 22, 2007
Cykelhjelm og morskab
Høj hjelm og flad frisure eller hipt hår og åben pande. Det kan være farligt at køre uden cykelhjelm. Jeg hørte om en dreng, der væltede med cyklen og slog hul i hovedet, fordi en bærepose på styret røg ind i hjulet. I posen, der gav styrt og blodudløb, havde han en nyerhvervet cykelhjelm. Måske ville han læse brugsanvisningen, før han tog hjelmen i brug. Forsigtigheden blev en kæp i cykelhjulet, og hvad kan man så lære af det? Afgjort at det kan være farligt at køre med cykelhjelm, hvis man har hovedet under armen.
Det kan nu også være morsomt at køre med cykelhjelm; det fandt Poul Nyrup ud af, da han i sommeren 1995, lagde hoved til en cykelhjelm og endte på både forsider og i sommerrevyer landet over. Jeg kan stadig se den lille hjelm på statsmandens hoved for mig; mest fordi billedet blev bragt igen og igen i alle medier til stor morskab. Bare fordi han havde glemt at læse, hvordan man spændte hjelmen ud.
Da jeg købte min første cykelhjelm, gik jeg mere grundigt til værks end den daværende statsminister. Jeg læste brugsanvisningen, satte hjelmen på hovedet og spændte remmen, men opdagede senere, at jeg manglede én information: Hvordan redder jeg frisuren efter femten minutters hjelmtryk? I flere år lå hjelmen allerbagerst på øverste hylde i højskabet, og den kom bestemt ikke hyppigere frem efter statsministerens cykeltur.
Først da jeg blev mor, fik den sin gradvise renæssance til morskab for mine omgivelser. Først rykkede den en hylde ned i højskabet side om side med min datters mariehønemønstrede hjelm i tumlingestørrelse. Nu, hvor børnene er selvkørende men endnu ikke pubertetsramte, har hjelmen forladt højskabet til fordel for en central placering i moderskabet. Med hjelmen fastspændt om kraniet agerer jeg rollemodel. Men ærlig talt er der nu mere rolle end model over mig med cykelhjelm og fodformede sko. Og jeg ved, det er en stakket frist, før facaden krakelerer som skallen på en cykelhjelm efter kollision med en kølerhjelm. Men indtil videre gør mine børn mere ud af at holde tungen lige i munden og cykelhjulene på den rigtige side af de hvide streger end af at forme frisuren efter modens luner, så jeg strammer kæbestroppen, mens jeg slingrer af sted med to børn på zigzagkurs.
Morskaben med cykelhjelmen er bestemt størst om vinteren, mens frisuren er færdigkogt efter ti minutters hjelmpres om sommeren. Så off the record hopper jeg indimellem ud af moderskabet, parkerer fornuften og glemmer hjelmen, når jeg kører uden unger. Til gengæld kører jeg langsomt, lige, miljøvenligt og nyder vinden i frisuren omkring min flade pande og overvejer, om jeg var blevet så indædt cyklist, hvis min mor ihærdigt havde spændt hjelmen og ageret moralens vogter, da jeg var barn. Jeg bliver overhalet af en gul bus med enkelte hvalpefede teenagers, der sms’er med højt hår.
Det kan nu også være morsomt at køre med cykelhjelm; det fandt Poul Nyrup ud af, da han i sommeren 1995, lagde hoved til en cykelhjelm og endte på både forsider og i sommerrevyer landet over. Jeg kan stadig se den lille hjelm på statsmandens hoved for mig; mest fordi billedet blev bragt igen og igen i alle medier til stor morskab. Bare fordi han havde glemt at læse, hvordan man spændte hjelmen ud.
Da jeg købte min første cykelhjelm, gik jeg mere grundigt til værks end den daværende statsminister. Jeg læste brugsanvisningen, satte hjelmen på hovedet og spændte remmen, men opdagede senere, at jeg manglede én information: Hvordan redder jeg frisuren efter femten minutters hjelmtryk? I flere år lå hjelmen allerbagerst på øverste hylde i højskabet, og den kom bestemt ikke hyppigere frem efter statsministerens cykeltur.
Først da jeg blev mor, fik den sin gradvise renæssance til morskab for mine omgivelser. Først rykkede den en hylde ned i højskabet side om side med min datters mariehønemønstrede hjelm i tumlingestørrelse. Nu, hvor børnene er selvkørende men endnu ikke pubertetsramte, har hjelmen forladt højskabet til fordel for en central placering i moderskabet. Med hjelmen fastspændt om kraniet agerer jeg rollemodel. Men ærlig talt er der nu mere rolle end model over mig med cykelhjelm og fodformede sko. Og jeg ved, det er en stakket frist, før facaden krakelerer som skallen på en cykelhjelm efter kollision med en kølerhjelm. Men indtil videre gør mine børn mere ud af at holde tungen lige i munden og cykelhjulene på den rigtige side af de hvide streger end af at forme frisuren efter modens luner, så jeg strammer kæbestroppen, mens jeg slingrer af sted med to børn på zigzagkurs.
Morskaben med cykelhjelmen er bestemt størst om vinteren, mens frisuren er færdigkogt efter ti minutters hjelmpres om sommeren. Så off the record hopper jeg indimellem ud af moderskabet, parkerer fornuften og glemmer hjelmen, når jeg kører uden unger. Til gengæld kører jeg langsomt, lige, miljøvenligt og nyder vinden i frisuren omkring min flade pande og overvejer, om jeg var blevet så indædt cyklist, hvis min mor ihærdigt havde spændt hjelmen og ageret moralens vogter, da jeg var barn. Jeg bliver overhalet af en gul bus med enkelte hvalpefede teenagers, der sms’er med højt hår.
onsdag, marts 21, 2007
Hvem holder barnets sygedage?
Kronik i Berlingske 21. marts 2007 http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=875724
Vinter, vuggestue og små børn er en cocktail, der fører til lange næser.
Søndag aften begynder familiens etårige pige at hoste, er varm og pjevset.
Moren lufter ud, mærker en ekstra gang i nakken og tjekker hjemmecomputeren for morgendagens møder; spørger faren, hvad han har af møder.
Hvem var hjemme sidste gang tumlingen var syg? Moren mener, det var hende. Faren, at det var ham. Hvis møde er vigtigst? Hvem bidrager mest til husstandsindkomsten? Formentlig manden, men hvilken vægt skal det have, når familien ikke mangler noget.
I baggrunden kører TV Avisen. En 50-årig læge i hvid kittel og lavthængende glorie har ordet:
”Forældre tager til vagtlæge i tide og utide.”
Det ser faren ikke, han er optaget i telefonkøen til vagtlægen.
”Feber? Ja, hun har nok 39,” besvarer han lægens spørgsmål og aftaler at aflægge besøg.
Tilbage fra lægen fortæller faren, at det nok er en virus. Pigen skal være hjemme 4-5 dage.
Det er 3-4 dage mere, end forældrene kan afse.
Med panik i blikket, løfter moren røret og ringer til den forrige generation. Først afslag fra hendes egne forældre, der bor på den anden side af Storebælt. Så afslag fra svigerforældrene, der stadig arbejder.
Næste hold er de familiemedlemmer, der har deltid, skiftehold eller er arbejdssøgende. Så kommer turen til de mere perifere. Alle afslagene fordøjes med smalltalk.
Mandag holder moren pigens første sygedag med kærlig omsorg og et drys hjemmearbejde.
Tirsdag er fars dag, uden at han af den grund får gaver.
Onsdag er barnet hos en nabo, hun knap har vinket til.
Om torsdagen har pigen stadig feber, men hoster mindre, så hun skravler rundt med dobbelt snotløb i vuggestuen.
Find fem fejl
Er situationen ovenfor ren fiktion? Nej, mange småbørnsforældre kender feberredningen. De ser trætte ud, når spørgsmålet kommer på banen ved sociale sammenkomster.
Den moderne middelklasse udgøres af de tosporede karrierefamilier, der er materielt privilegerede med masser af muligheder, uddannelser, lovende stillinger og rejser til at fylde ferierne. Men, men, men det lukrative liv levner ikke rum til børnenes forbigående sygdom.
Symptomerne stikker i øjnene. Familien ovenfor hutler sig igennem sygdomsperioden. De overtræder fem regler og retningslinier.
For det første misbruger de vagtlægen. Ingen spørger hvorfor børneforældrene gør det. Måske fordi ingen ønsker at høre svaret: Forældrene sidder ikke i kø, fordi de er overpylrede. Nej, årsagen er presset mellem børn og arbejdsliv. Børnene skal være raske, så familiens liv kører på skinner.
Andet regelbrud forekommer, da faren ignorerer at barn-syg-dag ikke gælder pr. forælder men pr. barn. En overenskomststridig overtrædelse, der er helt almindelig for børnefamilier, der ikke aner, hvordan de ellers får passet de syge poder.
Tredje fejl er at lade den ét-årige passe af naboen, der ikke kender barnet. Det er en samfundstendens, at færre og færre forældre kan regne med hjælp fra familie m.v. til pasning af børn.
Fjerde overtrædelse optræder torsdag, hvor forældrene sender pigen i vuggestue med feber og lang næse; sygdom og snot går på omgang blandt vuggebørnene hele vinteren. De smitter hinanden og personalet i en cyklus, der først hører op, når majsolen varsler nye tider i institutionen.
Den femte fejldisposition er summen af de første fire; nemlig at barnet ikke får den ro og omsorg fra sine forældre eller nærtstående voksne, som er forudsætningen for god trivsel og dermed grundlaget for at blive rask.
Konklusionen er, at vores højeffektive velfærdssamfund ikke rummer plads til sløje børn. Ikke engang i velfungerende familier med to voksne og et barn!
Feberplagen
Arbejdsgiverne fremfører, at mulighederne for at tage barns første sygedag, omsorgsdage og feriefridage, dækker behovet i forbindelse med børnenes sygdom.
Ganske vist er Danmark langt fremme med barnets første sygedag betalt på en stor del af arbejdsmarkedet; men Danmark har også verdensrekord i erhvervsfrekvens.
De fem symptomer i historien ovenfor viser, at behovet ikke er dækket. Børn har sjældent enkeltstående sygedage. Forkølelse, halsbetændelse, febersygdom og mellemørebetændelse er de mest udbredte sygdomme blandt børn. Vuggestuebørn har gennemsnitligt 24 årlige sygedage fordelt over 6-8 perioder, altså 3-4 dage pr. infektionsperiode.
Ikke noget som den overenskomstbestemte barn-syg-dag, kan rumme. Omsorgsdagene går med lukkedage i daginstitutionerne.
Og med hensyn til feriedage, så har børnefamilierne brug for ferieperioder, hvor familien samles om andet end feber og hostesaft.
Idéer fra højre og venstre
Er løsningen at trække kvinderne hjem til spaghetti bolognese-beholderne igen? Eller er det mændenes tur til at binde forklædet og røre rundt i gryderne, mens omsorgen flyder i lind strøm?
Næppe, der er masser af tiltag på arbejdsmarkedet, der kan inspirere både familieministeren og parterne ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Mange virksomheder er fremsynede og ved, hvad presset gør ved forældrene; at de ikke fungerer, hvis tankerne er hos de sløje børn i vuggestuen. Derfor har enkelte virksomheder indført, at medarbejderne kan passe børnene, indtil de er raske. En ultimativ praksis, der må skabe loyale medarbejdere; men også en vidtgående praksis, der ikke vinder almen udbredelse på arbejdsmarkedet foreløbig. Mindre kan også gøre det:
For det første kan parterne lovliggøre den tavst udbredte praksis, der indebærer at hver forælder har én dag til det syge barn. Dette ville stille familierne dobbelt så stærkt i kampen mod snotten. Et forslag der tilmed har den kønspolitiske fordel, at forældrene deler sygeplejen.
Der er også inspiration at finde i finanssektoren, hvor medarbejderne har to dage til barnets sygeperiode, uden restriktioner på, om det er første eller femte sygedag. Hertil kommer mulighed for at købe yderligere dage, såfremt de betalte fraværsdage ikke er nok til at slå sygdommen ned, og familien ikke har andre pasningsmuligheder.
Inspiration er der også i Socialdemokraternes forslag i ”Det bedste for vores børn”, der blev fremsat i november 2006. Specielt muligheden for at veksle opsparet barselsorlov til omsorgsdage i barnets første år, er interessant; og at bedsteforældrene kan anvende de opsparede omsorgsdage.
Men der kan også tænkes en anden model, på tværs af generationskløften i form af, at bedsteforældre kan tage barnebarn-syg-dag.
Endelig kan der være et antal, f.eks. fem betalte sygedage udover den første sygedag til forældre med børn under 5 år. Det offentlige kan tage sin del af ansvaret ved at refundere dagpenge ved disse ekstra barns sygedage.
God økonomi i snottede unger
De fremsatte forslag kan i første omgang synes økonomisk belastende, og modstanden må derfor forventes at bestå af økonomiske argumenter. Men såvel omkostninger som gevinst kan deles mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og det offentlige.
Virksomhederne og det offentlige har behov for stabil arbejdskraft. I en tid, hvor frynsegoderne drysser som pulversne i forsøget på at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, kan fleksibilitet ved børns sygdom skabe og fastholde loyale medarbejdere.
Øget mulighed for at holde de kroniske smittekilder hjemme fra institutionerne vil reducere antallet af sygdomsperioder.
De forcerede sygdomsforløb på hjemmefronten er stressende for forældrene og medvirkende årsag til de tilfælde, hvor småbørnsforældre går ned med stress, med store menneskelige såvel som samfundsøkonomiske omkostninger.
Alt sammen forhold, der taler for, at det samfundsøkonomisk er en god investering at tage vare på de syge børn; hvem skal ellers sørge for velfærden fremover?
Så lad overenskomstforhandlingernes parter og familieministeren tage hånd om de snottede unger; det er der fremtid i for alle; også dem, der ikke har
aktier i Kleenexproduktion.
Vinter, vuggestue og små børn er en cocktail, der fører til lange næser.
Søndag aften begynder familiens etårige pige at hoste, er varm og pjevset.
Moren lufter ud, mærker en ekstra gang i nakken og tjekker hjemmecomputeren for morgendagens møder; spørger faren, hvad han har af møder.
Hvem var hjemme sidste gang tumlingen var syg? Moren mener, det var hende. Faren, at det var ham. Hvis møde er vigtigst? Hvem bidrager mest til husstandsindkomsten? Formentlig manden, men hvilken vægt skal det have, når familien ikke mangler noget.
I baggrunden kører TV Avisen. En 50-årig læge i hvid kittel og lavthængende glorie har ordet:
”Forældre tager til vagtlæge i tide og utide.”
Det ser faren ikke, han er optaget i telefonkøen til vagtlægen.
”Feber? Ja, hun har nok 39,” besvarer han lægens spørgsmål og aftaler at aflægge besøg.
Tilbage fra lægen fortæller faren, at det nok er en virus. Pigen skal være hjemme 4-5 dage.
Det er 3-4 dage mere, end forældrene kan afse.
Med panik i blikket, løfter moren røret og ringer til den forrige generation. Først afslag fra hendes egne forældre, der bor på den anden side af Storebælt. Så afslag fra svigerforældrene, der stadig arbejder.
Næste hold er de familiemedlemmer, der har deltid, skiftehold eller er arbejdssøgende. Så kommer turen til de mere perifere. Alle afslagene fordøjes med smalltalk.
Mandag holder moren pigens første sygedag med kærlig omsorg og et drys hjemmearbejde.
Tirsdag er fars dag, uden at han af den grund får gaver.
Onsdag er barnet hos en nabo, hun knap har vinket til.
Om torsdagen har pigen stadig feber, men hoster mindre, så hun skravler rundt med dobbelt snotløb i vuggestuen.
Find fem fejl
Er situationen ovenfor ren fiktion? Nej, mange småbørnsforældre kender feberredningen. De ser trætte ud, når spørgsmålet kommer på banen ved sociale sammenkomster.
Den moderne middelklasse udgøres af de tosporede karrierefamilier, der er materielt privilegerede med masser af muligheder, uddannelser, lovende stillinger og rejser til at fylde ferierne. Men, men, men det lukrative liv levner ikke rum til børnenes forbigående sygdom.
Symptomerne stikker i øjnene. Familien ovenfor hutler sig igennem sygdomsperioden. De overtræder fem regler og retningslinier.
For det første misbruger de vagtlægen. Ingen spørger hvorfor børneforældrene gør det. Måske fordi ingen ønsker at høre svaret: Forældrene sidder ikke i kø, fordi de er overpylrede. Nej, årsagen er presset mellem børn og arbejdsliv. Børnene skal være raske, så familiens liv kører på skinner.
Andet regelbrud forekommer, da faren ignorerer at barn-syg-dag ikke gælder pr. forælder men pr. barn. En overenskomststridig overtrædelse, der er helt almindelig for børnefamilier, der ikke aner, hvordan de ellers får passet de syge poder.
Tredje fejl er at lade den ét-årige passe af naboen, der ikke kender barnet. Det er en samfundstendens, at færre og færre forældre kan regne med hjælp fra familie m.v. til pasning af børn.
Fjerde overtrædelse optræder torsdag, hvor forældrene sender pigen i vuggestue med feber og lang næse; sygdom og snot går på omgang blandt vuggebørnene hele vinteren. De smitter hinanden og personalet i en cyklus, der først hører op, når majsolen varsler nye tider i institutionen.
Den femte fejldisposition er summen af de første fire; nemlig at barnet ikke får den ro og omsorg fra sine forældre eller nærtstående voksne, som er forudsætningen for god trivsel og dermed grundlaget for at blive rask.
Konklusionen er, at vores højeffektive velfærdssamfund ikke rummer plads til sløje børn. Ikke engang i velfungerende familier med to voksne og et barn!
Feberplagen
Arbejdsgiverne fremfører, at mulighederne for at tage barns første sygedag, omsorgsdage og feriefridage, dækker behovet i forbindelse med børnenes sygdom.
Ganske vist er Danmark langt fremme med barnets første sygedag betalt på en stor del af arbejdsmarkedet; men Danmark har også verdensrekord i erhvervsfrekvens.
De fem symptomer i historien ovenfor viser, at behovet ikke er dækket. Børn har sjældent enkeltstående sygedage. Forkølelse, halsbetændelse, febersygdom og mellemørebetændelse er de mest udbredte sygdomme blandt børn. Vuggestuebørn har gennemsnitligt 24 årlige sygedage fordelt over 6-8 perioder, altså 3-4 dage pr. infektionsperiode.
Ikke noget som den overenskomstbestemte barn-syg-dag, kan rumme. Omsorgsdagene går med lukkedage i daginstitutionerne.
Og med hensyn til feriedage, så har børnefamilierne brug for ferieperioder, hvor familien samles om andet end feber og hostesaft.
Idéer fra højre og venstre
Er løsningen at trække kvinderne hjem til spaghetti bolognese-beholderne igen? Eller er det mændenes tur til at binde forklædet og røre rundt i gryderne, mens omsorgen flyder i lind strøm?
Næppe, der er masser af tiltag på arbejdsmarkedet, der kan inspirere både familieministeren og parterne ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Mange virksomheder er fremsynede og ved, hvad presset gør ved forældrene; at de ikke fungerer, hvis tankerne er hos de sløje børn i vuggestuen. Derfor har enkelte virksomheder indført, at medarbejderne kan passe børnene, indtil de er raske. En ultimativ praksis, der må skabe loyale medarbejdere; men også en vidtgående praksis, der ikke vinder almen udbredelse på arbejdsmarkedet foreløbig. Mindre kan også gøre det:
For det første kan parterne lovliggøre den tavst udbredte praksis, der indebærer at hver forælder har én dag til det syge barn. Dette ville stille familierne dobbelt så stærkt i kampen mod snotten. Et forslag der tilmed har den kønspolitiske fordel, at forældrene deler sygeplejen.
Der er også inspiration at finde i finanssektoren, hvor medarbejderne har to dage til barnets sygeperiode, uden restriktioner på, om det er første eller femte sygedag. Hertil kommer mulighed for at købe yderligere dage, såfremt de betalte fraværsdage ikke er nok til at slå sygdommen ned, og familien ikke har andre pasningsmuligheder.
Inspiration er der også i Socialdemokraternes forslag i ”Det bedste for vores børn”, der blev fremsat i november 2006. Specielt muligheden for at veksle opsparet barselsorlov til omsorgsdage i barnets første år, er interessant; og at bedsteforældrene kan anvende de opsparede omsorgsdage.
Men der kan også tænkes en anden model, på tværs af generationskløften i form af, at bedsteforældre kan tage barnebarn-syg-dag.
Endelig kan der være et antal, f.eks. fem betalte sygedage udover den første sygedag til forældre med børn under 5 år. Det offentlige kan tage sin del af ansvaret ved at refundere dagpenge ved disse ekstra barns sygedage.
God økonomi i snottede unger
De fremsatte forslag kan i første omgang synes økonomisk belastende, og modstanden må derfor forventes at bestå af økonomiske argumenter. Men såvel omkostninger som gevinst kan deles mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og det offentlige.
Virksomhederne og det offentlige har behov for stabil arbejdskraft. I en tid, hvor frynsegoderne drysser som pulversne i forsøget på at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, kan fleksibilitet ved børns sygdom skabe og fastholde loyale medarbejdere.
Øget mulighed for at holde de kroniske smittekilder hjemme fra institutionerne vil reducere antallet af sygdomsperioder.
De forcerede sygdomsforløb på hjemmefronten er stressende for forældrene og medvirkende årsag til de tilfælde, hvor småbørnsforældre går ned med stress, med store menneskelige såvel som samfundsøkonomiske omkostninger.
Alt sammen forhold, der taler for, at det samfundsøkonomisk er en god investering at tage vare på de syge børn; hvem skal ellers sørge for velfærden fremover?
Så lad overenskomstforhandlingernes parter og familieministeren tage hånd om de snottede unger; det er der fremtid i for alle; også dem, der ikke har
aktier i Kleenexproduktion.
Idrætsløs skole i Brødeskov
Bragt i Frederiksborg Amts Avis 15. marts 2007
Hillerød Kommune er ambitiøs og visionær på idrætsområdet. Ambitioner, der senest har udmøntet sig i en samarbejdsaftale mellem Hillerød Kommune og Team Danmark. Motion til børn og unge ligger også mig på sinde, så som borger i Hillerød og mor til to, burde jeg være glad. Det er jeg desværre ikke. Mine børn tilhører nemlig Brødeskovskole. Den eneste skole i vores idrætsorienterede kommune uden idrætsfaciliteter og samlingssal fremover.
I dag transporteres de store børn (4-9.klasse) til idræt i Uvelse i busser. De bruger kostbar bevægelsestid fastspændt til bussæder, til omkostning for miljø, motorik og trafiksikkerhed. En halv million kroner går således til at forkorte elevernes motionstid og skade miljøet. Til de mindre elever (0.-3. klasse) har skolen en minimal gymnastiksal, der yderligere bliver brugt til samling af eleverne ved morgensang, teaterseancer, forældremøder
Men fremover udvides Brødeskovskole til 9. klasse, og dermed behov for flere faglokaler. Faglokalerne placeres i det gamle gymnastikværelse, uden vedtagne planer om at etablere hverken ny samlingssal eller idrætsfaciliteter. Også de aktivitetsappellerende udearealer indskrænkes betydeligt i fremtiden.
Det ryster mig virkelig, at de minimale idrætsfaciliteter på skolen ligefrem forringes uden konkrete vedtagelser om en udbedring. Nedlæggelsen betyder, at også 0-3. klasse skal transporteres til idræt i Uvelse, og at skolen ikke længere kan tilbyde den morgensang, der er en elsket aktivitet for såvel børn som forældre. At der heller ikke er bevilliget penge til renovering af udearealerne bekymrer mig yderligere.
I det vedtagne byggeprojekt appellerer hverken ude- eller indearealer til den fysiske aktivitet, der er så vigtig i forebyggelse af fedme og stimulering af indlæringen. Tværtimod indskrænker planen idrætten på skolen.
En skole med 620 elever uden hverken samlingssted eller mulighed for idræt, hører ikke hjemme i nogen kommune; og da slet ikke en kommune med idrætsambitioner.
Den amputerede udbygningsplan for Brødeskovskole må være en blind plet eller udtryk for et snævert idrætssyn.
Det mindste jeg som Brødeskovborger kan spises af med, er, at der i budgettet for 2008 bevilliges:
Idrætsfaciliteter på skolen
Samlingssted for skolens elever
Renovering af udearealerne
Jeg tror og håber, at I idrætsivrige politikere vil stemme for etablering af idrætsfaciliteter på Brødeskovskole og dermed fjerne Hillerød kommunes eneste idrætsløse skole, så vi kan fejre samarbejdet med Team Danmark med en god smag i munden.
Hillerød Kommune er ambitiøs og visionær på idrætsområdet. Ambitioner, der senest har udmøntet sig i en samarbejdsaftale mellem Hillerød Kommune og Team Danmark. Motion til børn og unge ligger også mig på sinde, så som borger i Hillerød og mor til to, burde jeg være glad. Det er jeg desværre ikke. Mine børn tilhører nemlig Brødeskovskole. Den eneste skole i vores idrætsorienterede kommune uden idrætsfaciliteter og samlingssal fremover.
I dag transporteres de store børn (4-9.klasse) til idræt i Uvelse i busser. De bruger kostbar bevægelsestid fastspændt til bussæder, til omkostning for miljø, motorik og trafiksikkerhed. En halv million kroner går således til at forkorte elevernes motionstid og skade miljøet. Til de mindre elever (0.-3. klasse) har skolen en minimal gymnastiksal, der yderligere bliver brugt til samling af eleverne ved morgensang, teaterseancer, forældremøder
Men fremover udvides Brødeskovskole til 9. klasse, og dermed behov for flere faglokaler. Faglokalerne placeres i det gamle gymnastikværelse, uden vedtagne planer om at etablere hverken ny samlingssal eller idrætsfaciliteter. Også de aktivitetsappellerende udearealer indskrænkes betydeligt i fremtiden.
Det ryster mig virkelig, at de minimale idrætsfaciliteter på skolen ligefrem forringes uden konkrete vedtagelser om en udbedring. Nedlæggelsen betyder, at også 0-3. klasse skal transporteres til idræt i Uvelse, og at skolen ikke længere kan tilbyde den morgensang, der er en elsket aktivitet for såvel børn som forældre. At der heller ikke er bevilliget penge til renovering af udearealerne bekymrer mig yderligere.
I det vedtagne byggeprojekt appellerer hverken ude- eller indearealer til den fysiske aktivitet, der er så vigtig i forebyggelse af fedme og stimulering af indlæringen. Tværtimod indskrænker planen idrætten på skolen.
En skole med 620 elever uden hverken samlingssted eller mulighed for idræt, hører ikke hjemme i nogen kommune; og da slet ikke en kommune med idrætsambitioner.
Den amputerede udbygningsplan for Brødeskovskole må være en blind plet eller udtryk for et snævert idrætssyn.
Det mindste jeg som Brødeskovborger kan spises af med, er, at der i budgettet for 2008 bevilliges:
Idrætsfaciliteter på skolen
Samlingssted for skolens elever
Renovering af udearealerne
Jeg tror og håber, at I idrætsivrige politikere vil stemme for etablering af idrætsfaciliteter på Brødeskovskole og dermed fjerne Hillerød kommunes eneste idrætsløse skole, så vi kan fejre samarbejdet med Team Danmark med en god smag i munden.
onsdag, februar 07, 2007
Romer blinker ikke
Berlingske Tidende 7. februar 2007
Tak til Knud Romer for endnu en lektion i toptunet markedsføring; denne gang af hans egen roman. Hans succes vidner om talent; ikke blot for at skrive men også evne til iscenesættelse. Fantastisk at se, hvordan han har forført det litterære Danmark; lige fra kulturelite til massemedier med BG banks debutantpris, boghandlernes gyldne laurbær og massive salgstal som gevinst.
På bogmessen i Forum i november, fortalte Knud, at det handler om at spille på alle strenge, arbejde med pressen; aldrig imod, kaste lunser af let forståelige budskaber uden hverken at blinke eller ryste på hånden; her er han en sand mester. Debatten om romanens balance mellem fiktion og virkelighed hæver salgstallene endnu engang. Smart! Også jeg hopper med på debatmøllen.
Når han har afsluttet sin roman om udretningen af Skjern å, kan næste manuskript skildre medier og litteraturkendere i et ensrettet sceneshow med en reklamemand og forfatter som instruktør. Med Romers evne for vinkling uden at blinke glæder jeg mig allerede.
Tak til Knud Romer for endnu en lektion i toptunet markedsføring; denne gang af hans egen roman. Hans succes vidner om talent; ikke blot for at skrive men også evne til iscenesættelse. Fantastisk at se, hvordan han har forført det litterære Danmark; lige fra kulturelite til massemedier med BG banks debutantpris, boghandlernes gyldne laurbær og massive salgstal som gevinst.
På bogmessen i Forum i november, fortalte Knud, at det handler om at spille på alle strenge, arbejde med pressen; aldrig imod, kaste lunser af let forståelige budskaber uden hverken at blinke eller ryste på hånden; her er han en sand mester. Debatten om romanens balance mellem fiktion og virkelighed hæver salgstallene endnu engang. Smart! Også jeg hopper med på debatmøllen.
Når han har afsluttet sin roman om udretningen af Skjern å, kan næste manuskript skildre medier og litteraturkendere i et ensrettet sceneshow med en reklamemand og forfatter som instruktør. Med Romers evne for vinkling uden at blinke glæder jeg mig allerede.
torsdag, februar 01, 2007
Slankende kaloriejagt
Det moderne samfund er blevet for effektivt. Så effektivt, at der må gøres noget. Ikke at vi skal gøre det hele langsommere. Nej det hele skal såmænd bare være lidt mere besværligt. Besværligheder der brænder kalorier.
Moderne arkitektur skal opmuntre til motion; med trapper for dem, der er nemme at overtale og ved at gemme elevatoren for de øvrige, så de i det mindste får lidt bevægelse i kampen for at finde elevatoren. Så langt så godt i etageejendomme.
I supermarkederne, der som regel folder sig ud på én etage, skal de usunde fødevarer gemmes. Ja, gemmes, så de, der hurtigt opgiver, slet ikke finder hverken slik, chips eller sodavand; og de mere vedholdende i det mindste motionerer i jagten på de fedende kalorier.
Moderne arkitektur skal opmuntre til motion; med trapper for dem, der er nemme at overtale og ved at gemme elevatoren for de øvrige, så de i det mindste får lidt bevægelse i kampen for at finde elevatoren. Så langt så godt i etageejendomme.
I supermarkederne, der som regel folder sig ud på én etage, skal de usunde fødevarer gemmes. Ja, gemmes, så de, der hurtigt opgiver, slet ikke finder hverken slik, chips eller sodavand; og de mere vedholdende i det mindste motionerer i jagten på de fedende kalorier.
onsdag, januar 31, 2007
Abonner på:
Opslag (Atom)