onsdag, december 20, 2006

Baggere - ja tak

Tænk juni 2006

”Baggere” kan afhjælpe dagligvarernes harmonikasammenstød på varebåndet. Som regel nøjes jeg med et ugentligt indkøb i supermarkedet. Men da vi er en familie på fire, betyder det en overfyldt indkøbsvogn og sved på panden. Vognens indhold skal på rekordtid op på varebåndet.

Mens jeg i høj hastighed tømmer vognen, deformeres mine varer ofte mod bagkanten på varebåndet. Så indkøbsdagen kan afsluttes med en æggekage af 15 kvaste æg og banankage af de gule frugter, der allerede er moset i originalemballagen.

Mens banankagen senere på aftenen smelter på tungen, drømmer jeg mig til USA. Der, hvor ”baggere”, er jobbetegnelsen for de servicemedarbejdere, der pakker varerne for kunderne. En service, der vil afhjælpe den tilspidsede situation for enden af varebåndet for både kunder og dagligvarer. I Danmark er alle de ansatte i supermarkederne servicemedarbejdere, men ”baggere” vil gøre betegnelsen ”service” mere retvisende.