onsdag, februar 20, 2008

Snyd ikke dig selv i det store pensions-spil

Femina 07/2008

Ligger pensionspapirerne altid nederst i stakken af de papirer, du skal have styr på? Sådan er der mange kvinder, der har det. Men der er god grund til at prioritere pensionen højere. Ville du undlade at tjekke en lottokupon med chance for milliongevinst?

For en del kvinder har pensionspapirerne større gevinstchance end lottokuponen. Ikke mindst efter de nye regler om deling af pension ved skilsmisse, der har været gældende det sidste år. Reglerne har nemlig flyttet flere hundrede mia. pensionskroner mellem ægtefæller. Svimlende summer og måske er du én af dem, der er blevet ramt af lovændringen, men det er ikke for sent at få fingre i pengene.

Er det dig?
Lægger din mand mere til side til alderdommen end dig, så kommer de nye regler måske til at koste dig den million, der kunne have forgyldt din alderdom. Mænd sparer gennemsnitligt 60 pct. mere op til pensionen end kvinder[1]. Og med den nye lov får opspareren som hovedregel pengene i tilfælde af skilsmisse. Derfor er der flere kvinder end mænd, der bliver fattigere af den nye lov. Måske er du en af de kvinder, der mister pensionskroner. Og selvom loven har været gældende i over et år, er det ikke for sent at få fingre i pengene. Det vigtige er at have papirerne i orden før en eventuel skilsmisse kommer på tale.

Søren og Mette – et skoleeksempel
Du kan måske huske Søren og Mette fra din skolegang. Også de er blevet voksne og optræder her som fiktivt ægtepar. Søren og Mette udgør en gennemsnitlig dansk familie med fuldstændig fælles økonomi, fælles hus, fælles bil og to fælles børn. Også dobbeltsengen deler parret. De har begge fuldtidsjobs, alligevel er det oftest Mette, der henter børnene i børnehave og skole, mens det er Søren, der bliver udnævnt. Han får højere løn end Mette, hun yder mere yngelpleje end ham. De har begge en pensionsopsparing, og hver gang Mette sparer 100 kroner op til pensionen, så sparer Søren 160 kroner op. De fejrer fælles fyrre års fødselsdag for familie og venner i det nærliggende forsamlingshus, men det bliver deres sidste fællesfest. Søren og Mette skal skilles – en ærgerlig udgang på ægteskabet, men ikke usædvanligt, hvert tredje danske ægteskab bliver opløst. Den dag i 2007, hvor de flår vielsesattesten over, deler de alt lige over, undtagen pensionen.

Med den nye pensionslov (1. januar 2007) er hovedreglen, at pensioner er personlige, den der har sparet op, får pengene. Derfor får Søren de 1,6 million, som han har sparet op, mens Mette står tilbage med 1 million. Var de blevet skilt i 2006, så havde de delt pensionerne lige. Loven har kostet Mette 300.000 kroner. Nogle kvinder har millioner af kroner på spil.

Få fingre i pengene
Hvad kunne Mette i eksemplet ovenfor have gjort for at få lige deling af parrets samlede pensionsopsparing ved skilsmissen? Der er flere muligheder, men fælles for dem er, at de skal planlægges, mens solen skinner i ægteskabet.

En mulighed er at indgå en ægtepagt omkring deling af pension. En ægtepagt vedrører den del af pensionsopsparingen, der udgøres af rate- og kapitalpension. Ægtepagten deler derimod ikke de livsbetingede pensioner, altså pensioner, der udbetales så længe pensionisten lever. Indgåelse af ægtepagt kræver, at I som par når til enighed om deling af pensionen. Nogle ægtefæller nægter at indgå en ægtepagt. Dette giver ekstra god grund til at tage hånd om egen pension.

Det kan gøres ved, at ægtefællen med den laveste pension supplerer med ekstra pensionsopsparing. I eksemplet ovenfor kunne Mette have lavet en yderligere pensionsopsparing, så hun sparede det samme op til pension som Søren.

En anden mulighed er at spare op i fælles værdier uden for pensionsdepotet: F.eks. opsparing i hus, sommerhus, aktier eller obligationer. Alt sammen aktiver, der deles lige ved skilsmisse, men som ikke har skattemæssig fordel på niveau med pensionsopsparing.

Tag aktion på dinb pension
Måske synes du, at det lyder kompliceret, men det er sjovere at tage sagen i egen hånd end at risikere at sidde forsmået, gammel og fattig tilbage. Kvinder lever væsentlig længere end mænd, så med flere år til at bruge pengene, er der ekstra god grund til at få pensionen på plads, mens du stadig kan læse det med småt. Kort sagt: Tag aktion på din pension.