Året ædes op

Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, selvom vi udmærket ved at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen, ris ala mandel, der presses ned i den overfyldte sæk.

Specielt de sidste dage her i året bruges på få fortæret de rigelige mængder af indkøbt slik, søde sager, fedtede fortrydelser og meget mere. Hvorfor æder jeg som besat nu, når jeg ved at kiloene skal rasle af lige om hjørnet. Jeg æder mig ud af det gamle år for at sulte mig ind i det nye. Ja da lige bortset fra de første timer, hvor jeg æder og sikkert også drikker som besat. Håber det bliver en frydefuld danseaften med mange forbrændte kalorier som sidegevinst. Men ved at det også bliver ét langt ædegilde fra halv seks om aftenen til vi ruller hjem i nattens løb fede og forstoppede med sidevogn.

Med mod på en ny begyndelse eller måske skulle jeg sige en ny slutning. Målet kunne jo være at slutte næste år med hele familien i fit fatning. Så 2007s start blot bliver en forlængelse af den sunde asketiske livsstil, som jeg fremover henholder mig til.

Ikke at jeg skal leve kedeligt, nej jeg vil elske, lege, danse, skrive og skraldgrine, så jeg får ondt i maven af latter. Når det endelig skal handle om mad, skal det være luksuskaffe med varm skummet mælk, lækkert sprødt brød, delikat chokolade i delikate mængder, frugt fra tropiske egne, grønsager med livsvigtige vitaminer.

Vi skal leve det gode liv – finde glæden, uden at gå amok i overspisning og underbevægelse. Vi skal finde os selv og hinanden i 2006, nyde livet og huske at leve det. Ikke drukne det i mad og mismod.

Morgenens marathon

Rigelig med indhold i livet for en karrierekvinde midt i 30’ene med børn, ægtemand og ambitioner, der stritter milevidt mod mange mål. Alene de morgenlige ritualer kan få blodtrykket op at ringe. ”Bib, bib, bib” i seks sæt, før overjeget etableres og hiver mig halvsovende ud under bruseren, hvor vand og Clinique klinisk fjerner søvnen fra alle kropsdele.

Ungerne skal op, sover som sten, fatter slet ikke, hvorfor de lige netop skal i skole og børnehave i dag. Havregrøden koger hastigt, men for hektisk - får alt for meget. Lykkes i andet forsøg, så vi spiser nødtvungent morgenmaden til dunsten af det første forsøg flankeret af talrige afslag på forespørgsler om mere sukker.

Morgenens penicillin glider nødtvungent ned i ungerne med Coca Cola – nok ikke lige indenfor de 5 kostråd, eller hvor mange der nu er, men væk er det, skarpt forfulgt af astmamedicin, aftørring, afskylning og tandbørstning – den påbudte tandtråd til to trætte børn er der bare ikke rum til for tiden, men vi siger det ikke til tandlægen.

Dentalerne skal jo også have noget at se til, når de møder op efter en hektisk morgen, for det skulle da nødig være forgæves at børnefamilierne kæmper sig af sted mod alle odds og børneskrig morgen efter morgen for at glæde sig til Disney på DR lørdag morgen, så mor og far kan få lidt fred.

Madpakkerne smører jo ikke sig selv, så jeg må videre – formiddagsfrugt, drikkedunke, sund mad, der også bliver spist, er ikke den nemmeste opgave, og børn får alt for meget sødt, men chokolade pålagt et fladt stykke rugbrød er vist ikke lige så slemt som en alt for fed spegepølse, som jeg aldrig kunne drømme om at købe, så de får hver en af dem, og så det, der ellers har valgt at være repræsenteret i køkkenets afkølende element denne varme junimorgen, hvor sommerregnen har vækket haven og nu overdøver morgenens første forsøg.

Radioen bølger blandede morgennyheder ud i stuen – bomber i Irak, sol i vente, olieprisen topper, passiv rygning er dødelig, kamp om overborgmesterposten i hovedstaden – masser af alvor. Flere engagementkrævende udgydelser banker på den overophedede hjernes ydermur, registreres, afvises og udskydes. Ophobes som kaskader af uafhentet skrald i håb om, at der reflekteres før den endelige afhændelse.

Tøjvalg, påklædning, god tid til toiletbesøg, pædagogisk tålmodighed, når drengen har tisset i bukserne, som han modvilligt iklædte sig for to minutter siden. Tøjvalg til børn og voksne, der signalerer den kontrol, som har trange kår disse hektiske morgner – det skulle jo gerne matche. På et punkt er mit valg sikkert – helt sikkert ikke de alt for spidse støvler, som blev købt i et noget fejlcastet forsøg på at være med på moden – de eneste, der bemærker de hamrende dyre og torturerende anskaffelser, er mine stakkels tæer, som synes at spørge mig, hvad de egentlig har gjort mig, siden de skal straffes så barbarisk. Jeg må være i panikalderen – eller jagten på indhold har tilsagt mig at opdyrke plantager af ligtorne, så jeg kan gå til fodterapeut, eller hvad sådan en starut nu kunne kalde sig.

Morgenens absolutte lavpunkt er solcremen, der begrænses til et absolut minimum – de uafdækkede hudområder. Cremefordelingen evner fremkaldelse af skrig, hyl, tårer, så de nærmeste naboers tanker må henledes på børnemishandling. Der er flugtforsøg, tårer fremkaldt af sommerlotion i øjnene, før krapylet endelig indfanges og under fastholdelse forebygges mod solens skadelige stråler.

Fletninger flettes, øjenkrogenes søvnklatter fjernes, negle klippes, fodvorter forgiftes og dækkes, så de ikke smitter sarte sjæle i svømmehallen. Morgenbordet ryddes, opvaskeren startes – sengeredningen frasorteres – de skal alligevel ugles igen i aften.

På falderebet huskes og glemmes i flæng kontaktbog med afhentningsmetode og -tidspunkt, biblioteksbøger, svømmetøj, sedler, tilmeldinger, afmeldinger.

Endelig fremme ved afgangstidspunktet opdager jeg til stor skræk, at jeg stadig står i trusser og bh med uglet hår, blege øjenvipper, havregrødsånde og nysprungen sved under armene. Feberredning fingeres – snupper de ustrøgne hørbukser, strygning hader jeg, og glatningen holder alligevel højst ½ time.

De sandfarvede dækker de utrimmede ben, de sunde sanddaler blotter de ulakerede negle, men har hørt at lakken er skadelig, så sundheden er i top. Ærmeløs bluse – går bare ikke – væksten under armene har trodset sidste tæmning, gror som gødet, så hellere halvnusset halværme fra Lysgaard. Sandalmatchende bælte til at samle de for tiden løse bukser, Lancôme sortner vipperne på sekunder, V6 til tyggefladerne sletter den sidste morgengrød. Ups, dresset signalerer vist ikke check på det hele – blusen på vrangen, daggammel barnesnot på buksebenet, men vi nåede bussen, morgensangen, klokkernes kimen, børnehaven, toget. Avisen, adgangskortet, mobilen, pungen, klippekortet, solbrillerne, hovedpinepillerne, forberedelserne, 33% af den anbefalede daglige dosis frugt og grønt samt forhåbentlig nøglerne befinder sig i dybet af dametaskens kaotiske forstoppelse.

Men skade har gjort mig klog - forstår at en opgradering er en stakket frist. En rummelig skuldermodel i skind vil på uforsvarlig magnetisk vis tiltrække skiftesko, skønhedsmedikamenter, velmente børnetegninger og guderne ved hvad.

Undervejs i kaos hilses interesseret og imødekommende på 110 forskellige børn, voksne, dyr og biler, men det hele preller af på den teflonoverflade, der hindre noget ud over flødebollerne i at nå ind til et indre i oprør. Et indre, som snart kan puste ud over endnu et mirakel, hvor ungerne nåede frem i fin form – blev for resten ikke checket for lus, men alt andet er nok på plads.

Nå, næste station – arbejdet, hvor det handler om at møde veloplagt, engageret, overskudsagtig uden brok, sure miner eller slinger i valsen. Opladningen sker i det overfyldte tog, der i dag er lettere forsinket, men ikke hindrer mig i at nå velforberedt frem til dagens 6 møder, der end ikke levner plads til en frokostpause.

Forunderlige fedtede fortrydelser

Hvorfor fortærer jeg overhovedet de flødeboller, når jeg ikke vil være fed? Sundheds- apostlene bebuder godt nok kokosbollernes overlegenhed i forhold til flødechokolade, men sunde er de jo ikke ligefrem. Er det kedsomhed, der får mig til at spilde min hårdt tilkæmpede frihed denne gråvejrs onsdag, hvor der dufter af sommer og grønt græs, på at fortære resten af bakken til stor skuffelse for mig, mine unger og jobbet. Eneste vindere ved denne åndsforladte fortæring er Netto, Give Konfekture og mine yderst modtagelige hofter, der suger alt, hvad de ser til sig som to magneter med overjordiske kræfter.

Alene tanken om al den løben, slåen græs, cyklen, hoppen og dansen, der skal til som afbetaling på disse sekunder af ukontrolleret ædedolkeri burde være afskrækning i sig selv, men nej – manglen på evne til fordybelse og ro, trangen til fristende fræk sex, rådvildheden, tomheden og kedsomheden dulmes med disse små fedtede søde kalorieindtag, der klæber sig til hukommelsen og erindrer mig om manglende selvkontrol. Gulerødderne ligger og venter på at blive afklædt og indtaget, men dem er der knapt så stor efterspørgsel på nu, hvor de daglige vægttab ikke længere registreres. Tyngdekraftens effekt observeres flere gange dagligt, men systematisk notering er suspenderet i denne omgang. Ja der er altid flere runder – det indrømmer jeg. Manglende dybde dulmes med stigende indtag af kalorier. Det er der råd for, og efter kuren er jeg altid pavestolt og rigtig selvtilfreds. Indholdsskabende cyklus.?

Julefrokostens signalværdi

I denne juletid har hver dag sin særlige sammenkomst i familien, vennekredsen, sportsklubberne og ikke mindst på jobbet. Vi mødes alle med masser af mennesker og et emne er sikkert hver gang. Vi runder altid julefrokosterne på arbejdspladserne.

Resten af året spørges der sjældent til vilkår og fysiske rammer på arbejdspladsen og ingen spørger direkte: "Hvad får du i løn". Nej, hele prestigen og hvor værdsat man er som medarbejder, er kogt ned til:"Hvor holder jeres arbejdsplads julefrokost i år" og "Hvad er årets julegave fra din arbejdsplads".

Der er unægteligt mere ved at svare: "Ja i år er det et gourmetophold på Fakkelgården med partner" end: "Ja i år er vi over 400, så der er ikke plads i kantinen. De udleverede posepakkede sandwich må fortæres på kontorerne".