Morgenens marathon

Rigelig med indhold i livet for en karrierekvinde midt i 30’ene med børn, ægtemand og ambitioner, der stritter milevidt mod mange mål. Alene de morgenlige ritualer kan få blodtrykket op at ringe. ”Bib, bib, bib” i seks sæt, før overjeget etableres og hiver mig halvsovende ud under bruseren, hvor vand og Clinique klinisk fjerner søvnen fra alle kropsdele.

Ungerne skal op, sover som sten, fatter slet ikke, hvorfor de lige netop skal i skole og børnehave i dag. Havregrøden koger hastigt, men for hektisk - får alt for meget. Lykkes i andet forsøg, så vi spiser nødtvungent morgenmaden til dunsten af det første forsøg flankeret af talrige afslag på forespørgsler om mere sukker.

Morgenens penicillin glider nødtvungent ned i ungerne med Coca Cola – nok ikke lige indenfor de 5 kostråd, eller hvor mange der nu er, men væk er det, skarpt forfulgt af astmamedicin, aftørring, afskylning og tandbørstning – den påbudte tandtråd til to trætte børn er der bare ikke rum til for tiden, men vi siger det ikke til tandlægen.

Dentalerne skal jo også have noget at se til, når de møder op efter en hektisk morgen, for det skulle da nødig være forgæves at børnefamilierne kæmper sig af sted mod alle odds og børneskrig morgen efter morgen for at glæde sig til Disney på DR lørdag morgen, så mor og far kan få lidt fred.

Madpakkerne smører jo ikke sig selv, så jeg må videre – formiddagsfrugt, drikkedunke, sund mad, der også bliver spist, er ikke den nemmeste opgave, og børn får alt for meget sødt, men chokolade pålagt et fladt stykke rugbrød er vist ikke lige så slemt som en alt for fed spegepølse, som jeg aldrig kunne drømme om at købe, så de får hver en af dem, og så det, der ellers har valgt at være repræsenteret i køkkenets afkølende element denne varme junimorgen, hvor sommerregnen har vækket haven og nu overdøver morgenens første forsøg.

Radioen bølger blandede morgennyheder ud i stuen – bomber i Irak, sol i vente, olieprisen topper, passiv rygning er dødelig, kamp om overborgmesterposten i hovedstaden – masser af alvor. Flere engagementkrævende udgydelser banker på den overophedede hjernes ydermur, registreres, afvises og udskydes. Ophobes som kaskader af uafhentet skrald i håb om, at der reflekteres før den endelige afhændelse.

Tøjvalg, påklædning, god tid til toiletbesøg, pædagogisk tålmodighed, når drengen har tisset i bukserne, som han modvilligt iklædte sig for to minutter siden. Tøjvalg til børn og voksne, der signalerer den kontrol, som har trange kår disse hektiske morgner – det skulle jo gerne matche. På et punkt er mit valg sikkert – helt sikkert ikke de alt for spidse støvler, som blev købt i et noget fejlcastet forsøg på at være med på moden – de eneste, der bemærker de hamrende dyre og torturerende anskaffelser, er mine stakkels tæer, som synes at spørge mig, hvad de egentlig har gjort mig, siden de skal straffes så barbarisk. Jeg må være i panikalderen – eller jagten på indhold har tilsagt mig at opdyrke plantager af ligtorne, så jeg kan gå til fodterapeut, eller hvad sådan en starut nu kunne kalde sig.

Morgenens absolutte lavpunkt er solcremen, der begrænses til et absolut minimum – de uafdækkede hudområder. Cremefordelingen evner fremkaldelse af skrig, hyl, tårer, så de nærmeste naboers tanker må henledes på børnemishandling. Der er flugtforsøg, tårer fremkaldt af sommerlotion i øjnene, før krapylet endelig indfanges og under fastholdelse forebygges mod solens skadelige stråler.

Fletninger flettes, øjenkrogenes søvnklatter fjernes, negle klippes, fodvorter forgiftes og dækkes, så de ikke smitter sarte sjæle i svømmehallen. Morgenbordet ryddes, opvaskeren startes – sengeredningen frasorteres – de skal alligevel ugles igen i aften.

På falderebet huskes og glemmes i flæng kontaktbog med afhentningsmetode og -tidspunkt, biblioteksbøger, svømmetøj, sedler, tilmeldinger, afmeldinger.

Endelig fremme ved afgangstidspunktet opdager jeg til stor skræk, at jeg stadig står i trusser og bh med uglet hår, blege øjenvipper, havregrødsånde og nysprungen sved under armene. Feberredning fingeres – snupper de ustrøgne hørbukser, strygning hader jeg, og glatningen holder alligevel højst ½ time.

De sandfarvede dækker de utrimmede ben, de sunde sanddaler blotter de ulakerede negle, men har hørt at lakken er skadelig, så sundheden er i top. Ærmeløs bluse – går bare ikke – væksten under armene har trodset sidste tæmning, gror som gødet, så hellere halvnusset halværme fra Lysgaard. Sandalmatchende bælte til at samle de for tiden løse bukser, Lancôme sortner vipperne på sekunder, V6 til tyggefladerne sletter den sidste morgengrød. Ups, dresset signalerer vist ikke check på det hele – blusen på vrangen, daggammel barnesnot på buksebenet, men vi nåede bussen, morgensangen, klokkernes kimen, børnehaven, toget. Avisen, adgangskortet, mobilen, pungen, klippekortet, solbrillerne, hovedpinepillerne, forberedelserne, 33% af den anbefalede daglige dosis frugt og grønt samt forhåbentlig nøglerne befinder sig i dybet af dametaskens kaotiske forstoppelse.

Men skade har gjort mig klog - forstår at en opgradering er en stakket frist. En rummelig skuldermodel i skind vil på uforsvarlig magnetisk vis tiltrække skiftesko, skønhedsmedikamenter, velmente børnetegninger og guderne ved hvad.

Undervejs i kaos hilses interesseret og imødekommende på 110 forskellige børn, voksne, dyr og biler, men det hele preller af på den teflonoverflade, der hindre noget ud over flødebollerne i at nå ind til et indre i oprør. Et indre, som snart kan puste ud over endnu et mirakel, hvor ungerne nåede frem i fin form – blev for resten ikke checket for lus, men alt andet er nok på plads.

Nå, næste station – arbejdet, hvor det handler om at møde veloplagt, engageret, overskudsagtig uden brok, sure miner eller slinger i valsen. Opladningen sker i det overfyldte tog, der i dag er lettere forsinket, men ikke hindrer mig i at nå velforberedt frem til dagens 6 møder, der end ikke levner plads til en frokostpause.