fredag, december 30, 2005

Året ædes op

Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, selvom vi udmærket ved at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen, ris ala mandel, der presses ned i den overfyldte sæk.

Specielt de sidste dage her i året bruges på få fortæret de rigelige mængder af indkøbt slik, søde sager, fedtede fortrydelser og meget mere. Hvorfor æder jeg som besat nu, når jeg ved at kiloene skal rasle af lige om hjørnet. Jeg æder mig ud af det gamle år for at sulte mig ind i det nye. Ja da lige bortset fra de første timer, hvor jeg æder og sikkert også drikker som besat. Håber det bliver en frydefuld danseaften med mange forbrændte kalorier som sidegevinst. Men ved at det også bliver ét langt ædegilde fra halv seks om aftenen til vi ruller hjem i nattens løb fede og forstoppede med sidevogn.

Med mod på en ny begyndelse eller måske skulle jeg sige en ny slutning. Målet kunne jo være at slutte næste år med hele familien i fit fatning. Så 2007s start blot bliver en forlængelse af den sunde asketiske livsstil, som jeg fremover henholder mig til.

Ikke at jeg skal leve kedeligt, nej jeg vil elske, lege, danse, skrive og skraldgrine, så jeg får ondt i maven af latter. Når det endelig skal handle om mad, skal det være luksuskaffe med varm skummet mælk, lækkert sprødt brød, delikat chokolade i delikate mængder, frugt fra tropiske egne, grønsager med livsvigtige vitaminer.

Vi skal leve det gode liv – finde glæden, uden at gå amok i overspisning og underbevægelse. Vi skal finde os selv og hinanden i 2006, nyde livet og huske at leve det. Ikke drukne det i mad og mismod.

Ingen kommentarer: