mandag, september 20, 2010

En kort barndom

Pitch på spillefilm, manuskript og idé af Birgitte Bang Bregnedal
En hård barndom er brændstof til en stor karriere, men hvad så når der ikke er mere brænde?
Karoline har fra en barsk barndom arbejdet sig op til partner i et stort revisionsfirma. Det er et liv med den ambitiøse kæreste Kristian og følelserne en armslængde fra kroppen.
Mødet med den ensomme 5-årige Line får følelserne til at trænge ind på Karoline. Samtidig afslører hun et svindelnummer, der får dødelig udgang for en klient. Det river tæppet væk under Karolines perfekte liv og tvinger hende til at tage stilling.
(First draft på manuskriptet blev skrevet i efteråret 2008. Efterfølgende blev der skrevet kontrakt med Nepenthe Film, hvor det desværre ikke lykkedes at finde den fornødne finansiering til at bringe manuskriptet til lærredet.)

torsdag, september 09, 2010

Buenos Aires - et sansebombardement

Uddrag af rejseartikel Femina uge 34/2010, foto og tekst af Birgitte Bang Bregnedal

Argentinas hovedstad Buenos Aires er en smeltedigel af indtryk og sansninger; fra søndagsmarked med middagssol til tangoshow i tropenatten. Tag med på tur gennem Argentinas sansemættede hovedstad.

Bornholm på cykel

Uddrag af rejseartikel fra Dagbladenes Bureau 24. juli 2010, Tekst og foto af Birgitte Bang Bregnedal.

Turen går Bornholm rundt på cykel med en voksen og to skolebørn på 9 og 11 år. Planen er at nå øen rundt og gøre stop ved stribevis af seværdigheder. Et tætpakket program for fire døgn. Alt for tæt viser det sig, for benene kommer på arbejde i de bornholmske bakker, også selvom bagagen bliver fragtet for os mellem de forudbestilte pensionater og hoteller.


Familieferie med høj puls

Uddrag af rejseartikel Dagbladenes Bureau 26. juni 2010, tekst og foto af Birgitte Bang Bregnedal

Vi ankommer til Gymnastikhøjskolen i Ollerup friske, veludhvilede og klar til fysiske udfordringer og familievenskaber. Seks dage senere forlader vi højskolen udmattede og med ondt i nyopdagede muskler. Sommerens familiehøjskoler er en anderledes måde at være sammen med familien og møde nye mennesker.

Forsød ventetiden

Uddrag af rejseartikel Berlingske Tidende 29. maj 2010, af Birgitte Bang Bregnedal
www.rejseliv.dk/forsoed-ventetiden

Det kan være noget af en prøvelse at skulle tilbringe mange timer i en lufthavn, mens man venter på sit fly videre ud i verden. Men der er flere steder, hvor man sagtens kan nå en mundfuld byferie. Vi har samlet fire eksempler, hvor vi zoomer ind på fire transitlufthavne i Europa: Wien, Amsterdam, Madrid og Istanbul.

Wien udefra, Madrid oppefra, Istanbul indefra og Amsterdam nedefra.

torsdag, september 02, 2010

Sofavælger

Klumme på http://www.kathrineliving.dk/

Hvor længe var vi lige om at beslutte os for nye sofaer? En række weekender fordelt over otte år. For sådan en sofa eller faktisk to sofaer er en stor beslutning. De første par år er det måske sjovt med en sprælsk en af slagsen, men hvad så, når man en dag får kvalme af den grønne forårsnuance og det ikke længere er forår? Altså tog vi os god tid til at overveje kuløren, sov på beslutningen gennem årstider. Til sidst tog vi så den vovede beslutning at købe to mellemgrå sofaer. Armlænsskånere ønskede vi ikke, da møbler er til for at blive brugt. Og brugt, det bliver sofaerne af både børn og voksne. Åh, hvor er jeg glad for de sofaer, ikke mindst fordi de er så neutrale, at jeg ikke når at blive træt af dem. De lader sofapuderne tage teten. Kræver ikke mere plads end de fysisk fylder.

Men så en dag kommer de pludselig til at fylde meget mere i bevidstheden end det var tanken nu, hvor de både er betalt og siddet til. Armlænet på den ene sofa er tyndslidt i en grad, så stoffet giver efter og blotter det hvide fyld. Og af helt indlysende og praktiske omstændigheder ville vi jo bestemt ikke have en hvid sofa. Men nu er vi på vej til at få en kulørløs sofa og så alle de spildte overvejelser. Glad for to års reklamationsret begynder jeg at bladre i mappen med de seneste års betalte regninger. Men finder ingen kvittering for sofaerne i mappen - hvornår var det egentlig vi købte de to grå? Måske har vi haft dem længere, end jeg husker. Som en anden detektiv kaster jeg mig over billedarkivet på computeren. Fødselsdage, jul, fødselsdage, jul. Ingen ny sofa til drengens fødselsdag, ny sofa ved pigens familiefødselsdag. Har sofaerne virkelig stået i stuen i tre år? Ja, beviset er på skærmen og kvitteringen sidder i en ældre mappe. 30 måneders garanti står der, så butikken strækker sig længere, end loven kræver. Men sofaerne er tre år, så firmaet er iskoldt - ingen reparation på deres regning.

En ting er de 15.065 kroner for sofaerne. En anden ting er al spildtiden som sofavælgere med forventning om, at sofaerne holdt længere end et par vinterstøvler. Sølle tre år og pladsen er klar til to afløsere. Måske findes der en sofacoach, for sofabeslutninger kan tage tid. Eller vi kan anskaffe de tidligere fravalgte armlænskånere, der kan dække hullerne, mens finanskrisen fordufter, og vi bruger otte år på sofaovervejelser. Vi kunne også bare springe ud i det og vove et spraglet impulskøb denne gang. Men så skulle det ikke undre mig, hvis vi kom til at hænge på en uopslidelig kvalm øjenåbner af en sofa de næste tyve år.

Jeg bliver helt træt ved tanken om alle de overvejelser, der skal til, før vi igen kan læne os tilbage i uhullede sofaer. Så træt at jeg må lukke et øje, for uanset om sofaen er slidt op, så er den nu stadig fristende at tage en lur på.