mandag, maj 01, 2006

Boykot dokumentarfilm om selvmord

Dokumentarfilmen ”The Bridge” af instruktøren Eric Steel er topmålet af kynisme. Den bygger på dokumentaroptagelse af 24 selvmord på Golden Gate Bridge i løbet af 365 dage. Alle 24 liv afsluttes med udspring fra den berømte bro. Jeg har ikke set filmen og nægter at gøre det. Jeg opfordrer andre til ligeledes at boykotte denne form for dokumentarkynisme. Min viden om filmen er alene baseret på artiklen ”Instruktør optog 24 selvmord på Golden Gate Bridge” af Poul Høi i Berlingske Tidende den 1. maj 2006.
Ifølge artiklen gennemførte filmstaben optagelse af folk, der fuldførte selvmord. Tilsyneladende uden at filmfolkene forsøgte at forhindre livsafslutningerne. Hvert selvmord udmøntede sig i endnu et pletskud til den planlagte dokumentarfilm. Usmageligt. Set fra et kristent grundsyn og et medmenneskeligt synspunkt, mener jeg, at filmstaben har forsømt pligten til at forsøge at afværge de forestående selvmord. Filmfolkene har haft mistanke om, at der var tale om liv, der var ved at rinde ud. Det er netop dokumentarfilmens plot. I artiklen beskrives det, hvordan en 34-årig mand går frem og tilbage i 90 minutter, før han sætter af fra Golden Gate Bridge. Det vil sige, at instruktørens stab i dette tilfælde har haft 90 minutter til at gribe ind, tilkalde psykolog assistance. I min verden er det et massivt svigt, hvis de ikke har kastet denne livsline.
Hvordan har de efterladte familier taget den kendsgerning, at professionelle aktører på denne måde har observeret deres elskedes sidste stund? Selvmord er, så vidt jeg ved, sjældent uundgåeligt, snarere udslag af en øjeblikkelig meget mørk sindsstemning. Altså et forehavende der kan afværges.
Instruktørens motiv til dokumentarfilmen er ifølge artiklen et ønske om at dokumentere en rejse ind i det mørkeste hjørne af det menneskelige sind. Selve ideen illustrerer for mig et meget kynisk hjørne i menneskesindet.
Jeg vil ikke forsømme pligten til at gribe ind. Det er desværre for sent at redde de 24 mennesker, der sprang i døden. Men det er ikke for sent at begrænse dokumentarfilmens kommercielle succes. Her har både filmselskaber, tv-stationer og biografgængere et ansvar for at gribe ind. TV- og film-selskaberne kan tage ansvar ved ikke at sætte filmen på plakaten. Vi forbrugere kan tage ansvar ved at undlade at se den kyniske dokumentarfilm. Kort sagt, lad os boykotte ”The Bridge”.

Ingen kommentarer: