Vesteuropa bugner af fedt på sidebenene. Alle snakker om det, men hvem gør noget ved det?
Nu japper også jeg med på den fede snak, men gør jeg noget?
Fedmen vælter ind over os og ud over livremmen, der må spændes ud nok engang. Medierne overstrømmer os med budskabet i lange tv-udsendelser og dybdeborende avisartikler. Jeg vil gerne følge med, så jeg sidder klinet til tv-skærmen, læser lidt længere tid i avisen. Bruger tid på at fordøje bekymringerne. En dag aflyser jeg løbeturen, fordi jeg har så travlt med at snakke om den forfærdelige fedmeepidemi, der snart overmander mig. Og ganske rigtigt, inden ugen er omme, har jeg taget et helt kilo på. Nu klæber problemet sig til mine hofter. Der er grund til bekymring, så min fjernsynskigning stiger. Jeg øger avistiden. Min næste handling er at surfer efter statistikker og beregne trends. Kort sagt jeg bekymrer mig virkelig.
Ugen efter har jeg taget endnu et kilo på. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke er bevidst om problemet. Nej jeg kopierer mange politikeres og eksperters adfærd. Jeg observerer, analyserer, tænker og taler; men jeg foretager mig absolut intet i forsøget på at forebygge fedmen.
Skal der handling bag de fede bekymringer eller skal politikere og eksperter tale hele nationen fed?
Hvis der virkelig skal forebygges, er der masser af muligheder. Her er nogle bud, der er til at tage fat på, inden børnene vokser ud af tøjet:
Indfør en times ekstra idræt til alle folkeskoleelever.
Forbyd sliksalg og sodavandsmaskiner på skolens område.
Indfør sport i SFO-tiden.
Vi har alle et ansvar i fedmekampen. Lad os inspirere af eksperternes anbefalinger. Lad os praktisere de kloges gode råd.
Nu løber jeg. Snører skoene og indleder flugten fra de fede tider.
Men initiativerne kræver også bevillinger frem for tynd snak fra politisk hånd. Skal fedmeepidemien blive et selvopfyldende profeti, eller er politikerne klar til at flå andet end kalorielette ord op af lommen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar