Kommentar i djøfbladet nr. 13, den 15. august 2008
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=16356
Jeg går og venter på en ny undersøgelse, der viser, at rygere er sundere end ikke-rygere. Ikke at der er sat en undersøgelse i gang, men det ville ikke undre mig, om en statistik på et tidspunkt viser, at rygning forebygger stress. Ikke fordi jeg tror, at rygning er sundt, men rygere har afgjort en indbygget pausegenerator, som vi andre kan lære af.
”I har det hårdt,” siger mange af os til rygerne, når vi passerer endnu en spraglet flok, der står på et hjørne udenfor en kontorbygning og inhalerer nikotin og tjære blandet med frostklar formiddagsluft. Når vi er udenfor hørevidde, griner rygerne hånende af, at vi ikke kan finde på andet at sige til vores ikke afvænnede kolleger.
Men har rygere det nu også så hårdt? Egentlig lyder det tillokkende, at bryde sin dag op med pauser, hvor man forlader kontorstolen for at begive sig ud på gaden uanset vind og vejr. Få ti minutters pause på det tidspunkt af døgnet, hvor den lavt hængende sol står højst på himlen i vinterhalvåret, få sol på kinderne i sommerhalvåret. For slet ikke at tale om motionen ved at komme op af stolen, hen ad gangen, ned af trappen, ud af døren, væk fra matriklen. Og hvad med pauserne? Det er dem, der tæller i musikken, i præsentationen og mellem træningspassene. Det er i pauserne kunsten udmærker sig, der kreativiteten sætter ind. Ikke mindst i et vidensamfund, hvor vi lever af udvikling. Alligevel farer mange stadig rundt i industrisamfundets udstukne rammer og forstår ikke, at de ikke kan finde på andet at sige til rygerne end: ”I har det hårdt.”
Hvis jeg kunne vælge pauserne men slippe for at ryge, ville rygepauserne fungere som en glimrende stressforebygger. Tænk også på fællesskabet, når medarbejdere på tværs af afdelinger og placering i hakkeordenen, vædder om, hvad den næste passerende ikke-ryger siger.
Jeg selv var ganske forudsigelig i mit replikvalg, indtil to rygere fortalte, at mit ordvalg var for uoriginalt at spilde mundbevægelser på. Måske gør pauserne rygere mere kreative end os andre. Smarte er de i hvert fald i kampen om pauser. Det lufter jeg næste gang, jeg passerer en nikotinsky.
Og så vil jeg blive bedre til at holde pauser, beslutter jeg og hører min mave knurre, opdager at klokken er blevet to, uden at jeg har holdt en eneste pause siden i morges. Det er langt over min frokosttid. Måske skulle jeg begynde at ryge, uden at inhalere, naturligvis. Eller hvad med mentolcigaretter? Jeg holder en pause og opdager, at solens stråler og fuglenes stemmer kæmper om min opmærksomhed. Tænk hvis pauser var lige så vanedannende som cigaretter uden at korte noget af livet i den sidste ende. Måske skulle jeg ringe til Skandinavisk Tobakskompagni og få råd om, hvad jeg kommer i mine pauser, så de bliver vanedannende, men det danske firma er netop kommet på engelske hænder. Mine tankers vandring fortæller mig, at pauser nok er selvforstærkende og efter et par pauser mere, kan min fantasi fylde pauserne uden nikotinsmag.
torsdag, august 14, 2008
torsdag, maj 22, 2008
Vælg din chef med omhu
Sådan set i Femina 22. maj 2008
Hvis jeg nogensinde skal have en chef igen, så vælger jeg ham/hende/den/det med omhu. Jeg kræver referencer fra frafaldne medarbejdere, borer i hvorfor de forsvandt, interviewer de tilbageblevne og fornemmer stemningen. Jeg vil stole på min intuition til samtalen og løbe skrigende bort, hvis min vordende chef smider grænseoverskridende spørgsmål på bordet.
Jeg vil bede min vordende chef om at tage en psykologisk test og vride chefen rundt i svarene med en psykolog på min side af det grønne bord og chefen alene på sin side. Hvis chefen spørger ind, vil jeg aflevere testens ti talresultater og så læne mig tilbage og afvente situationen. Efter noget tid spørger jeg, hvilke af chefens egenskaber, der udgør cheffundamentet, hvordan konflikthåndteringen foregår i afdelingen.
”Hvad er din største udfordring i hverdagen som chef?” Spørger jeg, lytter intenst og analyserer svaret. Måske beder jeg chefen gå til tavlen og gøre rede for medarbejdertilfredsheden de senest to år.
Ideen om omhu i chefvalget havde jeg også til en samtale for år tilbage, i hvert fald besvarede chefen i den varme stol på et tidspunkt et af mine utallige spørgsmål med følgende indskydelse og et skarpt blik:
”Det er dig og ikke mig, der er til jobsamtale.”
”Nåh ja,” tænkte jeg, ”det er firmaets lokaler, de sidder to på deres side af bordet og har bestemt tidspunktet.” Jeg lænede mig tilbage i stolen og ænsede ikke intuitionen, der forsøgte at hviske i mit øre. Jeg maste fornemmelsen, indtil den lydløst kravlede ned i min brune kontortaske. Det skulle jeg ikke have gjort. Lige præcis her skulle jeg have holdt fast, fremhævet, at det var en ligeværdig samtale mellem to parter, der så hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Måske skulle jeg have forladt samtalen. Men jeg lod mig overtale og accepterede, at det var mig og ikke ham, der skulle godkendes. Og godkendt blev jeg, glad var jeg også, opdagede ikke, at mine bange anelser var spærret inde businessmappen. Chefen snakkede så hurtigt og højt, at jeg også overhørte den indre stemme, der forsøgte at råbe mig op og fortælle, at en enkelt replik vippede magten i chefens favør og afslørede, at arbejdsforholdet ville stoppe uden happy end. Og det gjorde det, men det er en anden historie.
En chef har mange medarbejdere, og ofte er devicen: medarbejdere kommer og går, chefen består. Men de fleste medarbejdere har præcis en chef. Så i virkeligheden er det meget vigtigere, at vælge sin chef med omhu end at blive valgt med omhu.
En chef har stor betydning for din hverdag, dine muligheder og din fremtidige karriere. Og er du træt af chefen, så er det bare med at gå på chefjagt, og huske at både du og chefen er til vurdering, inden du takker ja til tilbuddet. Der er tale om en ligeværdig samtale mellem to parter, der ser hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Vælg din chef med omhu og husk det, selvom chefen har bisiddere i form af psykolog, HR-chef og andet tingeltangel.
Hvis jeg nogensinde skal have en chef igen, så vælger jeg ham/hende/den/det med omhu. Jeg kræver referencer fra frafaldne medarbejdere, borer i hvorfor de forsvandt, interviewer de tilbageblevne og fornemmer stemningen. Jeg vil stole på min intuition til samtalen og løbe skrigende bort, hvis min vordende chef smider grænseoverskridende spørgsmål på bordet.
Jeg vil bede min vordende chef om at tage en psykologisk test og vride chefen rundt i svarene med en psykolog på min side af det grønne bord og chefen alene på sin side. Hvis chefen spørger ind, vil jeg aflevere testens ti talresultater og så læne mig tilbage og afvente situationen. Efter noget tid spørger jeg, hvilke af chefens egenskaber, der udgør cheffundamentet, hvordan konflikthåndteringen foregår i afdelingen.
”Hvad er din største udfordring i hverdagen som chef?” Spørger jeg, lytter intenst og analyserer svaret. Måske beder jeg chefen gå til tavlen og gøre rede for medarbejdertilfredsheden de senest to år.
Ideen om omhu i chefvalget havde jeg også til en samtale for år tilbage, i hvert fald besvarede chefen i den varme stol på et tidspunkt et af mine utallige spørgsmål med følgende indskydelse og et skarpt blik:
”Det er dig og ikke mig, der er til jobsamtale.”
”Nåh ja,” tænkte jeg, ”det er firmaets lokaler, de sidder to på deres side af bordet og har bestemt tidspunktet.” Jeg lænede mig tilbage i stolen og ænsede ikke intuitionen, der forsøgte at hviske i mit øre. Jeg maste fornemmelsen, indtil den lydløst kravlede ned i min brune kontortaske. Det skulle jeg ikke have gjort. Lige præcis her skulle jeg have holdt fast, fremhævet, at det var en ligeværdig samtale mellem to parter, der så hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Måske skulle jeg have forladt samtalen. Men jeg lod mig overtale og accepterede, at det var mig og ikke ham, der skulle godkendes. Og godkendt blev jeg, glad var jeg også, opdagede ikke, at mine bange anelser var spærret inde businessmappen. Chefen snakkede så hurtigt og højt, at jeg også overhørte den indre stemme, der forsøgte at råbe mig op og fortælle, at en enkelt replik vippede magten i chefens favør og afslørede, at arbejdsforholdet ville stoppe uden happy end. Og det gjorde det, men det er en anden historie.
En chef har mange medarbejdere, og ofte er devicen: medarbejdere kommer og går, chefen består. Men de fleste medarbejdere har præcis en chef. Så i virkeligheden er det meget vigtigere, at vælge sin chef med omhu end at blive valgt med omhu.
En chef har stor betydning for din hverdag, dine muligheder og din fremtidige karriere. Og er du træt af chefen, så er det bare med at gå på chefjagt, og huske at både du og chefen er til vurdering, inden du takker ja til tilbuddet. Der er tale om en ligeværdig samtale mellem to parter, der ser hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Vælg din chef med omhu og husk det, selvom chefen har bisiddere i form af psykolog, HR-chef og andet tingeltangel.
torsdag, marts 13, 2008
En kamæleon bekender kulør
Femina nr 11/2008 sammen med interview
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
”Hvis jeg får en chance til, vælger jeg en anden vej,” står mejslet i min bevidsthed. Et klarsyn, et skrifte fra mit 35-årige liv, hvor jeg har fulgt normerne, fået topkarakterer og leveret ydelser ved kasse ét som en førsteklasses dydsborger. Hvor har det ført mig hen? Til toppen af min nuværende karriere men utro overfor mig selv, hvis jeg da nogensinde har haft et forhold til mig selv, eller overhovedet kender mig selv. Kan jeg mon lide hende, der bor i min krop. På overfladen ja, men indeni?
Tårerne løber nedad tindingerne, ned i ørerne, i håret og væder puden på begge sider af hovedet. Døren går op, jeg er fremme på hospitalet. Det hyler hvidt for mine ører, som er jeg nulstillet. Kun smerten i min mave minder mig om, at jeg fortsat har forbindelse til kroppen og i særdeleshed maven, der har tømt sig igen og igen i en mosaik af farver og former det seneste døgn. Jeg åbner øjnene, hospitalet er hvidt med hvide sygeplejersker og blege læger. Jeg trækker det hvide lagen op til hagen. Min journal er blank som mine tårer. Timeglassets sand er omsider løbet ud af min hverdag og har reddet mig fra et alvorligere kollaps.
Jeg er fanget i mit eget spind. Et spind af normer, pligter og dårlig samvittighed. Et univers hvor bør er det kodeord, der trækker mig rundt i manegen. Min hukommelse er gået i opløsning, så en notesbog under armen de seneste tre måneder er bevis på, hvad jeg har lavet, lovet og hørt. Navnene på mine nærmeste kolleger kommer og går. Evnen til at koncentrere mig om en ting ad gangen er helt forduftet. Signaler, som jeg har overhørt, indtil min mave tager magten og kaster alt fra sig.
Udskrevet fra det sterile univers galopperer mit indre til akkompagnement af stilheden - en pinsel at skrue ned for de ydre omstændigheder.
”Hun må ikke kontaktes, skal bare have fred,” gentager manden, hver gang telefonen ringer. Der sidder jeg så i et univers afkoblet fra omverdenen - arbejdet, vennerne, familien. Kun mand og børn er med i igloen. Den hvide B&O telefon er ikke længere mit domæne - den tidligere rødglødende livsnerve er kappet som en navlestreng. Jeg skal selv trække vejret.
Det første livstegn er vintergækkerne, der forsøger at dekorere det stadig afgrænsede univers. Solen smelter sneen, afslører plænens vækst. Krokus, erantis og hyacinter vil op, beundres og indsnuses. Jeg mærker blodet pulse i kroppen. Det kribler i mine fingre. Røde og blå bogstaver finder sammen i ord, der spirer i mit hoved, samler sig i sætninger, der drysser ud gennem mine fingres spil på tastaturet.
Jeg skriver mig ind til hende, der bor i min krop. Nu skal vi lære hinanden at kende, om det så tager et helt liv. Jeg fortsætter, til jeg er løs, ikke fri, men løs af fortiden. Tænker hele tiden på mit løfte i ambulancen. Med usikkerheden sitrende i kroppen og et selvsikkert smil afleverer jeg min opsigelse. Tager hjem, skriver, indtil den bærbare bukker under for mine fingerspidsers spil og fortsætter på den stationære, lænket til skærmen. Uden at vide, hvor det fører mig hen, skriver jeg mig af sted i en lavastrøm af spraglede ord. Fortæller fra virkeligheden til fiktionen og tilbage igen. For børn og for voksne. Til damer og til herrer. Fast besluttet på at skrive for at leve dypper jeg pennen i hjerteblod og ser de sidste ti år af mit liv i farver.
Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder.
Mit bryllup var bordeaux. Læbestiften vidnede på rekordtid om nærkontakten med min nyerhvervede gemal. Bordeaux roser med torne lyste op, mens rosastegt kronhjort blev skyllet ned med Bordeaux. Bandet kopierede Red Hot Chili Peppers, mens de indbudtes ansigter blev varme og våde på det magnetiske dansegulv. Bryllupsbilen med det hjerteformede skilt var bordeaux og kørte til hotelfoyeren med velourantræk i glødende folder.
Moulin Rouge-rytmer og røde læber i ægteskabet mundede ud i moderskabet. På moderfronten slog den røde farve igennem og gennemsyrede. Helt rød om morgenen med alle følelserne udenpå – kærlighed, følsomhed og omsorg. Røde kinder matchede den blodrøde bagside af stuens olierede malerier.
Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke.
Når der skulle forhandles, bar jeg sort jakke, der var tilknappet – signal om, at jeg virkelig mente det. Så var end ikke blå alvorlig nok. Begravelsesdresset signalerede alvoren. Mine krav skulle honoreres. Frisuren var tilbageskrabet, smilet lagt. Alvoren overdøvet af duften fra den stærke lakridspastil i mundhulen. Den sorte kohl i mit ligblege ansigt understregede seriøsiteten, systematikken. Det virkede hver gang. Sort, så lyttede de høje herrer, parerede ordre og satte deres sorte signatur.
Gul i forhold til min nikotinfarvede opvækst. Familien med de nikotinfarvede fingre på besøg i det bleggule murstenshus. Jeg stod i gult fra top til tå og børstede forgæves sorte tordenfluer af mit Nettofarvede kostume. Strammede læberne over mit anløbne tandsæt. Med generationers normer i baghovedet og gulnede portrætfotos af forfædre på endevæggen, undskyldte jeg duften af citrus-Ajax. Laks med bitter citron fik det til at trække ud og ned i mundvige, der blev vædet med tisgul hyldeblomstdrik. Mine blå øjne flænsede den familiære stemning som en vinkelsliber.
Den flaskegrønne kompostbeholder bugnede om kap med kostpyramiden. Struttende skvalderkål og mælkebøtter flankeret af squash, agurker og ærter i urtehaven. Serveret uden mikrobølger med håndplukket kød fra mit økologiske bagland. Historisk surdej hævede og fyldte børnenes mintgrønne madkasser. Uparfumeret opvaskemiddel skummede grønt. Aviser og pap bundtet med grønt sejlgarn til genbrug. Batterier ladet op eller omlastet i udvalgte beholdere i kommunalt regi. 558 kvadratmeter nyklippet græsplæne duftede grønt efter mødet med håndskubberen. Cyklen kørte til stationen, hvor den blev afløst af toget, mens der voksede mos på den bordeaux bil i indkørslen.
Stuen indrettet i hvidt, natur, jord, grå og alle de kedelige farver, som boligmagasinerne foreskrev. Forsiden på stuens malerier lignede afklædte efterårsskove iklædt det første spredte snefald. Kedeligt som bare fanden, men moderne. Nyristede kaffebønner og kanelstænger spredte duft fra pyntestager. Vanilleis fra gennemsigtige isasietter smeltede på blege tunger.
Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
”Hvis jeg får en chance til, vælger jeg en anden vej,” står mejslet i min bevidsthed. Et klarsyn, et skrifte fra mit 35-årige liv, hvor jeg har fulgt normerne, fået topkarakterer og leveret ydelser ved kasse ét som en førsteklasses dydsborger. Hvor har det ført mig hen? Til toppen af min nuværende karriere men utro overfor mig selv, hvis jeg da nogensinde har haft et forhold til mig selv, eller overhovedet kender mig selv. Kan jeg mon lide hende, der bor i min krop. På overfladen ja, men indeni?
Tårerne løber nedad tindingerne, ned i ørerne, i håret og væder puden på begge sider af hovedet. Døren går op, jeg er fremme på hospitalet. Det hyler hvidt for mine ører, som er jeg nulstillet. Kun smerten i min mave minder mig om, at jeg fortsat har forbindelse til kroppen og i særdeleshed maven, der har tømt sig igen og igen i en mosaik af farver og former det seneste døgn. Jeg åbner øjnene, hospitalet er hvidt med hvide sygeplejersker og blege læger. Jeg trækker det hvide lagen op til hagen. Min journal er blank som mine tårer. Timeglassets sand er omsider løbet ud af min hverdag og har reddet mig fra et alvorligere kollaps.
Jeg er fanget i mit eget spind. Et spind af normer, pligter og dårlig samvittighed. Et univers hvor bør er det kodeord, der trækker mig rundt i manegen. Min hukommelse er gået i opløsning, så en notesbog under armen de seneste tre måneder er bevis på, hvad jeg har lavet, lovet og hørt. Navnene på mine nærmeste kolleger kommer og går. Evnen til at koncentrere mig om en ting ad gangen er helt forduftet. Signaler, som jeg har overhørt, indtil min mave tager magten og kaster alt fra sig.
Udskrevet fra det sterile univers galopperer mit indre til akkompagnement af stilheden - en pinsel at skrue ned for de ydre omstændigheder.
”Hun må ikke kontaktes, skal bare have fred,” gentager manden, hver gang telefonen ringer. Der sidder jeg så i et univers afkoblet fra omverdenen - arbejdet, vennerne, familien. Kun mand og børn er med i igloen. Den hvide B&O telefon er ikke længere mit domæne - den tidligere rødglødende livsnerve er kappet som en navlestreng. Jeg skal selv trække vejret.
Det første livstegn er vintergækkerne, der forsøger at dekorere det stadig afgrænsede univers. Solen smelter sneen, afslører plænens vækst. Krokus, erantis og hyacinter vil op, beundres og indsnuses. Jeg mærker blodet pulse i kroppen. Det kribler i mine fingre. Røde og blå bogstaver finder sammen i ord, der spirer i mit hoved, samler sig i sætninger, der drysser ud gennem mine fingres spil på tastaturet.
Jeg skriver mig ind til hende, der bor i min krop. Nu skal vi lære hinanden at kende, om det så tager et helt liv. Jeg fortsætter, til jeg er løs, ikke fri, men løs af fortiden. Tænker hele tiden på mit løfte i ambulancen. Med usikkerheden sitrende i kroppen og et selvsikkert smil afleverer jeg min opsigelse. Tager hjem, skriver, indtil den bærbare bukker under for mine fingerspidsers spil og fortsætter på den stationære, lænket til skærmen. Uden at vide, hvor det fører mig hen, skriver jeg mig af sted i en lavastrøm af spraglede ord. Fortæller fra virkeligheden til fiktionen og tilbage igen. For børn og for voksne. Til damer og til herrer. Fast besluttet på at skrive for at leve dypper jeg pennen i hjerteblod og ser de sidste ti år af mit liv i farver.
Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder.
Mit bryllup var bordeaux. Læbestiften vidnede på rekordtid om nærkontakten med min nyerhvervede gemal. Bordeaux roser med torne lyste op, mens rosastegt kronhjort blev skyllet ned med Bordeaux. Bandet kopierede Red Hot Chili Peppers, mens de indbudtes ansigter blev varme og våde på det magnetiske dansegulv. Bryllupsbilen med det hjerteformede skilt var bordeaux og kørte til hotelfoyeren med velourantræk i glødende folder.
Moulin Rouge-rytmer og røde læber i ægteskabet mundede ud i moderskabet. På moderfronten slog den røde farve igennem og gennemsyrede. Helt rød om morgenen med alle følelserne udenpå – kærlighed, følsomhed og omsorg. Røde kinder matchede den blodrøde bagside af stuens olierede malerier.
Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke.
Når der skulle forhandles, bar jeg sort jakke, der var tilknappet – signal om, at jeg virkelig mente det. Så var end ikke blå alvorlig nok. Begravelsesdresset signalerede alvoren. Mine krav skulle honoreres. Frisuren var tilbageskrabet, smilet lagt. Alvoren overdøvet af duften fra den stærke lakridspastil i mundhulen. Den sorte kohl i mit ligblege ansigt understregede seriøsiteten, systematikken. Det virkede hver gang. Sort, så lyttede de høje herrer, parerede ordre og satte deres sorte signatur.
Gul i forhold til min nikotinfarvede opvækst. Familien med de nikotinfarvede fingre på besøg i det bleggule murstenshus. Jeg stod i gult fra top til tå og børstede forgæves sorte tordenfluer af mit Nettofarvede kostume. Strammede læberne over mit anløbne tandsæt. Med generationers normer i baghovedet og gulnede portrætfotos af forfædre på endevæggen, undskyldte jeg duften af citrus-Ajax. Laks med bitter citron fik det til at trække ud og ned i mundvige, der blev vædet med tisgul hyldeblomstdrik. Mine blå øjne flænsede den familiære stemning som en vinkelsliber.
Den flaskegrønne kompostbeholder bugnede om kap med kostpyramiden. Struttende skvalderkål og mælkebøtter flankeret af squash, agurker og ærter i urtehaven. Serveret uden mikrobølger med håndplukket kød fra mit økologiske bagland. Historisk surdej hævede og fyldte børnenes mintgrønne madkasser. Uparfumeret opvaskemiddel skummede grønt. Aviser og pap bundtet med grønt sejlgarn til genbrug. Batterier ladet op eller omlastet i udvalgte beholdere i kommunalt regi. 558 kvadratmeter nyklippet græsplæne duftede grønt efter mødet med håndskubberen. Cyklen kørte til stationen, hvor den blev afløst af toget, mens der voksede mos på den bordeaux bil i indkørslen.
Stuen indrettet i hvidt, natur, jord, grå og alle de kedelige farver, som boligmagasinerne foreskrev. Forsiden på stuens malerier lignede afklædte efterårsskove iklædt det første spredte snefald. Kedeligt som bare fanden, men moderne. Nyristede kaffebønner og kanelstænger spredte duft fra pyntestager. Vanilleis fra gennemsigtige isasietter smeltede på blege tunger.
Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
torsdag, marts 06, 2008
Tørre trusser på trampolinen
Bragt i KontinensNyt nr. 2 - juni 2008
Hvis jeg solgte havetrampoliner, ville jeg supplere den store sikkerhedsseddel med en folder til mødre. ”Tørre trusser på trampolinen,” skulle folderen hedde, og det handler hverken om trampolinen som tørrestativ eller om lystbetonede trussetanker. Men derimod om hvordan moderskabet folder sig ud fra sin mindre sjove side. Folderen er til os mødre, for hvem det kneb med bækkenbundsøvelser efter fødslen, os der var skeptiske overfor gode råd.
Efter familiens første sæson med havetrampolin er jeg nogle bittergule erfaringer klogere. Da trampolinen efter timers knoklen var samlet med fjedre, dug og sikkerhedsnet, fyldte den hele forhaven. Den var svær at komme udenom, så det var med spænding i kroppen, jeg tog mit første hop. Det eneste, der slappede af i mødet med den stramme trampolindug, var min bækkenbund. En gul lugt fyldte luften, og det kom bag på mig, at den hverken stammede fra smørblomst eller børnenes bukser. Så jeg gav op, sprang ned på græsset og forlod haven til fordel for en fyldning af vaskemaskinen. Trampolinhop var ikke noget for min bækkenbund, erkendte jeg med børnenes jubelskrig i ørene. Men trampolinen stod og grinede af mig, mindede mig om, hvor det kneb. En torn i øjet, der fik mig til at tage kampen op. På den ene side en jomfrunalsk trampolindug med firs fjedre. På den anden min bækkenbund med 37 år og to børnefødsler på bagen.
Fast besluttet på at vinde, tømte jeg blæren, for at forebygge selvudløsning i nedslaget. Derefter placerede jeg trusseindlægget og trak mig op på trampolinen. Hængende i luften, kneb jeg sammen, så min ansigtskulør gik fra bleg over rød til lilla, inden jeg mødte trampolindugen i første fight. Efter nogle hop var trusseindlægget kommet på arbejde. Jeg var sendt til tælling og forlod kampscenen. Men jeg holdt fast og gentog hele showet fra toiletbesøg til muskelspænding, inden jeg mødte modstanderen i andet sæt. Og kampen fortsatte med sammenbidt mine og anstrengelse i mellemgulvet. Da sæsonen gik på hæld, holdt spændingen hundrede hop. En rekord der gerne skal forbedres denne sæson, hvor vi igen folder trampolinen ud, så hele familien får glæde af den elastiske legeplads.
Den er ikke til salg, men hvis jeg skulle sælge trampolin til en anden hoppetosset mor med juniorer i baghaven, ville mine fem råd være: Tøm blæren, brug trusseindlæg, knib, tag en pause og start forfra. Vi er imidlertid nogle, der har modstand overfor gode råd, så jeg vil lade råd nummer seks lyse som en gulerod: Giv ikke op, den trampolintrænede bækkenbund kan nemlig også give dig fornøjelser udenfor sikkerhedsnettets cirkel:-)
Hvis jeg solgte havetrampoliner, ville jeg supplere den store sikkerhedsseddel med en folder til mødre. ”Tørre trusser på trampolinen,” skulle folderen hedde, og det handler hverken om trampolinen som tørrestativ eller om lystbetonede trussetanker. Men derimod om hvordan moderskabet folder sig ud fra sin mindre sjove side. Folderen er til os mødre, for hvem det kneb med bækkenbundsøvelser efter fødslen, os der var skeptiske overfor gode råd.
Efter familiens første sæson med havetrampolin er jeg nogle bittergule erfaringer klogere. Da trampolinen efter timers knoklen var samlet med fjedre, dug og sikkerhedsnet, fyldte den hele forhaven. Den var svær at komme udenom, så det var med spænding i kroppen, jeg tog mit første hop. Det eneste, der slappede af i mødet med den stramme trampolindug, var min bækkenbund. En gul lugt fyldte luften, og det kom bag på mig, at den hverken stammede fra smørblomst eller børnenes bukser. Så jeg gav op, sprang ned på græsset og forlod haven til fordel for en fyldning af vaskemaskinen. Trampolinhop var ikke noget for min bækkenbund, erkendte jeg med børnenes jubelskrig i ørene. Men trampolinen stod og grinede af mig, mindede mig om, hvor det kneb. En torn i øjet, der fik mig til at tage kampen op. På den ene side en jomfrunalsk trampolindug med firs fjedre. På den anden min bækkenbund med 37 år og to børnefødsler på bagen.
Fast besluttet på at vinde, tømte jeg blæren, for at forebygge selvudløsning i nedslaget. Derefter placerede jeg trusseindlægget og trak mig op på trampolinen. Hængende i luften, kneb jeg sammen, så min ansigtskulør gik fra bleg over rød til lilla, inden jeg mødte trampolindugen i første fight. Efter nogle hop var trusseindlægget kommet på arbejde. Jeg var sendt til tælling og forlod kampscenen. Men jeg holdt fast og gentog hele showet fra toiletbesøg til muskelspænding, inden jeg mødte modstanderen i andet sæt. Og kampen fortsatte med sammenbidt mine og anstrengelse i mellemgulvet. Da sæsonen gik på hæld, holdt spændingen hundrede hop. En rekord der gerne skal forbedres denne sæson, hvor vi igen folder trampolinen ud, så hele familien får glæde af den elastiske legeplads.
Den er ikke til salg, men hvis jeg skulle sælge trampolin til en anden hoppetosset mor med juniorer i baghaven, ville mine fem råd være: Tøm blæren, brug trusseindlæg, knib, tag en pause og start forfra. Vi er imidlertid nogle, der har modstand overfor gode råd, så jeg vil lade råd nummer seks lyse som en gulerod: Giv ikke op, den trampolintrænede bækkenbund kan nemlig også give dig fornøjelser udenfor sikkerhedsnettets cirkel:-)
onsdag, februar 20, 2008
Snyd ikke dig selv i det store pensions-spil
Femina 07/2008
Ligger pensionspapirerne altid nederst i stakken af de papirer, du skal have styr på? Sådan er der mange kvinder, der har det. Men der er god grund til at prioritere pensionen højere. Ville du undlade at tjekke en lottokupon med chance for milliongevinst?
For en del kvinder har pensionspapirerne større gevinstchance end lottokuponen. Ikke mindst efter de nye regler om deling af pension ved skilsmisse, der har været gældende det sidste år. Reglerne har nemlig flyttet flere hundrede mia. pensionskroner mellem ægtefæller. Svimlende summer og måske er du én af dem, der er blevet ramt af lovændringen, men det er ikke for sent at få fingre i pengene.
Er det dig?
Lægger din mand mere til side til alderdommen end dig, så kommer de nye regler måske til at koste dig den million, der kunne have forgyldt din alderdom. Mænd sparer gennemsnitligt 60 pct. mere op til pensionen end kvinder[1]. Og med den nye lov får opspareren som hovedregel pengene i tilfælde af skilsmisse. Derfor er der flere kvinder end mænd, der bliver fattigere af den nye lov. Måske er du en af de kvinder, der mister pensionskroner. Og selvom loven har været gældende i over et år, er det ikke for sent at få fingre i pengene. Det vigtige er at have papirerne i orden før en eventuel skilsmisse kommer på tale.
Søren og Mette – et skoleeksempel
Du kan måske huske Søren og Mette fra din skolegang. Også de er blevet voksne og optræder her som fiktivt ægtepar. Søren og Mette udgør en gennemsnitlig dansk familie med fuldstændig fælles økonomi, fælles hus, fælles bil og to fælles børn. Også dobbeltsengen deler parret. De har begge fuldtidsjobs, alligevel er det oftest Mette, der henter børnene i børnehave og skole, mens det er Søren, der bliver udnævnt. Han får højere løn end Mette, hun yder mere yngelpleje end ham. De har begge en pensionsopsparing, og hver gang Mette sparer 100 kroner op til pensionen, så sparer Søren 160 kroner op. De fejrer fælles fyrre års fødselsdag for familie og venner i det nærliggende forsamlingshus, men det bliver deres sidste fællesfest. Søren og Mette skal skilles – en ærgerlig udgang på ægteskabet, men ikke usædvanligt, hvert tredje danske ægteskab bliver opløst. Den dag i 2007, hvor de flår vielsesattesten over, deler de alt lige over, undtagen pensionen.
Med den nye pensionslov (1. januar 2007) er hovedreglen, at pensioner er personlige, den der har sparet op, får pengene. Derfor får Søren de 1,6 million, som han har sparet op, mens Mette står tilbage med 1 million. Var de blevet skilt i 2006, så havde de delt pensionerne lige. Loven har kostet Mette 300.000 kroner. Nogle kvinder har millioner af kroner på spil.
Få fingre i pengene
Hvad kunne Mette i eksemplet ovenfor have gjort for at få lige deling af parrets samlede pensionsopsparing ved skilsmissen? Der er flere muligheder, men fælles for dem er, at de skal planlægges, mens solen skinner i ægteskabet.
En mulighed er at indgå en ægtepagt omkring deling af pension. En ægtepagt vedrører den del af pensionsopsparingen, der udgøres af rate- og kapitalpension. Ægtepagten deler derimod ikke de livsbetingede pensioner, altså pensioner, der udbetales så længe pensionisten lever. Indgåelse af ægtepagt kræver, at I som par når til enighed om deling af pensionen. Nogle ægtefæller nægter at indgå en ægtepagt. Dette giver ekstra god grund til at tage hånd om egen pension.
Det kan gøres ved, at ægtefællen med den laveste pension supplerer med ekstra pensionsopsparing. I eksemplet ovenfor kunne Mette have lavet en yderligere pensionsopsparing, så hun sparede det samme op til pension som Søren.
En anden mulighed er at spare op i fælles værdier uden for pensionsdepotet: F.eks. opsparing i hus, sommerhus, aktier eller obligationer. Alt sammen aktiver, der deles lige ved skilsmisse, men som ikke har skattemæssig fordel på niveau med pensionsopsparing.
Tag aktion på dinb pension
Måske synes du, at det lyder kompliceret, men det er sjovere at tage sagen i egen hånd end at risikere at sidde forsmået, gammel og fattig tilbage. Kvinder lever væsentlig længere end mænd, så med flere år til at bruge pengene, er der ekstra god grund til at få pensionen på plads, mens du stadig kan læse det med småt. Kort sagt: Tag aktion på din pension.
Ligger pensionspapirerne altid nederst i stakken af de papirer, du skal have styr på? Sådan er der mange kvinder, der har det. Men der er god grund til at prioritere pensionen højere. Ville du undlade at tjekke en lottokupon med chance for milliongevinst?
For en del kvinder har pensionspapirerne større gevinstchance end lottokuponen. Ikke mindst efter de nye regler om deling af pension ved skilsmisse, der har været gældende det sidste år. Reglerne har nemlig flyttet flere hundrede mia. pensionskroner mellem ægtefæller. Svimlende summer og måske er du én af dem, der er blevet ramt af lovændringen, men det er ikke for sent at få fingre i pengene.
Er det dig?
Lægger din mand mere til side til alderdommen end dig, så kommer de nye regler måske til at koste dig den million, der kunne have forgyldt din alderdom. Mænd sparer gennemsnitligt 60 pct. mere op til pensionen end kvinder[1]. Og med den nye lov får opspareren som hovedregel pengene i tilfælde af skilsmisse. Derfor er der flere kvinder end mænd, der bliver fattigere af den nye lov. Måske er du en af de kvinder, der mister pensionskroner. Og selvom loven har været gældende i over et år, er det ikke for sent at få fingre i pengene. Det vigtige er at have papirerne i orden før en eventuel skilsmisse kommer på tale.
Søren og Mette – et skoleeksempel
Du kan måske huske Søren og Mette fra din skolegang. Også de er blevet voksne og optræder her som fiktivt ægtepar. Søren og Mette udgør en gennemsnitlig dansk familie med fuldstændig fælles økonomi, fælles hus, fælles bil og to fælles børn. Også dobbeltsengen deler parret. De har begge fuldtidsjobs, alligevel er det oftest Mette, der henter børnene i børnehave og skole, mens det er Søren, der bliver udnævnt. Han får højere løn end Mette, hun yder mere yngelpleje end ham. De har begge en pensionsopsparing, og hver gang Mette sparer 100 kroner op til pensionen, så sparer Søren 160 kroner op. De fejrer fælles fyrre års fødselsdag for familie og venner i det nærliggende forsamlingshus, men det bliver deres sidste fællesfest. Søren og Mette skal skilles – en ærgerlig udgang på ægteskabet, men ikke usædvanligt, hvert tredje danske ægteskab bliver opløst. Den dag i 2007, hvor de flår vielsesattesten over, deler de alt lige over, undtagen pensionen.
Med den nye pensionslov (1. januar 2007) er hovedreglen, at pensioner er personlige, den der har sparet op, får pengene. Derfor får Søren de 1,6 million, som han har sparet op, mens Mette står tilbage med 1 million. Var de blevet skilt i 2006, så havde de delt pensionerne lige. Loven har kostet Mette 300.000 kroner. Nogle kvinder har millioner af kroner på spil.
Få fingre i pengene
Hvad kunne Mette i eksemplet ovenfor have gjort for at få lige deling af parrets samlede pensionsopsparing ved skilsmissen? Der er flere muligheder, men fælles for dem er, at de skal planlægges, mens solen skinner i ægteskabet.
En mulighed er at indgå en ægtepagt omkring deling af pension. En ægtepagt vedrører den del af pensionsopsparingen, der udgøres af rate- og kapitalpension. Ægtepagten deler derimod ikke de livsbetingede pensioner, altså pensioner, der udbetales så længe pensionisten lever. Indgåelse af ægtepagt kræver, at I som par når til enighed om deling af pensionen. Nogle ægtefæller nægter at indgå en ægtepagt. Dette giver ekstra god grund til at tage hånd om egen pension.
Det kan gøres ved, at ægtefællen med den laveste pension supplerer med ekstra pensionsopsparing. I eksemplet ovenfor kunne Mette have lavet en yderligere pensionsopsparing, så hun sparede det samme op til pension som Søren.
En anden mulighed er at spare op i fælles værdier uden for pensionsdepotet: F.eks. opsparing i hus, sommerhus, aktier eller obligationer. Alt sammen aktiver, der deles lige ved skilsmisse, men som ikke har skattemæssig fordel på niveau med pensionsopsparing.
Tag aktion på dinb pension
Måske synes du, at det lyder kompliceret, men det er sjovere at tage sagen i egen hånd end at risikere at sidde forsmået, gammel og fattig tilbage. Kvinder lever væsentlig længere end mænd, så med flere år til at bruge pengene, er der ekstra god grund til at få pensionen på plads, mens du stadig kan læse det med småt. Kort sagt: Tag aktion på din pension.
fredag, december 28, 2007
Paradoksale pensionsplaner
Opinion Berlingske Tidende 28. december 2007
Er det rimeligt, at mænd får optil 20 pct. mere i løn end kvinder for det samme job? Nej, mener mange, men der er måske grund til, at kvinder varmer sig ved den lille lønforskel i arbejdslivet. Forskellen som pensionist bliver nok noget større. Med den nuværende opsparingsrate, forventede levealder og den nye fordeling af pensioner i forbindelse med skilsmisse bliver mænds årlige udbetaling fra pensionsopsparinger op mod dobbelt så store som kvinders, i gennemsnit.
Mænd sparer ifølge ATP gennemsnitligt 45 pct. mere op til pension end kvinder, selvom kvinder har udsigt til at leve længst. En 40-årig kvinde har udsigt til at blive 82 år, og med en pensionsalder på 65, betyder det sytten år som pensionist. En 40-årig mand kan forvente tolv år til at formøble pensionsopsparingen, altså 5 år mindre end kvinden. Den større opsparing og kortere levealder betyder, at manden har næsten dobbelt så stor årlig udbetaling før skat fra sin pensionsopsparing som kvinden. Skat og folkepension udjævner en del af mændenes fortrin, men der vil være en markant bedre økonomisk stilling for mændene.
Betyder denne forskel noget, hvis man er gift og har fælles økonomi gennem et langt liv? Nej, ikke hvis man bliver sammen til døden, men hvert tredje ægteskab bliver opløst ved skilsmisse. Og den 1. januar 2007 trådte der nye regler i kraft for deling af pension i tilfælde af skilsmisse. Hovedessensen af de nye regler er, at alle pensioner fremover er personlige. Der betyder, at ægtefæller ikke som tidligere deler rate- og kapitalpensioner. Lovændringen flyttede milliarder af kroner mellem ægtefæller, flest i mændenes favør, fordi mændene har størst opsparing. Mange kvinder opdager først de nye regler, når mandens store pensionsopsparing ryger uden om bodelingen. Nogle kvinder kan ved lange ægteskaber og andre omstændigheder opnå kompensation, men hovedprincippet er, at den enkelte er ansvarlig for sin egen pension. Der er derfor god grund til, at kvinder tager deres alderdom alvorligt, før det er spejlbilledet, der kræver det.
Lige nu bugner postkassen af breve fra banker og pensionskasser med råd om at spare topskat ved at øge pensionsopsparingen, men der er grund til at tænke sig om i ægteskaberne. Med de nye delingsregler er det nemlig ikke længere lige meget, om familien sparer op i konens eller mandens favør, med mindre parret indgår en ægtepagt omkring deling af rate- og kapitalpension.
I dag er det groft sagt mændene, der sparer op til alderdommen, men kvinderne der får alderen til at bruge pengene. Ikke alene er kvinder privilegerede med høj levealder, det er også noget dyrere at få farvet håret blåt end at få studset en skaldet isse. Så kvinder kom i gang med jeres pensionsplaner.
Er det rimeligt, at mænd får optil 20 pct. mere i løn end kvinder for det samme job? Nej, mener mange, men der er måske grund til, at kvinder varmer sig ved den lille lønforskel i arbejdslivet. Forskellen som pensionist bliver nok noget større. Med den nuværende opsparingsrate, forventede levealder og den nye fordeling af pensioner i forbindelse med skilsmisse bliver mænds årlige udbetaling fra pensionsopsparinger op mod dobbelt så store som kvinders, i gennemsnit.
Mænd sparer ifølge ATP gennemsnitligt 45 pct. mere op til pension end kvinder, selvom kvinder har udsigt til at leve længst. En 40-årig kvinde har udsigt til at blive 82 år, og med en pensionsalder på 65, betyder det sytten år som pensionist. En 40-årig mand kan forvente tolv år til at formøble pensionsopsparingen, altså 5 år mindre end kvinden. Den større opsparing og kortere levealder betyder, at manden har næsten dobbelt så stor årlig udbetaling før skat fra sin pensionsopsparing som kvinden. Skat og folkepension udjævner en del af mændenes fortrin, men der vil være en markant bedre økonomisk stilling for mændene.
Betyder denne forskel noget, hvis man er gift og har fælles økonomi gennem et langt liv? Nej, ikke hvis man bliver sammen til døden, men hvert tredje ægteskab bliver opløst ved skilsmisse. Og den 1. januar 2007 trådte der nye regler i kraft for deling af pension i tilfælde af skilsmisse. Hovedessensen af de nye regler er, at alle pensioner fremover er personlige. Der betyder, at ægtefæller ikke som tidligere deler rate- og kapitalpensioner. Lovændringen flyttede milliarder af kroner mellem ægtefæller, flest i mændenes favør, fordi mændene har størst opsparing. Mange kvinder opdager først de nye regler, når mandens store pensionsopsparing ryger uden om bodelingen. Nogle kvinder kan ved lange ægteskaber og andre omstændigheder opnå kompensation, men hovedprincippet er, at den enkelte er ansvarlig for sin egen pension. Der er derfor god grund til, at kvinder tager deres alderdom alvorligt, før det er spejlbilledet, der kræver det.
Lige nu bugner postkassen af breve fra banker og pensionskasser med råd om at spare topskat ved at øge pensionsopsparingen, men der er grund til at tænke sig om i ægteskaberne. Med de nye delingsregler er det nemlig ikke længere lige meget, om familien sparer op i konens eller mandens favør, med mindre parret indgår en ægtepagt omkring deling af rate- og kapitalpension.
I dag er det groft sagt mændene, der sparer op til alderdommen, men kvinderne der får alderen til at bruge pengene. Ikke alene er kvinder privilegerede med høj levealder, det er også noget dyrere at få farvet håret blåt end at få studset en skaldet isse. Så kvinder kom i gang med jeres pensionsplaner.
mandag, december 17, 2007
Hittegods og højtider
Ikke alt der glimter, er guld, specielt ikke i december. Og ikke alt hittegods bliver hentet, da slet ikke de overflødige kilo, der bliver tabt i januar.
Hvis du fandt noget, som en anden havde tabt, ville du så aflevere det? Jeg vil gerne også uden dusør. Men ejeren vil ikke tage imod, selvom det er et ret fedt fund. Og jeg ved, hvem ejeren er.
Det må være en af de ihærdige, der altid er hurtige til at stramme maveskindet og løfte ballerne. Provokerende proklamerer at have tabt tre julekilo, før jeg har smidt nåletræet ud. Jeg er mester i at finde de kilo, som andre taber, men desværre er der ingen af de ihærdige, der tager imod, når jeg påstår at have fundet deres tre tabte kilo. Heller ikke, selvom jeg hverken kræver findeløn eller tak. Hittegodskontoret bugner af uafhentede sager, fordi folk ikke opdager tabet. Det er på ingen måde tilfældet med de tabte kilo. Taberne praler vidt og bredt med lav vægt, men nægter at tage det tabte tilbage. Jeg har absolut ingen at aflevere kiloene til. Og så får jeg det, som dengang min mor første gang læste højt af Snøvsen og Eigil og Katten i sækken. Folk gik fra snøvsen, ingen ville ha’ ham. Stakkels Snøvs. Præcis som de tabte kilo. Jeg forbarmer mig og beslutter at beholde de herreløse kilo lidt længere, når nu ingen andre vil have dem. Nu hænger fundet så på mig og forlanger at få plads på ydersiden af mine lårpuder.
Problemet er markedskræfterne, vi er rigtig mange, der finder ekstrakilo i december, og i januar vil vi alle sammen af med dem. Måske skulle jeg gå mod trenden, fylde mig med urtete, hvidkål og klidboller nu, sende overflødige kilo ud på det frie marked, hvor mange er villige til at samle dem op. Når nytårsklokkerne forstummer, kan jeg så smovse mig gennem restlagre af brændte mandler, marcipangrise, snaps og stegte sild til tilbudspris. Jeg dropper ideen, følger strømmen, åbner munden og nyder godt af udbuddet af søde sager nu og slankekost i januar i fællesskabets følsomme navn.
Hvis du fandt noget, som en anden havde tabt, ville du så aflevere det? Jeg vil gerne også uden dusør. Men ejeren vil ikke tage imod, selvom det er et ret fedt fund. Og jeg ved, hvem ejeren er.
Det må være en af de ihærdige, der altid er hurtige til at stramme maveskindet og løfte ballerne. Provokerende proklamerer at have tabt tre julekilo, før jeg har smidt nåletræet ud. Jeg er mester i at finde de kilo, som andre taber, men desværre er der ingen af de ihærdige, der tager imod, når jeg påstår at have fundet deres tre tabte kilo. Heller ikke, selvom jeg hverken kræver findeløn eller tak. Hittegodskontoret bugner af uafhentede sager, fordi folk ikke opdager tabet. Det er på ingen måde tilfældet med de tabte kilo. Taberne praler vidt og bredt med lav vægt, men nægter at tage det tabte tilbage. Jeg har absolut ingen at aflevere kiloene til. Og så får jeg det, som dengang min mor første gang læste højt af Snøvsen og Eigil og Katten i sækken. Folk gik fra snøvsen, ingen ville ha’ ham. Stakkels Snøvs. Præcis som de tabte kilo. Jeg forbarmer mig og beslutter at beholde de herreløse kilo lidt længere, når nu ingen andre vil have dem. Nu hænger fundet så på mig og forlanger at få plads på ydersiden af mine lårpuder.
Problemet er markedskræfterne, vi er rigtig mange, der finder ekstrakilo i december, og i januar vil vi alle sammen af med dem. Måske skulle jeg gå mod trenden, fylde mig med urtete, hvidkål og klidboller nu, sende overflødige kilo ud på det frie marked, hvor mange er villige til at samle dem op. Når nytårsklokkerne forstummer, kan jeg så smovse mig gennem restlagre af brændte mandler, marcipangrise, snaps og stegte sild til tilbudspris. Jeg dropper ideen, følger strømmen, åbner munden og nyder godt af udbuddet af søde sager nu og slankekost i januar i fællesskabets følsomme navn.
Federe at gå på gaden
Julen er hjerternes fest, men der går ofte mere honningkage og mavepine i festlighederne end kærlighed. Men måske er det ligefremt sundt, at få nogle ekstra kilo, at gå tur med. Traditionen tro æder vi os gennem december, først når tømmermændene er forduftet den 2. januar kravler vi på vægten og erfarer, hvor mange kilo, der skal smides, før bæltet kan spændes gradvist ind gennem mådehold og sundhedskurver.
Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, samles om store skåle af fedende fristelser, selvom vi udmærket ved, at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen og skefuld risalamande, der opløses i ganen.
Hvorfor æder vi som besatte nu, når kiloene skal rasle af lige om hjørnet? Vi æder os ud af det gamle år for at sulte os ind i det nye. Klejne for klejne nu, og gulerod for gulerod, når skuffelsen over skrabekalender og festfyrværkeri er forduftet.
Det virker paradoksalt, men måske giver det alligevel mening. Nye undersøgelser viser nemlig, at det er sundere at være overvægtig i god form, end at være normalvægtig i dårlig form. At æde sig en pukkel til er lidt som at få hund. Det er okay, bare man husker at lufte den, helst med noget fart på.
Jeg ser for mig, hvordan gaderne fyldes af stadig tykkere travere, der lufter dellerne uden at efterlade hverken hundelort eller vise hjørnetænder af naboen. Måske bliver der flere og bredere bagdele at passere på fortovet, til gengæld er fodtøjets stærkeste lugt ens egen tåsaft og selvom motionisterne forhåbentlig taber nogle kilo, så er det ikke efterladenskaber, som andre fodfolk skrider i.
Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, samles om store skåle af fedende fristelser, selvom vi udmærket ved, at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen og skefuld risalamande, der opløses i ganen.
Hvorfor æder vi som besatte nu, når kiloene skal rasle af lige om hjørnet? Vi æder os ud af det gamle år for at sulte os ind i det nye. Klejne for klejne nu, og gulerod for gulerod, når skuffelsen over skrabekalender og festfyrværkeri er forduftet.
Det virker paradoksalt, men måske giver det alligevel mening. Nye undersøgelser viser nemlig, at det er sundere at være overvægtig i god form, end at være normalvægtig i dårlig form. At æde sig en pukkel til er lidt som at få hund. Det er okay, bare man husker at lufte den, helst med noget fart på.
Jeg ser for mig, hvordan gaderne fyldes af stadig tykkere travere, der lufter dellerne uden at efterlade hverken hundelort eller vise hjørnetænder af naboen. Måske bliver der flere og bredere bagdele at passere på fortovet, til gengæld er fodtøjets stærkeste lugt ens egen tåsaft og selvom motionisterne forhåbentlig taber nogle kilo, så er det ikke efterladenskaber, som andre fodfolk skrider i.
mandag, december 10, 2007
I plastikpose og julesæk
Julemanden er noget hurtigere til at komme af med julesækken, end vi andre har ved at finde formen i det nye år. Måske har det noget at gøre med, hvad vi fylder i maven. Mens gaverne bugner hos julemanden, fylder vi søde sager og fede fristelser indenbords i skæret fra adventskrans og luciasang.
Vi myldrer forvildet rundt i stormagasiner, slagterforretninger og sludstorm. Kommer hjem med hænderne fulde af poser. En hank i en overfuld plasticpose giver op, lader andesul og nougatstang ramme klinkegulvet.
Julemanden tømmer sækken i skæret af lykkelige barneøjne den 24. december, mens vi voksne presser endnu et andelår med sveskefyld ned i mavesækkens syrebad. Hele juleferien fortsætter mavens alvorlige overarbejde, så vi slæber rundt på ekstraindhold langt ind i det nye år. Var der nogen, der kaldte julen for indholdsløs?
Det tænder ingen lys i barneøjnene, når voksenmenuen står på grønfoder og klidkost. Der er slet ikke den glæde, som julemandens efterladte kilo afføder. Gaverne er unægtelig mere attraktive i legetøjsudstillingen på børneværelset end de overflødige kilo, som mor og far har ædt sig til i december. Måske kan voksne lære noget af julemanden.
Nogle julemænd spænder puder på maven for at fylde deres colafarvede kostume på forsvarlig vis. Hvis man har svært ved at fylde julekjolen ud, er puder en bedre løsning end at æde sig i form. Puderne er unægteligt noget nemmere at afmontere, end fedtdepoter under huden, når grantræet taber nålene, og julekostumet pakkes væk.
På miljøområdet har julemanden også noget på hjertet. Udover at han deler farver og facon med økomærket, så genbruger han sin lærredssæk år efter år, mens vi andre bare køber en ny plastikppose, når bunden går ud af den gamle. Til gengæld har vi håndtag i hoftehøjde, når året rinder ud.
Der er meget at lære af julemanden, selvom man ikke tror på ham. Put noget i sækken, det er nemt at komme af med. Et råd der forhåbentlig ikke fylder skadestuerne med forslugne forældre, der forsøger at fordøje Bratzdukker og Briobane i en mundfuld.
Vi myldrer forvildet rundt i stormagasiner, slagterforretninger og sludstorm. Kommer hjem med hænderne fulde af poser. En hank i en overfuld plasticpose giver op, lader andesul og nougatstang ramme klinkegulvet.
Julemanden tømmer sækken i skæret af lykkelige barneøjne den 24. december, mens vi voksne presser endnu et andelår med sveskefyld ned i mavesækkens syrebad. Hele juleferien fortsætter mavens alvorlige overarbejde, så vi slæber rundt på ekstraindhold langt ind i det nye år. Var der nogen, der kaldte julen for indholdsløs?
Det tænder ingen lys i barneøjnene, når voksenmenuen står på grønfoder og klidkost. Der er slet ikke den glæde, som julemandens efterladte kilo afføder. Gaverne er unægtelig mere attraktive i legetøjsudstillingen på børneværelset end de overflødige kilo, som mor og far har ædt sig til i december. Måske kan voksne lære noget af julemanden.
Nogle julemænd spænder puder på maven for at fylde deres colafarvede kostume på forsvarlig vis. Hvis man har svært ved at fylde julekjolen ud, er puder en bedre løsning end at æde sig i form. Puderne er unægteligt noget nemmere at afmontere, end fedtdepoter under huden, når grantræet taber nålene, og julekostumet pakkes væk.
På miljøområdet har julemanden også noget på hjertet. Udover at han deler farver og facon med økomærket, så genbruger han sin lærredssæk år efter år, mens vi andre bare køber en ny plastikppose, når bunden går ud af den gamle. Til gengæld har vi håndtag i hoftehøjde, når året rinder ud.
Der er meget at lære af julemanden, selvom man ikke tror på ham. Put noget i sækken, det er nemt at komme af med. Et råd der forhåbentlig ikke fylder skadestuerne med forslugne forældre, der forsøger at fordøje Bratzdukker og Briobane i en mundfuld.
onsdag, juli 11, 2007
Ud i det blå med Ny Alliance
Velkommen til Ny Alliance – I er virkelig et velkomment og friskt pust i det politiske landskab. Desværre blafrer jeres politiske program stadig i luften. Hvor lander det? og hvor lander I som parti på det politiske landkort?
Ny Alliance vil bygge bro. I antyder, at broen starter ved regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, men hvad går broen henover, og hvor ender den? En bro kan ikke gå ud i det blå ret længe, før den falder ned.
Lad os se folketinget repræsenteret ved et Danmarkskort, hvor Sjælland er Venstre, Lolland-Falster er de konservative, Fyn udgøres af Det radikale Venstre og Jylland er identisk med Socialdemokratiet, SF er Læsø, Enhedslisten står på Rømø ude i Vadehavet og Dansk Folkeparti nyder godt af idyllen på Bornholm. Hvad er Ny Alliance i den optik? En bro, der forbinder Sjælland og Jylland uden om de radikale.
Hvor skal den bro placeres? At dømme efter ophavet for Ny Alliances frontfigurer med to fra de radikale og en fra de konservative hænger Ny Alliance lige nu og svæver i varmluftballon over Langeland, der har bådforbindelse til det konservative Lolland-falster og broforbindelse til det Radikale Fyn.
Ny Alliances erklærede mål er at få regeringens blik hevet væk fra Dansk Folkeparti ovre i Østersøen, trække regeringen mod Ny Alliance. Men igen spørger jeg: Hvor ligger Ny Alliance?
Før Storebæltsbroen var det Socialdemokraterne og de Radikale, der sad på regeringsmagten med gratis brokørsel mellem partierne. Regerinen var i flere år uden blik mod øst, men i 1998 kom Storebæltsbroen og i 2001 folketingsvalget, hvor den bornholmske stemme råbte op og fik endnu flere danske stemmer. Regeringsskiftet var en realitet og med det fulgte indflydelse til det danske parti ude i Østersøen. Det fik det fynske midterparti til at blokere det ene spor på Storebæltsforbindelsen, så regeringen nu kigger mere intenst mod Bornholm.
Og derfor vil Ny Alliance bygge bro. Formentlig ikke henover over det Langelandske gadekær i Rudkøbing. Med Ny Alliances globale udsyn, kan der være tale om Femernbroen til det europæiske kontinent. Både Gitte Seeberg og Anders Samuelsen bevarer deres pladser i Europaparlamentet; Måske skal broen gå helt til Bruxelles.
Kære Ny Alliance, fortæl mig hvad I vil, jeg kræver ikke alle detaljer, men I er garvede politikere, der har holdninger. I linede jeres grundværdier op, da Ny Alliance stadig havde dåbsvand i håret. Nytænkning, samarbejde og globalt udsyn. Sympatiske tilkendegivelser, der åbenbart var nok for de første 19.214 medlemmer (Jeres hjemmeside kl. 12.40 den 7. juni).
Eksperterne er enige om behovet for et politisk program, men er jeg den eneste potentielle vælger, der savner politisk substans? Nej læserbrevene i landets aviser fortæller en anden historie, og nu må dåbsvandet være fordampet og håret tørt.
Vi vælgere har forståelse for, at I ikke har detailpolitikken på plads, men fortæl os, om det er Langeland, Fyn eller Femern Bælt vi skal søge til i sommerferien, hvis vi vil med Ny Alliance ud i det blå.
Jeres navn Ny Alliance og dermed jeres initialer NA får mig til at tænke på den besked, jeg får, når jeg bruger regnearket Excel og får beskeden N/A, fordi jeg har lavet en fejl, og det ønskede resultat er N/A (not available) ikke tilgængeligt.
Et politisk parti skal være tilgængeligt, så hvor var I den 10. maj, da flere af de andre partier var samlet omkring bordet i Debatten på DR2, og hvor var Ny Alliance i Folketingets afslutningsdebat? Kom ud af busken, ellers risikerer I at blive placeret anderledes på det politiske landkort, end I har tænkt jer. Og I kan få en brat opvågning, hvis luften når at sive ud, før I har lagt an til landing med partiprogram.
I er alle fire stærke personligheder, der tidligere har turdet stille op for synspunkter i demokratiets navn i Danmark og ude i verden, også selvom det har givet øretæver og besked om at rette ind. Nu er I flyttet hjemmefra, så vis os, hvad I vil, og hvor på kortet, vi kan finde jer.
Ny Alliance vil bygge bro. I antyder, at broen starter ved regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, men hvad går broen henover, og hvor ender den? En bro kan ikke gå ud i det blå ret længe, før den falder ned.
Lad os se folketinget repræsenteret ved et Danmarkskort, hvor Sjælland er Venstre, Lolland-Falster er de konservative, Fyn udgøres af Det radikale Venstre og Jylland er identisk med Socialdemokratiet, SF er Læsø, Enhedslisten står på Rømø ude i Vadehavet og Dansk Folkeparti nyder godt af idyllen på Bornholm. Hvad er Ny Alliance i den optik? En bro, der forbinder Sjælland og Jylland uden om de radikale.
Hvor skal den bro placeres? At dømme efter ophavet for Ny Alliances frontfigurer med to fra de radikale og en fra de konservative hænger Ny Alliance lige nu og svæver i varmluftballon over Langeland, der har bådforbindelse til det konservative Lolland-falster og broforbindelse til det Radikale Fyn.
Ny Alliances erklærede mål er at få regeringens blik hevet væk fra Dansk Folkeparti ovre i Østersøen, trække regeringen mod Ny Alliance. Men igen spørger jeg: Hvor ligger Ny Alliance?
Før Storebæltsbroen var det Socialdemokraterne og de Radikale, der sad på regeringsmagten med gratis brokørsel mellem partierne. Regerinen var i flere år uden blik mod øst, men i 1998 kom Storebæltsbroen og i 2001 folketingsvalget, hvor den bornholmske stemme råbte op og fik endnu flere danske stemmer. Regeringsskiftet var en realitet og med det fulgte indflydelse til det danske parti ude i Østersøen. Det fik det fynske midterparti til at blokere det ene spor på Storebæltsforbindelsen, så regeringen nu kigger mere intenst mod Bornholm.
Og derfor vil Ny Alliance bygge bro. Formentlig ikke henover over det Langelandske gadekær i Rudkøbing. Med Ny Alliances globale udsyn, kan der være tale om Femernbroen til det europæiske kontinent. Både Gitte Seeberg og Anders Samuelsen bevarer deres pladser i Europaparlamentet; Måske skal broen gå helt til Bruxelles.
Kære Ny Alliance, fortæl mig hvad I vil, jeg kræver ikke alle detaljer, men I er garvede politikere, der har holdninger. I linede jeres grundværdier op, da Ny Alliance stadig havde dåbsvand i håret. Nytænkning, samarbejde og globalt udsyn. Sympatiske tilkendegivelser, der åbenbart var nok for de første 19.214 medlemmer (Jeres hjemmeside kl. 12.40 den 7. juni).
Eksperterne er enige om behovet for et politisk program, men er jeg den eneste potentielle vælger, der savner politisk substans? Nej læserbrevene i landets aviser fortæller en anden historie, og nu må dåbsvandet være fordampet og håret tørt.
Vi vælgere har forståelse for, at I ikke har detailpolitikken på plads, men fortæl os, om det er Langeland, Fyn eller Femern Bælt vi skal søge til i sommerferien, hvis vi vil med Ny Alliance ud i det blå.
Jeres navn Ny Alliance og dermed jeres initialer NA får mig til at tænke på den besked, jeg får, når jeg bruger regnearket Excel og får beskeden N/A, fordi jeg har lavet en fejl, og det ønskede resultat er N/A (not available) ikke tilgængeligt.
Et politisk parti skal være tilgængeligt, så hvor var I den 10. maj, da flere af de andre partier var samlet omkring bordet i Debatten på DR2, og hvor var Ny Alliance i Folketingets afslutningsdebat? Kom ud af busken, ellers risikerer I at blive placeret anderledes på det politiske landkort, end I har tænkt jer. Og I kan få en brat opvågning, hvis luften når at sive ud, før I har lagt an til landing med partiprogram.
I er alle fire stærke personligheder, der tidligere har turdet stille op for synspunkter i demokratiets navn i Danmark og ude i verden, også selvom det har givet øretæver og besked om at rette ind. Nu er I flyttet hjemmefra, så vis os, hvad I vil, og hvor på kortet, vi kan finde jer.
Frisørsaks og lusefrygt
Jeg har hørt om en mor, der fik farvet den ene halvdel af håret og klippet den anden, før frisøren opdagede en lus, råbte ”Uff,” og kastede frisørsaksen fra sig. Kunden var ude af vagten, før hun kunne nå at spørge, hvad der foregik. Smidt på porten med alternativ styling stod hun så der med frakken over armen.
Kan historien virkelig være sand? Formentlig ikke, alligevel er det præcis frygten for at ende som denne fiktive kvinde, der får næring, når jeg løfter røret og indtaster frisørsalonens cifre. Jeg bestiller i god tid, så der er luft til flere lusekæmninger inden afgang – ingen plads til spontanitet her. Når aftalen er i hus, begynder det at klø i øverste etage, som om hele lokalområdets lusebestand holder træf i mit hår. Forventningen om et par timers forkælelse kæmper med lusekammens jagt på utøj.
Sådan har det ikke altid været. Nej det startede, da min datter var seks år og havde lus i håret hver dag i tre måneder i træk til trods for daglig kæmning. Også resten af familien fik lus og vi blev først lusefri igen, da alle forældre trak lusekammenes tætte tænder synkront gennem drengenes korte strithår og pigernes skulderlange lokker. Og indrømmet, det er ikke yndlingsbeskæftigelsen i kvalitetstiden mellem mor og datter.
Luseepoken og vandrehistorien har slået rod i min hovedbund og skår i frisørforkælelsen. Alligevel placerer jeg endnu engang nakken på frisørvaskens kant og forsøger at slappe af, men frygten ligger og lurer i baghovedet: Er det i dag frisøren fanger en lus, der er undsluppet min egen minutiøse kæmning før afgang? Tilsyneladende ikke, tænker jeg en halv time inde i besøget og ånder lettet op. Med bagdelen solidt placeret i den formstøbte stol, tager jeg mod til mig og spørger hypotetisk:
”Hvad sker der, hvis du finder lus i en kundes hår?”
Frisøren taber hverken kæbe eller saks, næh hun, der også selv er mor, er tilsyneladende ikke bange for dyr. Blottet for berøringsangst ville hun klippe færdig, fortælle at kunden havde lus og desinficere kam og saks efter besøget. Så udramatisk. Mit næste men usagte spørgsmål er, om hun vil sige, at hun har fanget lus straks eller vente til, der er betalt. Jeg venter spændt i halvanden time med krumme tæer, placerer chipkortet i maskinen og forlader salonen uden yderligere tiltale.Tilfreds betragter jeg mit spejlbillede i et butiksvindue. Lidt styr har jeg dog på frisuren og hvem, der præger den, selvom det ikke altid er det umiddelbare indtryk, når kæmning, cykelhjelm og morgenbrise har gjort sit.
Kan historien virkelig være sand? Formentlig ikke, alligevel er det præcis frygten for at ende som denne fiktive kvinde, der får næring, når jeg løfter røret og indtaster frisørsalonens cifre. Jeg bestiller i god tid, så der er luft til flere lusekæmninger inden afgang – ingen plads til spontanitet her. Når aftalen er i hus, begynder det at klø i øverste etage, som om hele lokalområdets lusebestand holder træf i mit hår. Forventningen om et par timers forkælelse kæmper med lusekammens jagt på utøj.
Sådan har det ikke altid været. Nej det startede, da min datter var seks år og havde lus i håret hver dag i tre måneder i træk til trods for daglig kæmning. Også resten af familien fik lus og vi blev først lusefri igen, da alle forældre trak lusekammenes tætte tænder synkront gennem drengenes korte strithår og pigernes skulderlange lokker. Og indrømmet, det er ikke yndlingsbeskæftigelsen i kvalitetstiden mellem mor og datter.
Luseepoken og vandrehistorien har slået rod i min hovedbund og skår i frisørforkælelsen. Alligevel placerer jeg endnu engang nakken på frisørvaskens kant og forsøger at slappe af, men frygten ligger og lurer i baghovedet: Er det i dag frisøren fanger en lus, der er undsluppet min egen minutiøse kæmning før afgang? Tilsyneladende ikke, tænker jeg en halv time inde i besøget og ånder lettet op. Med bagdelen solidt placeret i den formstøbte stol, tager jeg mod til mig og spørger hypotetisk:
”Hvad sker der, hvis du finder lus i en kundes hår?”
Frisøren taber hverken kæbe eller saks, næh hun, der også selv er mor, er tilsyneladende ikke bange for dyr. Blottet for berøringsangst ville hun klippe færdig, fortælle at kunden havde lus og desinficere kam og saks efter besøget. Så udramatisk. Mit næste men usagte spørgsmål er, om hun vil sige, at hun har fanget lus straks eller vente til, der er betalt. Jeg venter spændt i halvanden time med krumme tæer, placerer chipkortet i maskinen og forlader salonen uden yderligere tiltale.Tilfreds betragter jeg mit spejlbillede i et butiksvindue. Lidt styr har jeg dog på frisuren og hvem, der præger den, selvom det ikke altid er det umiddelbare indtryk, når kæmning, cykelhjelm og morgenbrise har gjort sit.
fredag, juni 22, 2007
Cykelhjelm og morskab
Høj hjelm og flad frisure eller hipt hår og åben pande. Det kan være farligt at køre uden cykelhjelm. Jeg hørte om en dreng, der væltede med cyklen og slog hul i hovedet, fordi en bærepose på styret røg ind i hjulet. I posen, der gav styrt og blodudløb, havde han en nyerhvervet cykelhjelm. Måske ville han læse brugsanvisningen, før han tog hjelmen i brug. Forsigtigheden blev en kæp i cykelhjulet, og hvad kan man så lære af det? Afgjort at det kan være farligt at køre med cykelhjelm, hvis man har hovedet under armen.
Det kan nu også være morsomt at køre med cykelhjelm; det fandt Poul Nyrup ud af, da han i sommeren 1995, lagde hoved til en cykelhjelm og endte på både forsider og i sommerrevyer landet over. Jeg kan stadig se den lille hjelm på statsmandens hoved for mig; mest fordi billedet blev bragt igen og igen i alle medier til stor morskab. Bare fordi han havde glemt at læse, hvordan man spændte hjelmen ud.
Da jeg købte min første cykelhjelm, gik jeg mere grundigt til værks end den daværende statsminister. Jeg læste brugsanvisningen, satte hjelmen på hovedet og spændte remmen, men opdagede senere, at jeg manglede én information: Hvordan redder jeg frisuren efter femten minutters hjelmtryk? I flere år lå hjelmen allerbagerst på øverste hylde i højskabet, og den kom bestemt ikke hyppigere frem efter statsministerens cykeltur.
Først da jeg blev mor, fik den sin gradvise renæssance til morskab for mine omgivelser. Først rykkede den en hylde ned i højskabet side om side med min datters mariehønemønstrede hjelm i tumlingestørrelse. Nu, hvor børnene er selvkørende men endnu ikke pubertetsramte, har hjelmen forladt højskabet til fordel for en central placering i moderskabet. Med hjelmen fastspændt om kraniet agerer jeg rollemodel. Men ærlig talt er der nu mere rolle end model over mig med cykelhjelm og fodformede sko. Og jeg ved, det er en stakket frist, før facaden krakelerer som skallen på en cykelhjelm efter kollision med en kølerhjelm. Men indtil videre gør mine børn mere ud af at holde tungen lige i munden og cykelhjulene på den rigtige side af de hvide streger end af at forme frisuren efter modens luner, så jeg strammer kæbestroppen, mens jeg slingrer af sted med to børn på zigzagkurs.
Morskaben med cykelhjelmen er bestemt størst om vinteren, mens frisuren er færdigkogt efter ti minutters hjelmpres om sommeren. Så off the record hopper jeg indimellem ud af moderskabet, parkerer fornuften og glemmer hjelmen, når jeg kører uden unger. Til gengæld kører jeg langsomt, lige, miljøvenligt og nyder vinden i frisuren omkring min flade pande og overvejer, om jeg var blevet så indædt cyklist, hvis min mor ihærdigt havde spændt hjelmen og ageret moralens vogter, da jeg var barn. Jeg bliver overhalet af en gul bus med enkelte hvalpefede teenagers, der sms’er med højt hår.
Det kan nu også være morsomt at køre med cykelhjelm; det fandt Poul Nyrup ud af, da han i sommeren 1995, lagde hoved til en cykelhjelm og endte på både forsider og i sommerrevyer landet over. Jeg kan stadig se den lille hjelm på statsmandens hoved for mig; mest fordi billedet blev bragt igen og igen i alle medier til stor morskab. Bare fordi han havde glemt at læse, hvordan man spændte hjelmen ud.
Da jeg købte min første cykelhjelm, gik jeg mere grundigt til værks end den daværende statsminister. Jeg læste brugsanvisningen, satte hjelmen på hovedet og spændte remmen, men opdagede senere, at jeg manglede én information: Hvordan redder jeg frisuren efter femten minutters hjelmtryk? I flere år lå hjelmen allerbagerst på øverste hylde i højskabet, og den kom bestemt ikke hyppigere frem efter statsministerens cykeltur.
Først da jeg blev mor, fik den sin gradvise renæssance til morskab for mine omgivelser. Først rykkede den en hylde ned i højskabet side om side med min datters mariehønemønstrede hjelm i tumlingestørrelse. Nu, hvor børnene er selvkørende men endnu ikke pubertetsramte, har hjelmen forladt højskabet til fordel for en central placering i moderskabet. Med hjelmen fastspændt om kraniet agerer jeg rollemodel. Men ærlig talt er der nu mere rolle end model over mig med cykelhjelm og fodformede sko. Og jeg ved, det er en stakket frist, før facaden krakelerer som skallen på en cykelhjelm efter kollision med en kølerhjelm. Men indtil videre gør mine børn mere ud af at holde tungen lige i munden og cykelhjulene på den rigtige side af de hvide streger end af at forme frisuren efter modens luner, så jeg strammer kæbestroppen, mens jeg slingrer af sted med to børn på zigzagkurs.
Morskaben med cykelhjelmen er bestemt størst om vinteren, mens frisuren er færdigkogt efter ti minutters hjelmpres om sommeren. Så off the record hopper jeg indimellem ud af moderskabet, parkerer fornuften og glemmer hjelmen, når jeg kører uden unger. Til gengæld kører jeg langsomt, lige, miljøvenligt og nyder vinden i frisuren omkring min flade pande og overvejer, om jeg var blevet så indædt cyklist, hvis min mor ihærdigt havde spændt hjelmen og ageret moralens vogter, da jeg var barn. Jeg bliver overhalet af en gul bus med enkelte hvalpefede teenagers, der sms’er med højt hår.
onsdag, marts 21, 2007
Hvem holder barnets sygedage?
Kronik i Berlingske 21. marts 2007 http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=875724
Vinter, vuggestue og små børn er en cocktail, der fører til lange næser.
Søndag aften begynder familiens etårige pige at hoste, er varm og pjevset.
Moren lufter ud, mærker en ekstra gang i nakken og tjekker hjemmecomputeren for morgendagens møder; spørger faren, hvad han har af møder.
Hvem var hjemme sidste gang tumlingen var syg? Moren mener, det var hende. Faren, at det var ham. Hvis møde er vigtigst? Hvem bidrager mest til husstandsindkomsten? Formentlig manden, men hvilken vægt skal det have, når familien ikke mangler noget.
I baggrunden kører TV Avisen. En 50-årig læge i hvid kittel og lavthængende glorie har ordet:
”Forældre tager til vagtlæge i tide og utide.”
Det ser faren ikke, han er optaget i telefonkøen til vagtlægen.
”Feber? Ja, hun har nok 39,” besvarer han lægens spørgsmål og aftaler at aflægge besøg.
Tilbage fra lægen fortæller faren, at det nok er en virus. Pigen skal være hjemme 4-5 dage.
Det er 3-4 dage mere, end forældrene kan afse.
Med panik i blikket, løfter moren røret og ringer til den forrige generation. Først afslag fra hendes egne forældre, der bor på den anden side af Storebælt. Så afslag fra svigerforældrene, der stadig arbejder.
Næste hold er de familiemedlemmer, der har deltid, skiftehold eller er arbejdssøgende. Så kommer turen til de mere perifere. Alle afslagene fordøjes med smalltalk.
Mandag holder moren pigens første sygedag med kærlig omsorg og et drys hjemmearbejde.
Tirsdag er fars dag, uden at han af den grund får gaver.
Onsdag er barnet hos en nabo, hun knap har vinket til.
Om torsdagen har pigen stadig feber, men hoster mindre, så hun skravler rundt med dobbelt snotløb i vuggestuen.
Find fem fejl
Er situationen ovenfor ren fiktion? Nej, mange småbørnsforældre kender feberredningen. De ser trætte ud, når spørgsmålet kommer på banen ved sociale sammenkomster.
Den moderne middelklasse udgøres af de tosporede karrierefamilier, der er materielt privilegerede med masser af muligheder, uddannelser, lovende stillinger og rejser til at fylde ferierne. Men, men, men det lukrative liv levner ikke rum til børnenes forbigående sygdom.
Symptomerne stikker i øjnene. Familien ovenfor hutler sig igennem sygdomsperioden. De overtræder fem regler og retningslinier.
For det første misbruger de vagtlægen. Ingen spørger hvorfor børneforældrene gør det. Måske fordi ingen ønsker at høre svaret: Forældrene sidder ikke i kø, fordi de er overpylrede. Nej, årsagen er presset mellem børn og arbejdsliv. Børnene skal være raske, så familiens liv kører på skinner.
Andet regelbrud forekommer, da faren ignorerer at barn-syg-dag ikke gælder pr. forælder men pr. barn. En overenskomststridig overtrædelse, der er helt almindelig for børnefamilier, der ikke aner, hvordan de ellers får passet de syge poder.
Tredje fejl er at lade den ét-årige passe af naboen, der ikke kender barnet. Det er en samfundstendens, at færre og færre forældre kan regne med hjælp fra familie m.v. til pasning af børn.
Fjerde overtrædelse optræder torsdag, hvor forældrene sender pigen i vuggestue med feber og lang næse; sygdom og snot går på omgang blandt vuggebørnene hele vinteren. De smitter hinanden og personalet i en cyklus, der først hører op, når majsolen varsler nye tider i institutionen.
Den femte fejldisposition er summen af de første fire; nemlig at barnet ikke får den ro og omsorg fra sine forældre eller nærtstående voksne, som er forudsætningen for god trivsel og dermed grundlaget for at blive rask.
Konklusionen er, at vores højeffektive velfærdssamfund ikke rummer plads til sløje børn. Ikke engang i velfungerende familier med to voksne og et barn!
Feberplagen
Arbejdsgiverne fremfører, at mulighederne for at tage barns første sygedag, omsorgsdage og feriefridage, dækker behovet i forbindelse med børnenes sygdom.
Ganske vist er Danmark langt fremme med barnets første sygedag betalt på en stor del af arbejdsmarkedet; men Danmark har også verdensrekord i erhvervsfrekvens.
De fem symptomer i historien ovenfor viser, at behovet ikke er dækket. Børn har sjældent enkeltstående sygedage. Forkølelse, halsbetændelse, febersygdom og mellemørebetændelse er de mest udbredte sygdomme blandt børn. Vuggestuebørn har gennemsnitligt 24 årlige sygedage fordelt over 6-8 perioder, altså 3-4 dage pr. infektionsperiode.
Ikke noget som den overenskomstbestemte barn-syg-dag, kan rumme. Omsorgsdagene går med lukkedage i daginstitutionerne.
Og med hensyn til feriedage, så har børnefamilierne brug for ferieperioder, hvor familien samles om andet end feber og hostesaft.
Idéer fra højre og venstre
Er løsningen at trække kvinderne hjem til spaghetti bolognese-beholderne igen? Eller er det mændenes tur til at binde forklædet og røre rundt i gryderne, mens omsorgen flyder i lind strøm?
Næppe, der er masser af tiltag på arbejdsmarkedet, der kan inspirere både familieministeren og parterne ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Mange virksomheder er fremsynede og ved, hvad presset gør ved forældrene; at de ikke fungerer, hvis tankerne er hos de sløje børn i vuggestuen. Derfor har enkelte virksomheder indført, at medarbejderne kan passe børnene, indtil de er raske. En ultimativ praksis, der må skabe loyale medarbejdere; men også en vidtgående praksis, der ikke vinder almen udbredelse på arbejdsmarkedet foreløbig. Mindre kan også gøre det:
For det første kan parterne lovliggøre den tavst udbredte praksis, der indebærer at hver forælder har én dag til det syge barn. Dette ville stille familierne dobbelt så stærkt i kampen mod snotten. Et forslag der tilmed har den kønspolitiske fordel, at forældrene deler sygeplejen.
Der er også inspiration at finde i finanssektoren, hvor medarbejderne har to dage til barnets sygeperiode, uden restriktioner på, om det er første eller femte sygedag. Hertil kommer mulighed for at købe yderligere dage, såfremt de betalte fraværsdage ikke er nok til at slå sygdommen ned, og familien ikke har andre pasningsmuligheder.
Inspiration er der også i Socialdemokraternes forslag i ”Det bedste for vores børn”, der blev fremsat i november 2006. Specielt muligheden for at veksle opsparet barselsorlov til omsorgsdage i barnets første år, er interessant; og at bedsteforældrene kan anvende de opsparede omsorgsdage.
Men der kan også tænkes en anden model, på tværs af generationskløften i form af, at bedsteforældre kan tage barnebarn-syg-dag.
Endelig kan der være et antal, f.eks. fem betalte sygedage udover den første sygedag til forældre med børn under 5 år. Det offentlige kan tage sin del af ansvaret ved at refundere dagpenge ved disse ekstra barns sygedage.
God økonomi i snottede unger
De fremsatte forslag kan i første omgang synes økonomisk belastende, og modstanden må derfor forventes at bestå af økonomiske argumenter. Men såvel omkostninger som gevinst kan deles mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og det offentlige.
Virksomhederne og det offentlige har behov for stabil arbejdskraft. I en tid, hvor frynsegoderne drysser som pulversne i forsøget på at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, kan fleksibilitet ved børns sygdom skabe og fastholde loyale medarbejdere.
Øget mulighed for at holde de kroniske smittekilder hjemme fra institutionerne vil reducere antallet af sygdomsperioder.
De forcerede sygdomsforløb på hjemmefronten er stressende for forældrene og medvirkende årsag til de tilfælde, hvor småbørnsforældre går ned med stress, med store menneskelige såvel som samfundsøkonomiske omkostninger.
Alt sammen forhold, der taler for, at det samfundsøkonomisk er en god investering at tage vare på de syge børn; hvem skal ellers sørge for velfærden fremover?
Så lad overenskomstforhandlingernes parter og familieministeren tage hånd om de snottede unger; det er der fremtid i for alle; også dem, der ikke har
aktier i Kleenexproduktion.
Vinter, vuggestue og små børn er en cocktail, der fører til lange næser.
Søndag aften begynder familiens etårige pige at hoste, er varm og pjevset.
Moren lufter ud, mærker en ekstra gang i nakken og tjekker hjemmecomputeren for morgendagens møder; spørger faren, hvad han har af møder.
Hvem var hjemme sidste gang tumlingen var syg? Moren mener, det var hende. Faren, at det var ham. Hvis møde er vigtigst? Hvem bidrager mest til husstandsindkomsten? Formentlig manden, men hvilken vægt skal det have, når familien ikke mangler noget.
I baggrunden kører TV Avisen. En 50-årig læge i hvid kittel og lavthængende glorie har ordet:
”Forældre tager til vagtlæge i tide og utide.”
Det ser faren ikke, han er optaget i telefonkøen til vagtlægen.
”Feber? Ja, hun har nok 39,” besvarer han lægens spørgsmål og aftaler at aflægge besøg.
Tilbage fra lægen fortæller faren, at det nok er en virus. Pigen skal være hjemme 4-5 dage.
Det er 3-4 dage mere, end forældrene kan afse.
Med panik i blikket, løfter moren røret og ringer til den forrige generation. Først afslag fra hendes egne forældre, der bor på den anden side af Storebælt. Så afslag fra svigerforældrene, der stadig arbejder.
Næste hold er de familiemedlemmer, der har deltid, skiftehold eller er arbejdssøgende. Så kommer turen til de mere perifere. Alle afslagene fordøjes med smalltalk.
Mandag holder moren pigens første sygedag med kærlig omsorg og et drys hjemmearbejde.
Tirsdag er fars dag, uden at han af den grund får gaver.
Onsdag er barnet hos en nabo, hun knap har vinket til.
Om torsdagen har pigen stadig feber, men hoster mindre, så hun skravler rundt med dobbelt snotløb i vuggestuen.
Find fem fejl
Er situationen ovenfor ren fiktion? Nej, mange småbørnsforældre kender feberredningen. De ser trætte ud, når spørgsmålet kommer på banen ved sociale sammenkomster.
Den moderne middelklasse udgøres af de tosporede karrierefamilier, der er materielt privilegerede med masser af muligheder, uddannelser, lovende stillinger og rejser til at fylde ferierne. Men, men, men det lukrative liv levner ikke rum til børnenes forbigående sygdom.
Symptomerne stikker i øjnene. Familien ovenfor hutler sig igennem sygdomsperioden. De overtræder fem regler og retningslinier.
For det første misbruger de vagtlægen. Ingen spørger hvorfor børneforældrene gør det. Måske fordi ingen ønsker at høre svaret: Forældrene sidder ikke i kø, fordi de er overpylrede. Nej, årsagen er presset mellem børn og arbejdsliv. Børnene skal være raske, så familiens liv kører på skinner.
Andet regelbrud forekommer, da faren ignorerer at barn-syg-dag ikke gælder pr. forælder men pr. barn. En overenskomststridig overtrædelse, der er helt almindelig for børnefamilier, der ikke aner, hvordan de ellers får passet de syge poder.
Tredje fejl er at lade den ét-årige passe af naboen, der ikke kender barnet. Det er en samfundstendens, at færre og færre forældre kan regne med hjælp fra familie m.v. til pasning af børn.
Fjerde overtrædelse optræder torsdag, hvor forældrene sender pigen i vuggestue med feber og lang næse; sygdom og snot går på omgang blandt vuggebørnene hele vinteren. De smitter hinanden og personalet i en cyklus, der først hører op, når majsolen varsler nye tider i institutionen.
Den femte fejldisposition er summen af de første fire; nemlig at barnet ikke får den ro og omsorg fra sine forældre eller nærtstående voksne, som er forudsætningen for god trivsel og dermed grundlaget for at blive rask.
Konklusionen er, at vores højeffektive velfærdssamfund ikke rummer plads til sløje børn. Ikke engang i velfungerende familier med to voksne og et barn!
Feberplagen
Arbejdsgiverne fremfører, at mulighederne for at tage barns første sygedag, omsorgsdage og feriefridage, dækker behovet i forbindelse med børnenes sygdom.
Ganske vist er Danmark langt fremme med barnets første sygedag betalt på en stor del af arbejdsmarkedet; men Danmark har også verdensrekord i erhvervsfrekvens.
De fem symptomer i historien ovenfor viser, at behovet ikke er dækket. Børn har sjældent enkeltstående sygedage. Forkølelse, halsbetændelse, febersygdom og mellemørebetændelse er de mest udbredte sygdomme blandt børn. Vuggestuebørn har gennemsnitligt 24 årlige sygedage fordelt over 6-8 perioder, altså 3-4 dage pr. infektionsperiode.
Ikke noget som den overenskomstbestemte barn-syg-dag, kan rumme. Omsorgsdagene går med lukkedage i daginstitutionerne.
Og med hensyn til feriedage, så har børnefamilierne brug for ferieperioder, hvor familien samles om andet end feber og hostesaft.
Idéer fra højre og venstre
Er løsningen at trække kvinderne hjem til spaghetti bolognese-beholderne igen? Eller er det mændenes tur til at binde forklædet og røre rundt i gryderne, mens omsorgen flyder i lind strøm?
Næppe, der er masser af tiltag på arbejdsmarkedet, der kan inspirere både familieministeren og parterne ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Mange virksomheder er fremsynede og ved, hvad presset gør ved forældrene; at de ikke fungerer, hvis tankerne er hos de sløje børn i vuggestuen. Derfor har enkelte virksomheder indført, at medarbejderne kan passe børnene, indtil de er raske. En ultimativ praksis, der må skabe loyale medarbejdere; men også en vidtgående praksis, der ikke vinder almen udbredelse på arbejdsmarkedet foreløbig. Mindre kan også gøre det:
For det første kan parterne lovliggøre den tavst udbredte praksis, der indebærer at hver forælder har én dag til det syge barn. Dette ville stille familierne dobbelt så stærkt i kampen mod snotten. Et forslag der tilmed har den kønspolitiske fordel, at forældrene deler sygeplejen.
Der er også inspiration at finde i finanssektoren, hvor medarbejderne har to dage til barnets sygeperiode, uden restriktioner på, om det er første eller femte sygedag. Hertil kommer mulighed for at købe yderligere dage, såfremt de betalte fraværsdage ikke er nok til at slå sygdommen ned, og familien ikke har andre pasningsmuligheder.
Inspiration er der også i Socialdemokraternes forslag i ”Det bedste for vores børn”, der blev fremsat i november 2006. Specielt muligheden for at veksle opsparet barselsorlov til omsorgsdage i barnets første år, er interessant; og at bedsteforældrene kan anvende de opsparede omsorgsdage.
Men der kan også tænkes en anden model, på tværs af generationskløften i form af, at bedsteforældre kan tage barnebarn-syg-dag.
Endelig kan der være et antal, f.eks. fem betalte sygedage udover den første sygedag til forældre med børn under 5 år. Det offentlige kan tage sin del af ansvaret ved at refundere dagpenge ved disse ekstra barns sygedage.
God økonomi i snottede unger
De fremsatte forslag kan i første omgang synes økonomisk belastende, og modstanden må derfor forventes at bestå af økonomiske argumenter. Men såvel omkostninger som gevinst kan deles mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og det offentlige.
Virksomhederne og det offentlige har behov for stabil arbejdskraft. I en tid, hvor frynsegoderne drysser som pulversne i forsøget på at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, kan fleksibilitet ved børns sygdom skabe og fastholde loyale medarbejdere.
Øget mulighed for at holde de kroniske smittekilder hjemme fra institutionerne vil reducere antallet af sygdomsperioder.
De forcerede sygdomsforløb på hjemmefronten er stressende for forældrene og medvirkende årsag til de tilfælde, hvor småbørnsforældre går ned med stress, med store menneskelige såvel som samfundsøkonomiske omkostninger.
Alt sammen forhold, der taler for, at det samfundsøkonomisk er en god investering at tage vare på de syge børn; hvem skal ellers sørge for velfærden fremover?
Så lad overenskomstforhandlingernes parter og familieministeren tage hånd om de snottede unger; det er der fremtid i for alle; også dem, der ikke har
aktier i Kleenexproduktion.
Idrætsløs skole i Brødeskov
Bragt i Frederiksborg Amts Avis 15. marts 2007
Hillerød Kommune er ambitiøs og visionær på idrætsområdet. Ambitioner, der senest har udmøntet sig i en samarbejdsaftale mellem Hillerød Kommune og Team Danmark. Motion til børn og unge ligger også mig på sinde, så som borger i Hillerød og mor til to, burde jeg være glad. Det er jeg desværre ikke. Mine børn tilhører nemlig Brødeskovskole. Den eneste skole i vores idrætsorienterede kommune uden idrætsfaciliteter og samlingssal fremover.
I dag transporteres de store børn (4-9.klasse) til idræt i Uvelse i busser. De bruger kostbar bevægelsestid fastspændt til bussæder, til omkostning for miljø, motorik og trafiksikkerhed. En halv million kroner går således til at forkorte elevernes motionstid og skade miljøet. Til de mindre elever (0.-3. klasse) har skolen en minimal gymnastiksal, der yderligere bliver brugt til samling af eleverne ved morgensang, teaterseancer, forældremøder
Men fremover udvides Brødeskovskole til 9. klasse, og dermed behov for flere faglokaler. Faglokalerne placeres i det gamle gymnastikværelse, uden vedtagne planer om at etablere hverken ny samlingssal eller idrætsfaciliteter. Også de aktivitetsappellerende udearealer indskrænkes betydeligt i fremtiden.
Det ryster mig virkelig, at de minimale idrætsfaciliteter på skolen ligefrem forringes uden konkrete vedtagelser om en udbedring. Nedlæggelsen betyder, at også 0-3. klasse skal transporteres til idræt i Uvelse, og at skolen ikke længere kan tilbyde den morgensang, der er en elsket aktivitet for såvel børn som forældre. At der heller ikke er bevilliget penge til renovering af udearealerne bekymrer mig yderligere.
I det vedtagne byggeprojekt appellerer hverken ude- eller indearealer til den fysiske aktivitet, der er så vigtig i forebyggelse af fedme og stimulering af indlæringen. Tværtimod indskrænker planen idrætten på skolen.
En skole med 620 elever uden hverken samlingssted eller mulighed for idræt, hører ikke hjemme i nogen kommune; og da slet ikke en kommune med idrætsambitioner.
Den amputerede udbygningsplan for Brødeskovskole må være en blind plet eller udtryk for et snævert idrætssyn.
Det mindste jeg som Brødeskovborger kan spises af med, er, at der i budgettet for 2008 bevilliges:
Idrætsfaciliteter på skolen
Samlingssted for skolens elever
Renovering af udearealerne
Jeg tror og håber, at I idrætsivrige politikere vil stemme for etablering af idrætsfaciliteter på Brødeskovskole og dermed fjerne Hillerød kommunes eneste idrætsløse skole, så vi kan fejre samarbejdet med Team Danmark med en god smag i munden.
Hillerød Kommune er ambitiøs og visionær på idrætsområdet. Ambitioner, der senest har udmøntet sig i en samarbejdsaftale mellem Hillerød Kommune og Team Danmark. Motion til børn og unge ligger også mig på sinde, så som borger i Hillerød og mor til to, burde jeg være glad. Det er jeg desværre ikke. Mine børn tilhører nemlig Brødeskovskole. Den eneste skole i vores idrætsorienterede kommune uden idrætsfaciliteter og samlingssal fremover.
I dag transporteres de store børn (4-9.klasse) til idræt i Uvelse i busser. De bruger kostbar bevægelsestid fastspændt til bussæder, til omkostning for miljø, motorik og trafiksikkerhed. En halv million kroner går således til at forkorte elevernes motionstid og skade miljøet. Til de mindre elever (0.-3. klasse) har skolen en minimal gymnastiksal, der yderligere bliver brugt til samling af eleverne ved morgensang, teaterseancer, forældremøder
Men fremover udvides Brødeskovskole til 9. klasse, og dermed behov for flere faglokaler. Faglokalerne placeres i det gamle gymnastikværelse, uden vedtagne planer om at etablere hverken ny samlingssal eller idrætsfaciliteter. Også de aktivitetsappellerende udearealer indskrænkes betydeligt i fremtiden.
Det ryster mig virkelig, at de minimale idrætsfaciliteter på skolen ligefrem forringes uden konkrete vedtagelser om en udbedring. Nedlæggelsen betyder, at også 0-3. klasse skal transporteres til idræt i Uvelse, og at skolen ikke længere kan tilbyde den morgensang, der er en elsket aktivitet for såvel børn som forældre. At der heller ikke er bevilliget penge til renovering af udearealerne bekymrer mig yderligere.
I det vedtagne byggeprojekt appellerer hverken ude- eller indearealer til den fysiske aktivitet, der er så vigtig i forebyggelse af fedme og stimulering af indlæringen. Tværtimod indskrænker planen idrætten på skolen.
En skole med 620 elever uden hverken samlingssted eller mulighed for idræt, hører ikke hjemme i nogen kommune; og da slet ikke en kommune med idrætsambitioner.
Den amputerede udbygningsplan for Brødeskovskole må være en blind plet eller udtryk for et snævert idrætssyn.
Det mindste jeg som Brødeskovborger kan spises af med, er, at der i budgettet for 2008 bevilliges:
Idrætsfaciliteter på skolen
Samlingssted for skolens elever
Renovering af udearealerne
Jeg tror og håber, at I idrætsivrige politikere vil stemme for etablering af idrætsfaciliteter på Brødeskovskole og dermed fjerne Hillerød kommunes eneste idrætsløse skole, så vi kan fejre samarbejdet med Team Danmark med en god smag i munden.
onsdag, februar 07, 2007
Romer blinker ikke
Berlingske Tidende 7. februar 2007
Tak til Knud Romer for endnu en lektion i toptunet markedsføring; denne gang af hans egen roman. Hans succes vidner om talent; ikke blot for at skrive men også evne til iscenesættelse. Fantastisk at se, hvordan han har forført det litterære Danmark; lige fra kulturelite til massemedier med BG banks debutantpris, boghandlernes gyldne laurbær og massive salgstal som gevinst.
På bogmessen i Forum i november, fortalte Knud, at det handler om at spille på alle strenge, arbejde med pressen; aldrig imod, kaste lunser af let forståelige budskaber uden hverken at blinke eller ryste på hånden; her er han en sand mester. Debatten om romanens balance mellem fiktion og virkelighed hæver salgstallene endnu engang. Smart! Også jeg hopper med på debatmøllen.
Når han har afsluttet sin roman om udretningen af Skjern å, kan næste manuskript skildre medier og litteraturkendere i et ensrettet sceneshow med en reklamemand og forfatter som instruktør. Med Romers evne for vinkling uden at blinke glæder jeg mig allerede.
Tak til Knud Romer for endnu en lektion i toptunet markedsføring; denne gang af hans egen roman. Hans succes vidner om talent; ikke blot for at skrive men også evne til iscenesættelse. Fantastisk at se, hvordan han har forført det litterære Danmark; lige fra kulturelite til massemedier med BG banks debutantpris, boghandlernes gyldne laurbær og massive salgstal som gevinst.
På bogmessen i Forum i november, fortalte Knud, at det handler om at spille på alle strenge, arbejde med pressen; aldrig imod, kaste lunser af let forståelige budskaber uden hverken at blinke eller ryste på hånden; her er han en sand mester. Debatten om romanens balance mellem fiktion og virkelighed hæver salgstallene endnu engang. Smart! Også jeg hopper med på debatmøllen.
Når han har afsluttet sin roman om udretningen af Skjern å, kan næste manuskript skildre medier og litteraturkendere i et ensrettet sceneshow med en reklamemand og forfatter som instruktør. Med Romers evne for vinkling uden at blinke glæder jeg mig allerede.
torsdag, februar 01, 2007
Slankende kaloriejagt
Det moderne samfund er blevet for effektivt. Så effektivt, at der må gøres noget. Ikke at vi skal gøre det hele langsommere. Nej det hele skal såmænd bare være lidt mere besværligt. Besværligheder der brænder kalorier.
Moderne arkitektur skal opmuntre til motion; med trapper for dem, der er nemme at overtale og ved at gemme elevatoren for de øvrige, så de i det mindste får lidt bevægelse i kampen for at finde elevatoren. Så langt så godt i etageejendomme.
I supermarkederne, der som regel folder sig ud på én etage, skal de usunde fødevarer gemmes. Ja, gemmes, så de, der hurtigt opgiver, slet ikke finder hverken slik, chips eller sodavand; og de mere vedholdende i det mindste motionerer i jagten på de fedende kalorier.
Moderne arkitektur skal opmuntre til motion; med trapper for dem, der er nemme at overtale og ved at gemme elevatoren for de øvrige, så de i det mindste får lidt bevægelse i kampen for at finde elevatoren. Så langt så godt i etageejendomme.
I supermarkederne, der som regel folder sig ud på én etage, skal de usunde fødevarer gemmes. Ja, gemmes, så de, der hurtigt opgiver, slet ikke finder hverken slik, chips eller sodavand; og de mere vedholdende i det mindste motionerer i jagten på de fedende kalorier.
onsdag, januar 31, 2007
onsdag, december 20, 2006
Baggere - ja tak
Tænk juni 2006
”Baggere” kan afhjælpe dagligvarernes harmonikasammenstød på varebåndet. Som regel nøjes jeg med et ugentligt indkøb i supermarkedet. Men da vi er en familie på fire, betyder det en overfyldt indkøbsvogn og sved på panden. Vognens indhold skal på rekordtid op på varebåndet.
Mens jeg i høj hastighed tømmer vognen, deformeres mine varer ofte mod bagkanten på varebåndet. Så indkøbsdagen kan afsluttes med en æggekage af 15 kvaste æg og banankage af de gule frugter, der allerede er moset i originalemballagen.
Mens banankagen senere på aftenen smelter på tungen, drømmer jeg mig til USA. Der, hvor ”baggere”, er jobbetegnelsen for de servicemedarbejdere, der pakker varerne for kunderne. En service, der vil afhjælpe den tilspidsede situation for enden af varebåndet for både kunder og dagligvarer. I Danmark er alle de ansatte i supermarkederne servicemedarbejdere, men ”baggere” vil gøre betegnelsen ”service” mere retvisende.
”Baggere” kan afhjælpe dagligvarernes harmonikasammenstød på varebåndet. Som regel nøjes jeg med et ugentligt indkøb i supermarkedet. Men da vi er en familie på fire, betyder det en overfyldt indkøbsvogn og sved på panden. Vognens indhold skal på rekordtid op på varebåndet.
Mens jeg i høj hastighed tømmer vognen, deformeres mine varer ofte mod bagkanten på varebåndet. Så indkøbsdagen kan afsluttes med en æggekage af 15 kvaste æg og banankage af de gule frugter, der allerede er moset i originalemballagen.
Mens banankagen senere på aftenen smelter på tungen, drømmer jeg mig til USA. Der, hvor ”baggere”, er jobbetegnelsen for de servicemedarbejdere, der pakker varerne for kunderne. En service, der vil afhjælpe den tilspidsede situation for enden af varebåndet for både kunder og dagligvarer. I Danmark er alle de ansatte i supermarkederne servicemedarbejdere, men ”baggere” vil gøre betegnelsen ”service” mere retvisende.
onsdag, oktober 04, 2006
Norsk humor i topform
Roman. Erlend Loes seneste roman har finurligt handling med masser af humor og skarpe meninger. Personerne er komisk og kærligt beskrevet. Formen er befriende fri af de formelle regler i romankunsten.
I Erlend Loes roman ”Volvo Lastvagnar” er en af hovedpersonerne noget så sjældent som den 92 årig enke Maj Britt, der ryger masser af hash. Hende afdøde mand blev for mange år siden forbigået af sin arbejdsgiver Volvo Lastwagnar. En realitet, der selv efter mandens død, fylder i enkens liv.
Hendes hovedfjende er godsejeren ved siden af. Som unge havde de to et godt øje til hinanden. En kærlighed, der er glemt for mange år siden. Nu er godsejerens eneste passion interessen for fugle. Af ren solidaritet overnatter han altid i det fri.
Lokationen er svensk, men den anden hovedperson er den omflakkende nordmand Doppler. Han tager hul på konflikter på tværs af den lange landgrænse mellem Sverige og Norge.
Handlingen er finurlig og komisk. Ikke i nærheden af noget jeg har set før. Men det er romanens opbygning, der virkelig rager op i romanlandskabet.
Fortællingen foregår hovedsageligt med en alvidende fortæller. Indimellem må fortælleren dog vige pladsen for forfatteren, der træder frem på første parket. Med masser af markante meninger. Ingen berøringsangst her. For at fjerne enhver tvivl om, at det netop er forfatterens holdning, der fremtoner på siden, skriver Erlend Loe: ”Jeg, der skriver denne bog, …..” Dette gør han konsekvent, der hvor jeg-formen anvendes.
Andre gange laver han henvisninger til appendiks. I disse uafhængige indlæg lader Erlend Loe en stemning eller detalje tage magten. Resultatet er en række grene, der stikker ud i forhold til bogens øvrige handling.
Eller Erlend Loe føler behov for en uddybning, der vil interessere enkelte læsere men ikke alle. Disse afstikker markeres tydeligt, hvilket forekommer praktisk. Men jeg fandt mig nødsaget til at læse samtlige tillæg. Hvilket garanteret også er forfatterens intention.
Formen understøtter Erlend Loes underspillede humor perfekt. F.eks. er der på et tidspunkt en diskussion mellem Doppler og Maj Britt. De konkurrerer om, hvilket land, der har den mest berømte forfatter. Doppler vinder, da han fremhæver norske Erlend Loe og pointerer, at ingen af de to hovedpersoner ville eksistere uden denne forfatter.
Så har du mod på en morsom roman med en livsbekræftende handling og en modig opbygning, så er Volvo Lastvagnar et godt bud. Erlend Loe får fuldt hus for sin unikke roman.
******
Erlend Loe: Volvo Lastvagnar,
240 sider, 199 kr. Gyldendal 2006.
I Erlend Loes roman ”Volvo Lastvagnar” er en af hovedpersonerne noget så sjældent som den 92 årig enke Maj Britt, der ryger masser af hash. Hende afdøde mand blev for mange år siden forbigået af sin arbejdsgiver Volvo Lastwagnar. En realitet, der selv efter mandens død, fylder i enkens liv.
Hendes hovedfjende er godsejeren ved siden af. Som unge havde de to et godt øje til hinanden. En kærlighed, der er glemt for mange år siden. Nu er godsejerens eneste passion interessen for fugle. Af ren solidaritet overnatter han altid i det fri.
Lokationen er svensk, men den anden hovedperson er den omflakkende nordmand Doppler. Han tager hul på konflikter på tværs af den lange landgrænse mellem Sverige og Norge.
Handlingen er finurlig og komisk. Ikke i nærheden af noget jeg har set før. Men det er romanens opbygning, der virkelig rager op i romanlandskabet.
Fortællingen foregår hovedsageligt med en alvidende fortæller. Indimellem må fortælleren dog vige pladsen for forfatteren, der træder frem på første parket. Med masser af markante meninger. Ingen berøringsangst her. For at fjerne enhver tvivl om, at det netop er forfatterens holdning, der fremtoner på siden, skriver Erlend Loe: ”Jeg, der skriver denne bog, …..” Dette gør han konsekvent, der hvor jeg-formen anvendes.
Andre gange laver han henvisninger til appendiks. I disse uafhængige indlæg lader Erlend Loe en stemning eller detalje tage magten. Resultatet er en række grene, der stikker ud i forhold til bogens øvrige handling.
Eller Erlend Loe føler behov for en uddybning, der vil interessere enkelte læsere men ikke alle. Disse afstikker markeres tydeligt, hvilket forekommer praktisk. Men jeg fandt mig nødsaget til at læse samtlige tillæg. Hvilket garanteret også er forfatterens intention.
Formen understøtter Erlend Loes underspillede humor perfekt. F.eks. er der på et tidspunkt en diskussion mellem Doppler og Maj Britt. De konkurrerer om, hvilket land, der har den mest berømte forfatter. Doppler vinder, da han fremhæver norske Erlend Loe og pointerer, at ingen af de to hovedpersoner ville eksistere uden denne forfatter.
Så har du mod på en morsom roman med en livsbekræftende handling og en modig opbygning, så er Volvo Lastvagnar et godt bud. Erlend Loe får fuldt hus for sin unikke roman.
******
Erlend Loe: Volvo Lastvagnar,
240 sider, 199 kr. Gyldendal 2006.
Tynd snak om fede tider
Vesteuropa bugner af fedt på sidebenene. Alle snakker om det, men hvem gør noget ved det?
Nu japper også jeg med på den fede snak, men gør jeg noget?
Fedmen vælter ind over os og ud over livremmen, der må spændes ud nok engang. Medierne overstrømmer os med budskabet i lange tv-udsendelser og dybdeborende avisartikler. Jeg vil gerne følge med, så jeg sidder klinet til tv-skærmen, læser lidt længere tid i avisen. Bruger tid på at fordøje bekymringerne. En dag aflyser jeg løbeturen, fordi jeg har så travlt med at snakke om den forfærdelige fedmeepidemi, der snart overmander mig. Og ganske rigtigt, inden ugen er omme, har jeg taget et helt kilo på. Nu klæber problemet sig til mine hofter. Der er grund til bekymring, så min fjernsynskigning stiger. Jeg øger avistiden. Min næste handling er at surfer efter statistikker og beregne trends. Kort sagt jeg bekymrer mig virkelig.
Ugen efter har jeg taget endnu et kilo på. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke er bevidst om problemet. Nej jeg kopierer mange politikeres og eksperters adfærd. Jeg observerer, analyserer, tænker og taler; men jeg foretager mig absolut intet i forsøget på at forebygge fedmen.
Skal der handling bag de fede bekymringer eller skal politikere og eksperter tale hele nationen fed?
Hvis der virkelig skal forebygges, er der masser af muligheder. Her er nogle bud, der er til at tage fat på, inden børnene vokser ud af tøjet:
Indfør en times ekstra idræt til alle folkeskoleelever.
Forbyd sliksalg og sodavandsmaskiner på skolens område.
Indfør sport i SFO-tiden.
Vi har alle et ansvar i fedmekampen. Lad os inspirere af eksperternes anbefalinger. Lad os praktisere de kloges gode råd.
Nu løber jeg. Snører skoene og indleder flugten fra de fede tider.
Men initiativerne kræver også bevillinger frem for tynd snak fra politisk hånd. Skal fedmeepidemien blive et selvopfyldende profeti, eller er politikerne klar til at flå andet end kalorielette ord op af lommen?
Nu japper også jeg med på den fede snak, men gør jeg noget?
Fedmen vælter ind over os og ud over livremmen, der må spændes ud nok engang. Medierne overstrømmer os med budskabet i lange tv-udsendelser og dybdeborende avisartikler. Jeg vil gerne følge med, så jeg sidder klinet til tv-skærmen, læser lidt længere tid i avisen. Bruger tid på at fordøje bekymringerne. En dag aflyser jeg løbeturen, fordi jeg har så travlt med at snakke om den forfærdelige fedmeepidemi, der snart overmander mig. Og ganske rigtigt, inden ugen er omme, har jeg taget et helt kilo på. Nu klæber problemet sig til mine hofter. Der er grund til bekymring, så min fjernsynskigning stiger. Jeg øger avistiden. Min næste handling er at surfer efter statistikker og beregne trends. Kort sagt jeg bekymrer mig virkelig.
Ugen efter har jeg taget endnu et kilo på. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke er bevidst om problemet. Nej jeg kopierer mange politikeres og eksperters adfærd. Jeg observerer, analyserer, tænker og taler; men jeg foretager mig absolut intet i forsøget på at forebygge fedmen.
Skal der handling bag de fede bekymringer eller skal politikere og eksperter tale hele nationen fed?
Hvis der virkelig skal forebygges, er der masser af muligheder. Her er nogle bud, der er til at tage fat på, inden børnene vokser ud af tøjet:
Indfør en times ekstra idræt til alle folkeskoleelever.
Forbyd sliksalg og sodavandsmaskiner på skolens område.
Indfør sport i SFO-tiden.
Vi har alle et ansvar i fedmekampen. Lad os inspirere af eksperternes anbefalinger. Lad os praktisere de kloges gode råd.
Nu løber jeg. Snører skoene og indleder flugten fra de fede tider.
Men initiativerne kræver også bevillinger frem for tynd snak fra politisk hånd. Skal fedmeepidemien blive et selvopfyldende profeti, eller er politikerne klar til at flå andet end kalorielette ord op af lommen?
Abonner på:
Opslag (Atom)