Kvinden der overkom ufatteligt meget...

Kommentar i djøfbladet nr. 19, 6. november 2009
http://aparte.ipapercms.dk/Djoefbladet/2009/19/ side 40

Hvordan opdager man, at travlhed er røget fra den positive præstationstrang over i den sygelige stressspiral? Det bliver jeg tit spurgt om efter min tur ind i stressspiralen og ud igen. Det er fire år siden. Og nu ved jeg, at kroppen giver besked, hvis vi tør stoppe op og lytte.

Selv ignorerede jeg masser af advarsler: søvnløse nætter, hukommelsessvigt, rastløshed og et åndedræt, der lå helt oppe i bronkierne. Alt sammen symptomer, som jeg forsøgte at drukne ved at påtage mig endnu flere opgaver på arbejdet.

Jeg fik også en større advarsel. Det var til min søns tre års fødselsdag med 25 gæster, hjemmebag og selvgjort middag. De sidste fire gæster sad tilbage og småsludrede over veltempererede øl og vand ved sofabordet. Jeg med værtindesmil og tilfredshed over at slå til på endnu en front. Alt kørte tilsyneladende på skinner: Karriere, familie, venner, hus og have. Men så fortalte min veninde fra Danske Bank om en stræbsom kvindelig kollega, der en dag brød sammen uden varsel.
”Meget underligt, fordi hun normalt overkom ufatteligt meget, præcis som dig,” sagde min veninde.
Mit smil stivnede. Jeg husker ikke mere af samtalen, kun at jeg fulgte gæsterne ud kort efter og vinkede åndsfraværende, da bilen forsvandt om hjørnet. Jeg skrævede hen over min søns spredte gaver og søgte tilbage i sofaen, hvor jeg brød sammen, græd som pisket. Hverken mand eller børn fattede noget. Heller ikke jeg. Det var bestemt ikke første gang, jeg hørte om folk, der fik stress. Hvorfor berørte det mig så dybt, at en for mig ukendt kvinde mistede grebet?

Det præcise svar fik jeg syv hektiske måneder sendere, da også min ufattelige overkommelighed krakelerede. Nu var det min tur til et sammenbrud ”uden varsel”. Til stor undren for omgivelserne og som en overraskelse for mit overfladiske jeg. Men set i bakspejlet var det ikke advarsler, der manglede: Vågne nætter, svigtende hukommelse, distræthed og manglende evne til fordybelse. For slet ikke at glemme tårerne over kvinden fra Danske Bank.

Og nu forstår jeg tårerne over kvinden. Min krop tog fortællingen alvorligt, fordi den vidste præcis, hvor jeg var på vej hen. Gråden var min krops tårer over ikke at kunne komme i kontakt med mit hoved. Tårerne var et varsel om, at jeg havde kurs mod præcis samme skæbne som kvinden. Min krop så kvinden som mit spejlbillede 7 måneder senere. Spådommen blev opfyldt, men den kunne være afværget, hvis jeg var stoppet op og havde lyttet. Men jeg havde alt for travlt til at lytte, travlt med brandslukningsopgaver i et stadigt mere opskruet tempo.

Nu ved jeg, at kroppen er langt klogere end det eksaminerede hoved, og at jeg skulle have koblet hovedet fra og kroppen til langt tidligere. Fremover forsøger jeg at huske kroppen, når jeg kaster mig ud i nye projekter, og lade den få ordet, før maven snørkler sig sammen. Til gengæld har jeg mistet titlen: Kvinden der overkommer ufatteligt meget.