Sådan set i Femina nr. 1/2009, 29. december 2008
http://www.femina.dk/Kultur%20og%20rejser/Rettelser/Klummeforvirring.aspx
En amerikansk undersøgelse viser, at kvinder venter tyve sekunder længere end mænd på at få skænket kaffe i koppen på kaffebaren. De tyve sekunders ekstra ventetid kan vi passende bruge på at overveje, om vi har tid til at komme af med kaffen i den anden ende. I toiletkøen venter kvinder nemlig snildt et kvarter, mens mænd har løbende udskiftning ved pissoiret med rindende vand.
Et kvarter er lang tid at vente på at lade vandet, men ikke altid længe nok på Helsingør-Helsingborg færgen. Jeg brugte hele overfarten i toiletkøen. Lige ved siden af myldrede mændene ind og ud uden hverken kødannelse eller våde hænder. Ikke mærkeligt at børnene gik med deres far på toilettet. Bagefter fyldte de en plasticpose i færgeshoppen og nåede tilbage til mig, idet højtalerstemmen lød:
”Færgen er snarest i havn, de bedes gå ned på bildækket.”
Selv velekviperede shoppingcentre skræddersyet til kvindelig købekraft mangler dametoiletter. Hvor mange gange har jeg ikke stået i kvindelig kø i Illums underetage eller trippet foran et af Lyngby Storcenters toiletter frem for at bruge penge? Mærkeligt, fordi indkøbscentrene taber omsætning, hvis parrene afbryder indkøbene i utide, når mændene bliver trætte. Jeg vil betydelig hellere tære på min mands tålmodighed inde fra det kvadratmeter store prøverum end fra køen til toilettet.
Lad os udnytte ventetiden. Hvad med at networke? Bytte visitkort og udveksle erfaringer? Men det kommer vi jo ikke hurtigere til kummen af. Måske er kvinder for blufærdige. I hvert fald smider vi ikke bukserne i selskab med hvem som helst, så venter vi hellere en halv time, før vi kan vride låsen fra indersiden og lade benklæderne nærme sig skoene. Måske skal vi blive bedre til at hive trusserne ned uden bekymring.
Eller være frække og smutte ind på det ledige herretoilet. Det har jeg prøvet, forsøgte at få overstået besøget i en vejrtrækning for at undgå den skarpe stank. Forstår omsider mændenes hurtige rutine med ind-ud uden våde fingre. Måske skal der bare hældes et skvat ”gå væk hund” ud på gulvet i damernes afdeling, så vi haster hurtigere ind og ud af boksene. På den anden side er det ikke ligefrem lugten af lagkage, der skaber trafikprop på dametoilettet.
Kvinder skal søge de græsgange, hvor dametoiletterne er mindre besøgte; topledelse og bestyrelsesarbejde er et godt bud. De forfremmede kvinder ville gøre plads til os andre i de sædvanlige båse. Men i stedet for at træde ind i bestyrelserne, venter mange af os pænt på, at det bliver vores tur i den tyve meter lange toiletkø.
I ventetiden kan vi overveje, om det er lettest at få flere dametoiletter eller øge andelen af kvinder i toppen af erhvervslivet?
mandag, december 29, 2008
fredag, december 05, 2008
Afskaf de lange næsers nat
Kommentar i djøfbladet nr. 21, den 5. december 2008
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=17769
Afskaf de lange næsers nat, der er ikke mange, der kommer til at savne dem. Måske har du aldrig oplevet de lange næsers nat. Heldige dig, de lange næsers nat har nemlig intet med brasiliansk karnevalsstemning at gøre. Dem, der ved, hvad det handler om, kan slikke sårene efter de lange næsers nætter, de har snottet sig igennem.
Første gang, jeg mødte fænomenet, var som studentermedhjælp i en finansvirksomhed. Det var fredag med udsigt til den årlige sommerfest om aftenen. Med festkjolen i sportstasken var jeg i vældigt humør, men som dagen skred frem, opdagede jeg et voldsomt humørudsving i afdelingen. Nogen viftede med armene, mens andre gik stille med dørene. Jeg troede, det skyldtes sommerfesten, men jeg tog fejl.
Årsagen fandt jeg derimod på en liste uden mit navn. En liste over de medarbejdere, der havde fået en ekstraordinær lønstigning eller udnævnelse. Denne ene dag om året rettede slipsedrengene på jakken og økonomipigerne bandt tørklædet i håb om, at netop de i år var på listen. Som dagen skred frem, sivede enkelte ud af døren med festtøjet under armen, mens andre med hænderne over hovedet fandt festgrimassen frem. Som studerende var en trerettersmenu og fri bar i sig selv en fejring værdig, så jeg festede løs med både de udnævnte og dem, der sad og hang over en flad fadøl med lang næse.
Som færdiguddannet mærkede jeg mere til de lange næsers nat i en anden finansvirksomhed. Her blev titler og løntilskud uddelt i timerne optil firmaets julefrokost. Listerne blev ikke offentliggjort, kun de berørte blev orienteret. Den fredag morgen ankom alle med oprejst pande, men som dagen skred frem uden møde med chefen, begyndte skuldrene at hænge. En anelse psykologisk indblik afslørede ved dagens slutning, hvem der figurerede på de uofficielle lister. Tomme pladser omkring afdelingens bord til julefrokosten fortalte, at ikke alle var tilfredse med deres manglende belønning.
Efter 12 år i finansverdenen kender jeg livet i begge lejre indgående. På vinderholdet har jeg skraldgrinet til toiletspejlet og senere forsøgt ikke at buldre ind i de skuffede på dansegulvet. I den forsmåede afdeling har jeg gemt mig og forsøgt at smile pænt, drikke moderat fra den frie bar og danse afmålt uden at kaste hverken tomme flasker eller trusler efter nogen; Er blevet hængende passende længe i forsøget på at tage nederlaget med oprejst pande, så jeg kunne sætte mig i kontorstolen igen mandag morgen i håbet om et ekstraordinært lønløft et år senere. Undervejs har jeg grinet af dem, der måtte forlade festen, ikke kunne klare mosten, var svage nok til at indrømme skuffelsen overfor omverdenen og alligevel faldt til patten mandag morgen.Jeg går ind for både lønstigning efter fortjeneste og firmafest med socialt samvær, men hvem har fundet på at koble de to begivenheder sammen i de lange næsers nat? Et eksempel på, at to plus to giver minus fem. De vindende holder igen med begejstringen, mens de forsmåede bider tænderne sammen og lægger en dæmper på feststemningen. Adskil lønløft og firmafest, så slipper alle for de lange næse
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=17769
Afskaf de lange næsers nat, der er ikke mange, der kommer til at savne dem. Måske har du aldrig oplevet de lange næsers nat. Heldige dig, de lange næsers nat har nemlig intet med brasiliansk karnevalsstemning at gøre. Dem, der ved, hvad det handler om, kan slikke sårene efter de lange næsers nætter, de har snottet sig igennem.
Første gang, jeg mødte fænomenet, var som studentermedhjælp i en finansvirksomhed. Det var fredag med udsigt til den årlige sommerfest om aftenen. Med festkjolen i sportstasken var jeg i vældigt humør, men som dagen skred frem, opdagede jeg et voldsomt humørudsving i afdelingen. Nogen viftede med armene, mens andre gik stille med dørene. Jeg troede, det skyldtes sommerfesten, men jeg tog fejl.
Årsagen fandt jeg derimod på en liste uden mit navn. En liste over de medarbejdere, der havde fået en ekstraordinær lønstigning eller udnævnelse. Denne ene dag om året rettede slipsedrengene på jakken og økonomipigerne bandt tørklædet i håb om, at netop de i år var på listen. Som dagen skred frem, sivede enkelte ud af døren med festtøjet under armen, mens andre med hænderne over hovedet fandt festgrimassen frem. Som studerende var en trerettersmenu og fri bar i sig selv en fejring værdig, så jeg festede løs med både de udnævnte og dem, der sad og hang over en flad fadøl med lang næse.
Som færdiguddannet mærkede jeg mere til de lange næsers nat i en anden finansvirksomhed. Her blev titler og løntilskud uddelt i timerne optil firmaets julefrokost. Listerne blev ikke offentliggjort, kun de berørte blev orienteret. Den fredag morgen ankom alle med oprejst pande, men som dagen skred frem uden møde med chefen, begyndte skuldrene at hænge. En anelse psykologisk indblik afslørede ved dagens slutning, hvem der figurerede på de uofficielle lister. Tomme pladser omkring afdelingens bord til julefrokosten fortalte, at ikke alle var tilfredse med deres manglende belønning.
Efter 12 år i finansverdenen kender jeg livet i begge lejre indgående. På vinderholdet har jeg skraldgrinet til toiletspejlet og senere forsøgt ikke at buldre ind i de skuffede på dansegulvet. I den forsmåede afdeling har jeg gemt mig og forsøgt at smile pænt, drikke moderat fra den frie bar og danse afmålt uden at kaste hverken tomme flasker eller trusler efter nogen; Er blevet hængende passende længe i forsøget på at tage nederlaget med oprejst pande, så jeg kunne sætte mig i kontorstolen igen mandag morgen i håbet om et ekstraordinært lønløft et år senere. Undervejs har jeg grinet af dem, der måtte forlade festen, ikke kunne klare mosten, var svage nok til at indrømme skuffelsen overfor omverdenen og alligevel faldt til patten mandag morgen.Jeg går ind for både lønstigning efter fortjeneste og firmafest med socialt samvær, men hvem har fundet på at koble de to begivenheder sammen i de lange næsers nat? Et eksempel på, at to plus to giver minus fem. De vindende holder igen med begejstringen, mens de forsmåede bider tænderne sammen og lægger en dæmper på feststemningen. Adskil lønløft og firmafest, så slipper alle for de lange næse
torsdag, oktober 02, 2008
Goddag GPS, farvel stedsans og spontanitet
Sådan set i Femina nr. 40, 2. oktober 2008
GPSen ødelægger min tillærte stedfornemmelse, så jeg bliver stadig mere afhængig af den elektroniske vejviser. Jeg har absolut ingen stedsans, og det har jeg aldrig haft. Før GPS’en klarede jeg mig ved affotografering af gadehjørner, husfacader og vejtræer, så jeg efter det første besøg formåede at finde samme bestemmelsessted igen otte ud af ti gange. Ikke på intuitionen men alene via genkendelsen. En udmærket metode så længe, der hverken var vejspærring eller erindringsforskydninger. I de tilfælde var jeg på herrens mark uden at kende forskel på øst og vest i tilfælde af skydække.
GPS’en faldt derfor på et tørt sted, da den blev installeret i bilen. Endelig sikkert på vej og hurtigt i mål. Og det er såmænd fint nok. Bortset fra, at jeg ikke længere har nogen anelse har om, hvor jeg befinder mig, hvis GPS’en mister signalet eller jeg en sjælden gang bevæger mig af sted uden vejviseren. Så har jeg intet begreb om, hvilken retning jeg skal køre. Kan simpelthen blive væk for mig selv på 100 gange 100 meter i et områder, hvor jeg har været ti gange før.
Den anden dag havde jeg en af disse GPSfri kørsler ved Vanløse, hvor jeg var i tvivl, men mente at erindre den rute, GPS’en normalt udstikker. Men jeg drejede vist en gang for sent og Vanløse er ikke opbygget efter et vinkelret vejkoncept som de amerikanske storbyer. Efterfølgende drejede jeg skiftevis mod højre og venstre så mange gange, at fornemmelsen af, om jeg var på vej ind mod eller ud fra centrum, forsvandt. Jeg kørte ind til siden og ringede til min lokalkendte storesøster og fortalte, at jeg holdt ved Flintholm Station.
”Okay,” sagde hun uden betænkningstid, ”så skal du dreje mod venstre første gang, så mod højre og så mod højre igen.”
Hun lød mere selvsikker end den aldrig skælvende GPSstemme, så jeg takkede og lagde på, undlod at indvie hende i min tvivl omkring bilens retning i forhold til centrum. Jeg fulgte anvisningen og ganske rigtigt, 250 meter og 2 minutter senere svingede jeg ind foran bestemmelsesstedet. Hun gættede åbenbart rigtigt med hensyn til min retning, imponerende.
GPS’en fjerner den anelse af stedbevisthed, som jeg har fået opbygget. Den begrænser min frihed, afstikker forudsigelige ruter i min færden. Jeg ser for mig, hvordan vi mennesker degenererer og til sidst end ikke kan finde købmanden uden GPS.
De udstukne ruter kolliderer med min passion for at køre nye veje og afsøge nye retninger. Jeg vil øve mig uden GPS, begive mig ud i omverdenen med kompas og mobiltelefon men uden GPS. Undgå at GPS bagmændene sponsoreres af Olieselskaberne og får os alle sammen til at køre i ring uden rigtig at komme nogen vegne. Måske placerer jeg GPS’en i handskerummet og fisker den frem de gange, hvor min trang til nye stier har ledt mig på alvorlige afveje endnu engang. I de tilfælde vil jeg bruge GPS’en, efter samme princip som skumslukkeren under handskerummet. Den er rar at ha’ i nødstilfælde, men hvem gider køre rundt i en skumindpakket bil for at forebygge ildebrand?
GPSen ødelægger min tillærte stedfornemmelse, så jeg bliver stadig mere afhængig af den elektroniske vejviser. Jeg har absolut ingen stedsans, og det har jeg aldrig haft. Før GPS’en klarede jeg mig ved affotografering af gadehjørner, husfacader og vejtræer, så jeg efter det første besøg formåede at finde samme bestemmelsessted igen otte ud af ti gange. Ikke på intuitionen men alene via genkendelsen. En udmærket metode så længe, der hverken var vejspærring eller erindringsforskydninger. I de tilfælde var jeg på herrens mark uden at kende forskel på øst og vest i tilfælde af skydække.
GPS’en faldt derfor på et tørt sted, da den blev installeret i bilen. Endelig sikkert på vej og hurtigt i mål. Og det er såmænd fint nok. Bortset fra, at jeg ikke længere har nogen anelse har om, hvor jeg befinder mig, hvis GPS’en mister signalet eller jeg en sjælden gang bevæger mig af sted uden vejviseren. Så har jeg intet begreb om, hvilken retning jeg skal køre. Kan simpelthen blive væk for mig selv på 100 gange 100 meter i et områder, hvor jeg har været ti gange før.
Den anden dag havde jeg en af disse GPSfri kørsler ved Vanløse, hvor jeg var i tvivl, men mente at erindre den rute, GPS’en normalt udstikker. Men jeg drejede vist en gang for sent og Vanløse er ikke opbygget efter et vinkelret vejkoncept som de amerikanske storbyer. Efterfølgende drejede jeg skiftevis mod højre og venstre så mange gange, at fornemmelsen af, om jeg var på vej ind mod eller ud fra centrum, forsvandt. Jeg kørte ind til siden og ringede til min lokalkendte storesøster og fortalte, at jeg holdt ved Flintholm Station.
”Okay,” sagde hun uden betænkningstid, ”så skal du dreje mod venstre første gang, så mod højre og så mod højre igen.”
Hun lød mere selvsikker end den aldrig skælvende GPSstemme, så jeg takkede og lagde på, undlod at indvie hende i min tvivl omkring bilens retning i forhold til centrum. Jeg fulgte anvisningen og ganske rigtigt, 250 meter og 2 minutter senere svingede jeg ind foran bestemmelsesstedet. Hun gættede åbenbart rigtigt med hensyn til min retning, imponerende.
GPS’en fjerner den anelse af stedbevisthed, som jeg har fået opbygget. Den begrænser min frihed, afstikker forudsigelige ruter i min færden. Jeg ser for mig, hvordan vi mennesker degenererer og til sidst end ikke kan finde købmanden uden GPS.
De udstukne ruter kolliderer med min passion for at køre nye veje og afsøge nye retninger. Jeg vil øve mig uden GPS, begive mig ud i omverdenen med kompas og mobiltelefon men uden GPS. Undgå at GPS bagmændene sponsoreres af Olieselskaberne og får os alle sammen til at køre i ring uden rigtig at komme nogen vegne. Måske placerer jeg GPS’en i handskerummet og fisker den frem de gange, hvor min trang til nye stier har ledt mig på alvorlige afveje endnu engang. I de tilfælde vil jeg bruge GPS’en, efter samme princip som skumslukkeren under handskerummet. Den er rar at ha’ i nødstilfælde, men hvem gider køre rundt i en skumindpakket bil for at forebygge ildebrand?
torsdag, august 14, 2008
Sunde rygevaner uden stress
Kommentar i djøfbladet nr. 13, den 15. august 2008
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=16356
Jeg går og venter på en ny undersøgelse, der viser, at rygere er sundere end ikke-rygere. Ikke at der er sat en undersøgelse i gang, men det ville ikke undre mig, om en statistik på et tidspunkt viser, at rygning forebygger stress. Ikke fordi jeg tror, at rygning er sundt, men rygere har afgjort en indbygget pausegenerator, som vi andre kan lære af.
”I har det hårdt,” siger mange af os til rygerne, når vi passerer endnu en spraglet flok, der står på et hjørne udenfor en kontorbygning og inhalerer nikotin og tjære blandet med frostklar formiddagsluft. Når vi er udenfor hørevidde, griner rygerne hånende af, at vi ikke kan finde på andet at sige til vores ikke afvænnede kolleger.
Men har rygere det nu også så hårdt? Egentlig lyder det tillokkende, at bryde sin dag op med pauser, hvor man forlader kontorstolen for at begive sig ud på gaden uanset vind og vejr. Få ti minutters pause på det tidspunkt af døgnet, hvor den lavt hængende sol står højst på himlen i vinterhalvåret, få sol på kinderne i sommerhalvåret. For slet ikke at tale om motionen ved at komme op af stolen, hen ad gangen, ned af trappen, ud af døren, væk fra matriklen. Og hvad med pauserne? Det er dem, der tæller i musikken, i præsentationen og mellem træningspassene. Det er i pauserne kunsten udmærker sig, der kreativiteten sætter ind. Ikke mindst i et vidensamfund, hvor vi lever af udvikling. Alligevel farer mange stadig rundt i industrisamfundets udstukne rammer og forstår ikke, at de ikke kan finde på andet at sige til rygerne end: ”I har det hårdt.”
Hvis jeg kunne vælge pauserne men slippe for at ryge, ville rygepauserne fungere som en glimrende stressforebygger. Tænk også på fællesskabet, når medarbejdere på tværs af afdelinger og placering i hakkeordenen, vædder om, hvad den næste passerende ikke-ryger siger.
Jeg selv var ganske forudsigelig i mit replikvalg, indtil to rygere fortalte, at mit ordvalg var for uoriginalt at spilde mundbevægelser på. Måske gør pauserne rygere mere kreative end os andre. Smarte er de i hvert fald i kampen om pauser. Det lufter jeg næste gang, jeg passerer en nikotinsky.
Og så vil jeg blive bedre til at holde pauser, beslutter jeg og hører min mave knurre, opdager at klokken er blevet to, uden at jeg har holdt en eneste pause siden i morges. Det er langt over min frokosttid. Måske skulle jeg begynde at ryge, uden at inhalere, naturligvis. Eller hvad med mentolcigaretter? Jeg holder en pause og opdager, at solens stråler og fuglenes stemmer kæmper om min opmærksomhed. Tænk hvis pauser var lige så vanedannende som cigaretter uden at korte noget af livet i den sidste ende. Måske skulle jeg ringe til Skandinavisk Tobakskompagni og få råd om, hvad jeg kommer i mine pauser, så de bliver vanedannende, men det danske firma er netop kommet på engelske hænder. Mine tankers vandring fortæller mig, at pauser nok er selvforstærkende og efter et par pauser mere, kan min fantasi fylde pauserne uden nikotinsmag.
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=16356
Jeg går og venter på en ny undersøgelse, der viser, at rygere er sundere end ikke-rygere. Ikke at der er sat en undersøgelse i gang, men det ville ikke undre mig, om en statistik på et tidspunkt viser, at rygning forebygger stress. Ikke fordi jeg tror, at rygning er sundt, men rygere har afgjort en indbygget pausegenerator, som vi andre kan lære af.
”I har det hårdt,” siger mange af os til rygerne, når vi passerer endnu en spraglet flok, der står på et hjørne udenfor en kontorbygning og inhalerer nikotin og tjære blandet med frostklar formiddagsluft. Når vi er udenfor hørevidde, griner rygerne hånende af, at vi ikke kan finde på andet at sige til vores ikke afvænnede kolleger.
Men har rygere det nu også så hårdt? Egentlig lyder det tillokkende, at bryde sin dag op med pauser, hvor man forlader kontorstolen for at begive sig ud på gaden uanset vind og vejr. Få ti minutters pause på det tidspunkt af døgnet, hvor den lavt hængende sol står højst på himlen i vinterhalvåret, få sol på kinderne i sommerhalvåret. For slet ikke at tale om motionen ved at komme op af stolen, hen ad gangen, ned af trappen, ud af døren, væk fra matriklen. Og hvad med pauserne? Det er dem, der tæller i musikken, i præsentationen og mellem træningspassene. Det er i pauserne kunsten udmærker sig, der kreativiteten sætter ind. Ikke mindst i et vidensamfund, hvor vi lever af udvikling. Alligevel farer mange stadig rundt i industrisamfundets udstukne rammer og forstår ikke, at de ikke kan finde på andet at sige til rygerne end: ”I har det hårdt.”
Hvis jeg kunne vælge pauserne men slippe for at ryge, ville rygepauserne fungere som en glimrende stressforebygger. Tænk også på fællesskabet, når medarbejdere på tværs af afdelinger og placering i hakkeordenen, vædder om, hvad den næste passerende ikke-ryger siger.
Jeg selv var ganske forudsigelig i mit replikvalg, indtil to rygere fortalte, at mit ordvalg var for uoriginalt at spilde mundbevægelser på. Måske gør pauserne rygere mere kreative end os andre. Smarte er de i hvert fald i kampen om pauser. Det lufter jeg næste gang, jeg passerer en nikotinsky.
Og så vil jeg blive bedre til at holde pauser, beslutter jeg og hører min mave knurre, opdager at klokken er blevet to, uden at jeg har holdt en eneste pause siden i morges. Det er langt over min frokosttid. Måske skulle jeg begynde at ryge, uden at inhalere, naturligvis. Eller hvad med mentolcigaretter? Jeg holder en pause og opdager, at solens stråler og fuglenes stemmer kæmper om min opmærksomhed. Tænk hvis pauser var lige så vanedannende som cigaretter uden at korte noget af livet i den sidste ende. Måske skulle jeg ringe til Skandinavisk Tobakskompagni og få råd om, hvad jeg kommer i mine pauser, så de bliver vanedannende, men det danske firma er netop kommet på engelske hænder. Mine tankers vandring fortæller mig, at pauser nok er selvforstærkende og efter et par pauser mere, kan min fantasi fylde pauserne uden nikotinsmag.
torsdag, maj 22, 2008
Vælg din chef med omhu
Sådan set i Femina 22. maj 2008
Hvis jeg nogensinde skal have en chef igen, så vælger jeg ham/hende/den/det med omhu. Jeg kræver referencer fra frafaldne medarbejdere, borer i hvorfor de forsvandt, interviewer de tilbageblevne og fornemmer stemningen. Jeg vil stole på min intuition til samtalen og løbe skrigende bort, hvis min vordende chef smider grænseoverskridende spørgsmål på bordet.
Jeg vil bede min vordende chef om at tage en psykologisk test og vride chefen rundt i svarene med en psykolog på min side af det grønne bord og chefen alene på sin side. Hvis chefen spørger ind, vil jeg aflevere testens ti talresultater og så læne mig tilbage og afvente situationen. Efter noget tid spørger jeg, hvilke af chefens egenskaber, der udgør cheffundamentet, hvordan konflikthåndteringen foregår i afdelingen.
”Hvad er din største udfordring i hverdagen som chef?” Spørger jeg, lytter intenst og analyserer svaret. Måske beder jeg chefen gå til tavlen og gøre rede for medarbejdertilfredsheden de senest to år.
Ideen om omhu i chefvalget havde jeg også til en samtale for år tilbage, i hvert fald besvarede chefen i den varme stol på et tidspunkt et af mine utallige spørgsmål med følgende indskydelse og et skarpt blik:
”Det er dig og ikke mig, der er til jobsamtale.”
”Nåh ja,” tænkte jeg, ”det er firmaets lokaler, de sidder to på deres side af bordet og har bestemt tidspunktet.” Jeg lænede mig tilbage i stolen og ænsede ikke intuitionen, der forsøgte at hviske i mit øre. Jeg maste fornemmelsen, indtil den lydløst kravlede ned i min brune kontortaske. Det skulle jeg ikke have gjort. Lige præcis her skulle jeg have holdt fast, fremhævet, at det var en ligeværdig samtale mellem to parter, der så hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Måske skulle jeg have forladt samtalen. Men jeg lod mig overtale og accepterede, at det var mig og ikke ham, der skulle godkendes. Og godkendt blev jeg, glad var jeg også, opdagede ikke, at mine bange anelser var spærret inde businessmappen. Chefen snakkede så hurtigt og højt, at jeg også overhørte den indre stemme, der forsøgte at råbe mig op og fortælle, at en enkelt replik vippede magten i chefens favør og afslørede, at arbejdsforholdet ville stoppe uden happy end. Og det gjorde det, men det er en anden historie.
En chef har mange medarbejdere, og ofte er devicen: medarbejdere kommer og går, chefen består. Men de fleste medarbejdere har præcis en chef. Så i virkeligheden er det meget vigtigere, at vælge sin chef med omhu end at blive valgt med omhu.
En chef har stor betydning for din hverdag, dine muligheder og din fremtidige karriere. Og er du træt af chefen, så er det bare med at gå på chefjagt, og huske at både du og chefen er til vurdering, inden du takker ja til tilbuddet. Der er tale om en ligeværdig samtale mellem to parter, der ser hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Vælg din chef med omhu og husk det, selvom chefen har bisiddere i form af psykolog, HR-chef og andet tingeltangel.
Hvis jeg nogensinde skal have en chef igen, så vælger jeg ham/hende/den/det med omhu. Jeg kræver referencer fra frafaldne medarbejdere, borer i hvorfor de forsvandt, interviewer de tilbageblevne og fornemmer stemningen. Jeg vil stole på min intuition til samtalen og løbe skrigende bort, hvis min vordende chef smider grænseoverskridende spørgsmål på bordet.
Jeg vil bede min vordende chef om at tage en psykologisk test og vride chefen rundt i svarene med en psykolog på min side af det grønne bord og chefen alene på sin side. Hvis chefen spørger ind, vil jeg aflevere testens ti talresultater og så læne mig tilbage og afvente situationen. Efter noget tid spørger jeg, hvilke af chefens egenskaber, der udgør cheffundamentet, hvordan konflikthåndteringen foregår i afdelingen.
”Hvad er din største udfordring i hverdagen som chef?” Spørger jeg, lytter intenst og analyserer svaret. Måske beder jeg chefen gå til tavlen og gøre rede for medarbejdertilfredsheden de senest to år.
Ideen om omhu i chefvalget havde jeg også til en samtale for år tilbage, i hvert fald besvarede chefen i den varme stol på et tidspunkt et af mine utallige spørgsmål med følgende indskydelse og et skarpt blik:
”Det er dig og ikke mig, der er til jobsamtale.”
”Nåh ja,” tænkte jeg, ”det er firmaets lokaler, de sidder to på deres side af bordet og har bestemt tidspunktet.” Jeg lænede mig tilbage i stolen og ænsede ikke intuitionen, der forsøgte at hviske i mit øre. Jeg maste fornemmelsen, indtil den lydløst kravlede ned i min brune kontortaske. Det skulle jeg ikke have gjort. Lige præcis her skulle jeg have holdt fast, fremhævet, at det var en ligeværdig samtale mellem to parter, der så hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Måske skulle jeg have forladt samtalen. Men jeg lod mig overtale og accepterede, at det var mig og ikke ham, der skulle godkendes. Og godkendt blev jeg, glad var jeg også, opdagede ikke, at mine bange anelser var spærret inde businessmappen. Chefen snakkede så hurtigt og højt, at jeg også overhørte den indre stemme, der forsøgte at råbe mig op og fortælle, at en enkelt replik vippede magten i chefens favør og afslørede, at arbejdsforholdet ville stoppe uden happy end. Og det gjorde det, men det er en anden historie.
En chef har mange medarbejdere, og ofte er devicen: medarbejdere kommer og går, chefen består. Men de fleste medarbejdere har præcis en chef. Så i virkeligheden er det meget vigtigere, at vælge sin chef med omhu end at blive valgt med omhu.
En chef har stor betydning for din hverdag, dine muligheder og din fremtidige karriere. Og er du træt af chefen, så er det bare med at gå på chefjagt, og huske at både du og chefen er til vurdering, inden du takker ja til tilbuddet. Der er tale om en ligeværdig samtale mellem to parter, der ser hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Vælg din chef med omhu og husk det, selvom chefen har bisiddere i form af psykolog, HR-chef og andet tingeltangel.
torsdag, marts 13, 2008
En kamæleon bekender kulør
Femina nr 11/2008 sammen med interview
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
”Hvis jeg får en chance til, vælger jeg en anden vej,” står mejslet i min bevidsthed. Et klarsyn, et skrifte fra mit 35-årige liv, hvor jeg har fulgt normerne, fået topkarakterer og leveret ydelser ved kasse ét som en førsteklasses dydsborger. Hvor har det ført mig hen? Til toppen af min nuværende karriere men utro overfor mig selv, hvis jeg da nogensinde har haft et forhold til mig selv, eller overhovedet kender mig selv. Kan jeg mon lide hende, der bor i min krop. På overfladen ja, men indeni?
Tårerne løber nedad tindingerne, ned i ørerne, i håret og væder puden på begge sider af hovedet. Døren går op, jeg er fremme på hospitalet. Det hyler hvidt for mine ører, som er jeg nulstillet. Kun smerten i min mave minder mig om, at jeg fortsat har forbindelse til kroppen og i særdeleshed maven, der har tømt sig igen og igen i en mosaik af farver og former det seneste døgn. Jeg åbner øjnene, hospitalet er hvidt med hvide sygeplejersker og blege læger. Jeg trækker det hvide lagen op til hagen. Min journal er blank som mine tårer. Timeglassets sand er omsider løbet ud af min hverdag og har reddet mig fra et alvorligere kollaps.
Jeg er fanget i mit eget spind. Et spind af normer, pligter og dårlig samvittighed. Et univers hvor bør er det kodeord, der trækker mig rundt i manegen. Min hukommelse er gået i opløsning, så en notesbog under armen de seneste tre måneder er bevis på, hvad jeg har lavet, lovet og hørt. Navnene på mine nærmeste kolleger kommer og går. Evnen til at koncentrere mig om en ting ad gangen er helt forduftet. Signaler, som jeg har overhørt, indtil min mave tager magten og kaster alt fra sig.
Udskrevet fra det sterile univers galopperer mit indre til akkompagnement af stilheden - en pinsel at skrue ned for de ydre omstændigheder.
”Hun må ikke kontaktes, skal bare have fred,” gentager manden, hver gang telefonen ringer. Der sidder jeg så i et univers afkoblet fra omverdenen - arbejdet, vennerne, familien. Kun mand og børn er med i igloen. Den hvide B&O telefon er ikke længere mit domæne - den tidligere rødglødende livsnerve er kappet som en navlestreng. Jeg skal selv trække vejret.
Det første livstegn er vintergækkerne, der forsøger at dekorere det stadig afgrænsede univers. Solen smelter sneen, afslører plænens vækst. Krokus, erantis og hyacinter vil op, beundres og indsnuses. Jeg mærker blodet pulse i kroppen. Det kribler i mine fingre. Røde og blå bogstaver finder sammen i ord, der spirer i mit hoved, samler sig i sætninger, der drysser ud gennem mine fingres spil på tastaturet.
Jeg skriver mig ind til hende, der bor i min krop. Nu skal vi lære hinanden at kende, om det så tager et helt liv. Jeg fortsætter, til jeg er løs, ikke fri, men løs af fortiden. Tænker hele tiden på mit løfte i ambulancen. Med usikkerheden sitrende i kroppen og et selvsikkert smil afleverer jeg min opsigelse. Tager hjem, skriver, indtil den bærbare bukker under for mine fingerspidsers spil og fortsætter på den stationære, lænket til skærmen. Uden at vide, hvor det fører mig hen, skriver jeg mig af sted i en lavastrøm af spraglede ord. Fortæller fra virkeligheden til fiktionen og tilbage igen. For børn og for voksne. Til damer og til herrer. Fast besluttet på at skrive for at leve dypper jeg pennen i hjerteblod og ser de sidste ti år af mit liv i farver.
Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder.
Mit bryllup var bordeaux. Læbestiften vidnede på rekordtid om nærkontakten med min nyerhvervede gemal. Bordeaux roser med torne lyste op, mens rosastegt kronhjort blev skyllet ned med Bordeaux. Bandet kopierede Red Hot Chili Peppers, mens de indbudtes ansigter blev varme og våde på det magnetiske dansegulv. Bryllupsbilen med det hjerteformede skilt var bordeaux og kørte til hotelfoyeren med velourantræk i glødende folder.
Moulin Rouge-rytmer og røde læber i ægteskabet mundede ud i moderskabet. På moderfronten slog den røde farve igennem og gennemsyrede. Helt rød om morgenen med alle følelserne udenpå – kærlighed, følsomhed og omsorg. Røde kinder matchede den blodrøde bagside af stuens olierede malerier.
Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke.
Når der skulle forhandles, bar jeg sort jakke, der var tilknappet – signal om, at jeg virkelig mente det. Så var end ikke blå alvorlig nok. Begravelsesdresset signalerede alvoren. Mine krav skulle honoreres. Frisuren var tilbageskrabet, smilet lagt. Alvoren overdøvet af duften fra den stærke lakridspastil i mundhulen. Den sorte kohl i mit ligblege ansigt understregede seriøsiteten, systematikken. Det virkede hver gang. Sort, så lyttede de høje herrer, parerede ordre og satte deres sorte signatur.
Gul i forhold til min nikotinfarvede opvækst. Familien med de nikotinfarvede fingre på besøg i det bleggule murstenshus. Jeg stod i gult fra top til tå og børstede forgæves sorte tordenfluer af mit Nettofarvede kostume. Strammede læberne over mit anløbne tandsæt. Med generationers normer i baghovedet og gulnede portrætfotos af forfædre på endevæggen, undskyldte jeg duften af citrus-Ajax. Laks med bitter citron fik det til at trække ud og ned i mundvige, der blev vædet med tisgul hyldeblomstdrik. Mine blå øjne flænsede den familiære stemning som en vinkelsliber.
Den flaskegrønne kompostbeholder bugnede om kap med kostpyramiden. Struttende skvalderkål og mælkebøtter flankeret af squash, agurker og ærter i urtehaven. Serveret uden mikrobølger med håndplukket kød fra mit økologiske bagland. Historisk surdej hævede og fyldte børnenes mintgrønne madkasser. Uparfumeret opvaskemiddel skummede grønt. Aviser og pap bundtet med grønt sejlgarn til genbrug. Batterier ladet op eller omlastet i udvalgte beholdere i kommunalt regi. 558 kvadratmeter nyklippet græsplæne duftede grønt efter mødet med håndskubberen. Cyklen kørte til stationen, hvor den blev afløst af toget, mens der voksede mos på den bordeaux bil i indkørslen.
Stuen indrettet i hvidt, natur, jord, grå og alle de kedelige farver, som boligmagasinerne foreskrev. Forsiden på stuens malerier lignede afklædte efterårsskove iklædt det første spredte snefald. Kedeligt som bare fanden, men moderne. Nyristede kaffebønner og kanelstænger spredte duft fra pyntestager. Vanilleis fra gennemsigtige isasietter smeltede på blege tunger.
Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
”Hvis jeg får en chance til, vælger jeg en anden vej,” står mejslet i min bevidsthed. Et klarsyn, et skrifte fra mit 35-årige liv, hvor jeg har fulgt normerne, fået topkarakterer og leveret ydelser ved kasse ét som en førsteklasses dydsborger. Hvor har det ført mig hen? Til toppen af min nuværende karriere men utro overfor mig selv, hvis jeg da nogensinde har haft et forhold til mig selv, eller overhovedet kender mig selv. Kan jeg mon lide hende, der bor i min krop. På overfladen ja, men indeni?
Tårerne løber nedad tindingerne, ned i ørerne, i håret og væder puden på begge sider af hovedet. Døren går op, jeg er fremme på hospitalet. Det hyler hvidt for mine ører, som er jeg nulstillet. Kun smerten i min mave minder mig om, at jeg fortsat har forbindelse til kroppen og i særdeleshed maven, der har tømt sig igen og igen i en mosaik af farver og former det seneste døgn. Jeg åbner øjnene, hospitalet er hvidt med hvide sygeplejersker og blege læger. Jeg trækker det hvide lagen op til hagen. Min journal er blank som mine tårer. Timeglassets sand er omsider løbet ud af min hverdag og har reddet mig fra et alvorligere kollaps.
Jeg er fanget i mit eget spind. Et spind af normer, pligter og dårlig samvittighed. Et univers hvor bør er det kodeord, der trækker mig rundt i manegen. Min hukommelse er gået i opløsning, så en notesbog under armen de seneste tre måneder er bevis på, hvad jeg har lavet, lovet og hørt. Navnene på mine nærmeste kolleger kommer og går. Evnen til at koncentrere mig om en ting ad gangen er helt forduftet. Signaler, som jeg har overhørt, indtil min mave tager magten og kaster alt fra sig.
Udskrevet fra det sterile univers galopperer mit indre til akkompagnement af stilheden - en pinsel at skrue ned for de ydre omstændigheder.
”Hun må ikke kontaktes, skal bare have fred,” gentager manden, hver gang telefonen ringer. Der sidder jeg så i et univers afkoblet fra omverdenen - arbejdet, vennerne, familien. Kun mand og børn er med i igloen. Den hvide B&O telefon er ikke længere mit domæne - den tidligere rødglødende livsnerve er kappet som en navlestreng. Jeg skal selv trække vejret.
Det første livstegn er vintergækkerne, der forsøger at dekorere det stadig afgrænsede univers. Solen smelter sneen, afslører plænens vækst. Krokus, erantis og hyacinter vil op, beundres og indsnuses. Jeg mærker blodet pulse i kroppen. Det kribler i mine fingre. Røde og blå bogstaver finder sammen i ord, der spirer i mit hoved, samler sig i sætninger, der drysser ud gennem mine fingres spil på tastaturet.
Jeg skriver mig ind til hende, der bor i min krop. Nu skal vi lære hinanden at kende, om det så tager et helt liv. Jeg fortsætter, til jeg er løs, ikke fri, men løs af fortiden. Tænker hele tiden på mit løfte i ambulancen. Med usikkerheden sitrende i kroppen og et selvsikkert smil afleverer jeg min opsigelse. Tager hjem, skriver, indtil den bærbare bukker under for mine fingerspidsers spil og fortsætter på den stationære, lænket til skærmen. Uden at vide, hvor det fører mig hen, skriver jeg mig af sted i en lavastrøm af spraglede ord. Fortæller fra virkeligheden til fiktionen og tilbage igen. For børn og for voksne. Til damer og til herrer. Fast besluttet på at skrive for at leve dypper jeg pennen i hjerteblod og ser de sidste ti år af mit liv i farver.
Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder.
Mit bryllup var bordeaux. Læbestiften vidnede på rekordtid om nærkontakten med min nyerhvervede gemal. Bordeaux roser med torne lyste op, mens rosastegt kronhjort blev skyllet ned med Bordeaux. Bandet kopierede Red Hot Chili Peppers, mens de indbudtes ansigter blev varme og våde på det magnetiske dansegulv. Bryllupsbilen med det hjerteformede skilt var bordeaux og kørte til hotelfoyeren med velourantræk i glødende folder.
Moulin Rouge-rytmer og røde læber i ægteskabet mundede ud i moderskabet. På moderfronten slog den røde farve igennem og gennemsyrede. Helt rød om morgenen med alle følelserne udenpå – kærlighed, følsomhed og omsorg. Røde kinder matchede den blodrøde bagside af stuens olierede malerier.
Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke.
Når der skulle forhandles, bar jeg sort jakke, der var tilknappet – signal om, at jeg virkelig mente det. Så var end ikke blå alvorlig nok. Begravelsesdresset signalerede alvoren. Mine krav skulle honoreres. Frisuren var tilbageskrabet, smilet lagt. Alvoren overdøvet af duften fra den stærke lakridspastil i mundhulen. Den sorte kohl i mit ligblege ansigt understregede seriøsiteten, systematikken. Det virkede hver gang. Sort, så lyttede de høje herrer, parerede ordre og satte deres sorte signatur.
Gul i forhold til min nikotinfarvede opvækst. Familien med de nikotinfarvede fingre på besøg i det bleggule murstenshus. Jeg stod i gult fra top til tå og børstede forgæves sorte tordenfluer af mit Nettofarvede kostume. Strammede læberne over mit anløbne tandsæt. Med generationers normer i baghovedet og gulnede portrætfotos af forfædre på endevæggen, undskyldte jeg duften af citrus-Ajax. Laks med bitter citron fik det til at trække ud og ned i mundvige, der blev vædet med tisgul hyldeblomstdrik. Mine blå øjne flænsede den familiære stemning som en vinkelsliber.
Den flaskegrønne kompostbeholder bugnede om kap med kostpyramiden. Struttende skvalderkål og mælkebøtter flankeret af squash, agurker og ærter i urtehaven. Serveret uden mikrobølger med håndplukket kød fra mit økologiske bagland. Historisk surdej hævede og fyldte børnenes mintgrønne madkasser. Uparfumeret opvaskemiddel skummede grønt. Aviser og pap bundtet med grønt sejlgarn til genbrug. Batterier ladet op eller omlastet i udvalgte beholdere i kommunalt regi. 558 kvadratmeter nyklippet græsplæne duftede grønt efter mødet med håndskubberen. Cyklen kørte til stationen, hvor den blev afløst af toget, mens der voksede mos på den bordeaux bil i indkørslen.
Stuen indrettet i hvidt, natur, jord, grå og alle de kedelige farver, som boligmagasinerne foreskrev. Forsiden på stuens malerier lignede afklædte efterårsskove iklædt det første spredte snefald. Kedeligt som bare fanden, men moderne. Nyristede kaffebønner og kanelstænger spredte duft fra pyntestager. Vanilleis fra gennemsigtige isasietter smeltede på blege tunger.
Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
torsdag, marts 06, 2008
Tørre trusser på trampolinen
Bragt i KontinensNyt nr. 2 - juni 2008
Hvis jeg solgte havetrampoliner, ville jeg supplere den store sikkerhedsseddel med en folder til mødre. ”Tørre trusser på trampolinen,” skulle folderen hedde, og det handler hverken om trampolinen som tørrestativ eller om lystbetonede trussetanker. Men derimod om hvordan moderskabet folder sig ud fra sin mindre sjove side. Folderen er til os mødre, for hvem det kneb med bækkenbundsøvelser efter fødslen, os der var skeptiske overfor gode råd.
Efter familiens første sæson med havetrampolin er jeg nogle bittergule erfaringer klogere. Da trampolinen efter timers knoklen var samlet med fjedre, dug og sikkerhedsnet, fyldte den hele forhaven. Den var svær at komme udenom, så det var med spænding i kroppen, jeg tog mit første hop. Det eneste, der slappede af i mødet med den stramme trampolindug, var min bækkenbund. En gul lugt fyldte luften, og det kom bag på mig, at den hverken stammede fra smørblomst eller børnenes bukser. Så jeg gav op, sprang ned på græsset og forlod haven til fordel for en fyldning af vaskemaskinen. Trampolinhop var ikke noget for min bækkenbund, erkendte jeg med børnenes jubelskrig i ørene. Men trampolinen stod og grinede af mig, mindede mig om, hvor det kneb. En torn i øjet, der fik mig til at tage kampen op. På den ene side en jomfrunalsk trampolindug med firs fjedre. På den anden min bækkenbund med 37 år og to børnefødsler på bagen.
Fast besluttet på at vinde, tømte jeg blæren, for at forebygge selvudløsning i nedslaget. Derefter placerede jeg trusseindlægget og trak mig op på trampolinen. Hængende i luften, kneb jeg sammen, så min ansigtskulør gik fra bleg over rød til lilla, inden jeg mødte trampolindugen i første fight. Efter nogle hop var trusseindlægget kommet på arbejde. Jeg var sendt til tælling og forlod kampscenen. Men jeg holdt fast og gentog hele showet fra toiletbesøg til muskelspænding, inden jeg mødte modstanderen i andet sæt. Og kampen fortsatte med sammenbidt mine og anstrengelse i mellemgulvet. Da sæsonen gik på hæld, holdt spændingen hundrede hop. En rekord der gerne skal forbedres denne sæson, hvor vi igen folder trampolinen ud, så hele familien får glæde af den elastiske legeplads.
Den er ikke til salg, men hvis jeg skulle sælge trampolin til en anden hoppetosset mor med juniorer i baghaven, ville mine fem råd være: Tøm blæren, brug trusseindlæg, knib, tag en pause og start forfra. Vi er imidlertid nogle, der har modstand overfor gode råd, så jeg vil lade råd nummer seks lyse som en gulerod: Giv ikke op, den trampolintrænede bækkenbund kan nemlig også give dig fornøjelser udenfor sikkerhedsnettets cirkel:-)
Hvis jeg solgte havetrampoliner, ville jeg supplere den store sikkerhedsseddel med en folder til mødre. ”Tørre trusser på trampolinen,” skulle folderen hedde, og det handler hverken om trampolinen som tørrestativ eller om lystbetonede trussetanker. Men derimod om hvordan moderskabet folder sig ud fra sin mindre sjove side. Folderen er til os mødre, for hvem det kneb med bækkenbundsøvelser efter fødslen, os der var skeptiske overfor gode råd.
Efter familiens første sæson med havetrampolin er jeg nogle bittergule erfaringer klogere. Da trampolinen efter timers knoklen var samlet med fjedre, dug og sikkerhedsnet, fyldte den hele forhaven. Den var svær at komme udenom, så det var med spænding i kroppen, jeg tog mit første hop. Det eneste, der slappede af i mødet med den stramme trampolindug, var min bækkenbund. En gul lugt fyldte luften, og det kom bag på mig, at den hverken stammede fra smørblomst eller børnenes bukser. Så jeg gav op, sprang ned på græsset og forlod haven til fordel for en fyldning af vaskemaskinen. Trampolinhop var ikke noget for min bækkenbund, erkendte jeg med børnenes jubelskrig i ørene. Men trampolinen stod og grinede af mig, mindede mig om, hvor det kneb. En torn i øjet, der fik mig til at tage kampen op. På den ene side en jomfrunalsk trampolindug med firs fjedre. På den anden min bækkenbund med 37 år og to børnefødsler på bagen.
Fast besluttet på at vinde, tømte jeg blæren, for at forebygge selvudløsning i nedslaget. Derefter placerede jeg trusseindlægget og trak mig op på trampolinen. Hængende i luften, kneb jeg sammen, så min ansigtskulør gik fra bleg over rød til lilla, inden jeg mødte trampolindugen i første fight. Efter nogle hop var trusseindlægget kommet på arbejde. Jeg var sendt til tælling og forlod kampscenen. Men jeg holdt fast og gentog hele showet fra toiletbesøg til muskelspænding, inden jeg mødte modstanderen i andet sæt. Og kampen fortsatte med sammenbidt mine og anstrengelse i mellemgulvet. Da sæsonen gik på hæld, holdt spændingen hundrede hop. En rekord der gerne skal forbedres denne sæson, hvor vi igen folder trampolinen ud, så hele familien får glæde af den elastiske legeplads.
Den er ikke til salg, men hvis jeg skulle sælge trampolin til en anden hoppetosset mor med juniorer i baghaven, ville mine fem råd være: Tøm blæren, brug trusseindlæg, knib, tag en pause og start forfra. Vi er imidlertid nogle, der har modstand overfor gode råd, så jeg vil lade råd nummer seks lyse som en gulerod: Giv ikke op, den trampolintrænede bækkenbund kan nemlig også give dig fornøjelser udenfor sikkerhedsnettets cirkel:-)
onsdag, februar 20, 2008
Snyd ikke dig selv i det store pensions-spil
Femina 07/2008
Ligger pensionspapirerne altid nederst i stakken af de papirer, du skal have styr på? Sådan er der mange kvinder, der har det. Men der er god grund til at prioritere pensionen højere. Ville du undlade at tjekke en lottokupon med chance for milliongevinst?
For en del kvinder har pensionspapirerne større gevinstchance end lottokuponen. Ikke mindst efter de nye regler om deling af pension ved skilsmisse, der har været gældende det sidste år. Reglerne har nemlig flyttet flere hundrede mia. pensionskroner mellem ægtefæller. Svimlende summer og måske er du én af dem, der er blevet ramt af lovændringen, men det er ikke for sent at få fingre i pengene.
Er det dig?
Lægger din mand mere til side til alderdommen end dig, så kommer de nye regler måske til at koste dig den million, der kunne have forgyldt din alderdom. Mænd sparer gennemsnitligt 60 pct. mere op til pensionen end kvinder[1]. Og med den nye lov får opspareren som hovedregel pengene i tilfælde af skilsmisse. Derfor er der flere kvinder end mænd, der bliver fattigere af den nye lov. Måske er du en af de kvinder, der mister pensionskroner. Og selvom loven har været gældende i over et år, er det ikke for sent at få fingre i pengene. Det vigtige er at have papirerne i orden før en eventuel skilsmisse kommer på tale.
Søren og Mette – et skoleeksempel
Du kan måske huske Søren og Mette fra din skolegang. Også de er blevet voksne og optræder her som fiktivt ægtepar. Søren og Mette udgør en gennemsnitlig dansk familie med fuldstændig fælles økonomi, fælles hus, fælles bil og to fælles børn. Også dobbeltsengen deler parret. De har begge fuldtidsjobs, alligevel er det oftest Mette, der henter børnene i børnehave og skole, mens det er Søren, der bliver udnævnt. Han får højere løn end Mette, hun yder mere yngelpleje end ham. De har begge en pensionsopsparing, og hver gang Mette sparer 100 kroner op til pensionen, så sparer Søren 160 kroner op. De fejrer fælles fyrre års fødselsdag for familie og venner i det nærliggende forsamlingshus, men det bliver deres sidste fællesfest. Søren og Mette skal skilles – en ærgerlig udgang på ægteskabet, men ikke usædvanligt, hvert tredje danske ægteskab bliver opløst. Den dag i 2007, hvor de flår vielsesattesten over, deler de alt lige over, undtagen pensionen.
Med den nye pensionslov (1. januar 2007) er hovedreglen, at pensioner er personlige, den der har sparet op, får pengene. Derfor får Søren de 1,6 million, som han har sparet op, mens Mette står tilbage med 1 million. Var de blevet skilt i 2006, så havde de delt pensionerne lige. Loven har kostet Mette 300.000 kroner. Nogle kvinder har millioner af kroner på spil.
Få fingre i pengene
Hvad kunne Mette i eksemplet ovenfor have gjort for at få lige deling af parrets samlede pensionsopsparing ved skilsmissen? Der er flere muligheder, men fælles for dem er, at de skal planlægges, mens solen skinner i ægteskabet.
En mulighed er at indgå en ægtepagt omkring deling af pension. En ægtepagt vedrører den del af pensionsopsparingen, der udgøres af rate- og kapitalpension. Ægtepagten deler derimod ikke de livsbetingede pensioner, altså pensioner, der udbetales så længe pensionisten lever. Indgåelse af ægtepagt kræver, at I som par når til enighed om deling af pensionen. Nogle ægtefæller nægter at indgå en ægtepagt. Dette giver ekstra god grund til at tage hånd om egen pension.
Det kan gøres ved, at ægtefællen med den laveste pension supplerer med ekstra pensionsopsparing. I eksemplet ovenfor kunne Mette have lavet en yderligere pensionsopsparing, så hun sparede det samme op til pension som Søren.
En anden mulighed er at spare op i fælles værdier uden for pensionsdepotet: F.eks. opsparing i hus, sommerhus, aktier eller obligationer. Alt sammen aktiver, der deles lige ved skilsmisse, men som ikke har skattemæssig fordel på niveau med pensionsopsparing.
Tag aktion på dinb pension
Måske synes du, at det lyder kompliceret, men det er sjovere at tage sagen i egen hånd end at risikere at sidde forsmået, gammel og fattig tilbage. Kvinder lever væsentlig længere end mænd, så med flere år til at bruge pengene, er der ekstra god grund til at få pensionen på plads, mens du stadig kan læse det med småt. Kort sagt: Tag aktion på din pension.
Ligger pensionspapirerne altid nederst i stakken af de papirer, du skal have styr på? Sådan er der mange kvinder, der har det. Men der er god grund til at prioritere pensionen højere. Ville du undlade at tjekke en lottokupon med chance for milliongevinst?
For en del kvinder har pensionspapirerne større gevinstchance end lottokuponen. Ikke mindst efter de nye regler om deling af pension ved skilsmisse, der har været gældende det sidste år. Reglerne har nemlig flyttet flere hundrede mia. pensionskroner mellem ægtefæller. Svimlende summer og måske er du én af dem, der er blevet ramt af lovændringen, men det er ikke for sent at få fingre i pengene.
Er det dig?
Lægger din mand mere til side til alderdommen end dig, så kommer de nye regler måske til at koste dig den million, der kunne have forgyldt din alderdom. Mænd sparer gennemsnitligt 60 pct. mere op til pensionen end kvinder[1]. Og med den nye lov får opspareren som hovedregel pengene i tilfælde af skilsmisse. Derfor er der flere kvinder end mænd, der bliver fattigere af den nye lov. Måske er du en af de kvinder, der mister pensionskroner. Og selvom loven har været gældende i over et år, er det ikke for sent at få fingre i pengene. Det vigtige er at have papirerne i orden før en eventuel skilsmisse kommer på tale.
Søren og Mette – et skoleeksempel
Du kan måske huske Søren og Mette fra din skolegang. Også de er blevet voksne og optræder her som fiktivt ægtepar. Søren og Mette udgør en gennemsnitlig dansk familie med fuldstændig fælles økonomi, fælles hus, fælles bil og to fælles børn. Også dobbeltsengen deler parret. De har begge fuldtidsjobs, alligevel er det oftest Mette, der henter børnene i børnehave og skole, mens det er Søren, der bliver udnævnt. Han får højere løn end Mette, hun yder mere yngelpleje end ham. De har begge en pensionsopsparing, og hver gang Mette sparer 100 kroner op til pensionen, så sparer Søren 160 kroner op. De fejrer fælles fyrre års fødselsdag for familie og venner i det nærliggende forsamlingshus, men det bliver deres sidste fællesfest. Søren og Mette skal skilles – en ærgerlig udgang på ægteskabet, men ikke usædvanligt, hvert tredje danske ægteskab bliver opløst. Den dag i 2007, hvor de flår vielsesattesten over, deler de alt lige over, undtagen pensionen.
Med den nye pensionslov (1. januar 2007) er hovedreglen, at pensioner er personlige, den der har sparet op, får pengene. Derfor får Søren de 1,6 million, som han har sparet op, mens Mette står tilbage med 1 million. Var de blevet skilt i 2006, så havde de delt pensionerne lige. Loven har kostet Mette 300.000 kroner. Nogle kvinder har millioner af kroner på spil.
Få fingre i pengene
Hvad kunne Mette i eksemplet ovenfor have gjort for at få lige deling af parrets samlede pensionsopsparing ved skilsmissen? Der er flere muligheder, men fælles for dem er, at de skal planlægges, mens solen skinner i ægteskabet.
En mulighed er at indgå en ægtepagt omkring deling af pension. En ægtepagt vedrører den del af pensionsopsparingen, der udgøres af rate- og kapitalpension. Ægtepagten deler derimod ikke de livsbetingede pensioner, altså pensioner, der udbetales så længe pensionisten lever. Indgåelse af ægtepagt kræver, at I som par når til enighed om deling af pensionen. Nogle ægtefæller nægter at indgå en ægtepagt. Dette giver ekstra god grund til at tage hånd om egen pension.
Det kan gøres ved, at ægtefællen med den laveste pension supplerer med ekstra pensionsopsparing. I eksemplet ovenfor kunne Mette have lavet en yderligere pensionsopsparing, så hun sparede det samme op til pension som Søren.
En anden mulighed er at spare op i fælles værdier uden for pensionsdepotet: F.eks. opsparing i hus, sommerhus, aktier eller obligationer. Alt sammen aktiver, der deles lige ved skilsmisse, men som ikke har skattemæssig fordel på niveau med pensionsopsparing.
Tag aktion på dinb pension
Måske synes du, at det lyder kompliceret, men det er sjovere at tage sagen i egen hånd end at risikere at sidde forsmået, gammel og fattig tilbage. Kvinder lever væsentlig længere end mænd, så med flere år til at bruge pengene, er der ekstra god grund til at få pensionen på plads, mens du stadig kan læse det med småt. Kort sagt: Tag aktion på din pension.
Abonner på:
Opslag (Atom)