Buenos Aires - et sansebombardement

Uddrag af rejseartikel Femina uge 34/2010, foto og tekst af Birgitte Bang Bregnedal

Argentinas hovedstad Buenos Aires er en smeltedigel af indtryk og sansninger; fra søndagsmarked med middagssol til tangoshow i tropenatten. Tag med på tur gennem Argentinas sansemættede hovedstad.

Græske Chios - afslapning uden trængsel

Rejseartikel, Femina 17. september 2009

Uddrag: Følelsen af at være de eneste turister er ukendt på mange græske øer i højsæsonen. Men øen Chios har kombinationen af skønne strande og historiske perler, hvor du kan gå på opdagelse uden at skulle dele fornøjelsen med ret mange andre.

Vi sidder som de eneste gæster på en taverne ved havet og kigger os omkring. Souvlákispyddene og tzatxikien smager glimrende, men hvor spiser alle de andre? Går vi glip af noget? Vi opdager, at der ganske enkelt er god plads på Chios, selv her i starte af august, hvor det meste af Europa holder ferie.

Sol over Tromsø - døgnet rundt

Rejseartikel, Femina 3. september 2009. Tekst: Birgitte Bang Bregnedal. Foto: Bård Løken, Destinatjon Tromsø

Uddrag: Tromsø i Nordnorge byder på storslået natur oplyst af midsommersol døgnet rundt. Det er svært at sige godnat til Tromsø, der også byder på hyggelige barer med sollys og udendørsservering natten lang. Dagtimerne går med småshopping i den hyggelige gågade, museumsbesøg og ø-cruise. Frokosten byder på nykogte pil selv-rejer fra de lokale fiskekuttere. Trods Tromsøs beliggenhed 350 kilometer nord for polarcirklen er vi heldige med fuld sol og 18 graders varme om natten.

Mors lille dyt og fars fede spand

Sådan set i Femina nr 28, 9. juli 2009

Det er næsten altid mors lille dyt med de store forlygter og fars fede spand med alufælge og stort bagagerum. Mange mødre fræser rundt i små biler med børn på bagsædet, mens mændene cruiser af sted alene med adskillige airbags og centrallås. Hjemme hos os er der fælleseje og børnevælde. Den der kører børnene, tager den nye stationcar, hvor sikkerheden er i top. Den anden stikker nøglen i den lillebitte blikfarvede Fiat.
”Din bil,” siger én i min indkørsel og peger på den 9-årige blikspand, der minder om en uåbnet makreldåse.
”Nej, det er min mands,” lyver jeg, fordi jeg hader stereotype antagelser, og i dette sekund hellere fremstår som ejer af den koksgrå stationcar.
”Ejer han begge biler?” Lyder det så. Spørgeren kan ikke forestille sig, at jeg ejer en bil, der er større end mandens. Det gør jeg heller ikke, men jeg gider ikke blive proppet ned i makreldåsen mod min vilje.
Hvorfor er det lige, at kvinder som regel har råderet over den lille gamle bil, mens manden suser rundt i den store fede familiebil, selvom det tit er moren, der henter børnene og får lange arme af at slæbe indkøbsposer frem til bagagerummet? Ja, jeg fatter det ikke.
Men så tænker jeg tilbage og husker, hvordan vi anskaffede de to biler. Jeg var førstevælger, dengang vi købte makreldåsen, mens manden var alene på indkøb, da stationcaren kom i indkørslen. Jeg var travlt optaget af eksamen og opdagede først senere, at stationcaren havde mere under motorhjelmen end vores tidligere biler.
Det var ikke noget tilfælde, at jeg ikke blandede mig synderligt i bilkøbet; biler interesserer mig ikke, benzinpåfyldning og bilvask sniger jeg mig udenom. Faktisk tager jeg helst cyklen og lapper den gerne, når den er flad. Så hånden på gearstangen; også herhjemme er det mest fars fede spand, selvom pengene strømmer fra fælleskassen. Men når det bliver vinter, og cykelgearene fryser fast, er det rarere at sidde bag rattet. Og bag rattet er stationcarens varme i sædet nu engang sjovere end isblomsterne på indersiden af ruden i Fiatten. I stationcaren fryder jeg mig over mandens prioritering af komfort. Længe leve fars valg af fed dyt, når jeg kan køre i den med fuld tank, vinterdæk og rene ruder.
En tanke slår mig: Er jeg en møg forkælet mokke, der burde være taknemlig for blikspanden? Nej, for hvem gider køre på anden klasse, når man betaler billet til første? Jeg gider ikke, så vi holder fast i, at bilen følger børnene. Fordelingsnøglen giver den fordel, at der er ekstra rift om børnekørsel og indkøb i vintermånederne – undtagen når tanken er tæt på tom.

Trængsel i Toyotasegmentet

Sådan set i Femina nr. 24, 11. juni 2009

”Toyotasegmentet,” udtaler arkitekten med et tonefald, der fortæller mig, at det ikke er noget kvalitetsstempel, da jeg henter hende på S-togs stationen en ruskende februarmorgen, fordi hun ikke selv har bil. Enten svigter hendes situationsfornemmelse, eller også har hun ikke forstand på bilmærker, og det kan ingen fortænke den bilfrie arkitekt i. Her sidder hun og luner sig ved klimaanlægget og håner Toyotasegmentet i en Toyota, som lige har hentet hende på stationen. Sidst på måneden forventer hun at få penge på kontoen, overført fra en Toyotaejer. Arkitektsegmentet er åbenbart ikke for fint til at leve af pengene fra Toyotasegmentet.
Og ja jeg kører Toyota, er åbenbart ikke kreativ nok til at rage udenfor den store masse, der hylder stabilitet, lave driftsudgifter og sjældne reparationer.
Måske jeg engang vokser ud af Toyotasegmentet. På den anden side er her dejlig trygt i Toyotasegmentet, og så ved marketingfolkene også lige præcis, hvor de har os middelklassedanskere. Eller tænk hvis min indkomst svinder ind, så jeg må melde mig ufrivilligt ud af midterfeltet. Efter en opvækst i Austin-, gammel-Ford- og Daihatsusegmentet, så ligger jeg bare så lunt i Toyotasegmentet.
Jeg er stolt over mit tilhørsforhold. Eneste indvending er, at det kan være svært at finde sin koksgrå stationcar udenfor indkøbscentret, men så er det dejligt, at Toyota kender sit segment og ikke opkræver ekstra for fjernbetjent centrallås. Jeg klikker på nøglen og min stationcar blinker igen, når jeg ruller indkøbsvognen mod bagagesmækken sådan en lørdag eftermiddag ved ét tiden sammen med de andre Toyotaelskere til det ugentlige Toyotatræf.
Men ramt føler jeg mig åbenbart, når jeg rager rundt i Toyotasegmentet, selvom jeg ikke interesserer mig for biler. Det skyldes nok, at vi alle sammen har lyst til at være helt specielle. Når man så gennem mange år har fået opbygget troen på at være helt speciel, er det ikke fedt at blive stemplet Toyotasegment en kold vintermorgen; på et splitsekund har en enkelt massebetegnelse nulstillet følelsen af at være unik.
Næste gang jeg møder arkitekten, vil jeg fortælle vittigheder om arkitektsegmentet, der ikke selv har bil, fordi det simpelthen er for småborgerligt. Arkitekter, der hellere vil hentes på stationen af en Toyota og så grine af de konforme Toyotaejere, der afholder de månedlige autoudgifter. Og det må jeg sige, jeg henter hende gerne, for hun er vældig sød og idéer har hun også. Hun kan jo ikke gøre for, at hun tilhører arkitektsegmentet. Hendes ideer var godt nok lidt skæve og kreative, men når de møder Toyotasegmentet, så bliver de rettet ud, og nu har vi en tilbygning på vej; den perfekte krydsning mellem Toyotasegment og den billøse arkitekthjerne. Behøver jeg fortælle, at der hverken er indregnet carport og plads til vinterdæk i den ombygning?
Hvis arkitekten skal herud på landet igen, så afhenter jeg hende ved toget på min Kildemoes cykel, som jeg foretrækker, når vejret er tørt. Så kan vi mødes i cykelsegmentet. Hun bestemmer selv, om hun sidder på bagagebæreren eller er den, der træder i pedalerne og får hjulene til at dreje rundt.

Grinagtig garanti til taskesamlingen

Sådan set i Femina nr. 20, 14. maj 2009

Jeg har købt en lyseblå skoletaske til min niårige datter, med en garanti, der vil gøre mange grønne af misundelse - 30 års garanti på den taske! Det vil altså sige, at min datter berettiget kan brokke sig over nylonbag´en, hvis den går i stykker, inden hun bliver niogtredive år. Men er den garanti mere end et grin værd?

Hvordan så min egen taske ud for 30 år siden - dengang i 1978, da jeg valsede af sted med rottehaler, lårkort patchwworkkjole og formstøbt gul skoletaske med runde røde reflekser? To rygstropper havde den, og metalklikspænder og hank, så den var nem at hægte på Hillford-cyklens bagagebæger. Hvad nu, hvis der havde været 30 års garanti på den gule bogholder? Så havde jeg ikke behøvet at købe de op imod hundrede tasker, som i form af skoletasker, rygsække, håndtasker og businessbags har været gennem mine hænder. Selv om den gule skoletaske måtte lade livet alt for tidligt, var det ikke under omstændigheder, nogen garanti ville kunne dække. Dens endeligt stod nemlig min barndoms rottweiler for, ansporet som den var af duften af en uspist madpakke side om side med ”Søren og Mette”. Taskens nylonsyninger gav snart efter for de sylespidse hjørnetænder, og madkassen måtte lidt efter lidt lade sit duftende indhold sive ud i gabet på hunden. Min næste skoletaske i kernelæder holdt så godt, at jeg fik en ny, længe inden kernelæderet åndede ud, og sådan har taskesamlingen stille og roligt udvidet sig siden. Jeg gyser ved tanken om alle de bugnende ekstra skabe, jeg ville have haft brug for, hvis ingen af mine seneste 30 års tasker var slidt op og smidt ud.

De 30 års taskegaranti giver håb om, at min datter ikke vil tage den passion med sig, som jeg selv nærer for tasker – sprængte syninger vil jo løbende berettige hende til en ny skoletaske. Garantien vil ikke være under indflydelse af, hvorvidt halvspiste madpakker overnatter i skoletasken eller ej, for rovdyr har vi ingen af. Ved nærmere øjesyn afslører tasken, at den i modsætning til min fordums gule bogholder har lyn lynlåsrum til mp3-afspiller, lomme til mobiltelefon og net til drikkedunk - så selvom min datter ikke er nøjeregnende, havde det nok været svært at lokke den gule PVC-taske på hendes ryg. Jeg ville have været nødsaget til selv at tage slæbet og iklæde mig monsteret. Hvilke signaler ville den gule plastiktaske ikke have sendt fra sin plads bag på min ryg? Nok ikke den slags, stylister ville anbefale en kvinde i 30’erne at møde verden med.

Jeg sender rottweileren og den manglende garanti en kærlig tanke. Næste gang jeg køber en taske, vil jeg nægte at tage mod en garanti, der strækker sig ud over de obligatoriske to år; kan ikke forestille mig en taske, der selvom den stadig hænger sammen, vil være værd at bruge efter 30 år.

Garantien har imidlertid gjort mig nysgerrig. Skulle min datters taske gå op i syningen, så vil jeg gemme den bagerst i skabet i 15-20 år og så slentrer ned i butikken og se, hvad de siger, når jeg forlanger at få en ny taske med de finesser, som børn efterspurgte i 2008. Så får jeg med garanti en oplevelse - og måske et gratis grin.

Kommer Lykken med posten?

Sådan set i Femina nr. 12, 19. marts 2009

Kommer lykken med posten? I hvert fald ikke indtil videre. De sidste 18 år har jeg tømt postkasse med en iver, som ventede jeg kærlighedserklæringer fra min mand på langfart, eller havde jeg udsigt til flaskepost fra min forsvundne far. Jeg har en mand, der kommer hjem klokken halv fem og en far, der bor 15 kilometer syd for min egen adresse.

Men det må være lykken, jeg venter på med den opmærksom, jeg ofrer både min elektroniske og min fysiske postkasse. Min opmærksomhed er rettet mod de to kanaler, som var de mine allersidste kontakter til omverdenen. Indrømmet - jeg kan ikke styre mit mailgen og ej heller hæmme vedligeholdelsen af den ukrudtsfri sti, mine spadsereture fra hoveddør til postkasse og tilbage igen har udstukket. Til alt held er fliserne ikke sunket.

Jeg kender lyden af støttebenet på postbuddets cykel, når han slår det ned hos naboen. Hvis han ikke falder i snak, lander brevene på bunden af min postkasse tredive sekunder senere. Jeg løber ud, stikker nøglen i Rukolåsen og erfarer, at reklamer er det eneste, der fylder op fra dagens udbringning. Skuffet begiver jeg mig tilbage til hoveddøren. Hvad er det for en uro i mit indre?
Den uro er den samme som den, der får alkoholikere til at drikke alkohol, ludomaner til at spille ludo eller det, der er værre og madmisbrugere til at flå endnu en bakke flødeboller op og kaste den ene oppustede chokoladeskal efter den anden ind i gabet, og bagefter stille sig uforstående over for, at digitalvægtens tal viser sig i proportionelt stigende orden fra gang til gang.

Jeg er mailjunkie eller postvrag. I dag er jeg bare vraget af posten. Ikke et ærligt brev i min sprække… kun de reklamer, der godt nok er pakket i kuvert med min adresse på. Afsenderne har udvalgt præcis min husstand til at modtage netop denne stak farvefulde brochurer. Tre kilo stegeflæsk op i synet. Dem, der har betalt for den målrettede reklameombæring, er blevet snydt. Jeg smider reklamerne direkte i aviscontaineren, der bliver tømt hver tredje uge. Måske skulle jeg køre aviscontaineren hen ved siden af postkassen, så kan den flinke postmand placere dem direkte. På den anden side vil det give mig flere dage, hvor der ikke ryger et eneste papir gennem sprækken.

Jeg går ind til computeren og aktiverer musen. Ingen mails i indbakke 1, finder refresh knappen. Stadig ingen mails i indbakke 1. Fortsætter til indbakke 2, hvor en ny meddelelse venter mig – den er fra Louise fra Lotto 24. I sidste uge hed hun Janne, og jeg kender ingen af dem. Musen bærer mailen væk. Endnu en reklame fylder op i skraldespanden. Jeg trykker på refresh og lukker så begge indbakker ned. Forsøger at flytte fokus. Fem minutter senere åbner jeg først indbakke 2, så indbakke 1 med flere opfriskknaptryk, før jeg bliver afbrudt af noget, der lyder som postkassen og farer op. På vej ud til postkassen møder jeg skraldemanden, han har tømt aviscontaineren. Jeg smiler, siger hej og vender om. Hurtigt ind til computeren, hvor jeg trykker på refreshknappen og tjekker, om telefonen har ringet, mens jeg var ude.

Overvejer om jeg skal framelde de mange spammails… men der er nu også noget fornøjeligt ved at smide væk.
”Dur ikke, væk,” siger jeg højt uden publikum og lader den veldresserede mus gøre arbejdet.

Tid til toilettanker

Sådan set i Femina nr. 1/2009, 29. december 2008
http://www.femina.dk/Kultur%20og%20rejser/Rettelser/Klummeforvirring.aspx

En amerikansk undersøgelse viser, at kvinder venter tyve sekunder længere end mænd på at få skænket kaffe i koppen på kaffebaren. De tyve sekunders ekstra ventetid kan vi passende bruge på at overveje, om vi har tid til at komme af med kaffen i den anden ende. I toiletkøen venter kvinder nemlig snildt et kvarter, mens mænd har løbende udskiftning ved pissoiret med rindende vand.

Et kvarter er lang tid at vente på at lade vandet, men ikke altid længe nok på Helsingør-Helsingborg færgen. Jeg brugte hele overfarten i toiletkøen. Lige ved siden af myldrede mændene ind og ud uden hverken kødannelse eller våde hænder. Ikke mærkeligt at børnene gik med deres far på toilettet. Bagefter fyldte de en plasticpose i færgeshoppen og nåede tilbage til mig, idet højtalerstemmen lød:
”Færgen er snarest i havn, de bedes gå ned på bildækket.”

Selv velekviperede shoppingcentre skræddersyet til kvindelig købekraft mangler dametoiletter. Hvor mange gange har jeg ikke stået i kvindelig kø i Illums underetage eller trippet foran et af Lyngby Storcenters toiletter frem for at bruge penge? Mærkeligt, fordi indkøbscentrene taber omsætning, hvis parrene afbryder indkøbene i utide, når mændene bliver trætte. Jeg vil betydelig hellere tære på min mands tålmodighed inde fra det kvadratmeter store prøverum end fra køen til toilettet.

Lad os udnytte ventetiden. Hvad med at networke? Bytte visitkort og udveksle erfaringer? Men det kommer vi jo ikke hurtigere til kummen af. Måske er kvinder for blufærdige. I hvert fald smider vi ikke bukserne i selskab med hvem som helst, så venter vi hellere en halv time, før vi kan vride låsen fra indersiden og lade benklæderne nærme sig skoene. Måske skal vi blive bedre til at hive trusserne ned uden bekymring.

Eller være frække og smutte ind på det ledige herretoilet. Det har jeg prøvet, forsøgte at få overstået besøget i en vejrtrækning for at undgå den skarpe stank. Forstår omsider mændenes hurtige rutine med ind-ud uden våde fingre. Måske skal der bare hældes et skvat ”gå væk hund” ud på gulvet i damernes afdeling, så vi haster hurtigere ind og ud af boksene. På den anden side er det ikke ligefrem lugten af lagkage, der skaber trafikprop på dametoilettet.

Kvinder skal søge de græsgange, hvor dametoiletterne er mindre besøgte; topledelse og bestyrelsesarbejde er et godt bud. De forfremmede kvinder ville gøre plads til os andre i de sædvanlige båse. Men i stedet for at træde ind i bestyrelserne, venter mange af os pænt på, at det bliver vores tur i den tyve meter lange toiletkø.

I ventetiden kan vi overveje, om det er lettest at få flere dametoiletter eller øge andelen af kvinder i toppen af erhvervslivet?

Goddag GPS, farvel stedsans og spontanitet

Sådan set i Femina nr. 40, 2. oktober 2008
GPSen ødelægger min tillærte stedfornemmelse, så jeg bliver stadig mere afhængig af den elektroniske vejviser. Jeg har absolut ingen stedsans, og det har jeg aldrig haft. Før GPS’en klarede jeg mig ved affotografering af gadehjørner, husfacader og vejtræer, så jeg efter det første besøg formåede at finde samme bestemmelsessted igen otte ud af ti gange. Ikke på intuitionen men alene via genkendelsen. En udmærket metode så længe, der hverken var vejspærring eller erindringsforskydninger. I de tilfælde var jeg på herrens mark uden at kende forskel på øst og vest i tilfælde af skydække.

GPS’en faldt derfor på et tørt sted, da den blev installeret i bilen. Endelig sikkert på vej og hurtigt i mål. Og det er såmænd fint nok. Bortset fra, at jeg ikke længere har nogen anelse har om, hvor jeg befinder mig, hvis GPS’en mister signalet eller jeg en sjælden gang bevæger mig af sted uden vejviseren. Så har jeg intet begreb om, hvilken retning jeg skal køre. Kan simpelthen blive væk for mig selv på 100 gange 100 meter i et områder, hvor jeg har været ti gange før.

Den anden dag havde jeg en af disse GPSfri kørsler ved Vanløse, hvor jeg var i tvivl, men mente at erindre den rute, GPS’en normalt udstikker. Men jeg drejede vist en gang for sent og Vanløse er ikke opbygget efter et vinkelret vejkoncept som de amerikanske storbyer. Efterfølgende drejede jeg skiftevis mod højre og venstre så mange gange, at fornemmelsen af, om jeg var på vej ind mod eller ud fra centrum, forsvandt. Jeg kørte ind til siden og ringede til min lokalkendte storesøster og fortalte, at jeg holdt ved Flintholm Station.
”Okay,” sagde hun uden betænkningstid, ”så skal du dreje mod venstre første gang, så mod højre og så mod højre igen.”
Hun lød mere selvsikker end den aldrig skælvende GPSstemme, så jeg takkede og lagde på, undlod at indvie hende i min tvivl omkring bilens retning i forhold til centrum. Jeg fulgte anvisningen og ganske rigtigt, 250 meter og 2 minutter senere svingede jeg ind foran bestemmelsesstedet. Hun gættede åbenbart rigtigt med hensyn til min retning, imponerende.

GPS’en fjerner den anelse af stedbevisthed, som jeg har fået opbygget. Den begrænser min frihed, afstikker forudsigelige ruter i min færden. Jeg ser for mig, hvordan vi mennesker degenererer og til sidst end ikke kan finde købmanden uden GPS.

De udstukne ruter kolliderer med min passion for at køre nye veje og afsøge nye retninger. Jeg vil øve mig uden GPS, begive mig ud i omverdenen med kompas og mobiltelefon men uden GPS. Undgå at GPS bagmændene sponsoreres af Olieselskaberne og får os alle sammen til at køre i ring uden rigtig at komme nogen vegne. Måske placerer jeg GPS’en i handskerummet og fisker den frem de gange, hvor min trang til nye stier har ledt mig på alvorlige afveje endnu engang. I de tilfælde vil jeg bruge GPS’en, efter samme princip som skumslukkeren under handskerummet. Den er rar at ha’ i nødstilfælde, men hvem gider køre rundt i en skumindpakket bil for at forebygge ildebrand?

Vælg din chef med omhu

Sådan set i Femina 22. maj 2008
Hvis jeg nogensinde skal have en chef igen, så vælger jeg ham/hende/den/det med omhu. Jeg kræver referencer fra frafaldne medarbejdere, borer i hvorfor de forsvandt, interviewer de tilbageblevne og fornemmer stemningen. Jeg vil stole på min intuition til samtalen og løbe skrigende bort, hvis min vordende chef smider grænseoverskridende spørgsmål på bordet.

Jeg vil bede min vordende chef om at tage en psykologisk test og vride chefen rundt i svarene med en psykolog på min side af det grønne bord og chefen alene på sin side. Hvis chefen spørger ind, vil jeg aflevere testens ti talresultater og så læne mig tilbage og afvente situationen. Efter noget tid spørger jeg, hvilke af chefens egenskaber, der udgør cheffundamentet, hvordan konflikthåndteringen foregår i afdelingen.
”Hvad er din største udfordring i hverdagen som chef?” Spørger jeg, lytter intenst og analyserer svaret. Måske beder jeg chefen gå til tavlen og gøre rede for medarbejdertilfredsheden de senest to år.

Ideen om omhu i chefvalget havde jeg også til en samtale for år tilbage, i hvert fald besvarede chefen i den varme stol på et tidspunkt et af mine utallige spørgsmål med følgende indskydelse og et skarpt blik:
”Det er dig og ikke mig, der er til jobsamtale.”
”Nåh ja,” tænkte jeg, ”det er firmaets lokaler, de sidder to på deres side af bordet og har bestemt tidspunktet.” Jeg lænede mig tilbage i stolen og ænsede ikke intuitionen, der forsøgte at hviske i mit øre. Jeg maste fornemmelsen, indtil den lydløst kravlede ned i min brune kontortaske. Det skulle jeg ikke have gjort. Lige præcis her skulle jeg have holdt fast, fremhævet, at det var en ligeværdig samtale mellem to parter, der så hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Måske skulle jeg have forladt samtalen. Men jeg lod mig overtale og accepterede, at det var mig og ikke ham, der skulle godkendes. Og godkendt blev jeg, glad var jeg også, opdagede ikke, at mine bange anelser var spærret inde businessmappen. Chefen snakkede så hurtigt og højt, at jeg også overhørte den indre stemme, der forsøgte at råbe mig op og fortælle, at en enkelt replik vippede magten i chefens favør og afslørede, at arbejdsforholdet ville stoppe uden happy end. Og det gjorde det, men det er en anden historie.

En chef har mange medarbejdere, og ofte er devicen: medarbejdere kommer og går, chefen består. Men de fleste medarbejdere har præcis en chef. Så i virkeligheden er det meget vigtigere, at vælge sin chef med omhu end at blive valgt med omhu.

En chef har stor betydning for din hverdag, dine muligheder og din fremtidige karriere. Og er du træt af chefen, så er det bare med at gå på chefjagt, og huske at både du og chefen er til vurdering, inden du takker ja til tilbuddet. Der er tale om en ligeværdig samtale mellem to parter, der ser hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Vælg din chef med omhu og husk det, selvom chefen har bisiddere i form af psykolog, HR-chef og andet tingeltangel.

En kamæleon bekender kulør

Femina nr 11/2008 sammen med interview
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
”Hvis jeg får en chance til, vælger jeg en anden vej,” står mejslet i min bevidsthed. Et klarsyn, et skrifte fra mit 35-årige liv, hvor jeg har fulgt normerne, fået topkarakterer og leveret ydelser ved kasse ét som en førsteklasses dydsborger. Hvor har det ført mig hen? Til toppen af min nuvær­ende karriere men utro overfor mig selv, hvis jeg da nogensinde har haft et forhold til mig selv, eller overhovedet kender mig selv. Kan jeg mon lide hende, der bor i min krop. På overfladen ja, men indeni?

Tårerne løber nedad tindingerne, ned i ørerne, i håret og væder puden på begge sider af hoved­­­­­­­­­­­­­et. Døren går op, jeg er fremme på hospitalet. Det hyler hvidt for mine ører, som er jeg nulstillet. Kun smerten i min mave minder mig om, at jeg fortsat har forbindelse til kroppen og i særdeleshed maven, der har tømt sig igen og igen i en mosaik af farver og former det seneste døgn. Jeg åbner øjnene, hospitalet er hvidt med hvide sygeplejersker og blege læger. Jeg trækker det hvide lagen op til hagen. Min journal er blank som mine tårer. Timeglassets sand er omsider løbet ud af min hverdag og har reddet mig fra et alvorligere kollaps.

Jeg er fanget i mit eget spind. Et spind af normer, pligter og dårlig samvittighed. Et univers hvor bør er det kodeord, der trækker mig rundt i manegen. Min hukommelse er gået i opløsning, så en notesbog under armen de seneste tre måneder er bevis på, hvad jeg har lavet, lovet og hørt. Navnene på mine nærmeste kolleger kommer og går. Evnen til at koncentrere mig om en ting ad gangen er helt forduftet. Signaler, som jeg har overhørt, indtil min mave tager magten og kaster alt fra sig.

Udskrevet fra det sterile univers galopperer mit indre til akkompagnement af stilheden - en pinsel at skrue ned for de ydre omstændigheder.
”Hun må ikke kontaktes, skal bare have fred,” gentager manden, hver gang telefonen ringer. Der sidder jeg så i et univers afkoblet fra omverdenen - arbejdet, vennerne, familien. Kun mand og børn er med i igloen. Den hvide B&O telefon er ikke længere mit domæne - den tidligere rødglød­ende livsnerve er kappet som en navlestreng. Jeg skal selv trække vejret.

Det første livstegn er vintergækkerne, der forsøger at dekorere det stadig afgrænsede univers. Solen smelter sneen, afslører plænens vækst. Krokus, erantis og hyacinter vil op, beundres og indsnuses. Jeg mærker blodet pulse i kroppen. Det kribler i mine fingre. Røde og blå bogstaver finder sammen i ord, der spirer i mit hoved, samler sig i sætninger, der drysser ud gennem mine fingres spil på tastaturet.

Jeg skriver mig ind til hende, der bor i min krop. Nu skal vi lære hinanden at kende, om det så tager et helt liv. Jeg fortsætter, til jeg er løs, ikke fri, men løs af fortiden. Tænker hele tiden på mit løfte i ambulancen. Med usikkerheden sitrende i kroppen og et selvsikkert smil afleverer jeg min opsigelse. Tager hjem, skriver, indtil den bærbare bukker under for mine fingerspidsers spil og fortsætter på den stationære, lænket til skærmen. Uden at vide, hvor det fører mig hen, skriver jeg mig af sted i en lavastrøm af spraglede ord. Fortæller fra virkeligheden til fiktionen og tilbage igen. For børn og for voksne. Til damer og til herrer. Fast besluttet på at skrive for at leve dypper jeg pennen i hjerteblod og ser de sidste ti år af mit liv i farver.

Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder.

Mit bryllup var bordeaux. Læbestiften vidnede på rekordtid om nærkontakten med min nyerhvervede gemal. Bordeaux roser med torne lyste op, mens rosastegt kronhjort blev skyllet ned med Bordeaux. Bandet kopierede Red Hot Chili Peppers, mens de indbudtes ansigter blev varme og våde på det magnetiske dansegulv. Bryllupsbilen med det hjerteformede skilt var bordeaux og kørte til hotelfoyeren med velourantræk i glødende folder.

Moulin Rouge-rytmer og røde læber i ægteskabet mundede ud i moderskabet. På moderfronten slog den røde farve igennem og gennemsyrede. Helt rød om morgenen med alle følelserne udenpå – kærlighed, følsomhed og omsorg. Røde kinder matchede den blodrøde bagside af stuens olierede malerier.

Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke.

Når der skulle forhandles, bar jeg sort jakke, der var tilknappet – signal om, at jeg virkelig mente det. Så var end ikke blå alvorlig nok. Begravelsesdresset signalerede alvoren. Mine krav skulle honoreres. Frisuren var tilbageskrabet, smilet lagt. Alvoren overdøvet af duften fra den stærke lakridspastil i mundhulen. Den sorte kohl i mit ligblege ansigt understregede seriøsiteten, systematikken. Det virkede hver gang. Sort, så lyttede de høje herrer, parerede ordre og satte deres sorte signatur.

Gul i forhold til min nikotinfarvede opvækst. Familien med de nikotinfarvede fingre på besøg i det bleggule murstenshus. Jeg stod i gult fra top til tå og børstede forgæves sorte tordenfluer af mit Nettofarvede kostume. Strammede læberne over mit anløbne tandsæt. Med generationers normer i baghovedet og gulnede portrætfotos af forfædre på endevæggen, undskyldte jeg duften af citrus-Ajax. Laks med bitter citron fik det til at trække ud og ned i mundvige, der blev vædet med tisgul hyldeblomstdrik. Mine blå øjne flænsede den familiære stemning som en vinkelsliber.

Den flaskegrønne kompostbeholder bugnede om kap med kostpyramiden. Struttende skvalderkål og mælkebøtter flankeret af squash, agurker og ærter i urtehaven. Serveret uden mikrobølger med håndplukket kød fra mit økologiske bagland. Historisk surdej hævede og fyldte børnenes mintgrønne madkasser. Uparfumeret opvaskemiddel skummede grønt. Aviser og pap bundtet med grønt sejlgarn til genbrug. Batterier ladet op eller omlastet i udvalgte beholdere i kommunalt regi. 558 kvadratmeter nyklippet græsplæne duftede grønt efter mødet med håndskubberen. Cyklen kørte til stationen, hvor den blev afløst af toget, mens der voksede mos på den bordeaux bil i indkørslen.

Stuen indrettet i hvidt, natur, jord, grå og alle de kedelige farver, som boligmagasinerne foreskrev. Forsiden på stuens malerier lignede afklædte efterårsskove iklædt det første spredte snefald. Kedeligt som bare fanden, men moderne. Nyristede kaffebønner og kanelstænger spredte duft fra pyntestager. Vanilleis fra gennemsigtige isasietter smeltede på blege tunger.

Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.

Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.

Snyd ikke dig selv i det store pensions-spil

Femina 07/2008

Ligger pensionspapirerne altid nederst i stakken af de papirer, du skal have styr på? Sådan er der mange kvinder, der har det. Men der er god grund til at prioritere pensionen højere. Ville du undlade at tjekke en lottokupon med chance for milliongevinst?

For en del kvinder har pensionspapirerne større gevinstchance end lottokuponen. Ikke mindst efter de nye regler om deling af pension ved skilsmisse, der har været gældende det sidste år. Reglerne har nemlig flyttet flere hundrede mia. pensionskroner mellem ægtefæller. Svimlende summer og måske er du én af dem, der er blevet ramt af lovændringen, men det er ikke for sent at få fingre i pengene.

Er det dig?
Lægger din mand mere til side til alderdommen end dig, så kommer de nye regler måske til at koste dig den million, der kunne have forgyldt din alderdom. Mænd sparer gennemsnitligt 60 pct. mere op til pensionen end kvinder[1]. Og med den nye lov får opspareren som hovedregel pengene i tilfælde af skilsmisse. Derfor er der flere kvinder end mænd, der bliver fattigere af den nye lov. Måske er du en af de kvinder, der mister pensionskroner. Og selvom loven har været gældende i over et år, er det ikke for sent at få fingre i pengene. Det vigtige er at have papirerne i orden før en eventuel skilsmisse kommer på tale.

Søren og Mette – et skoleeksempel
Du kan måske huske Søren og Mette fra din skolegang. Også de er blevet voksne og optræder her som fiktivt ægtepar. Søren og Mette udgør en gennemsnitlig dansk familie med fuldstændig fælles økonomi, fælles hus, fælles bil og to fælles børn. Også dobbeltsengen deler parret. De har begge fuldtidsjobs, alligevel er det oftest Mette, der henter børnene i børnehave og skole, mens det er Søren, der bliver udnævnt. Han får højere løn end Mette, hun yder mere yngelpleje end ham. De har begge en pensionsopsparing, og hver gang Mette sparer 100 kroner op til pensionen, så sparer Søren 160 kroner op. De fejrer fælles fyrre års fødselsdag for familie og venner i det nærliggende forsamlingshus, men det bliver deres sidste fællesfest. Søren og Mette skal skilles – en ærgerlig udgang på ægteskabet, men ikke usædvanligt, hvert tredje danske ægteskab bliver opløst. Den dag i 2007, hvor de flår vielsesattesten over, deler de alt lige over, undtagen pensionen.

Med den nye pensionslov (1. januar 2007) er hovedreglen, at pensioner er personlige, den der har sparet op, får pengene. Derfor får Søren de 1,6 million, som han har sparet op, mens Mette står tilbage med 1 million. Var de blevet skilt i 2006, så havde de delt pensionerne lige. Loven har kostet Mette 300.000 kroner. Nogle kvinder har millioner af kroner på spil.

Få fingre i pengene
Hvad kunne Mette i eksemplet ovenfor have gjort for at få lige deling af parrets samlede pensionsopsparing ved skilsmissen? Der er flere muligheder, men fælles for dem er, at de skal planlægges, mens solen skinner i ægteskabet.

En mulighed er at indgå en ægtepagt omkring deling af pension. En ægtepagt vedrører den del af pensionsopsparingen, der udgøres af rate- og kapitalpension. Ægtepagten deler derimod ikke de livsbetingede pensioner, altså pensioner, der udbetales så længe pensionisten lever. Indgåelse af ægtepagt kræver, at I som par når til enighed om deling af pensionen. Nogle ægtefæller nægter at indgå en ægtepagt. Dette giver ekstra god grund til at tage hånd om egen pension.

Det kan gøres ved, at ægtefællen med den laveste pension supplerer med ekstra pensionsopsparing. I eksemplet ovenfor kunne Mette have lavet en yderligere pensionsopsparing, så hun sparede det samme op til pension som Søren.

En anden mulighed er at spare op i fælles værdier uden for pensionsdepotet: F.eks. opsparing i hus, sommerhus, aktier eller obligationer. Alt sammen aktiver, der deles lige ved skilsmisse, men som ikke har skattemæssig fordel på niveau med pensionsopsparing.

Tag aktion på dinb pension
Måske synes du, at det lyder kompliceret, men det er sjovere at tage sagen i egen hånd end at risikere at sidde forsmået, gammel og fattig tilbage. Kvinder lever væsentlig længere end mænd, så med flere år til at bruge pengene, er der ekstra god grund til at få pensionen på plads, mens du stadig kan læse det med småt. Kort sagt: Tag aktion på din pension.