Uddrag af rejseartikel Berlingske Tidende 29. maj 2010, af Birgitte Bang Bregnedal
www.rejseliv.dk/forsoed-ventetiden
Det kan være noget af en prøvelse at skulle tilbringe mange timer i en lufthavn, mens man venter på sit fly videre ud i verden. Men der er flere steder, hvor man sagtens kan nå en mundfuld byferie. Vi har samlet fire eksempler, hvor vi zoomer ind på fire transitlufthavne i Europa: Wien, Amsterdam, Madrid og Istanbul.
Wien udefra, Madrid oppefra, Istanbul indefra og Amsterdam nedefra.
Viser opslag med etiketten Berlingske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Berlingske. Vis alle opslag
torsdag, september 09, 2010
mandag, juni 21, 2010
Bo på Amsterdams kanaler
Rejseartikel, Berlingske Tidende 22. maj 2010, tekst og foto af Birgitte Bang Bregnedal
Uddrag: Sommerhus eller storbyferie? En husbåd i Amsterdam kan være svaret. Det er en krydsning mellem de to ferieformer. Og perfekt, hvis man vil have børnene med på storbyferie. På den måde kan man veksle mellem sightseeing i den hektiske hovedstad og afslapning på kanalerne.
fredag, december 28, 2007
Paradoksale pensionsplaner
Opinion Berlingske Tidende 28. december 2007
Er det rimeligt, at mænd får optil 20 pct. mere i løn end kvinder for det samme job? Nej, mener mange, men der er måske grund til, at kvinder varmer sig ved den lille lønforskel i arbejdslivet. Forskellen som pensionist bliver nok noget større. Med den nuværende opsparingsrate, forventede levealder og den nye fordeling af pensioner i forbindelse med skilsmisse bliver mænds årlige udbetaling fra pensionsopsparinger op mod dobbelt så store som kvinders, i gennemsnit.
Mænd sparer ifølge ATP gennemsnitligt 45 pct. mere op til pension end kvinder, selvom kvinder har udsigt til at leve længst. En 40-årig kvinde har udsigt til at blive 82 år, og med en pensionsalder på 65, betyder det sytten år som pensionist. En 40-årig mand kan forvente tolv år til at formøble pensionsopsparingen, altså 5 år mindre end kvinden. Den større opsparing og kortere levealder betyder, at manden har næsten dobbelt så stor årlig udbetaling før skat fra sin pensionsopsparing som kvinden. Skat og folkepension udjævner en del af mændenes fortrin, men der vil være en markant bedre økonomisk stilling for mændene.
Betyder denne forskel noget, hvis man er gift og har fælles økonomi gennem et langt liv? Nej, ikke hvis man bliver sammen til døden, men hvert tredje ægteskab bliver opløst ved skilsmisse. Og den 1. januar 2007 trådte der nye regler i kraft for deling af pension i tilfælde af skilsmisse. Hovedessensen af de nye regler er, at alle pensioner fremover er personlige. Der betyder, at ægtefæller ikke som tidligere deler rate- og kapitalpensioner. Lovændringen flyttede milliarder af kroner mellem ægtefæller, flest i mændenes favør, fordi mændene har størst opsparing. Mange kvinder opdager først de nye regler, når mandens store pensionsopsparing ryger uden om bodelingen. Nogle kvinder kan ved lange ægteskaber og andre omstændigheder opnå kompensation, men hovedprincippet er, at den enkelte er ansvarlig for sin egen pension. Der er derfor god grund til, at kvinder tager deres alderdom alvorligt, før det er spejlbilledet, der kræver det.
Lige nu bugner postkassen af breve fra banker og pensionskasser med råd om at spare topskat ved at øge pensionsopsparingen, men der er grund til at tænke sig om i ægteskaberne. Med de nye delingsregler er det nemlig ikke længere lige meget, om familien sparer op i konens eller mandens favør, med mindre parret indgår en ægtepagt omkring deling af rate- og kapitalpension.
I dag er det groft sagt mændene, der sparer op til alderdommen, men kvinderne der får alderen til at bruge pengene. Ikke alene er kvinder privilegerede med høj levealder, det er også noget dyrere at få farvet håret blåt end at få studset en skaldet isse. Så kvinder kom i gang med jeres pensionsplaner.
Er det rimeligt, at mænd får optil 20 pct. mere i løn end kvinder for det samme job? Nej, mener mange, men der er måske grund til, at kvinder varmer sig ved den lille lønforskel i arbejdslivet. Forskellen som pensionist bliver nok noget større. Med den nuværende opsparingsrate, forventede levealder og den nye fordeling af pensioner i forbindelse med skilsmisse bliver mænds årlige udbetaling fra pensionsopsparinger op mod dobbelt så store som kvinders, i gennemsnit.
Mænd sparer ifølge ATP gennemsnitligt 45 pct. mere op til pension end kvinder, selvom kvinder har udsigt til at leve længst. En 40-årig kvinde har udsigt til at blive 82 år, og med en pensionsalder på 65, betyder det sytten år som pensionist. En 40-årig mand kan forvente tolv år til at formøble pensionsopsparingen, altså 5 år mindre end kvinden. Den større opsparing og kortere levealder betyder, at manden har næsten dobbelt så stor årlig udbetaling før skat fra sin pensionsopsparing som kvinden. Skat og folkepension udjævner en del af mændenes fortrin, men der vil være en markant bedre økonomisk stilling for mændene.
Betyder denne forskel noget, hvis man er gift og har fælles økonomi gennem et langt liv? Nej, ikke hvis man bliver sammen til døden, men hvert tredje ægteskab bliver opløst ved skilsmisse. Og den 1. januar 2007 trådte der nye regler i kraft for deling af pension i tilfælde af skilsmisse. Hovedessensen af de nye regler er, at alle pensioner fremover er personlige. Der betyder, at ægtefæller ikke som tidligere deler rate- og kapitalpensioner. Lovændringen flyttede milliarder af kroner mellem ægtefæller, flest i mændenes favør, fordi mændene har størst opsparing. Mange kvinder opdager først de nye regler, når mandens store pensionsopsparing ryger uden om bodelingen. Nogle kvinder kan ved lange ægteskaber og andre omstændigheder opnå kompensation, men hovedprincippet er, at den enkelte er ansvarlig for sin egen pension. Der er derfor god grund til, at kvinder tager deres alderdom alvorligt, før det er spejlbilledet, der kræver det.
Lige nu bugner postkassen af breve fra banker og pensionskasser med råd om at spare topskat ved at øge pensionsopsparingen, men der er grund til at tænke sig om i ægteskaberne. Med de nye delingsregler er det nemlig ikke længere lige meget, om familien sparer op i konens eller mandens favør, med mindre parret indgår en ægtepagt omkring deling af rate- og kapitalpension.
I dag er det groft sagt mændene, der sparer op til alderdommen, men kvinderne der får alderen til at bruge pengene. Ikke alene er kvinder privilegerede med høj levealder, det er også noget dyrere at få farvet håret blåt end at få studset en skaldet isse. Så kvinder kom i gang med jeres pensionsplaner.
onsdag, marts 21, 2007
Hvem holder barnets sygedage?
Kronik i Berlingske 21. marts 2007 http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=875724
Vinter, vuggestue og små børn er en cocktail, der fører til lange næser.
Søndag aften begynder familiens etårige pige at hoste, er varm og pjevset.
Moren lufter ud, mærker en ekstra gang i nakken og tjekker hjemmecomputeren for morgendagens møder; spørger faren, hvad han har af møder.
Hvem var hjemme sidste gang tumlingen var syg? Moren mener, det var hende. Faren, at det var ham. Hvis møde er vigtigst? Hvem bidrager mest til husstandsindkomsten? Formentlig manden, men hvilken vægt skal det have, når familien ikke mangler noget.
I baggrunden kører TV Avisen. En 50-årig læge i hvid kittel og lavthængende glorie har ordet:
”Forældre tager til vagtlæge i tide og utide.”
Det ser faren ikke, han er optaget i telefonkøen til vagtlægen.
”Feber? Ja, hun har nok 39,” besvarer han lægens spørgsmål og aftaler at aflægge besøg.
Tilbage fra lægen fortæller faren, at det nok er en virus. Pigen skal være hjemme 4-5 dage.
Det er 3-4 dage mere, end forældrene kan afse.
Med panik i blikket, løfter moren røret og ringer til den forrige generation. Først afslag fra hendes egne forældre, der bor på den anden side af Storebælt. Så afslag fra svigerforældrene, der stadig arbejder.
Næste hold er de familiemedlemmer, der har deltid, skiftehold eller er arbejdssøgende. Så kommer turen til de mere perifere. Alle afslagene fordøjes med smalltalk.
Mandag holder moren pigens første sygedag med kærlig omsorg og et drys hjemmearbejde.
Tirsdag er fars dag, uden at han af den grund får gaver.
Onsdag er barnet hos en nabo, hun knap har vinket til.
Om torsdagen har pigen stadig feber, men hoster mindre, så hun skravler rundt med dobbelt snotløb i vuggestuen.
Find fem fejl
Er situationen ovenfor ren fiktion? Nej, mange småbørnsforældre kender feberredningen. De ser trætte ud, når spørgsmålet kommer på banen ved sociale sammenkomster.
Den moderne middelklasse udgøres af de tosporede karrierefamilier, der er materielt privilegerede med masser af muligheder, uddannelser, lovende stillinger og rejser til at fylde ferierne. Men, men, men det lukrative liv levner ikke rum til børnenes forbigående sygdom.
Symptomerne stikker i øjnene. Familien ovenfor hutler sig igennem sygdomsperioden. De overtræder fem regler og retningslinier.
For det første misbruger de vagtlægen. Ingen spørger hvorfor børneforældrene gør det. Måske fordi ingen ønsker at høre svaret: Forældrene sidder ikke i kø, fordi de er overpylrede. Nej, årsagen er presset mellem børn og arbejdsliv. Børnene skal være raske, så familiens liv kører på skinner.
Andet regelbrud forekommer, da faren ignorerer at barn-syg-dag ikke gælder pr. forælder men pr. barn. En overenskomststridig overtrædelse, der er helt almindelig for børnefamilier, der ikke aner, hvordan de ellers får passet de syge poder.
Tredje fejl er at lade den ét-årige passe af naboen, der ikke kender barnet. Det er en samfundstendens, at færre og færre forældre kan regne med hjælp fra familie m.v. til pasning af børn.
Fjerde overtrædelse optræder torsdag, hvor forældrene sender pigen i vuggestue med feber og lang næse; sygdom og snot går på omgang blandt vuggebørnene hele vinteren. De smitter hinanden og personalet i en cyklus, der først hører op, når majsolen varsler nye tider i institutionen.
Den femte fejldisposition er summen af de første fire; nemlig at barnet ikke får den ro og omsorg fra sine forældre eller nærtstående voksne, som er forudsætningen for god trivsel og dermed grundlaget for at blive rask.
Konklusionen er, at vores højeffektive velfærdssamfund ikke rummer plads til sløje børn. Ikke engang i velfungerende familier med to voksne og et barn!
Feberplagen
Arbejdsgiverne fremfører, at mulighederne for at tage barns første sygedag, omsorgsdage og feriefridage, dækker behovet i forbindelse med børnenes sygdom.
Ganske vist er Danmark langt fremme med barnets første sygedag betalt på en stor del af arbejdsmarkedet; men Danmark har også verdensrekord i erhvervsfrekvens.
De fem symptomer i historien ovenfor viser, at behovet ikke er dækket. Børn har sjældent enkeltstående sygedage. Forkølelse, halsbetændelse, febersygdom og mellemørebetændelse er de mest udbredte sygdomme blandt børn. Vuggestuebørn har gennemsnitligt 24 årlige sygedage fordelt over 6-8 perioder, altså 3-4 dage pr. infektionsperiode.
Ikke noget som den overenskomstbestemte barn-syg-dag, kan rumme. Omsorgsdagene går med lukkedage i daginstitutionerne.
Og med hensyn til feriedage, så har børnefamilierne brug for ferieperioder, hvor familien samles om andet end feber og hostesaft.
Idéer fra højre og venstre
Er løsningen at trække kvinderne hjem til spaghetti bolognese-beholderne igen? Eller er det mændenes tur til at binde forklædet og røre rundt i gryderne, mens omsorgen flyder i lind strøm?
Næppe, der er masser af tiltag på arbejdsmarkedet, der kan inspirere både familieministeren og parterne ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Mange virksomheder er fremsynede og ved, hvad presset gør ved forældrene; at de ikke fungerer, hvis tankerne er hos de sløje børn i vuggestuen. Derfor har enkelte virksomheder indført, at medarbejderne kan passe børnene, indtil de er raske. En ultimativ praksis, der må skabe loyale medarbejdere; men også en vidtgående praksis, der ikke vinder almen udbredelse på arbejdsmarkedet foreløbig. Mindre kan også gøre det:
For det første kan parterne lovliggøre den tavst udbredte praksis, der indebærer at hver forælder har én dag til det syge barn. Dette ville stille familierne dobbelt så stærkt i kampen mod snotten. Et forslag der tilmed har den kønspolitiske fordel, at forældrene deler sygeplejen.
Der er også inspiration at finde i finanssektoren, hvor medarbejderne har to dage til barnets sygeperiode, uden restriktioner på, om det er første eller femte sygedag. Hertil kommer mulighed for at købe yderligere dage, såfremt de betalte fraværsdage ikke er nok til at slå sygdommen ned, og familien ikke har andre pasningsmuligheder.
Inspiration er der også i Socialdemokraternes forslag i ”Det bedste for vores børn”, der blev fremsat i november 2006. Specielt muligheden for at veksle opsparet barselsorlov til omsorgsdage i barnets første år, er interessant; og at bedsteforældrene kan anvende de opsparede omsorgsdage.
Men der kan også tænkes en anden model, på tværs af generationskløften i form af, at bedsteforældre kan tage barnebarn-syg-dag.
Endelig kan der være et antal, f.eks. fem betalte sygedage udover den første sygedag til forældre med børn under 5 år. Det offentlige kan tage sin del af ansvaret ved at refundere dagpenge ved disse ekstra barns sygedage.
God økonomi i snottede unger
De fremsatte forslag kan i første omgang synes økonomisk belastende, og modstanden må derfor forventes at bestå af økonomiske argumenter. Men såvel omkostninger som gevinst kan deles mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og det offentlige.
Virksomhederne og det offentlige har behov for stabil arbejdskraft. I en tid, hvor frynsegoderne drysser som pulversne i forsøget på at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, kan fleksibilitet ved børns sygdom skabe og fastholde loyale medarbejdere.
Øget mulighed for at holde de kroniske smittekilder hjemme fra institutionerne vil reducere antallet af sygdomsperioder.
De forcerede sygdomsforløb på hjemmefronten er stressende for forældrene og medvirkende årsag til de tilfælde, hvor småbørnsforældre går ned med stress, med store menneskelige såvel som samfundsøkonomiske omkostninger.
Alt sammen forhold, der taler for, at det samfundsøkonomisk er en god investering at tage vare på de syge børn; hvem skal ellers sørge for velfærden fremover?
Så lad overenskomstforhandlingernes parter og familieministeren tage hånd om de snottede unger; det er der fremtid i for alle; også dem, der ikke har
aktier i Kleenexproduktion.
Vinter, vuggestue og små børn er en cocktail, der fører til lange næser.
Søndag aften begynder familiens etårige pige at hoste, er varm og pjevset.
Moren lufter ud, mærker en ekstra gang i nakken og tjekker hjemmecomputeren for morgendagens møder; spørger faren, hvad han har af møder.
Hvem var hjemme sidste gang tumlingen var syg? Moren mener, det var hende. Faren, at det var ham. Hvis møde er vigtigst? Hvem bidrager mest til husstandsindkomsten? Formentlig manden, men hvilken vægt skal det have, når familien ikke mangler noget.
I baggrunden kører TV Avisen. En 50-årig læge i hvid kittel og lavthængende glorie har ordet:
”Forældre tager til vagtlæge i tide og utide.”
Det ser faren ikke, han er optaget i telefonkøen til vagtlægen.
”Feber? Ja, hun har nok 39,” besvarer han lægens spørgsmål og aftaler at aflægge besøg.
Tilbage fra lægen fortæller faren, at det nok er en virus. Pigen skal være hjemme 4-5 dage.
Det er 3-4 dage mere, end forældrene kan afse.
Med panik i blikket, løfter moren røret og ringer til den forrige generation. Først afslag fra hendes egne forældre, der bor på den anden side af Storebælt. Så afslag fra svigerforældrene, der stadig arbejder.
Næste hold er de familiemedlemmer, der har deltid, skiftehold eller er arbejdssøgende. Så kommer turen til de mere perifere. Alle afslagene fordøjes med smalltalk.
Mandag holder moren pigens første sygedag med kærlig omsorg og et drys hjemmearbejde.
Tirsdag er fars dag, uden at han af den grund får gaver.
Onsdag er barnet hos en nabo, hun knap har vinket til.
Om torsdagen har pigen stadig feber, men hoster mindre, så hun skravler rundt med dobbelt snotløb i vuggestuen.
Find fem fejl
Er situationen ovenfor ren fiktion? Nej, mange småbørnsforældre kender feberredningen. De ser trætte ud, når spørgsmålet kommer på banen ved sociale sammenkomster.
Den moderne middelklasse udgøres af de tosporede karrierefamilier, der er materielt privilegerede med masser af muligheder, uddannelser, lovende stillinger og rejser til at fylde ferierne. Men, men, men det lukrative liv levner ikke rum til børnenes forbigående sygdom.
Symptomerne stikker i øjnene. Familien ovenfor hutler sig igennem sygdomsperioden. De overtræder fem regler og retningslinier.
For det første misbruger de vagtlægen. Ingen spørger hvorfor børneforældrene gør det. Måske fordi ingen ønsker at høre svaret: Forældrene sidder ikke i kø, fordi de er overpylrede. Nej, årsagen er presset mellem børn og arbejdsliv. Børnene skal være raske, så familiens liv kører på skinner.
Andet regelbrud forekommer, da faren ignorerer at barn-syg-dag ikke gælder pr. forælder men pr. barn. En overenskomststridig overtrædelse, der er helt almindelig for børnefamilier, der ikke aner, hvordan de ellers får passet de syge poder.
Tredje fejl er at lade den ét-årige passe af naboen, der ikke kender barnet. Det er en samfundstendens, at færre og færre forældre kan regne med hjælp fra familie m.v. til pasning af børn.
Fjerde overtrædelse optræder torsdag, hvor forældrene sender pigen i vuggestue med feber og lang næse; sygdom og snot går på omgang blandt vuggebørnene hele vinteren. De smitter hinanden og personalet i en cyklus, der først hører op, når majsolen varsler nye tider i institutionen.
Den femte fejldisposition er summen af de første fire; nemlig at barnet ikke får den ro og omsorg fra sine forældre eller nærtstående voksne, som er forudsætningen for god trivsel og dermed grundlaget for at blive rask.
Konklusionen er, at vores højeffektive velfærdssamfund ikke rummer plads til sløje børn. Ikke engang i velfungerende familier med to voksne og et barn!
Feberplagen
Arbejdsgiverne fremfører, at mulighederne for at tage barns første sygedag, omsorgsdage og feriefridage, dækker behovet i forbindelse med børnenes sygdom.
Ganske vist er Danmark langt fremme med barnets første sygedag betalt på en stor del af arbejdsmarkedet; men Danmark har også verdensrekord i erhvervsfrekvens.
De fem symptomer i historien ovenfor viser, at behovet ikke er dækket. Børn har sjældent enkeltstående sygedage. Forkølelse, halsbetændelse, febersygdom og mellemørebetændelse er de mest udbredte sygdomme blandt børn. Vuggestuebørn har gennemsnitligt 24 årlige sygedage fordelt over 6-8 perioder, altså 3-4 dage pr. infektionsperiode.
Ikke noget som den overenskomstbestemte barn-syg-dag, kan rumme. Omsorgsdagene går med lukkedage i daginstitutionerne.
Og med hensyn til feriedage, så har børnefamilierne brug for ferieperioder, hvor familien samles om andet end feber og hostesaft.
Idéer fra højre og venstre
Er løsningen at trække kvinderne hjem til spaghetti bolognese-beholderne igen? Eller er det mændenes tur til at binde forklædet og røre rundt i gryderne, mens omsorgen flyder i lind strøm?
Næppe, der er masser af tiltag på arbejdsmarkedet, der kan inspirere både familieministeren og parterne ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Mange virksomheder er fremsynede og ved, hvad presset gør ved forældrene; at de ikke fungerer, hvis tankerne er hos de sløje børn i vuggestuen. Derfor har enkelte virksomheder indført, at medarbejderne kan passe børnene, indtil de er raske. En ultimativ praksis, der må skabe loyale medarbejdere; men også en vidtgående praksis, der ikke vinder almen udbredelse på arbejdsmarkedet foreløbig. Mindre kan også gøre det:
For det første kan parterne lovliggøre den tavst udbredte praksis, der indebærer at hver forælder har én dag til det syge barn. Dette ville stille familierne dobbelt så stærkt i kampen mod snotten. Et forslag der tilmed har den kønspolitiske fordel, at forældrene deler sygeplejen.
Der er også inspiration at finde i finanssektoren, hvor medarbejderne har to dage til barnets sygeperiode, uden restriktioner på, om det er første eller femte sygedag. Hertil kommer mulighed for at købe yderligere dage, såfremt de betalte fraværsdage ikke er nok til at slå sygdommen ned, og familien ikke har andre pasningsmuligheder.
Inspiration er der også i Socialdemokraternes forslag i ”Det bedste for vores børn”, der blev fremsat i november 2006. Specielt muligheden for at veksle opsparet barselsorlov til omsorgsdage i barnets første år, er interessant; og at bedsteforældrene kan anvende de opsparede omsorgsdage.
Men der kan også tænkes en anden model, på tværs af generationskløften i form af, at bedsteforældre kan tage barnebarn-syg-dag.
Endelig kan der være et antal, f.eks. fem betalte sygedage udover den første sygedag til forældre med børn under 5 år. Det offentlige kan tage sin del af ansvaret ved at refundere dagpenge ved disse ekstra barns sygedage.
God økonomi i snottede unger
De fremsatte forslag kan i første omgang synes økonomisk belastende, og modstanden må derfor forventes at bestå af økonomiske argumenter. Men såvel omkostninger som gevinst kan deles mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og det offentlige.
Virksomhederne og det offentlige har behov for stabil arbejdskraft. I en tid, hvor frynsegoderne drysser som pulversne i forsøget på at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, kan fleksibilitet ved børns sygdom skabe og fastholde loyale medarbejdere.
Øget mulighed for at holde de kroniske smittekilder hjemme fra institutionerne vil reducere antallet af sygdomsperioder.
De forcerede sygdomsforløb på hjemmefronten er stressende for forældrene og medvirkende årsag til de tilfælde, hvor småbørnsforældre går ned med stress, med store menneskelige såvel som samfundsøkonomiske omkostninger.
Alt sammen forhold, der taler for, at det samfundsøkonomisk er en god investering at tage vare på de syge børn; hvem skal ellers sørge for velfærden fremover?
Så lad overenskomstforhandlingernes parter og familieministeren tage hånd om de snottede unger; det er der fremtid i for alle; også dem, der ikke har
aktier i Kleenexproduktion.
onsdag, februar 07, 2007
Romer blinker ikke
Berlingske Tidende 7. februar 2007
Tak til Knud Romer for endnu en lektion i toptunet markedsføring; denne gang af hans egen roman. Hans succes vidner om talent; ikke blot for at skrive men også evne til iscenesættelse. Fantastisk at se, hvordan han har forført det litterære Danmark; lige fra kulturelite til massemedier med BG banks debutantpris, boghandlernes gyldne laurbær og massive salgstal som gevinst.
På bogmessen i Forum i november, fortalte Knud, at det handler om at spille på alle strenge, arbejde med pressen; aldrig imod, kaste lunser af let forståelige budskaber uden hverken at blinke eller ryste på hånden; her er han en sand mester. Debatten om romanens balance mellem fiktion og virkelighed hæver salgstallene endnu engang. Smart! Også jeg hopper med på debatmøllen.
Når han har afsluttet sin roman om udretningen af Skjern å, kan næste manuskript skildre medier og litteraturkendere i et ensrettet sceneshow med en reklamemand og forfatter som instruktør. Med Romers evne for vinkling uden at blinke glæder jeg mig allerede.
Tak til Knud Romer for endnu en lektion i toptunet markedsføring; denne gang af hans egen roman. Hans succes vidner om talent; ikke blot for at skrive men også evne til iscenesættelse. Fantastisk at se, hvordan han har forført det litterære Danmark; lige fra kulturelite til massemedier med BG banks debutantpris, boghandlernes gyldne laurbær og massive salgstal som gevinst.
På bogmessen i Forum i november, fortalte Knud, at det handler om at spille på alle strenge, arbejde med pressen; aldrig imod, kaste lunser af let forståelige budskaber uden hverken at blinke eller ryste på hånden; her er han en sand mester. Debatten om romanens balance mellem fiktion og virkelighed hæver salgstallene endnu engang. Smart! Også jeg hopper med på debatmøllen.
Når han har afsluttet sin roman om udretningen af Skjern å, kan næste manuskript skildre medier og litteraturkendere i et ensrettet sceneshow med en reklamemand og forfatter som instruktør. Med Romers evne for vinkling uden at blinke glæder jeg mig allerede.
søndag, april 16, 2006
Skattesystemets amatøreffekt
Berlingske Tidende 16. april 2006
Hvorfor tager regeringen ikke fat om nældens rod, og ændrer skattesystemets struktur, så det belønner en ekstra arbejdsindsats i det professionelle univers?. I stedet fastholder politikerne den eksisterende skattestruktur. En struktur, der belønner amatørindsatsen på hjemmefronten.
Det ville klæde den såkaldte liberale regering at tage hul på skatteområdet, der fastholder os alle på den hjemlige amatørscene. En amatørscene, hvor vi sætter badeværelser i stand, maler, gør rent, klipper os selv, bygger til huset og så videre. Opgaver, som afholder os fra at bruge vores professionelle baggrund i endnu højere grad. Opgaver, som professionelle fagfolk kan udføre væsentligt hurtigere og langt bedre. Men brandbeskatning på de sidst tjente kroner tvinger os til at blive altmuligmænd og -kvinder på vores egen matrikel. Det stjæler tid og ressourcer fra vores professionelle karrierer. De dyrt betalte uddannelser, som staten har forsynet os med, giver ikke det fulde afkast, fordi vi alle kæmper med amatørudførelser. Danmarks Radios Showtime i "primetime" er heldigvis slut, men illustrerer på forbilledlig vis vores samfund. Et samfund, hvor vi ikke bruger vores evner på det, som vi er bedst til. Nej, vi er rigtig gode til vores professioner, og spilder så tiden på noget helt andet, som vi i bedste fald slipper hæderligt fra. For skattesystemet understøtter ikke det højt specialiserede vidensamfund, som regeringen påstår, at de vil skabe til sikring af konkurrenceevnen. Sæt handling bag ordene, det er det der giver troværdighed!
Hvorfor tager regeringen ikke fat om nældens rod, og ændrer skattesystemets struktur, så det belønner en ekstra arbejdsindsats i det professionelle univers?. I stedet fastholder politikerne den eksisterende skattestruktur. En struktur, der belønner amatørindsatsen på hjemmefronten.
Det ville klæde den såkaldte liberale regering at tage hul på skatteområdet, der fastholder os alle på den hjemlige amatørscene. En amatørscene, hvor vi sætter badeværelser i stand, maler, gør rent, klipper os selv, bygger til huset og så videre. Opgaver, som afholder os fra at bruge vores professionelle baggrund i endnu højere grad. Opgaver, som professionelle fagfolk kan udføre væsentligt hurtigere og langt bedre. Men brandbeskatning på de sidst tjente kroner tvinger os til at blive altmuligmænd og -kvinder på vores egen matrikel. Det stjæler tid og ressourcer fra vores professionelle karrierer. De dyrt betalte uddannelser, som staten har forsynet os med, giver ikke det fulde afkast, fordi vi alle kæmper med amatørudførelser. Danmarks Radios Showtime i "primetime" er heldigvis slut, men illustrerer på forbilledlig vis vores samfund. Et samfund, hvor vi ikke bruger vores evner på det, som vi er bedst til. Nej, vi er rigtig gode til vores professioner, og spilder så tiden på noget helt andet, som vi i bedste fald slipper hæderligt fra. For skattesystemet understøtter ikke det højt specialiserede vidensamfund, som regeringen påstår, at de vil skabe til sikring af konkurrenceevnen. Sæt handling bag ordene, det er det der giver troværdighed!
DR er amatørernes holdeplads
Berlingske Tidende 26. marts 2006
Hvor finder jeg professionelle aktører? Uanset hvilken kanal jeg zapper over på, er sendefladen overladt til amatører. Vel at mærke amatører, der meget gerne vil blive gode til at se godt ud, danse, synge, bygge om, opdrage børn, lave mad eller et andet af livets mange gøremål. Men hvor er håndværkerne, musikerne, sangere og sangerinder, kokkene og alle de andre eksperter henne? Dem, der kunne bringe os videre - bringe kvalitet og professionalisme ind i underholdningsuniverset. Nåh jo - de professionelle er der, men håndværkeren og sportsstjernen danser, miljøeksperten og politikeren synger på livet løs og så videre.
Jeg slukker for fjernsynet - orker bare ikke at se mere iscenesat middelmådighed. Hvor god kan en talentløs amatør blive ved professionel assistance i løbet af en uge? Jeg vil langt hellere underholdes af de talentfulde, der har brugt årevis på at blive toptunede. Alligevel ender familien ofte med at se Showtime, fordi børnene elsker det, men jeg har det skidt med, at mine børn opfostres med så dårlig kvalitet underholdning. Hvorfor overlader public servicekanalen ikke sendefladen til nogen af de fantastisk mange talentfulde danske bands, der er på vej op efter mange års slid. Så kan politikerne udtale sig om politik, sportsstjernerne yde deres optimale på sportsscenen, mens dem, der har satset karrieren på sang og musik, kan brænde igennem på skærmene i de lune stuer.
Skræmmende så lidt indflydelse kvaliteten har på udbredelsen. Håber den nye DR direktør har mod på at tage fat i middelmådigheden og vise os danskere forskellen på amatører og professionelle.
Hvor finder jeg professionelle aktører? Uanset hvilken kanal jeg zapper over på, er sendefladen overladt til amatører. Vel at mærke amatører, der meget gerne vil blive gode til at se godt ud, danse, synge, bygge om, opdrage børn, lave mad eller et andet af livets mange gøremål. Men hvor er håndværkerne, musikerne, sangere og sangerinder, kokkene og alle de andre eksperter henne? Dem, der kunne bringe os videre - bringe kvalitet og professionalisme ind i underholdningsuniverset. Nåh jo - de professionelle er der, men håndværkeren og sportsstjernen danser, miljøeksperten og politikeren synger på livet løs og så videre.
Jeg slukker for fjernsynet - orker bare ikke at se mere iscenesat middelmådighed. Hvor god kan en talentløs amatør blive ved professionel assistance i løbet af en uge? Jeg vil langt hellere underholdes af de talentfulde, der har brugt årevis på at blive toptunede. Alligevel ender familien ofte med at se Showtime, fordi børnene elsker det, men jeg har det skidt med, at mine børn opfostres med så dårlig kvalitet underholdning. Hvorfor overlader public servicekanalen ikke sendefladen til nogen af de fantastisk mange talentfulde danske bands, der er på vej op efter mange års slid. Så kan politikerne udtale sig om politik, sportsstjernerne yde deres optimale på sportsscenen, mens dem, der har satset karrieren på sang og musik, kan brænde igennem på skærmene i de lune stuer.
Skræmmende så lidt indflydelse kvaliteten har på udbredelsen. Håber den nye DR direktør har mod på at tage fat i middelmådigheden og vise os danskere forskellen på amatører og professionelle.
Abonner på:
Opslag (Atom)