Roman. Erlend Loes seneste roman har finurligt handling med masser af humor og skarpe meninger. Personerne er komisk og kærligt beskrevet. Formen er befriende fri af de formelle regler i romankunsten.
I Erlend Loes roman ”Volvo Lastvagnar” er en af hovedpersonerne noget så sjældent som den 92 årig enke Maj Britt, der ryger masser af hash. Hende afdøde mand blev for mange år siden forbigået af sin arbejdsgiver Volvo Lastwagnar. En realitet, der selv efter mandens død, fylder i enkens liv.
Hendes hovedfjende er godsejeren ved siden af. Som unge havde de to et godt øje til hinanden. En kærlighed, der er glemt for mange år siden. Nu er godsejerens eneste passion interessen for fugle. Af ren solidaritet overnatter han altid i det fri.
Lokationen er svensk, men den anden hovedperson er den omflakkende nordmand Doppler. Han tager hul på konflikter på tværs af den lange landgrænse mellem Sverige og Norge.
Handlingen er finurlig og komisk. Ikke i nærheden af noget jeg har set før. Men det er romanens opbygning, der virkelig rager op i romanlandskabet.
Fortællingen foregår hovedsageligt med en alvidende fortæller. Indimellem må fortælleren dog vige pladsen for forfatteren, der træder frem på første parket. Med masser af markante meninger. Ingen berøringsangst her. For at fjerne enhver tvivl om, at det netop er forfatterens holdning, der fremtoner på siden, skriver Erlend Loe: ”Jeg, der skriver denne bog, …..” Dette gør han konsekvent, der hvor jeg-formen anvendes.
Andre gange laver han henvisninger til appendiks. I disse uafhængige indlæg lader Erlend Loe en stemning eller detalje tage magten. Resultatet er en række grene, der stikker ud i forhold til bogens øvrige handling.
Eller Erlend Loe føler behov for en uddybning, der vil interessere enkelte læsere men ikke alle. Disse afstikker markeres tydeligt, hvilket forekommer praktisk. Men jeg fandt mig nødsaget til at læse samtlige tillæg. Hvilket garanteret også er forfatterens intention.
Formen understøtter Erlend Loes underspillede humor perfekt. F.eks. er der på et tidspunkt en diskussion mellem Doppler og Maj Britt. De konkurrerer om, hvilket land, der har den mest berømte forfatter. Doppler vinder, da han fremhæver norske Erlend Loe og pointerer, at ingen af de to hovedpersoner ville eksistere uden denne forfatter.
Så har du mod på en morsom roman med en livsbekræftende handling og en modig opbygning, så er Volvo Lastvagnar et godt bud. Erlend Loe får fuldt hus for sin unikke roman.
******
Erlend Loe: Volvo Lastvagnar,
240 sider, 199 kr. Gyldendal 2006.
onsdag, oktober 04, 2006
Tynd snak om fede tider
Vesteuropa bugner af fedt på sidebenene. Alle snakker om det, men hvem gør noget ved det?
Nu japper også jeg med på den fede snak, men gør jeg noget?
Fedmen vælter ind over os og ud over livremmen, der må spændes ud nok engang. Medierne overstrømmer os med budskabet i lange tv-udsendelser og dybdeborende avisartikler. Jeg vil gerne følge med, så jeg sidder klinet til tv-skærmen, læser lidt længere tid i avisen. Bruger tid på at fordøje bekymringerne. En dag aflyser jeg løbeturen, fordi jeg har så travlt med at snakke om den forfærdelige fedmeepidemi, der snart overmander mig. Og ganske rigtigt, inden ugen er omme, har jeg taget et helt kilo på. Nu klæber problemet sig til mine hofter. Der er grund til bekymring, så min fjernsynskigning stiger. Jeg øger avistiden. Min næste handling er at surfer efter statistikker og beregne trends. Kort sagt jeg bekymrer mig virkelig.
Ugen efter har jeg taget endnu et kilo på. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke er bevidst om problemet. Nej jeg kopierer mange politikeres og eksperters adfærd. Jeg observerer, analyserer, tænker og taler; men jeg foretager mig absolut intet i forsøget på at forebygge fedmen.
Skal der handling bag de fede bekymringer eller skal politikere og eksperter tale hele nationen fed?
Hvis der virkelig skal forebygges, er der masser af muligheder. Her er nogle bud, der er til at tage fat på, inden børnene vokser ud af tøjet:
Indfør en times ekstra idræt til alle folkeskoleelever.
Forbyd sliksalg og sodavandsmaskiner på skolens område.
Indfør sport i SFO-tiden.
Vi har alle et ansvar i fedmekampen. Lad os inspirere af eksperternes anbefalinger. Lad os praktisere de kloges gode råd.
Nu løber jeg. Snører skoene og indleder flugten fra de fede tider.
Men initiativerne kræver også bevillinger frem for tynd snak fra politisk hånd. Skal fedmeepidemien blive et selvopfyldende profeti, eller er politikerne klar til at flå andet end kalorielette ord op af lommen?
Nu japper også jeg med på den fede snak, men gør jeg noget?
Fedmen vælter ind over os og ud over livremmen, der må spændes ud nok engang. Medierne overstrømmer os med budskabet i lange tv-udsendelser og dybdeborende avisartikler. Jeg vil gerne følge med, så jeg sidder klinet til tv-skærmen, læser lidt længere tid i avisen. Bruger tid på at fordøje bekymringerne. En dag aflyser jeg løbeturen, fordi jeg har så travlt med at snakke om den forfærdelige fedmeepidemi, der snart overmander mig. Og ganske rigtigt, inden ugen er omme, har jeg taget et helt kilo på. Nu klæber problemet sig til mine hofter. Der er grund til bekymring, så min fjernsynskigning stiger. Jeg øger avistiden. Min næste handling er at surfer efter statistikker og beregne trends. Kort sagt jeg bekymrer mig virkelig.
Ugen efter har jeg taget endnu et kilo på. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke er bevidst om problemet. Nej jeg kopierer mange politikeres og eksperters adfærd. Jeg observerer, analyserer, tænker og taler; men jeg foretager mig absolut intet i forsøget på at forebygge fedmen.
Skal der handling bag de fede bekymringer eller skal politikere og eksperter tale hele nationen fed?
Hvis der virkelig skal forebygges, er der masser af muligheder. Her er nogle bud, der er til at tage fat på, inden børnene vokser ud af tøjet:
Indfør en times ekstra idræt til alle folkeskoleelever.
Forbyd sliksalg og sodavandsmaskiner på skolens område.
Indfør sport i SFO-tiden.
Vi har alle et ansvar i fedmekampen. Lad os inspirere af eksperternes anbefalinger. Lad os praktisere de kloges gode råd.
Nu løber jeg. Snører skoene og indleder flugten fra de fede tider.
Men initiativerne kræver også bevillinger frem for tynd snak fra politisk hånd. Skal fedmeepidemien blive et selvopfyldende profeti, eller er politikerne klar til at flå andet end kalorielette ord op af lommen?
Abonner på:
Opslag (Atom)