Hjælpsomhed eller utidig indblanding

I dag forekommer ventetiden i supermarkedskøen helt ulidelig lang. Jeg forsøger at lade op til det bliver min tur til at præsentere det vareudvalg, som jeg har hevet ned fra hylderne denne forårsdag. Mental forberedelse på at få plads til alle varerne på indkøbsbåndet hurtigst muligt. Hurtigt for at nå at give førstehjælp til de varer, der er tæt på kollision efter skanningen. Jeg forventer en presset situation for både mig og varerne, da jeg får øje på angsten i øjnene på den velstylede kvinde foran mig. Hun har netop placeret de to potteplanter fra den forstoppede vogn på det rullende varebånd. Hendes lidelse overstiger vist min, så jeg beslutter mig for at gøre en forskel, og tage sagen i egen hånd. Endog tage damens varer i egen hånd.

Hvor ofte er jeg ikke kommet hjem fra supermarkedet med makulerede varer i indkøbsposerne? Derfor tænker jeg. ”Tiden i køen føles jo uendelig, så lad os dog hjælpe hinanden, frem for at blive irriteret over de andres tidsforbrug.” Så jeg tilbyder at tømme hendes vogn, mens hun i ro og mag pakker de skannede varer. Hun nikker mistroisk, mens hun formentlig overvejer, om jeg så stjæler udvalgte varer, inden pinkoden overhovedet er tastet ind. Hvordan kan nogen være så hjælpsom uden bagtanker? Men jeg har bagtanker. For jeg hader at vente, og denne gestus kan forkorte ventetiden og gøre en god gerning samtidig. En god gerning, så jeg kan sole min frelsthed og pudse glorien. Tror jeg. Men ærlig talt, så letter jeg ikke damens dag, højst min egen samvittighed. Hendes hjerne arbejder tilsyneladende på højtryk med at afdække mine hensigter. Vil jeg tage penge for indsatsen efterfølgende? Vil jeg kræve livslangt venskab? Er jeg en ensom stakkel? Måske er jeg en ensom stakkel. I hvert fald fremkalder min gerning nysgerrighed hos resten af indkøbskøen.

Måske skyldes kvindens forvredne ansigtsudtryk, at jeg ikke sætter varer på båndet i den rækkefølge, som hun personligt foretrækker. Selv har jeg voldsomme præferencer. Præferencer, som jeg naivt trækker ned over den intetanende dame. Først køkkenruller og vaskepulver, der ikke kræver særbehandling. Nærmeste forfølger er mælken, der får følgeskab af alle de andre kolde varer, så varerne kan pakkes i samme poser og holde sidemanden kold. Med den fordel, at de ikke når at blive fordærvet på hjemturen. Næste varegruppe er robuste grønsager, dåser, glas, sukker, mel og alle de andre kolonialvarer (hedder det vist). Efterfølgende rugbrød, boller og kager. Så robuste frugter. Forsigtigt forfulgt af sarte frugter, chips, æg, potteplanter og ugeblade. Jeg følger denne for mig geniale rækkefølge, men føler slet ikke damens begejstring. Måske frygter hun, at jeg har tænkt mig at forvirre hende med min mærkelige rækkefølge af varerne. En forvirring, som jeg kan benytte til at snige de scannede varer i hendes bane ned i mine hjemmefra medbragte genbrugsposer. Ja ved nærmere eftertanke, er jeg selv overorganiseret og superøkonomisk. De 2 kr. og 50 øre for en pose, dem skal jeg have optimalt udbytte af. Hvis jeg en sjælden gang er kommet af sted uden genbrugsposer, så føler jeg nærmest, at jeg går nøgen rundt i supermarkedet. Det er lige før jeg skynder mig op og køber fire nye poser, som jeg kan hænge på den tomme vogn, så alt føles rigtigt. Tænk engang. Hvorfor har jeg så problemer med at forstå den rystede dame, der får hjælp fra en vildt fremmed vogn i køen? Eller hjælp definerer hun det nok ikke som. Kvinden er forberedt på at blive stemplet i haserne af den bagvedkørende metalvogn, blive skulet til fra køens utålmodige øjne og parat til at modstå hundsende tilråb. Men hun er ikke rustet til af afslå unødig indblanding i indkøbsritualet fra en velmenende tåbe. En selvbestaltet indkøbsekspert som mig, der tror, jeg har universalnøglen til varernes rækkefølge på indkøbsbåndet.

Heldigvis kopierer kunden bag mig ikke min ihærdige indsats. For er jeg klogere nu end for 5 minutter siden. Ved at en vildt fremmed, der sætter æggene, potteplanter og ugeblade op først, vil ødelægge min dag. Mine indkøbsritualer vil ligge i ruiner. Pludselig forstår jeg, at min hjælpsomhed højst mindsker min kedsomhed i køen. Jeg har simpelthen blandet mig utidigt i en stakkels kvindes dagligvareindkøb. Undskyld kære kvinde.