Kommentar i djøfbladet nr. 19, 6. november 2009
http://aparte.ipapercms.dk/Djoefbladet/2009/19/ side 40
Hvordan opdager man, at travlhed er røget fra den positive præstationstrang over i den sygelige stressspiral? Det bliver jeg tit spurgt om efter min tur ind i stressspiralen og ud igen. Det er fire år siden. Og nu ved jeg, at kroppen giver besked, hvis vi tør stoppe op og lytte.
Selv ignorerede jeg masser af advarsler: søvnløse nætter, hukommelsessvigt, rastløshed og et åndedræt, der lå helt oppe i bronkierne. Alt sammen symptomer, som jeg forsøgte at drukne ved at påtage mig endnu flere opgaver på arbejdet.
Jeg fik også en større advarsel. Det var til min søns tre års fødselsdag med 25 gæster, hjemmebag og selvgjort middag. De sidste fire gæster sad tilbage og småsludrede over veltempererede øl og vand ved sofabordet. Jeg med værtindesmil og tilfredshed over at slå til på endnu en front. Alt kørte tilsyneladende på skinner: Karriere, familie, venner, hus og have. Men så fortalte min veninde fra Danske Bank om en stræbsom kvindelig kollega, der en dag brød sammen uden varsel.
”Meget underligt, fordi hun normalt overkom ufatteligt meget, præcis som dig,” sagde min veninde.
Mit smil stivnede. Jeg husker ikke mere af samtalen, kun at jeg fulgte gæsterne ud kort efter og vinkede åndsfraværende, da bilen forsvandt om hjørnet. Jeg skrævede hen over min søns spredte gaver og søgte tilbage i sofaen, hvor jeg brød sammen, græd som pisket. Hverken mand eller børn fattede noget. Heller ikke jeg. Det var bestemt ikke første gang, jeg hørte om folk, der fik stress. Hvorfor berørte det mig så dybt, at en for mig ukendt kvinde mistede grebet?
Det præcise svar fik jeg syv hektiske måneder sendere, da også min ufattelige overkommelighed krakelerede. Nu var det min tur til et sammenbrud ”uden varsel”. Til stor undren for omgivelserne og som en overraskelse for mit overfladiske jeg. Men set i bakspejlet var det ikke advarsler, der manglede: Vågne nætter, svigtende hukommelse, distræthed og manglende evne til fordybelse. For slet ikke at glemme tårerne over kvinden fra Danske Bank.
Og nu forstår jeg tårerne over kvinden. Min krop tog fortællingen alvorligt, fordi den vidste præcis, hvor jeg var på vej hen. Gråden var min krops tårer over ikke at kunne komme i kontakt med mit hoved. Tårerne var et varsel om, at jeg havde kurs mod præcis samme skæbne som kvinden. Min krop så kvinden som mit spejlbillede 7 måneder senere. Spådommen blev opfyldt, men den kunne være afværget, hvis jeg var stoppet op og havde lyttet. Men jeg havde alt for travlt til at lytte, travlt med brandslukningsopgaver i et stadigt mere opskruet tempo.
Nu ved jeg, at kroppen er langt klogere end det eksaminerede hoved, og at jeg skulle have koblet hovedet fra og kroppen til langt tidligere. Fremover forsøger jeg at huske kroppen, når jeg kaster mig ud i nye projekter, og lade den få ordet, før maven snørkler sig sammen. Til gengæld har jeg mistet titlen: Kvinden der overkommer ufatteligt meget.
mandag, november 09, 2009
mandag, juli 13, 2009
Mors lille dyt og fars fede spand
Sådan set i Femina nr 28, 9. juli 2009
Det er næsten altid mors lille dyt med de store forlygter og fars fede spand med alufælge og stort bagagerum. Mange mødre fræser rundt i små biler med børn på bagsædet, mens mændene cruiser af sted alene med adskillige airbags og centrallås. Hjemme hos os er der fælleseje og børnevælde. Den der kører børnene, tager den nye stationcar, hvor sikkerheden er i top. Den anden stikker nøglen i den lillebitte blikfarvede Fiat.
”Din bil,” siger én i min indkørsel og peger på den 9-årige blikspand, der minder om en uåbnet makreldåse.
”Nej, det er min mands,” lyver jeg, fordi jeg hader stereotype antagelser, og i dette sekund hellere fremstår som ejer af den koksgrå stationcar.
”Ejer han begge biler?” Lyder det så. Spørgeren kan ikke forestille sig, at jeg ejer en bil, der er større end mandens. Det gør jeg heller ikke, men jeg gider ikke blive proppet ned i makreldåsen mod min vilje.
Hvorfor er det lige, at kvinder som regel har råderet over den lille gamle bil, mens manden suser rundt i den store fede familiebil, selvom det tit er moren, der henter børnene og får lange arme af at slæbe indkøbsposer frem til bagagerummet? Ja, jeg fatter det ikke.
Men så tænker jeg tilbage og husker, hvordan vi anskaffede de to biler. Jeg var førstevælger, dengang vi købte makreldåsen, mens manden var alene på indkøb, da stationcaren kom i indkørslen. Jeg var travlt optaget af eksamen og opdagede først senere, at stationcaren havde mere under motorhjelmen end vores tidligere biler.
Det var ikke noget tilfælde, at jeg ikke blandede mig synderligt i bilkøbet; biler interesserer mig ikke, benzinpåfyldning og bilvask sniger jeg mig udenom. Faktisk tager jeg helst cyklen og lapper den gerne, når den er flad. Så hånden på gearstangen; også herhjemme er det mest fars fede spand, selvom pengene strømmer fra fælleskassen. Men når det bliver vinter, og cykelgearene fryser fast, er det rarere at sidde bag rattet. Og bag rattet er stationcarens varme i sædet nu engang sjovere end isblomsterne på indersiden af ruden i Fiatten. I stationcaren fryder jeg mig over mandens prioritering af komfort. Længe leve fars valg af fed dyt, når jeg kan køre i den med fuld tank, vinterdæk og rene ruder.
En tanke slår mig: Er jeg en møg forkælet mokke, der burde være taknemlig for blikspanden? Nej, for hvem gider køre på anden klasse, når man betaler billet til første? Jeg gider ikke, så vi holder fast i, at bilen følger børnene. Fordelingsnøglen giver den fordel, at der er ekstra rift om børnekørsel og indkøb i vintermånederne – undtagen når tanken er tæt på tom.
Det er næsten altid mors lille dyt med de store forlygter og fars fede spand med alufælge og stort bagagerum. Mange mødre fræser rundt i små biler med børn på bagsædet, mens mændene cruiser af sted alene med adskillige airbags og centrallås. Hjemme hos os er der fælleseje og børnevælde. Den der kører børnene, tager den nye stationcar, hvor sikkerheden er i top. Den anden stikker nøglen i den lillebitte blikfarvede Fiat.
”Din bil,” siger én i min indkørsel og peger på den 9-årige blikspand, der minder om en uåbnet makreldåse.
”Nej, det er min mands,” lyver jeg, fordi jeg hader stereotype antagelser, og i dette sekund hellere fremstår som ejer af den koksgrå stationcar.
”Ejer han begge biler?” Lyder det så. Spørgeren kan ikke forestille sig, at jeg ejer en bil, der er større end mandens. Det gør jeg heller ikke, men jeg gider ikke blive proppet ned i makreldåsen mod min vilje.
Hvorfor er det lige, at kvinder som regel har råderet over den lille gamle bil, mens manden suser rundt i den store fede familiebil, selvom det tit er moren, der henter børnene og får lange arme af at slæbe indkøbsposer frem til bagagerummet? Ja, jeg fatter det ikke.
Men så tænker jeg tilbage og husker, hvordan vi anskaffede de to biler. Jeg var førstevælger, dengang vi købte makreldåsen, mens manden var alene på indkøb, da stationcaren kom i indkørslen. Jeg var travlt optaget af eksamen og opdagede først senere, at stationcaren havde mere under motorhjelmen end vores tidligere biler.
Det var ikke noget tilfælde, at jeg ikke blandede mig synderligt i bilkøbet; biler interesserer mig ikke, benzinpåfyldning og bilvask sniger jeg mig udenom. Faktisk tager jeg helst cyklen og lapper den gerne, når den er flad. Så hånden på gearstangen; også herhjemme er det mest fars fede spand, selvom pengene strømmer fra fælleskassen. Men når det bliver vinter, og cykelgearene fryser fast, er det rarere at sidde bag rattet. Og bag rattet er stationcarens varme i sædet nu engang sjovere end isblomsterne på indersiden af ruden i Fiatten. I stationcaren fryder jeg mig over mandens prioritering af komfort. Længe leve fars valg af fed dyt, når jeg kan køre i den med fuld tank, vinterdæk og rene ruder.
En tanke slår mig: Er jeg en møg forkælet mokke, der burde være taknemlig for blikspanden? Nej, for hvem gider køre på anden klasse, når man betaler billet til første? Jeg gider ikke, så vi holder fast i, at bilen følger børnene. Fordelingsnøglen giver den fordel, at der er ekstra rift om børnekørsel og indkøb i vintermånederne – undtagen når tanken er tæt på tom.
fredag, juni 12, 2009
Trængsel i Toyotasegmentet
Sådan set i Femina nr. 24, 11. juni 2009
”Toyotasegmentet,” udtaler arkitekten med et tonefald, der fortæller mig, at det ikke er noget kvalitetsstempel, da jeg henter hende på S-togs stationen en ruskende februarmorgen, fordi hun ikke selv har bil. Enten svigter hendes situationsfornemmelse, eller også har hun ikke forstand på bilmærker, og det kan ingen fortænke den bilfrie arkitekt i. Her sidder hun og luner sig ved klimaanlægget og håner Toyotasegmentet i en Toyota, som lige har hentet hende på stationen. Sidst på måneden forventer hun at få penge på kontoen, overført fra en Toyotaejer. Arkitektsegmentet er åbenbart ikke for fint til at leve af pengene fra Toyotasegmentet.
Og ja jeg kører Toyota, er åbenbart ikke kreativ nok til at rage udenfor den store masse, der hylder stabilitet, lave driftsudgifter og sjældne reparationer.
Måske jeg engang vokser ud af Toyotasegmentet. På den anden side er her dejlig trygt i Toyotasegmentet, og så ved marketingfolkene også lige præcis, hvor de har os middelklassedanskere. Eller tænk hvis min indkomst svinder ind, så jeg må melde mig ufrivilligt ud af midterfeltet. Efter en opvækst i Austin-, gammel-Ford- og Daihatsusegmentet, så ligger jeg bare så lunt i Toyotasegmentet.
Jeg er stolt over mit tilhørsforhold. Eneste indvending er, at det kan være svært at finde sin koksgrå stationcar udenfor indkøbscentret, men så er det dejligt, at Toyota kender sit segment og ikke opkræver ekstra for fjernbetjent centrallås. Jeg klikker på nøglen og min stationcar blinker igen, når jeg ruller indkøbsvognen mod bagagesmækken sådan en lørdag eftermiddag ved ét tiden sammen med de andre Toyotaelskere til det ugentlige Toyotatræf.
Men ramt føler jeg mig åbenbart, når jeg rager rundt i Toyotasegmentet, selvom jeg ikke interesserer mig for biler. Det skyldes nok, at vi alle sammen har lyst til at være helt specielle. Når man så gennem mange år har fået opbygget troen på at være helt speciel, er det ikke fedt at blive stemplet Toyotasegment en kold vintermorgen; på et splitsekund har en enkelt massebetegnelse nulstillet følelsen af at være unik.
Næste gang jeg møder arkitekten, vil jeg fortælle vittigheder om arkitektsegmentet, der ikke selv har bil, fordi det simpelthen er for småborgerligt. Arkitekter, der hellere vil hentes på stationen af en Toyota og så grine af de konforme Toyotaejere, der afholder de månedlige autoudgifter. Og det må jeg sige, jeg henter hende gerne, for hun er vældig sød og idéer har hun også. Hun kan jo ikke gøre for, at hun tilhører arkitektsegmentet. Hendes ideer var godt nok lidt skæve og kreative, men når de møder Toyotasegmentet, så bliver de rettet ud, og nu har vi en tilbygning på vej; den perfekte krydsning mellem Toyotasegment og den billøse arkitekthjerne. Behøver jeg fortælle, at der hverken er indregnet carport og plads til vinterdæk i den ombygning?
Hvis arkitekten skal herud på landet igen, så afhenter jeg hende ved toget på min Kildemoes cykel, som jeg foretrækker, når vejret er tørt. Så kan vi mødes i cykelsegmentet. Hun bestemmer selv, om hun sidder på bagagebæreren eller er den, der træder i pedalerne og får hjulene til at dreje rundt.
”Toyotasegmentet,” udtaler arkitekten med et tonefald, der fortæller mig, at det ikke er noget kvalitetsstempel, da jeg henter hende på S-togs stationen en ruskende februarmorgen, fordi hun ikke selv har bil. Enten svigter hendes situationsfornemmelse, eller også har hun ikke forstand på bilmærker, og det kan ingen fortænke den bilfrie arkitekt i. Her sidder hun og luner sig ved klimaanlægget og håner Toyotasegmentet i en Toyota, som lige har hentet hende på stationen. Sidst på måneden forventer hun at få penge på kontoen, overført fra en Toyotaejer. Arkitektsegmentet er åbenbart ikke for fint til at leve af pengene fra Toyotasegmentet.
Og ja jeg kører Toyota, er åbenbart ikke kreativ nok til at rage udenfor den store masse, der hylder stabilitet, lave driftsudgifter og sjældne reparationer.
Måske jeg engang vokser ud af Toyotasegmentet. På den anden side er her dejlig trygt i Toyotasegmentet, og så ved marketingfolkene også lige præcis, hvor de har os middelklassedanskere. Eller tænk hvis min indkomst svinder ind, så jeg må melde mig ufrivilligt ud af midterfeltet. Efter en opvækst i Austin-, gammel-Ford- og Daihatsusegmentet, så ligger jeg bare så lunt i Toyotasegmentet.
Jeg er stolt over mit tilhørsforhold. Eneste indvending er, at det kan være svært at finde sin koksgrå stationcar udenfor indkøbscentret, men så er det dejligt, at Toyota kender sit segment og ikke opkræver ekstra for fjernbetjent centrallås. Jeg klikker på nøglen og min stationcar blinker igen, når jeg ruller indkøbsvognen mod bagagesmækken sådan en lørdag eftermiddag ved ét tiden sammen med de andre Toyotaelskere til det ugentlige Toyotatræf.
Men ramt føler jeg mig åbenbart, når jeg rager rundt i Toyotasegmentet, selvom jeg ikke interesserer mig for biler. Det skyldes nok, at vi alle sammen har lyst til at være helt specielle. Når man så gennem mange år har fået opbygget troen på at være helt speciel, er det ikke fedt at blive stemplet Toyotasegment en kold vintermorgen; på et splitsekund har en enkelt massebetegnelse nulstillet følelsen af at være unik.
Næste gang jeg møder arkitekten, vil jeg fortælle vittigheder om arkitektsegmentet, der ikke selv har bil, fordi det simpelthen er for småborgerligt. Arkitekter, der hellere vil hentes på stationen af en Toyota og så grine af de konforme Toyotaejere, der afholder de månedlige autoudgifter. Og det må jeg sige, jeg henter hende gerne, for hun er vældig sød og idéer har hun også. Hun kan jo ikke gøre for, at hun tilhører arkitektsegmentet. Hendes ideer var godt nok lidt skæve og kreative, men når de møder Toyotasegmentet, så bliver de rettet ud, og nu har vi en tilbygning på vej; den perfekte krydsning mellem Toyotasegment og den billøse arkitekthjerne. Behøver jeg fortælle, at der hverken er indregnet carport og plads til vinterdæk i den ombygning?
Hvis arkitekten skal herud på landet igen, så afhenter jeg hende ved toget på min Kildemoes cykel, som jeg foretrækker, når vejret er tørt. Så kan vi mødes i cykelsegmentet. Hun bestemmer selv, om hun sidder på bagagebæreren eller er den, der træder i pedalerne og får hjulene til at dreje rundt.
søndag, maj 24, 2009
Grinagtig garanti til taskesamlingen
Sådan set i Femina nr. 20, 14. maj 2009
Jeg har købt en lyseblå skoletaske til min niårige datter, med en garanti, der vil gøre mange grønne af misundelse - 30 års garanti på den taske! Det vil altså sige, at min datter berettiget kan brokke sig over nylonbag´en, hvis den går i stykker, inden hun bliver niogtredive år. Men er den garanti mere end et grin værd?
Hvordan så min egen taske ud for 30 år siden - dengang i 1978, da jeg valsede af sted med rottehaler, lårkort patchwworkkjole og formstøbt gul skoletaske med runde røde reflekser? To rygstropper havde den, og metalklikspænder og hank, så den var nem at hægte på Hillford-cyklens bagagebæger. Hvad nu, hvis der havde været 30 års garanti på den gule bogholder? Så havde jeg ikke behøvet at købe de op imod hundrede tasker, som i form af skoletasker, rygsække, håndtasker og businessbags har været gennem mine hænder. Selv om den gule skoletaske måtte lade livet alt for tidligt, var det ikke under omstændigheder, nogen garanti ville kunne dække. Dens endeligt stod nemlig min barndoms rottweiler for, ansporet som den var af duften af en uspist madpakke side om side med ”Søren og Mette”. Taskens nylonsyninger gav snart efter for de sylespidse hjørnetænder, og madkassen måtte lidt efter lidt lade sit duftende indhold sive ud i gabet på hunden. Min næste skoletaske i kernelæder holdt så godt, at jeg fik en ny, længe inden kernelæderet åndede ud, og sådan har taskesamlingen stille og roligt udvidet sig siden. Jeg gyser ved tanken om alle de bugnende ekstra skabe, jeg ville have haft brug for, hvis ingen af mine seneste 30 års tasker var slidt op og smidt ud.
De 30 års taskegaranti giver håb om, at min datter ikke vil tage den passion med sig, som jeg selv nærer for tasker – sprængte syninger vil jo løbende berettige hende til en ny skoletaske. Garantien vil ikke være under indflydelse af, hvorvidt halvspiste madpakker overnatter i skoletasken eller ej, for rovdyr har vi ingen af. Ved nærmere øjesyn afslører tasken, at den i modsætning til min fordums gule bogholder har lyn lynlåsrum til mp3-afspiller, lomme til mobiltelefon og net til drikkedunk - så selvom min datter ikke er nøjeregnende, havde det nok været svært at lokke den gule PVC-taske på hendes ryg. Jeg ville have været nødsaget til selv at tage slæbet og iklæde mig monsteret. Hvilke signaler ville den gule plastiktaske ikke have sendt fra sin plads bag på min ryg? Nok ikke den slags, stylister ville anbefale en kvinde i 30’erne at møde verden med.
Jeg sender rottweileren og den manglende garanti en kærlig tanke. Næste gang jeg køber en taske, vil jeg nægte at tage mod en garanti, der strækker sig ud over de obligatoriske to år; kan ikke forestille mig en taske, der selvom den stadig hænger sammen, vil være værd at bruge efter 30 år.
Garantien har imidlertid gjort mig nysgerrig. Skulle min datters taske gå op i syningen, så vil jeg gemme den bagerst i skabet i 15-20 år og så slentrer ned i butikken og se, hvad de siger, når jeg forlanger at få en ny taske med de finesser, som børn efterspurgte i 2008. Så får jeg med garanti en oplevelse - og måske et gratis grin.
Jeg har købt en lyseblå skoletaske til min niårige datter, med en garanti, der vil gøre mange grønne af misundelse - 30 års garanti på den taske! Det vil altså sige, at min datter berettiget kan brokke sig over nylonbag´en, hvis den går i stykker, inden hun bliver niogtredive år. Men er den garanti mere end et grin værd?
Hvordan så min egen taske ud for 30 år siden - dengang i 1978, da jeg valsede af sted med rottehaler, lårkort patchwworkkjole og formstøbt gul skoletaske med runde røde reflekser? To rygstropper havde den, og metalklikspænder og hank, så den var nem at hægte på Hillford-cyklens bagagebæger. Hvad nu, hvis der havde været 30 års garanti på den gule bogholder? Så havde jeg ikke behøvet at købe de op imod hundrede tasker, som i form af skoletasker, rygsække, håndtasker og businessbags har været gennem mine hænder. Selv om den gule skoletaske måtte lade livet alt for tidligt, var det ikke under omstændigheder, nogen garanti ville kunne dække. Dens endeligt stod nemlig min barndoms rottweiler for, ansporet som den var af duften af en uspist madpakke side om side med ”Søren og Mette”. Taskens nylonsyninger gav snart efter for de sylespidse hjørnetænder, og madkassen måtte lidt efter lidt lade sit duftende indhold sive ud i gabet på hunden. Min næste skoletaske i kernelæder holdt så godt, at jeg fik en ny, længe inden kernelæderet åndede ud, og sådan har taskesamlingen stille og roligt udvidet sig siden. Jeg gyser ved tanken om alle de bugnende ekstra skabe, jeg ville have haft brug for, hvis ingen af mine seneste 30 års tasker var slidt op og smidt ud.
De 30 års taskegaranti giver håb om, at min datter ikke vil tage den passion med sig, som jeg selv nærer for tasker – sprængte syninger vil jo løbende berettige hende til en ny skoletaske. Garantien vil ikke være under indflydelse af, hvorvidt halvspiste madpakker overnatter i skoletasken eller ej, for rovdyr har vi ingen af. Ved nærmere øjesyn afslører tasken, at den i modsætning til min fordums gule bogholder har lyn lynlåsrum til mp3-afspiller, lomme til mobiltelefon og net til drikkedunk - så selvom min datter ikke er nøjeregnende, havde det nok været svært at lokke den gule PVC-taske på hendes ryg. Jeg ville have været nødsaget til selv at tage slæbet og iklæde mig monsteret. Hvilke signaler ville den gule plastiktaske ikke have sendt fra sin plads bag på min ryg? Nok ikke den slags, stylister ville anbefale en kvinde i 30’erne at møde verden med.
Jeg sender rottweileren og den manglende garanti en kærlig tanke. Næste gang jeg køber en taske, vil jeg nægte at tage mod en garanti, der strækker sig ud over de obligatoriske to år; kan ikke forestille mig en taske, der selvom den stadig hænger sammen, vil være værd at bruge efter 30 år.
Garantien har imidlertid gjort mig nysgerrig. Skulle min datters taske gå op i syningen, så vil jeg gemme den bagerst i skabet i 15-20 år og så slentrer ned i butikken og se, hvad de siger, når jeg forlanger at få en ny taske med de finesser, som børn efterspurgte i 2008. Så får jeg med garanti en oplevelse - og måske et gratis grin.
torsdag, marts 19, 2009
Kommer Lykken med posten?
Sådan set i Femina nr. 12, 19. marts 2009
Kommer lykken med posten? I hvert fald ikke indtil videre. De sidste 18 år har jeg tømt postkasse med en iver, som ventede jeg kærlighedserklæringer fra min mand på langfart, eller havde jeg udsigt til flaskepost fra min forsvundne far. Jeg har en mand, der kommer hjem klokken halv fem og en far, der bor 15 kilometer syd for min egen adresse.
Men det må være lykken, jeg venter på med den opmærksom, jeg ofrer både min elektroniske og min fysiske postkasse. Min opmærksomhed er rettet mod de to kanaler, som var de mine allersidste kontakter til omverdenen. Indrømmet - jeg kan ikke styre mit mailgen og ej heller hæmme vedligeholdelsen af den ukrudtsfri sti, mine spadsereture fra hoveddør til postkasse og tilbage igen har udstukket. Til alt held er fliserne ikke sunket.
Jeg kender lyden af støttebenet på postbuddets cykel, når han slår det ned hos naboen. Hvis han ikke falder i snak, lander brevene på bunden af min postkasse tredive sekunder senere. Jeg løber ud, stikker nøglen i Rukolåsen og erfarer, at reklamer er det eneste, der fylder op fra dagens udbringning. Skuffet begiver jeg mig tilbage til hoveddøren. Hvad er det for en uro i mit indre?
Den uro er den samme som den, der får alkoholikere til at drikke alkohol, ludomaner til at spille ludo eller det, der er værre og madmisbrugere til at flå endnu en bakke flødeboller op og kaste den ene oppustede chokoladeskal efter den anden ind i gabet, og bagefter stille sig uforstående over for, at digitalvægtens tal viser sig i proportionelt stigende orden fra gang til gang.
Jeg er mailjunkie eller postvrag. I dag er jeg bare vraget af posten. Ikke et ærligt brev i min sprække… kun de reklamer, der godt nok er pakket i kuvert med min adresse på. Afsenderne har udvalgt præcis min husstand til at modtage netop denne stak farvefulde brochurer. Tre kilo stegeflæsk op i synet. Dem, der har betalt for den målrettede reklameombæring, er blevet snydt. Jeg smider reklamerne direkte i aviscontaineren, der bliver tømt hver tredje uge. Måske skulle jeg køre aviscontaineren hen ved siden af postkassen, så kan den flinke postmand placere dem direkte. På den anden side vil det give mig flere dage, hvor der ikke ryger et eneste papir gennem sprækken.
Jeg går ind til computeren og aktiverer musen. Ingen mails i indbakke 1, finder refresh knappen. Stadig ingen mails i indbakke 1. Fortsætter til indbakke 2, hvor en ny meddelelse venter mig – den er fra Louise fra Lotto 24. I sidste uge hed hun Janne, og jeg kender ingen af dem. Musen bærer mailen væk. Endnu en reklame fylder op i skraldespanden. Jeg trykker på refresh og lukker så begge indbakker ned. Forsøger at flytte fokus. Fem minutter senere åbner jeg først indbakke 2, så indbakke 1 med flere opfriskknaptryk, før jeg bliver afbrudt af noget, der lyder som postkassen og farer op. På vej ud til postkassen møder jeg skraldemanden, han har tømt aviscontaineren. Jeg smiler, siger hej og vender om. Hurtigt ind til computeren, hvor jeg trykker på refreshknappen og tjekker, om telefonen har ringet, mens jeg var ude.
Overvejer om jeg skal framelde de mange spammails… men der er nu også noget fornøjeligt ved at smide væk.
”Dur ikke, væk,” siger jeg højt uden publikum og lader den veldresserede mus gøre arbejdet.
Kommer lykken med posten? I hvert fald ikke indtil videre. De sidste 18 år har jeg tømt postkasse med en iver, som ventede jeg kærlighedserklæringer fra min mand på langfart, eller havde jeg udsigt til flaskepost fra min forsvundne far. Jeg har en mand, der kommer hjem klokken halv fem og en far, der bor 15 kilometer syd for min egen adresse.
Men det må være lykken, jeg venter på med den opmærksom, jeg ofrer både min elektroniske og min fysiske postkasse. Min opmærksomhed er rettet mod de to kanaler, som var de mine allersidste kontakter til omverdenen. Indrømmet - jeg kan ikke styre mit mailgen og ej heller hæmme vedligeholdelsen af den ukrudtsfri sti, mine spadsereture fra hoveddør til postkasse og tilbage igen har udstukket. Til alt held er fliserne ikke sunket.
Jeg kender lyden af støttebenet på postbuddets cykel, når han slår det ned hos naboen. Hvis han ikke falder i snak, lander brevene på bunden af min postkasse tredive sekunder senere. Jeg løber ud, stikker nøglen i Rukolåsen og erfarer, at reklamer er det eneste, der fylder op fra dagens udbringning. Skuffet begiver jeg mig tilbage til hoveddøren. Hvad er det for en uro i mit indre?
Den uro er den samme som den, der får alkoholikere til at drikke alkohol, ludomaner til at spille ludo eller det, der er værre og madmisbrugere til at flå endnu en bakke flødeboller op og kaste den ene oppustede chokoladeskal efter den anden ind i gabet, og bagefter stille sig uforstående over for, at digitalvægtens tal viser sig i proportionelt stigende orden fra gang til gang.
Jeg er mailjunkie eller postvrag. I dag er jeg bare vraget af posten. Ikke et ærligt brev i min sprække… kun de reklamer, der godt nok er pakket i kuvert med min adresse på. Afsenderne har udvalgt præcis min husstand til at modtage netop denne stak farvefulde brochurer. Tre kilo stegeflæsk op i synet. Dem, der har betalt for den målrettede reklameombæring, er blevet snydt. Jeg smider reklamerne direkte i aviscontaineren, der bliver tømt hver tredje uge. Måske skulle jeg køre aviscontaineren hen ved siden af postkassen, så kan den flinke postmand placere dem direkte. På den anden side vil det give mig flere dage, hvor der ikke ryger et eneste papir gennem sprækken.
Jeg går ind til computeren og aktiverer musen. Ingen mails i indbakke 1, finder refresh knappen. Stadig ingen mails i indbakke 1. Fortsætter til indbakke 2, hvor en ny meddelelse venter mig – den er fra Louise fra Lotto 24. I sidste uge hed hun Janne, og jeg kender ingen af dem. Musen bærer mailen væk. Endnu en reklame fylder op i skraldespanden. Jeg trykker på refresh og lukker så begge indbakker ned. Forsøger at flytte fokus. Fem minutter senere åbner jeg først indbakke 2, så indbakke 1 med flere opfriskknaptryk, før jeg bliver afbrudt af noget, der lyder som postkassen og farer op. På vej ud til postkassen møder jeg skraldemanden, han har tømt aviscontaineren. Jeg smiler, siger hej og vender om. Hurtigt ind til computeren, hvor jeg trykker på refreshknappen og tjekker, om telefonen har ringet, mens jeg var ude.
Overvejer om jeg skal framelde de mange spammails… men der er nu også noget fornøjeligt ved at smide væk.
”Dur ikke, væk,” siger jeg højt uden publikum og lader den veldresserede mus gøre arbejdet.
mandag, februar 02, 2009
Ivrig iværksætter eller heldig husmor
Kommentar i djøfbladet nr. 2 30. januar 2009
http://www.djoef.dk/online/view_artikel?ID=18227
Når mødre springer ud som selvstændige, betragter omgivelserne dem ofte som hjemmegående. Iværksættende fædre benævnes derimod automatisk som ambitiøse og hårdarbejdende.
Sådan har jeg i hvert fald oplevet omgivelsernes fordomme og spørgsmål. For flere år siden startede min mand som selvstændig. Omgivelserne bar ham af sted med spørgsmål, der emmede af ambitioner på hans vegne:
”Sådan, godt gået.”
”Det bliver hårdt.”
Og mange kastede et blik på mig suppleret med en antydning af, at jeg nu stod alene med forældreopgaven. Ikke lige en del af vores ægteskabelige aftale. Men det var omgivelsernes forventning, selvom jeg havde en yderst krævende stilling og rigeligt med ambitioner. I realiteten fortsatte vi delingen af ansvaret for børnene – heldigvis for både børnene og os.
Da jeg for nylig startede min selvstændige skribentkarriere regnede jeg med samme hyldest og anerkendelse af, at det blev hårdt og godt gået. Men nej, omgivelserne betegner mig ofte som hjemmegående husmor og påpeger, hvor dejligt det er for børnene med en fuldtidsmor og for min mand med en kvinde i hjemmet i dagtimerne. Så enten har de en imponerende tillid til mine evner til at opbygge selvstændig virksomhed på deltid, eller også tager de det ikke alvorligt, at jeg arbejder med andet end vasketøj. Kommentarerne antyder, at jeg i al hemmelighed er hjemmegående husmor og trækker skribenttitlen frem som et skalkeskjul. Enkelte kalder mig ligefrem for en heldig husmor, der kan sysle med skribenthobbyen, mens min mand tjener pengene.
Betyder det noget? Nej, ikke for min videre skribentkarriere, men for mit periodevise blodtryk, og så fortæller det en del om fordomme og kønsroller i vores ligestillede Danmark.
Og ja, der er store fordele for familien ved at være selvstændig med et fleksibelt job, ikke mindst når børnene er syge. En fleksibilitet, der tilfalder både iværksættermødre og -fædre.
Hvad siger du, når du møder en selvstændig mor?
”Ih, hvor må det være dejligt for ungerne.”
Hvad ytrer du, hvis du træffer en selvstændig far?
”Så ser du vel ikke meget til familien.”
Hvis det var dine kommentarer, så repræsenterer du den mest gennemgående holdning. En holdning, der virker provokerende på kvinder, som knokler for at få en virksomhed op at køre, og anstrengende for mænd, der ikke har afskrevet familien. Men hånden på hjertet, replikkerne er desværre også dem, som jeg har på tungen, men forsøger at sluge, før de slipper ud i hovedet på en iværksætter. Den slags indlærte kønsmønstre omprogrammeres ikke fra den ene generation til den næste uden en aktiv indsats. Så prøv at bytte om på kommentarerne næste gang du møder iværksætterforældre. Mit bud er, at du møder overraskede blikke. Hvis det er mig og min mand, du møder, så forklarer jeg med glæde, at jeg ser meget til mine børn, fordi livet som selvstændig giver fleksibilitet. Bagefter glæder jeg mig over, at det er min mand, der må forklare, at selvom han har en vis frihed som selvstændig, så er der jo fortsat arbejde, der skal udføres, og tilføje at det ikke er for børnenes skyld, han blev selvstændig. Jeg fryder mig over denne ene gang at slippe for fordømmende blikke, når jeg forklarer, at der er mere livsstil end børnepasning over livet som selvstændig kvinde.
http://www.djoef.dk/online/view_artikel?ID=18227
Når mødre springer ud som selvstændige, betragter omgivelserne dem ofte som hjemmegående. Iværksættende fædre benævnes derimod automatisk som ambitiøse og hårdarbejdende.
Sådan har jeg i hvert fald oplevet omgivelsernes fordomme og spørgsmål. For flere år siden startede min mand som selvstændig. Omgivelserne bar ham af sted med spørgsmål, der emmede af ambitioner på hans vegne:
”Sådan, godt gået.”
”Det bliver hårdt.”
Og mange kastede et blik på mig suppleret med en antydning af, at jeg nu stod alene med forældreopgaven. Ikke lige en del af vores ægteskabelige aftale. Men det var omgivelsernes forventning, selvom jeg havde en yderst krævende stilling og rigeligt med ambitioner. I realiteten fortsatte vi delingen af ansvaret for børnene – heldigvis for både børnene og os.
Da jeg for nylig startede min selvstændige skribentkarriere regnede jeg med samme hyldest og anerkendelse af, at det blev hårdt og godt gået. Men nej, omgivelserne betegner mig ofte som hjemmegående husmor og påpeger, hvor dejligt det er for børnene med en fuldtidsmor og for min mand med en kvinde i hjemmet i dagtimerne. Så enten har de en imponerende tillid til mine evner til at opbygge selvstændig virksomhed på deltid, eller også tager de det ikke alvorligt, at jeg arbejder med andet end vasketøj. Kommentarerne antyder, at jeg i al hemmelighed er hjemmegående husmor og trækker skribenttitlen frem som et skalkeskjul. Enkelte kalder mig ligefrem for en heldig husmor, der kan sysle med skribenthobbyen, mens min mand tjener pengene.
Betyder det noget? Nej, ikke for min videre skribentkarriere, men for mit periodevise blodtryk, og så fortæller det en del om fordomme og kønsroller i vores ligestillede Danmark.
Og ja, der er store fordele for familien ved at være selvstændig med et fleksibelt job, ikke mindst når børnene er syge. En fleksibilitet, der tilfalder både iværksættermødre og -fædre.
Hvad siger du, når du møder en selvstændig mor?
”Ih, hvor må det være dejligt for ungerne.”
Hvad ytrer du, hvis du træffer en selvstændig far?
”Så ser du vel ikke meget til familien.”
Hvis det var dine kommentarer, så repræsenterer du den mest gennemgående holdning. En holdning, der virker provokerende på kvinder, som knokler for at få en virksomhed op at køre, og anstrengende for mænd, der ikke har afskrevet familien. Men hånden på hjertet, replikkerne er desværre også dem, som jeg har på tungen, men forsøger at sluge, før de slipper ud i hovedet på en iværksætter. Den slags indlærte kønsmønstre omprogrammeres ikke fra den ene generation til den næste uden en aktiv indsats. Så prøv at bytte om på kommentarerne næste gang du møder iværksætterforældre. Mit bud er, at du møder overraskede blikke. Hvis det er mig og min mand, du møder, så forklarer jeg med glæde, at jeg ser meget til mine børn, fordi livet som selvstændig giver fleksibilitet. Bagefter glæder jeg mig over, at det er min mand, der må forklare, at selvom han har en vis frihed som selvstændig, så er der jo fortsat arbejde, der skal udføres, og tilføje at det ikke er for børnenes skyld, han blev selvstændig. Jeg fryder mig over denne ene gang at slippe for fordømmende blikke, når jeg forklarer, at der er mere livsstil end børnepasning over livet som selvstændig kvinde.
mandag, december 29, 2008
Tid til toilettanker
Sådan set i Femina nr. 1/2009, 29. december 2008
http://www.femina.dk/Kultur%20og%20rejser/Rettelser/Klummeforvirring.aspx
En amerikansk undersøgelse viser, at kvinder venter tyve sekunder længere end mænd på at få skænket kaffe i koppen på kaffebaren. De tyve sekunders ekstra ventetid kan vi passende bruge på at overveje, om vi har tid til at komme af med kaffen i den anden ende. I toiletkøen venter kvinder nemlig snildt et kvarter, mens mænd har løbende udskiftning ved pissoiret med rindende vand.
Et kvarter er lang tid at vente på at lade vandet, men ikke altid længe nok på Helsingør-Helsingborg færgen. Jeg brugte hele overfarten i toiletkøen. Lige ved siden af myldrede mændene ind og ud uden hverken kødannelse eller våde hænder. Ikke mærkeligt at børnene gik med deres far på toilettet. Bagefter fyldte de en plasticpose i færgeshoppen og nåede tilbage til mig, idet højtalerstemmen lød:
”Færgen er snarest i havn, de bedes gå ned på bildækket.”
Selv velekviperede shoppingcentre skræddersyet til kvindelig købekraft mangler dametoiletter. Hvor mange gange har jeg ikke stået i kvindelig kø i Illums underetage eller trippet foran et af Lyngby Storcenters toiletter frem for at bruge penge? Mærkeligt, fordi indkøbscentrene taber omsætning, hvis parrene afbryder indkøbene i utide, når mændene bliver trætte. Jeg vil betydelig hellere tære på min mands tålmodighed inde fra det kvadratmeter store prøverum end fra køen til toilettet.
Lad os udnytte ventetiden. Hvad med at networke? Bytte visitkort og udveksle erfaringer? Men det kommer vi jo ikke hurtigere til kummen af. Måske er kvinder for blufærdige. I hvert fald smider vi ikke bukserne i selskab med hvem som helst, så venter vi hellere en halv time, før vi kan vride låsen fra indersiden og lade benklæderne nærme sig skoene. Måske skal vi blive bedre til at hive trusserne ned uden bekymring.
Eller være frække og smutte ind på det ledige herretoilet. Det har jeg prøvet, forsøgte at få overstået besøget i en vejrtrækning for at undgå den skarpe stank. Forstår omsider mændenes hurtige rutine med ind-ud uden våde fingre. Måske skal der bare hældes et skvat ”gå væk hund” ud på gulvet i damernes afdeling, så vi haster hurtigere ind og ud af boksene. På den anden side er det ikke ligefrem lugten af lagkage, der skaber trafikprop på dametoilettet.
Kvinder skal søge de græsgange, hvor dametoiletterne er mindre besøgte; topledelse og bestyrelsesarbejde er et godt bud. De forfremmede kvinder ville gøre plads til os andre i de sædvanlige båse. Men i stedet for at træde ind i bestyrelserne, venter mange af os pænt på, at det bliver vores tur i den tyve meter lange toiletkø.
I ventetiden kan vi overveje, om det er lettest at få flere dametoiletter eller øge andelen af kvinder i toppen af erhvervslivet?
http://www.femina.dk/Kultur%20og%20rejser/Rettelser/Klummeforvirring.aspx
En amerikansk undersøgelse viser, at kvinder venter tyve sekunder længere end mænd på at få skænket kaffe i koppen på kaffebaren. De tyve sekunders ekstra ventetid kan vi passende bruge på at overveje, om vi har tid til at komme af med kaffen i den anden ende. I toiletkøen venter kvinder nemlig snildt et kvarter, mens mænd har løbende udskiftning ved pissoiret med rindende vand.
Et kvarter er lang tid at vente på at lade vandet, men ikke altid længe nok på Helsingør-Helsingborg færgen. Jeg brugte hele overfarten i toiletkøen. Lige ved siden af myldrede mændene ind og ud uden hverken kødannelse eller våde hænder. Ikke mærkeligt at børnene gik med deres far på toilettet. Bagefter fyldte de en plasticpose i færgeshoppen og nåede tilbage til mig, idet højtalerstemmen lød:
”Færgen er snarest i havn, de bedes gå ned på bildækket.”
Selv velekviperede shoppingcentre skræddersyet til kvindelig købekraft mangler dametoiletter. Hvor mange gange har jeg ikke stået i kvindelig kø i Illums underetage eller trippet foran et af Lyngby Storcenters toiletter frem for at bruge penge? Mærkeligt, fordi indkøbscentrene taber omsætning, hvis parrene afbryder indkøbene i utide, når mændene bliver trætte. Jeg vil betydelig hellere tære på min mands tålmodighed inde fra det kvadratmeter store prøverum end fra køen til toilettet.
Lad os udnytte ventetiden. Hvad med at networke? Bytte visitkort og udveksle erfaringer? Men det kommer vi jo ikke hurtigere til kummen af. Måske er kvinder for blufærdige. I hvert fald smider vi ikke bukserne i selskab med hvem som helst, så venter vi hellere en halv time, før vi kan vride låsen fra indersiden og lade benklæderne nærme sig skoene. Måske skal vi blive bedre til at hive trusserne ned uden bekymring.
Eller være frække og smutte ind på det ledige herretoilet. Det har jeg prøvet, forsøgte at få overstået besøget i en vejrtrækning for at undgå den skarpe stank. Forstår omsider mændenes hurtige rutine med ind-ud uden våde fingre. Måske skal der bare hældes et skvat ”gå væk hund” ud på gulvet i damernes afdeling, så vi haster hurtigere ind og ud af boksene. På den anden side er det ikke ligefrem lugten af lagkage, der skaber trafikprop på dametoilettet.
Kvinder skal søge de græsgange, hvor dametoiletterne er mindre besøgte; topledelse og bestyrelsesarbejde er et godt bud. De forfremmede kvinder ville gøre plads til os andre i de sædvanlige båse. Men i stedet for at træde ind i bestyrelserne, venter mange af os pænt på, at det bliver vores tur i den tyve meter lange toiletkø.
I ventetiden kan vi overveje, om det er lettest at få flere dametoiletter eller øge andelen af kvinder i toppen af erhvervslivet?
fredag, december 05, 2008
Afskaf de lange næsers nat
Kommentar i djøfbladet nr. 21, den 5. december 2008
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=17769
Afskaf de lange næsers nat, der er ikke mange, der kommer til at savne dem. Måske har du aldrig oplevet de lange næsers nat. Heldige dig, de lange næsers nat har nemlig intet med brasiliansk karnevalsstemning at gøre. Dem, der ved, hvad det handler om, kan slikke sårene efter de lange næsers nætter, de har snottet sig igennem.
Første gang, jeg mødte fænomenet, var som studentermedhjælp i en finansvirksomhed. Det var fredag med udsigt til den årlige sommerfest om aftenen. Med festkjolen i sportstasken var jeg i vældigt humør, men som dagen skred frem, opdagede jeg et voldsomt humørudsving i afdelingen. Nogen viftede med armene, mens andre gik stille med dørene. Jeg troede, det skyldtes sommerfesten, men jeg tog fejl.
Årsagen fandt jeg derimod på en liste uden mit navn. En liste over de medarbejdere, der havde fået en ekstraordinær lønstigning eller udnævnelse. Denne ene dag om året rettede slipsedrengene på jakken og økonomipigerne bandt tørklædet i håb om, at netop de i år var på listen. Som dagen skred frem, sivede enkelte ud af døren med festtøjet under armen, mens andre med hænderne over hovedet fandt festgrimassen frem. Som studerende var en trerettersmenu og fri bar i sig selv en fejring værdig, så jeg festede løs med både de udnævnte og dem, der sad og hang over en flad fadøl med lang næse.
Som færdiguddannet mærkede jeg mere til de lange næsers nat i en anden finansvirksomhed. Her blev titler og løntilskud uddelt i timerne optil firmaets julefrokost. Listerne blev ikke offentliggjort, kun de berørte blev orienteret. Den fredag morgen ankom alle med oprejst pande, men som dagen skred frem uden møde med chefen, begyndte skuldrene at hænge. En anelse psykologisk indblik afslørede ved dagens slutning, hvem der figurerede på de uofficielle lister. Tomme pladser omkring afdelingens bord til julefrokosten fortalte, at ikke alle var tilfredse med deres manglende belønning.
Efter 12 år i finansverdenen kender jeg livet i begge lejre indgående. På vinderholdet har jeg skraldgrinet til toiletspejlet og senere forsøgt ikke at buldre ind i de skuffede på dansegulvet. I den forsmåede afdeling har jeg gemt mig og forsøgt at smile pænt, drikke moderat fra den frie bar og danse afmålt uden at kaste hverken tomme flasker eller trusler efter nogen; Er blevet hængende passende længe i forsøget på at tage nederlaget med oprejst pande, så jeg kunne sætte mig i kontorstolen igen mandag morgen i håbet om et ekstraordinært lønløft et år senere. Undervejs har jeg grinet af dem, der måtte forlade festen, ikke kunne klare mosten, var svage nok til at indrømme skuffelsen overfor omverdenen og alligevel faldt til patten mandag morgen.Jeg går ind for både lønstigning efter fortjeneste og firmafest med socialt samvær, men hvem har fundet på at koble de to begivenheder sammen i de lange næsers nat? Et eksempel på, at to plus to giver minus fem. De vindende holder igen med begejstringen, mens de forsmåede bider tænderne sammen og lægger en dæmper på feststemningen. Adskil lønløft og firmafest, så slipper alle for de lange næse
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=17769
Afskaf de lange næsers nat, der er ikke mange, der kommer til at savne dem. Måske har du aldrig oplevet de lange næsers nat. Heldige dig, de lange næsers nat har nemlig intet med brasiliansk karnevalsstemning at gøre. Dem, der ved, hvad det handler om, kan slikke sårene efter de lange næsers nætter, de har snottet sig igennem.
Første gang, jeg mødte fænomenet, var som studentermedhjælp i en finansvirksomhed. Det var fredag med udsigt til den årlige sommerfest om aftenen. Med festkjolen i sportstasken var jeg i vældigt humør, men som dagen skred frem, opdagede jeg et voldsomt humørudsving i afdelingen. Nogen viftede med armene, mens andre gik stille med dørene. Jeg troede, det skyldtes sommerfesten, men jeg tog fejl.
Årsagen fandt jeg derimod på en liste uden mit navn. En liste over de medarbejdere, der havde fået en ekstraordinær lønstigning eller udnævnelse. Denne ene dag om året rettede slipsedrengene på jakken og økonomipigerne bandt tørklædet i håb om, at netop de i år var på listen. Som dagen skred frem, sivede enkelte ud af døren med festtøjet under armen, mens andre med hænderne over hovedet fandt festgrimassen frem. Som studerende var en trerettersmenu og fri bar i sig selv en fejring værdig, så jeg festede løs med både de udnævnte og dem, der sad og hang over en flad fadøl med lang næse.
Som færdiguddannet mærkede jeg mere til de lange næsers nat i en anden finansvirksomhed. Her blev titler og løntilskud uddelt i timerne optil firmaets julefrokost. Listerne blev ikke offentliggjort, kun de berørte blev orienteret. Den fredag morgen ankom alle med oprejst pande, men som dagen skred frem uden møde med chefen, begyndte skuldrene at hænge. En anelse psykologisk indblik afslørede ved dagens slutning, hvem der figurerede på de uofficielle lister. Tomme pladser omkring afdelingens bord til julefrokosten fortalte, at ikke alle var tilfredse med deres manglende belønning.
Efter 12 år i finansverdenen kender jeg livet i begge lejre indgående. På vinderholdet har jeg skraldgrinet til toiletspejlet og senere forsøgt ikke at buldre ind i de skuffede på dansegulvet. I den forsmåede afdeling har jeg gemt mig og forsøgt at smile pænt, drikke moderat fra den frie bar og danse afmålt uden at kaste hverken tomme flasker eller trusler efter nogen; Er blevet hængende passende længe i forsøget på at tage nederlaget med oprejst pande, så jeg kunne sætte mig i kontorstolen igen mandag morgen i håbet om et ekstraordinært lønløft et år senere. Undervejs har jeg grinet af dem, der måtte forlade festen, ikke kunne klare mosten, var svage nok til at indrømme skuffelsen overfor omverdenen og alligevel faldt til patten mandag morgen.Jeg går ind for både lønstigning efter fortjeneste og firmafest med socialt samvær, men hvem har fundet på at koble de to begivenheder sammen i de lange næsers nat? Et eksempel på, at to plus to giver minus fem. De vindende holder igen med begejstringen, mens de forsmåede bider tænderne sammen og lægger en dæmper på feststemningen. Adskil lønløft og firmafest, så slipper alle for de lange næse
torsdag, oktober 02, 2008
Goddag GPS, farvel stedsans og spontanitet
Sådan set i Femina nr. 40, 2. oktober 2008
GPSen ødelægger min tillærte stedfornemmelse, så jeg bliver stadig mere afhængig af den elektroniske vejviser. Jeg har absolut ingen stedsans, og det har jeg aldrig haft. Før GPS’en klarede jeg mig ved affotografering af gadehjørner, husfacader og vejtræer, så jeg efter det første besøg formåede at finde samme bestemmelsessted igen otte ud af ti gange. Ikke på intuitionen men alene via genkendelsen. En udmærket metode så længe, der hverken var vejspærring eller erindringsforskydninger. I de tilfælde var jeg på herrens mark uden at kende forskel på øst og vest i tilfælde af skydække.
GPS’en faldt derfor på et tørt sted, da den blev installeret i bilen. Endelig sikkert på vej og hurtigt i mål. Og det er såmænd fint nok. Bortset fra, at jeg ikke længere har nogen anelse har om, hvor jeg befinder mig, hvis GPS’en mister signalet eller jeg en sjælden gang bevæger mig af sted uden vejviseren. Så har jeg intet begreb om, hvilken retning jeg skal køre. Kan simpelthen blive væk for mig selv på 100 gange 100 meter i et områder, hvor jeg har været ti gange før.
Den anden dag havde jeg en af disse GPSfri kørsler ved Vanløse, hvor jeg var i tvivl, men mente at erindre den rute, GPS’en normalt udstikker. Men jeg drejede vist en gang for sent og Vanløse er ikke opbygget efter et vinkelret vejkoncept som de amerikanske storbyer. Efterfølgende drejede jeg skiftevis mod højre og venstre så mange gange, at fornemmelsen af, om jeg var på vej ind mod eller ud fra centrum, forsvandt. Jeg kørte ind til siden og ringede til min lokalkendte storesøster og fortalte, at jeg holdt ved Flintholm Station.
”Okay,” sagde hun uden betænkningstid, ”så skal du dreje mod venstre første gang, så mod højre og så mod højre igen.”
Hun lød mere selvsikker end den aldrig skælvende GPSstemme, så jeg takkede og lagde på, undlod at indvie hende i min tvivl omkring bilens retning i forhold til centrum. Jeg fulgte anvisningen og ganske rigtigt, 250 meter og 2 minutter senere svingede jeg ind foran bestemmelsesstedet. Hun gættede åbenbart rigtigt med hensyn til min retning, imponerende.
GPS’en fjerner den anelse af stedbevisthed, som jeg har fået opbygget. Den begrænser min frihed, afstikker forudsigelige ruter i min færden. Jeg ser for mig, hvordan vi mennesker degenererer og til sidst end ikke kan finde købmanden uden GPS.
De udstukne ruter kolliderer med min passion for at køre nye veje og afsøge nye retninger. Jeg vil øve mig uden GPS, begive mig ud i omverdenen med kompas og mobiltelefon men uden GPS. Undgå at GPS bagmændene sponsoreres af Olieselskaberne og får os alle sammen til at køre i ring uden rigtig at komme nogen vegne. Måske placerer jeg GPS’en i handskerummet og fisker den frem de gange, hvor min trang til nye stier har ledt mig på alvorlige afveje endnu engang. I de tilfælde vil jeg bruge GPS’en, efter samme princip som skumslukkeren under handskerummet. Den er rar at ha’ i nødstilfælde, men hvem gider køre rundt i en skumindpakket bil for at forebygge ildebrand?
GPSen ødelægger min tillærte stedfornemmelse, så jeg bliver stadig mere afhængig af den elektroniske vejviser. Jeg har absolut ingen stedsans, og det har jeg aldrig haft. Før GPS’en klarede jeg mig ved affotografering af gadehjørner, husfacader og vejtræer, så jeg efter det første besøg formåede at finde samme bestemmelsessted igen otte ud af ti gange. Ikke på intuitionen men alene via genkendelsen. En udmærket metode så længe, der hverken var vejspærring eller erindringsforskydninger. I de tilfælde var jeg på herrens mark uden at kende forskel på øst og vest i tilfælde af skydække.
GPS’en faldt derfor på et tørt sted, da den blev installeret i bilen. Endelig sikkert på vej og hurtigt i mål. Og det er såmænd fint nok. Bortset fra, at jeg ikke længere har nogen anelse har om, hvor jeg befinder mig, hvis GPS’en mister signalet eller jeg en sjælden gang bevæger mig af sted uden vejviseren. Så har jeg intet begreb om, hvilken retning jeg skal køre. Kan simpelthen blive væk for mig selv på 100 gange 100 meter i et områder, hvor jeg har været ti gange før.
Den anden dag havde jeg en af disse GPSfri kørsler ved Vanløse, hvor jeg var i tvivl, men mente at erindre den rute, GPS’en normalt udstikker. Men jeg drejede vist en gang for sent og Vanløse er ikke opbygget efter et vinkelret vejkoncept som de amerikanske storbyer. Efterfølgende drejede jeg skiftevis mod højre og venstre så mange gange, at fornemmelsen af, om jeg var på vej ind mod eller ud fra centrum, forsvandt. Jeg kørte ind til siden og ringede til min lokalkendte storesøster og fortalte, at jeg holdt ved Flintholm Station.
”Okay,” sagde hun uden betænkningstid, ”så skal du dreje mod venstre første gang, så mod højre og så mod højre igen.”
Hun lød mere selvsikker end den aldrig skælvende GPSstemme, så jeg takkede og lagde på, undlod at indvie hende i min tvivl omkring bilens retning i forhold til centrum. Jeg fulgte anvisningen og ganske rigtigt, 250 meter og 2 minutter senere svingede jeg ind foran bestemmelsesstedet. Hun gættede åbenbart rigtigt med hensyn til min retning, imponerende.
GPS’en fjerner den anelse af stedbevisthed, som jeg har fået opbygget. Den begrænser min frihed, afstikker forudsigelige ruter i min færden. Jeg ser for mig, hvordan vi mennesker degenererer og til sidst end ikke kan finde købmanden uden GPS.
De udstukne ruter kolliderer med min passion for at køre nye veje og afsøge nye retninger. Jeg vil øve mig uden GPS, begive mig ud i omverdenen med kompas og mobiltelefon men uden GPS. Undgå at GPS bagmændene sponsoreres af Olieselskaberne og får os alle sammen til at køre i ring uden rigtig at komme nogen vegne. Måske placerer jeg GPS’en i handskerummet og fisker den frem de gange, hvor min trang til nye stier har ledt mig på alvorlige afveje endnu engang. I de tilfælde vil jeg bruge GPS’en, efter samme princip som skumslukkeren under handskerummet. Den er rar at ha’ i nødstilfælde, men hvem gider køre rundt i en skumindpakket bil for at forebygge ildebrand?
torsdag, august 14, 2008
Sunde rygevaner uden stress
Kommentar i djøfbladet nr. 13, den 15. august 2008
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=16356
Jeg går og venter på en ny undersøgelse, der viser, at rygere er sundere end ikke-rygere. Ikke at der er sat en undersøgelse i gang, men det ville ikke undre mig, om en statistik på et tidspunkt viser, at rygning forebygger stress. Ikke fordi jeg tror, at rygning er sundt, men rygere har afgjort en indbygget pausegenerator, som vi andre kan lære af.
”I har det hårdt,” siger mange af os til rygerne, når vi passerer endnu en spraglet flok, der står på et hjørne udenfor en kontorbygning og inhalerer nikotin og tjære blandet med frostklar formiddagsluft. Når vi er udenfor hørevidde, griner rygerne hånende af, at vi ikke kan finde på andet at sige til vores ikke afvænnede kolleger.
Men har rygere det nu også så hårdt? Egentlig lyder det tillokkende, at bryde sin dag op med pauser, hvor man forlader kontorstolen for at begive sig ud på gaden uanset vind og vejr. Få ti minutters pause på det tidspunkt af døgnet, hvor den lavt hængende sol står højst på himlen i vinterhalvåret, få sol på kinderne i sommerhalvåret. For slet ikke at tale om motionen ved at komme op af stolen, hen ad gangen, ned af trappen, ud af døren, væk fra matriklen. Og hvad med pauserne? Det er dem, der tæller i musikken, i præsentationen og mellem træningspassene. Det er i pauserne kunsten udmærker sig, der kreativiteten sætter ind. Ikke mindst i et vidensamfund, hvor vi lever af udvikling. Alligevel farer mange stadig rundt i industrisamfundets udstukne rammer og forstår ikke, at de ikke kan finde på andet at sige til rygerne end: ”I har det hårdt.”
Hvis jeg kunne vælge pauserne men slippe for at ryge, ville rygepauserne fungere som en glimrende stressforebygger. Tænk også på fællesskabet, når medarbejdere på tværs af afdelinger og placering i hakkeordenen, vædder om, hvad den næste passerende ikke-ryger siger.
Jeg selv var ganske forudsigelig i mit replikvalg, indtil to rygere fortalte, at mit ordvalg var for uoriginalt at spilde mundbevægelser på. Måske gør pauserne rygere mere kreative end os andre. Smarte er de i hvert fald i kampen om pauser. Det lufter jeg næste gang, jeg passerer en nikotinsky.
Og så vil jeg blive bedre til at holde pauser, beslutter jeg og hører min mave knurre, opdager at klokken er blevet to, uden at jeg har holdt en eneste pause siden i morges. Det er langt over min frokosttid. Måske skulle jeg begynde at ryge, uden at inhalere, naturligvis. Eller hvad med mentolcigaretter? Jeg holder en pause og opdager, at solens stråler og fuglenes stemmer kæmper om min opmærksomhed. Tænk hvis pauser var lige så vanedannende som cigaretter uden at korte noget af livet i den sidste ende. Måske skulle jeg ringe til Skandinavisk Tobakskompagni og få råd om, hvad jeg kommer i mine pauser, så de bliver vanedannende, men det danske firma er netop kommet på engelske hænder. Mine tankers vandring fortæller mig, at pauser nok er selvforstærkende og efter et par pauser mere, kan min fantasi fylde pauserne uden nikotinsmag.
http://www.djoef.dk/online/?MIval=view_artikel&&action_ID=3&ID=16356
Jeg går og venter på en ny undersøgelse, der viser, at rygere er sundere end ikke-rygere. Ikke at der er sat en undersøgelse i gang, men det ville ikke undre mig, om en statistik på et tidspunkt viser, at rygning forebygger stress. Ikke fordi jeg tror, at rygning er sundt, men rygere har afgjort en indbygget pausegenerator, som vi andre kan lære af.
”I har det hårdt,” siger mange af os til rygerne, når vi passerer endnu en spraglet flok, der står på et hjørne udenfor en kontorbygning og inhalerer nikotin og tjære blandet med frostklar formiddagsluft. Når vi er udenfor hørevidde, griner rygerne hånende af, at vi ikke kan finde på andet at sige til vores ikke afvænnede kolleger.
Men har rygere det nu også så hårdt? Egentlig lyder det tillokkende, at bryde sin dag op med pauser, hvor man forlader kontorstolen for at begive sig ud på gaden uanset vind og vejr. Få ti minutters pause på det tidspunkt af døgnet, hvor den lavt hængende sol står højst på himlen i vinterhalvåret, få sol på kinderne i sommerhalvåret. For slet ikke at tale om motionen ved at komme op af stolen, hen ad gangen, ned af trappen, ud af døren, væk fra matriklen. Og hvad med pauserne? Det er dem, der tæller i musikken, i præsentationen og mellem træningspassene. Det er i pauserne kunsten udmærker sig, der kreativiteten sætter ind. Ikke mindst i et vidensamfund, hvor vi lever af udvikling. Alligevel farer mange stadig rundt i industrisamfundets udstukne rammer og forstår ikke, at de ikke kan finde på andet at sige til rygerne end: ”I har det hårdt.”
Hvis jeg kunne vælge pauserne men slippe for at ryge, ville rygepauserne fungere som en glimrende stressforebygger. Tænk også på fællesskabet, når medarbejdere på tværs af afdelinger og placering i hakkeordenen, vædder om, hvad den næste passerende ikke-ryger siger.
Jeg selv var ganske forudsigelig i mit replikvalg, indtil to rygere fortalte, at mit ordvalg var for uoriginalt at spilde mundbevægelser på. Måske gør pauserne rygere mere kreative end os andre. Smarte er de i hvert fald i kampen om pauser. Det lufter jeg næste gang, jeg passerer en nikotinsky.
Og så vil jeg blive bedre til at holde pauser, beslutter jeg og hører min mave knurre, opdager at klokken er blevet to, uden at jeg har holdt en eneste pause siden i morges. Det er langt over min frokosttid. Måske skulle jeg begynde at ryge, uden at inhalere, naturligvis. Eller hvad med mentolcigaretter? Jeg holder en pause og opdager, at solens stråler og fuglenes stemmer kæmper om min opmærksomhed. Tænk hvis pauser var lige så vanedannende som cigaretter uden at korte noget af livet i den sidste ende. Måske skulle jeg ringe til Skandinavisk Tobakskompagni og få råd om, hvad jeg kommer i mine pauser, så de bliver vanedannende, men det danske firma er netop kommet på engelske hænder. Mine tankers vandring fortæller mig, at pauser nok er selvforstærkende og efter et par pauser mere, kan min fantasi fylde pauserne uden nikotinsmag.
torsdag, maj 22, 2008
Vælg din chef med omhu
Sådan set i Femina 22. maj 2008
Hvis jeg nogensinde skal have en chef igen, så vælger jeg ham/hende/den/det med omhu. Jeg kræver referencer fra frafaldne medarbejdere, borer i hvorfor de forsvandt, interviewer de tilbageblevne og fornemmer stemningen. Jeg vil stole på min intuition til samtalen og løbe skrigende bort, hvis min vordende chef smider grænseoverskridende spørgsmål på bordet.
Jeg vil bede min vordende chef om at tage en psykologisk test og vride chefen rundt i svarene med en psykolog på min side af det grønne bord og chefen alene på sin side. Hvis chefen spørger ind, vil jeg aflevere testens ti talresultater og så læne mig tilbage og afvente situationen. Efter noget tid spørger jeg, hvilke af chefens egenskaber, der udgør cheffundamentet, hvordan konflikthåndteringen foregår i afdelingen.
”Hvad er din største udfordring i hverdagen som chef?” Spørger jeg, lytter intenst og analyserer svaret. Måske beder jeg chefen gå til tavlen og gøre rede for medarbejdertilfredsheden de senest to år.
Ideen om omhu i chefvalget havde jeg også til en samtale for år tilbage, i hvert fald besvarede chefen i den varme stol på et tidspunkt et af mine utallige spørgsmål med følgende indskydelse og et skarpt blik:
”Det er dig og ikke mig, der er til jobsamtale.”
”Nåh ja,” tænkte jeg, ”det er firmaets lokaler, de sidder to på deres side af bordet og har bestemt tidspunktet.” Jeg lænede mig tilbage i stolen og ænsede ikke intuitionen, der forsøgte at hviske i mit øre. Jeg maste fornemmelsen, indtil den lydløst kravlede ned i min brune kontortaske. Det skulle jeg ikke have gjort. Lige præcis her skulle jeg have holdt fast, fremhævet, at det var en ligeværdig samtale mellem to parter, der så hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Måske skulle jeg have forladt samtalen. Men jeg lod mig overtale og accepterede, at det var mig og ikke ham, der skulle godkendes. Og godkendt blev jeg, glad var jeg også, opdagede ikke, at mine bange anelser var spærret inde businessmappen. Chefen snakkede så hurtigt og højt, at jeg også overhørte den indre stemme, der forsøgte at råbe mig op og fortælle, at en enkelt replik vippede magten i chefens favør og afslørede, at arbejdsforholdet ville stoppe uden happy end. Og det gjorde det, men det er en anden historie.
En chef har mange medarbejdere, og ofte er devicen: medarbejdere kommer og går, chefen består. Men de fleste medarbejdere har præcis en chef. Så i virkeligheden er det meget vigtigere, at vælge sin chef med omhu end at blive valgt med omhu.
En chef har stor betydning for din hverdag, dine muligheder og din fremtidige karriere. Og er du træt af chefen, så er det bare med at gå på chefjagt, og huske at både du og chefen er til vurdering, inden du takker ja til tilbuddet. Der er tale om en ligeværdig samtale mellem to parter, der ser hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Vælg din chef med omhu og husk det, selvom chefen har bisiddere i form af psykolog, HR-chef og andet tingeltangel.
Hvis jeg nogensinde skal have en chef igen, så vælger jeg ham/hende/den/det med omhu. Jeg kræver referencer fra frafaldne medarbejdere, borer i hvorfor de forsvandt, interviewer de tilbageblevne og fornemmer stemningen. Jeg vil stole på min intuition til samtalen og løbe skrigende bort, hvis min vordende chef smider grænseoverskridende spørgsmål på bordet.
Jeg vil bede min vordende chef om at tage en psykologisk test og vride chefen rundt i svarene med en psykolog på min side af det grønne bord og chefen alene på sin side. Hvis chefen spørger ind, vil jeg aflevere testens ti talresultater og så læne mig tilbage og afvente situationen. Efter noget tid spørger jeg, hvilke af chefens egenskaber, der udgør cheffundamentet, hvordan konflikthåndteringen foregår i afdelingen.
”Hvad er din største udfordring i hverdagen som chef?” Spørger jeg, lytter intenst og analyserer svaret. Måske beder jeg chefen gå til tavlen og gøre rede for medarbejdertilfredsheden de senest to år.
Ideen om omhu i chefvalget havde jeg også til en samtale for år tilbage, i hvert fald besvarede chefen i den varme stol på et tidspunkt et af mine utallige spørgsmål med følgende indskydelse og et skarpt blik:
”Det er dig og ikke mig, der er til jobsamtale.”
”Nåh ja,” tænkte jeg, ”det er firmaets lokaler, de sidder to på deres side af bordet og har bestemt tidspunktet.” Jeg lænede mig tilbage i stolen og ænsede ikke intuitionen, der forsøgte at hviske i mit øre. Jeg maste fornemmelsen, indtil den lydløst kravlede ned i min brune kontortaske. Det skulle jeg ikke have gjort. Lige præcis her skulle jeg have holdt fast, fremhævet, at det var en ligeværdig samtale mellem to parter, der så hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Måske skulle jeg have forladt samtalen. Men jeg lod mig overtale og accepterede, at det var mig og ikke ham, der skulle godkendes. Og godkendt blev jeg, glad var jeg også, opdagede ikke, at mine bange anelser var spærret inde businessmappen. Chefen snakkede så hurtigt og højt, at jeg også overhørte den indre stemme, der forsøgte at råbe mig op og fortælle, at en enkelt replik vippede magten i chefens favør og afslørede, at arbejdsforholdet ville stoppe uden happy end. Og det gjorde det, men det er en anden historie.
En chef har mange medarbejdere, og ofte er devicen: medarbejdere kommer og går, chefen består. Men de fleste medarbejdere har præcis en chef. Så i virkeligheden er det meget vigtigere, at vælge sin chef med omhu end at blive valgt med omhu.
En chef har stor betydning for din hverdag, dine muligheder og din fremtidige karriere. Og er du træt af chefen, så er det bare med at gå på chefjagt, og huske at både du og chefen er til vurdering, inden du takker ja til tilbuddet. Der er tale om en ligeværdig samtale mellem to parter, der ser hinanden an med henblik på et fremtidigt arbejdsforhold. Vælg din chef med omhu og husk det, selvom chefen har bisiddere i form af psykolog, HR-chef og andet tingeltangel.
torsdag, marts 13, 2008
En kamæleon bekender kulør
Femina nr 11/2008 sammen med interview
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
”Hvis jeg får en chance til, vælger jeg en anden vej,” står mejslet i min bevidsthed. Et klarsyn, et skrifte fra mit 35-årige liv, hvor jeg har fulgt normerne, fået topkarakterer og leveret ydelser ved kasse ét som en førsteklasses dydsborger. Hvor har det ført mig hen? Til toppen af min nuværende karriere men utro overfor mig selv, hvis jeg da nogensinde har haft et forhold til mig selv, eller overhovedet kender mig selv. Kan jeg mon lide hende, der bor i min krop. På overfladen ja, men indeni?
Tårerne løber nedad tindingerne, ned i ørerne, i håret og væder puden på begge sider af hovedet. Døren går op, jeg er fremme på hospitalet. Det hyler hvidt for mine ører, som er jeg nulstillet. Kun smerten i min mave minder mig om, at jeg fortsat har forbindelse til kroppen og i særdeleshed maven, der har tømt sig igen og igen i en mosaik af farver og former det seneste døgn. Jeg åbner øjnene, hospitalet er hvidt med hvide sygeplejersker og blege læger. Jeg trækker det hvide lagen op til hagen. Min journal er blank som mine tårer. Timeglassets sand er omsider løbet ud af min hverdag og har reddet mig fra et alvorligere kollaps.
Jeg er fanget i mit eget spind. Et spind af normer, pligter og dårlig samvittighed. Et univers hvor bør er det kodeord, der trækker mig rundt i manegen. Min hukommelse er gået i opløsning, så en notesbog under armen de seneste tre måneder er bevis på, hvad jeg har lavet, lovet og hørt. Navnene på mine nærmeste kolleger kommer og går. Evnen til at koncentrere mig om en ting ad gangen er helt forduftet. Signaler, som jeg har overhørt, indtil min mave tager magten og kaster alt fra sig.
Udskrevet fra det sterile univers galopperer mit indre til akkompagnement af stilheden - en pinsel at skrue ned for de ydre omstændigheder.
”Hun må ikke kontaktes, skal bare have fred,” gentager manden, hver gang telefonen ringer. Der sidder jeg så i et univers afkoblet fra omverdenen - arbejdet, vennerne, familien. Kun mand og børn er med i igloen. Den hvide B&O telefon er ikke længere mit domæne - den tidligere rødglødende livsnerve er kappet som en navlestreng. Jeg skal selv trække vejret.
Det første livstegn er vintergækkerne, der forsøger at dekorere det stadig afgrænsede univers. Solen smelter sneen, afslører plænens vækst. Krokus, erantis og hyacinter vil op, beundres og indsnuses. Jeg mærker blodet pulse i kroppen. Det kribler i mine fingre. Røde og blå bogstaver finder sammen i ord, der spirer i mit hoved, samler sig i sætninger, der drysser ud gennem mine fingres spil på tastaturet.
Jeg skriver mig ind til hende, der bor i min krop. Nu skal vi lære hinanden at kende, om det så tager et helt liv. Jeg fortsætter, til jeg er løs, ikke fri, men løs af fortiden. Tænker hele tiden på mit løfte i ambulancen. Med usikkerheden sitrende i kroppen og et selvsikkert smil afleverer jeg min opsigelse. Tager hjem, skriver, indtil den bærbare bukker under for mine fingerspidsers spil og fortsætter på den stationære, lænket til skærmen. Uden at vide, hvor det fører mig hen, skriver jeg mig af sted i en lavastrøm af spraglede ord. Fortæller fra virkeligheden til fiktionen og tilbage igen. For børn og for voksne. Til damer og til herrer. Fast besluttet på at skrive for at leve dypper jeg pennen i hjerteblod og ser de sidste ti år af mit liv i farver.
Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder.
Mit bryllup var bordeaux. Læbestiften vidnede på rekordtid om nærkontakten med min nyerhvervede gemal. Bordeaux roser med torne lyste op, mens rosastegt kronhjort blev skyllet ned med Bordeaux. Bandet kopierede Red Hot Chili Peppers, mens de indbudtes ansigter blev varme og våde på det magnetiske dansegulv. Bryllupsbilen med det hjerteformede skilt var bordeaux og kørte til hotelfoyeren med velourantræk i glødende folder.
Moulin Rouge-rytmer og røde læber i ægteskabet mundede ud i moderskabet. På moderfronten slog den røde farve igennem og gennemsyrede. Helt rød om morgenen med alle følelserne udenpå – kærlighed, følsomhed og omsorg. Røde kinder matchede den blodrøde bagside af stuens olierede malerier.
Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke.
Når der skulle forhandles, bar jeg sort jakke, der var tilknappet – signal om, at jeg virkelig mente det. Så var end ikke blå alvorlig nok. Begravelsesdresset signalerede alvoren. Mine krav skulle honoreres. Frisuren var tilbageskrabet, smilet lagt. Alvoren overdøvet af duften fra den stærke lakridspastil i mundhulen. Den sorte kohl i mit ligblege ansigt understregede seriøsiteten, systematikken. Det virkede hver gang. Sort, så lyttede de høje herrer, parerede ordre og satte deres sorte signatur.
Gul i forhold til min nikotinfarvede opvækst. Familien med de nikotinfarvede fingre på besøg i det bleggule murstenshus. Jeg stod i gult fra top til tå og børstede forgæves sorte tordenfluer af mit Nettofarvede kostume. Strammede læberne over mit anløbne tandsæt. Med generationers normer i baghovedet og gulnede portrætfotos af forfædre på endevæggen, undskyldte jeg duften af citrus-Ajax. Laks med bitter citron fik det til at trække ud og ned i mundvige, der blev vædet med tisgul hyldeblomstdrik. Mine blå øjne flænsede den familiære stemning som en vinkelsliber.
Den flaskegrønne kompostbeholder bugnede om kap med kostpyramiden. Struttende skvalderkål og mælkebøtter flankeret af squash, agurker og ærter i urtehaven. Serveret uden mikrobølger med håndplukket kød fra mit økologiske bagland. Historisk surdej hævede og fyldte børnenes mintgrønne madkasser. Uparfumeret opvaskemiddel skummede grønt. Aviser og pap bundtet med grønt sejlgarn til genbrug. Batterier ladet op eller omlastet i udvalgte beholdere i kommunalt regi. 558 kvadratmeter nyklippet græsplæne duftede grønt efter mødet med håndskubberen. Cyklen kørte til stationen, hvor den blev afløst af toget, mens der voksede mos på den bordeaux bil i indkørslen.
Stuen indrettet i hvidt, natur, jord, grå og alle de kedelige farver, som boligmagasinerne foreskrev. Forsiden på stuens malerier lignede afklædte efterårsskove iklædt det første spredte snefald. Kedeligt som bare fanden, men moderne. Nyristede kaffebønner og kanelstænger spredte duft fra pyntestager. Vanilleis fra gennemsigtige isasietter smeltede på blege tunger.
Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
”Hvis jeg får en chance til, vælger jeg en anden vej,” står mejslet i min bevidsthed. Et klarsyn, et skrifte fra mit 35-årige liv, hvor jeg har fulgt normerne, fået topkarakterer og leveret ydelser ved kasse ét som en førsteklasses dydsborger. Hvor har det ført mig hen? Til toppen af min nuværende karriere men utro overfor mig selv, hvis jeg da nogensinde har haft et forhold til mig selv, eller overhovedet kender mig selv. Kan jeg mon lide hende, der bor i min krop. På overfladen ja, men indeni?
Tårerne løber nedad tindingerne, ned i ørerne, i håret og væder puden på begge sider af hovedet. Døren går op, jeg er fremme på hospitalet. Det hyler hvidt for mine ører, som er jeg nulstillet. Kun smerten i min mave minder mig om, at jeg fortsat har forbindelse til kroppen og i særdeleshed maven, der har tømt sig igen og igen i en mosaik af farver og former det seneste døgn. Jeg åbner øjnene, hospitalet er hvidt med hvide sygeplejersker og blege læger. Jeg trækker det hvide lagen op til hagen. Min journal er blank som mine tårer. Timeglassets sand er omsider løbet ud af min hverdag og har reddet mig fra et alvorligere kollaps.
Jeg er fanget i mit eget spind. Et spind af normer, pligter og dårlig samvittighed. Et univers hvor bør er det kodeord, der trækker mig rundt i manegen. Min hukommelse er gået i opløsning, så en notesbog under armen de seneste tre måneder er bevis på, hvad jeg har lavet, lovet og hørt. Navnene på mine nærmeste kolleger kommer og går. Evnen til at koncentrere mig om en ting ad gangen er helt forduftet. Signaler, som jeg har overhørt, indtil min mave tager magten og kaster alt fra sig.
Udskrevet fra det sterile univers galopperer mit indre til akkompagnement af stilheden - en pinsel at skrue ned for de ydre omstændigheder.
”Hun må ikke kontaktes, skal bare have fred,” gentager manden, hver gang telefonen ringer. Der sidder jeg så i et univers afkoblet fra omverdenen - arbejdet, vennerne, familien. Kun mand og børn er med i igloen. Den hvide B&O telefon er ikke længere mit domæne - den tidligere rødglødende livsnerve er kappet som en navlestreng. Jeg skal selv trække vejret.
Det første livstegn er vintergækkerne, der forsøger at dekorere det stadig afgrænsede univers. Solen smelter sneen, afslører plænens vækst. Krokus, erantis og hyacinter vil op, beundres og indsnuses. Jeg mærker blodet pulse i kroppen. Det kribler i mine fingre. Røde og blå bogstaver finder sammen i ord, der spirer i mit hoved, samler sig i sætninger, der drysser ud gennem mine fingres spil på tastaturet.
Jeg skriver mig ind til hende, der bor i min krop. Nu skal vi lære hinanden at kende, om det så tager et helt liv. Jeg fortsætter, til jeg er løs, ikke fri, men løs af fortiden. Tænker hele tiden på mit løfte i ambulancen. Med usikkerheden sitrende i kroppen og et selvsikkert smil afleverer jeg min opsigelse. Tager hjem, skriver, indtil den bærbare bukker under for mine fingerspidsers spil og fortsætter på den stationære, lænket til skærmen. Uden at vide, hvor det fører mig hen, skriver jeg mig af sted i en lavastrøm af spraglede ord. Fortæller fra virkeligheden til fiktionen og tilbage igen. For børn og for voksne. Til damer og til herrer. Fast besluttet på at skrive for at leve dypper jeg pennen i hjerteblod og ser de sidste ti år af mit liv i farver.
Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder.
Mit bryllup var bordeaux. Læbestiften vidnede på rekordtid om nærkontakten med min nyerhvervede gemal. Bordeaux roser med torne lyste op, mens rosastegt kronhjort blev skyllet ned med Bordeaux. Bandet kopierede Red Hot Chili Peppers, mens de indbudtes ansigter blev varme og våde på det magnetiske dansegulv. Bryllupsbilen med det hjerteformede skilt var bordeaux og kørte til hotelfoyeren med velourantræk i glødende folder.
Moulin Rouge-rytmer og røde læber i ægteskabet mundede ud i moderskabet. På moderfronten slog den røde farve igennem og gennemsyrede. Helt rød om morgenen med alle følelserne udenpå – kærlighed, følsomhed og omsorg. Røde kinder matchede den blodrøde bagside af stuens olierede malerier.
Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke.
Når der skulle forhandles, bar jeg sort jakke, der var tilknappet – signal om, at jeg virkelig mente det. Så var end ikke blå alvorlig nok. Begravelsesdresset signalerede alvoren. Mine krav skulle honoreres. Frisuren var tilbageskrabet, smilet lagt. Alvoren overdøvet af duften fra den stærke lakridspastil i mundhulen. Den sorte kohl i mit ligblege ansigt understregede seriøsiteten, systematikken. Det virkede hver gang. Sort, så lyttede de høje herrer, parerede ordre og satte deres sorte signatur.
Gul i forhold til min nikotinfarvede opvækst. Familien med de nikotinfarvede fingre på besøg i det bleggule murstenshus. Jeg stod i gult fra top til tå og børstede forgæves sorte tordenfluer af mit Nettofarvede kostume. Strammede læberne over mit anløbne tandsæt. Med generationers normer i baghovedet og gulnede portrætfotos af forfædre på endevæggen, undskyldte jeg duften af citrus-Ajax. Laks med bitter citron fik det til at trække ud og ned i mundvige, der blev vædet med tisgul hyldeblomstdrik. Mine blå øjne flænsede den familiære stemning som en vinkelsliber.
Den flaskegrønne kompostbeholder bugnede om kap med kostpyramiden. Struttende skvalderkål og mælkebøtter flankeret af squash, agurker og ærter i urtehaven. Serveret uden mikrobølger med håndplukket kød fra mit økologiske bagland. Historisk surdej hævede og fyldte børnenes mintgrønne madkasser. Uparfumeret opvaskemiddel skummede grønt. Aviser og pap bundtet med grønt sejlgarn til genbrug. Batterier ladet op eller omlastet i udvalgte beholdere i kommunalt regi. 558 kvadratmeter nyklippet græsplæne duftede grønt efter mødet med håndskubberen. Cyklen kørte til stationen, hvor den blev afløst af toget, mens der voksede mos på den bordeaux bil i indkørslen.
Stuen indrettet i hvidt, natur, jord, grå og alle de kedelige farver, som boligmagasinerne foreskrev. Forsiden på stuens malerier lignede afklædte efterårsskove iklædt det første spredte snefald. Kedeligt som bare fanden, men moderne. Nyristede kaffebønner og kanelstænger spredte duft fra pyntestager. Vanilleis fra gennemsigtige isasietter smeltede på blege tunger.
Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
torsdag, marts 06, 2008
Tørre trusser på trampolinen
Bragt i KontinensNyt nr. 2 - juni 2008
Hvis jeg solgte havetrampoliner, ville jeg supplere den store sikkerhedsseddel med en folder til mødre. ”Tørre trusser på trampolinen,” skulle folderen hedde, og det handler hverken om trampolinen som tørrestativ eller om lystbetonede trussetanker. Men derimod om hvordan moderskabet folder sig ud fra sin mindre sjove side. Folderen er til os mødre, for hvem det kneb med bækkenbundsøvelser efter fødslen, os der var skeptiske overfor gode råd.
Efter familiens første sæson med havetrampolin er jeg nogle bittergule erfaringer klogere. Da trampolinen efter timers knoklen var samlet med fjedre, dug og sikkerhedsnet, fyldte den hele forhaven. Den var svær at komme udenom, så det var med spænding i kroppen, jeg tog mit første hop. Det eneste, der slappede af i mødet med den stramme trampolindug, var min bækkenbund. En gul lugt fyldte luften, og det kom bag på mig, at den hverken stammede fra smørblomst eller børnenes bukser. Så jeg gav op, sprang ned på græsset og forlod haven til fordel for en fyldning af vaskemaskinen. Trampolinhop var ikke noget for min bækkenbund, erkendte jeg med børnenes jubelskrig i ørene. Men trampolinen stod og grinede af mig, mindede mig om, hvor det kneb. En torn i øjet, der fik mig til at tage kampen op. På den ene side en jomfrunalsk trampolindug med firs fjedre. På den anden min bækkenbund med 37 år og to børnefødsler på bagen.
Fast besluttet på at vinde, tømte jeg blæren, for at forebygge selvudløsning i nedslaget. Derefter placerede jeg trusseindlægget og trak mig op på trampolinen. Hængende i luften, kneb jeg sammen, så min ansigtskulør gik fra bleg over rød til lilla, inden jeg mødte trampolindugen i første fight. Efter nogle hop var trusseindlægget kommet på arbejde. Jeg var sendt til tælling og forlod kampscenen. Men jeg holdt fast og gentog hele showet fra toiletbesøg til muskelspænding, inden jeg mødte modstanderen i andet sæt. Og kampen fortsatte med sammenbidt mine og anstrengelse i mellemgulvet. Da sæsonen gik på hæld, holdt spændingen hundrede hop. En rekord der gerne skal forbedres denne sæson, hvor vi igen folder trampolinen ud, så hele familien får glæde af den elastiske legeplads.
Den er ikke til salg, men hvis jeg skulle sælge trampolin til en anden hoppetosset mor med juniorer i baghaven, ville mine fem råd være: Tøm blæren, brug trusseindlæg, knib, tag en pause og start forfra. Vi er imidlertid nogle, der har modstand overfor gode råd, så jeg vil lade råd nummer seks lyse som en gulerod: Giv ikke op, den trampolintrænede bækkenbund kan nemlig også give dig fornøjelser udenfor sikkerhedsnettets cirkel:-)
Hvis jeg solgte havetrampoliner, ville jeg supplere den store sikkerhedsseddel med en folder til mødre. ”Tørre trusser på trampolinen,” skulle folderen hedde, og det handler hverken om trampolinen som tørrestativ eller om lystbetonede trussetanker. Men derimod om hvordan moderskabet folder sig ud fra sin mindre sjove side. Folderen er til os mødre, for hvem det kneb med bækkenbundsøvelser efter fødslen, os der var skeptiske overfor gode råd.
Efter familiens første sæson med havetrampolin er jeg nogle bittergule erfaringer klogere. Da trampolinen efter timers knoklen var samlet med fjedre, dug og sikkerhedsnet, fyldte den hele forhaven. Den var svær at komme udenom, så det var med spænding i kroppen, jeg tog mit første hop. Det eneste, der slappede af i mødet med den stramme trampolindug, var min bækkenbund. En gul lugt fyldte luften, og det kom bag på mig, at den hverken stammede fra smørblomst eller børnenes bukser. Så jeg gav op, sprang ned på græsset og forlod haven til fordel for en fyldning af vaskemaskinen. Trampolinhop var ikke noget for min bækkenbund, erkendte jeg med børnenes jubelskrig i ørene. Men trampolinen stod og grinede af mig, mindede mig om, hvor det kneb. En torn i øjet, der fik mig til at tage kampen op. På den ene side en jomfrunalsk trampolindug med firs fjedre. På den anden min bækkenbund med 37 år og to børnefødsler på bagen.
Fast besluttet på at vinde, tømte jeg blæren, for at forebygge selvudløsning i nedslaget. Derefter placerede jeg trusseindlægget og trak mig op på trampolinen. Hængende i luften, kneb jeg sammen, så min ansigtskulør gik fra bleg over rød til lilla, inden jeg mødte trampolindugen i første fight. Efter nogle hop var trusseindlægget kommet på arbejde. Jeg var sendt til tælling og forlod kampscenen. Men jeg holdt fast og gentog hele showet fra toiletbesøg til muskelspænding, inden jeg mødte modstanderen i andet sæt. Og kampen fortsatte med sammenbidt mine og anstrengelse i mellemgulvet. Da sæsonen gik på hæld, holdt spændingen hundrede hop. En rekord der gerne skal forbedres denne sæson, hvor vi igen folder trampolinen ud, så hele familien får glæde af den elastiske legeplads.
Den er ikke til salg, men hvis jeg skulle sælge trampolin til en anden hoppetosset mor med juniorer i baghaven, ville mine fem råd være: Tøm blæren, brug trusseindlæg, knib, tag en pause og start forfra. Vi er imidlertid nogle, der har modstand overfor gode råd, så jeg vil lade råd nummer seks lyse som en gulerod: Giv ikke op, den trampolintrænede bækkenbund kan nemlig også give dig fornøjelser udenfor sikkerhedsnettets cirkel:-)
onsdag, februar 20, 2008
Snyd ikke dig selv i det store pensions-spil
Femina 07/2008
Ligger pensionspapirerne altid nederst i stakken af de papirer, du skal have styr på? Sådan er der mange kvinder, der har det. Men der er god grund til at prioritere pensionen højere. Ville du undlade at tjekke en lottokupon med chance for milliongevinst?
For en del kvinder har pensionspapirerne større gevinstchance end lottokuponen. Ikke mindst efter de nye regler om deling af pension ved skilsmisse, der har været gældende det sidste år. Reglerne har nemlig flyttet flere hundrede mia. pensionskroner mellem ægtefæller. Svimlende summer og måske er du én af dem, der er blevet ramt af lovændringen, men det er ikke for sent at få fingre i pengene.
Er det dig?
Lægger din mand mere til side til alderdommen end dig, så kommer de nye regler måske til at koste dig den million, der kunne have forgyldt din alderdom. Mænd sparer gennemsnitligt 60 pct. mere op til pensionen end kvinder[1]. Og med den nye lov får opspareren som hovedregel pengene i tilfælde af skilsmisse. Derfor er der flere kvinder end mænd, der bliver fattigere af den nye lov. Måske er du en af de kvinder, der mister pensionskroner. Og selvom loven har været gældende i over et år, er det ikke for sent at få fingre i pengene. Det vigtige er at have papirerne i orden før en eventuel skilsmisse kommer på tale.
Søren og Mette – et skoleeksempel
Du kan måske huske Søren og Mette fra din skolegang. Også de er blevet voksne og optræder her som fiktivt ægtepar. Søren og Mette udgør en gennemsnitlig dansk familie med fuldstændig fælles økonomi, fælles hus, fælles bil og to fælles børn. Også dobbeltsengen deler parret. De har begge fuldtidsjobs, alligevel er det oftest Mette, der henter børnene i børnehave og skole, mens det er Søren, der bliver udnævnt. Han får højere løn end Mette, hun yder mere yngelpleje end ham. De har begge en pensionsopsparing, og hver gang Mette sparer 100 kroner op til pensionen, så sparer Søren 160 kroner op. De fejrer fælles fyrre års fødselsdag for familie og venner i det nærliggende forsamlingshus, men det bliver deres sidste fællesfest. Søren og Mette skal skilles – en ærgerlig udgang på ægteskabet, men ikke usædvanligt, hvert tredje danske ægteskab bliver opløst. Den dag i 2007, hvor de flår vielsesattesten over, deler de alt lige over, undtagen pensionen.
Med den nye pensionslov (1. januar 2007) er hovedreglen, at pensioner er personlige, den der har sparet op, får pengene. Derfor får Søren de 1,6 million, som han har sparet op, mens Mette står tilbage med 1 million. Var de blevet skilt i 2006, så havde de delt pensionerne lige. Loven har kostet Mette 300.000 kroner. Nogle kvinder har millioner af kroner på spil.
Få fingre i pengene
Hvad kunne Mette i eksemplet ovenfor have gjort for at få lige deling af parrets samlede pensionsopsparing ved skilsmissen? Der er flere muligheder, men fælles for dem er, at de skal planlægges, mens solen skinner i ægteskabet.
En mulighed er at indgå en ægtepagt omkring deling af pension. En ægtepagt vedrører den del af pensionsopsparingen, der udgøres af rate- og kapitalpension. Ægtepagten deler derimod ikke de livsbetingede pensioner, altså pensioner, der udbetales så længe pensionisten lever. Indgåelse af ægtepagt kræver, at I som par når til enighed om deling af pensionen. Nogle ægtefæller nægter at indgå en ægtepagt. Dette giver ekstra god grund til at tage hånd om egen pension.
Det kan gøres ved, at ægtefællen med den laveste pension supplerer med ekstra pensionsopsparing. I eksemplet ovenfor kunne Mette have lavet en yderligere pensionsopsparing, så hun sparede det samme op til pension som Søren.
En anden mulighed er at spare op i fælles værdier uden for pensionsdepotet: F.eks. opsparing i hus, sommerhus, aktier eller obligationer. Alt sammen aktiver, der deles lige ved skilsmisse, men som ikke har skattemæssig fordel på niveau med pensionsopsparing.
Tag aktion på dinb pension
Måske synes du, at det lyder kompliceret, men det er sjovere at tage sagen i egen hånd end at risikere at sidde forsmået, gammel og fattig tilbage. Kvinder lever væsentlig længere end mænd, så med flere år til at bruge pengene, er der ekstra god grund til at få pensionen på plads, mens du stadig kan læse det med småt. Kort sagt: Tag aktion på din pension.
Ligger pensionspapirerne altid nederst i stakken af de papirer, du skal have styr på? Sådan er der mange kvinder, der har det. Men der er god grund til at prioritere pensionen højere. Ville du undlade at tjekke en lottokupon med chance for milliongevinst?
For en del kvinder har pensionspapirerne større gevinstchance end lottokuponen. Ikke mindst efter de nye regler om deling af pension ved skilsmisse, der har været gældende det sidste år. Reglerne har nemlig flyttet flere hundrede mia. pensionskroner mellem ægtefæller. Svimlende summer og måske er du én af dem, der er blevet ramt af lovændringen, men det er ikke for sent at få fingre i pengene.
Er det dig?
Lægger din mand mere til side til alderdommen end dig, så kommer de nye regler måske til at koste dig den million, der kunne have forgyldt din alderdom. Mænd sparer gennemsnitligt 60 pct. mere op til pensionen end kvinder[1]. Og med den nye lov får opspareren som hovedregel pengene i tilfælde af skilsmisse. Derfor er der flere kvinder end mænd, der bliver fattigere af den nye lov. Måske er du en af de kvinder, der mister pensionskroner. Og selvom loven har været gældende i over et år, er det ikke for sent at få fingre i pengene. Det vigtige er at have papirerne i orden før en eventuel skilsmisse kommer på tale.
Søren og Mette – et skoleeksempel
Du kan måske huske Søren og Mette fra din skolegang. Også de er blevet voksne og optræder her som fiktivt ægtepar. Søren og Mette udgør en gennemsnitlig dansk familie med fuldstændig fælles økonomi, fælles hus, fælles bil og to fælles børn. Også dobbeltsengen deler parret. De har begge fuldtidsjobs, alligevel er det oftest Mette, der henter børnene i børnehave og skole, mens det er Søren, der bliver udnævnt. Han får højere løn end Mette, hun yder mere yngelpleje end ham. De har begge en pensionsopsparing, og hver gang Mette sparer 100 kroner op til pensionen, så sparer Søren 160 kroner op. De fejrer fælles fyrre års fødselsdag for familie og venner i det nærliggende forsamlingshus, men det bliver deres sidste fællesfest. Søren og Mette skal skilles – en ærgerlig udgang på ægteskabet, men ikke usædvanligt, hvert tredje danske ægteskab bliver opløst. Den dag i 2007, hvor de flår vielsesattesten over, deler de alt lige over, undtagen pensionen.
Med den nye pensionslov (1. januar 2007) er hovedreglen, at pensioner er personlige, den der har sparet op, får pengene. Derfor får Søren de 1,6 million, som han har sparet op, mens Mette står tilbage med 1 million. Var de blevet skilt i 2006, så havde de delt pensionerne lige. Loven har kostet Mette 300.000 kroner. Nogle kvinder har millioner af kroner på spil.
Få fingre i pengene
Hvad kunne Mette i eksemplet ovenfor have gjort for at få lige deling af parrets samlede pensionsopsparing ved skilsmissen? Der er flere muligheder, men fælles for dem er, at de skal planlægges, mens solen skinner i ægteskabet.
En mulighed er at indgå en ægtepagt omkring deling af pension. En ægtepagt vedrører den del af pensionsopsparingen, der udgøres af rate- og kapitalpension. Ægtepagten deler derimod ikke de livsbetingede pensioner, altså pensioner, der udbetales så længe pensionisten lever. Indgåelse af ægtepagt kræver, at I som par når til enighed om deling af pensionen. Nogle ægtefæller nægter at indgå en ægtepagt. Dette giver ekstra god grund til at tage hånd om egen pension.
Det kan gøres ved, at ægtefællen med den laveste pension supplerer med ekstra pensionsopsparing. I eksemplet ovenfor kunne Mette have lavet en yderligere pensionsopsparing, så hun sparede det samme op til pension som Søren.
En anden mulighed er at spare op i fælles værdier uden for pensionsdepotet: F.eks. opsparing i hus, sommerhus, aktier eller obligationer. Alt sammen aktiver, der deles lige ved skilsmisse, men som ikke har skattemæssig fordel på niveau med pensionsopsparing.
Tag aktion på dinb pension
Måske synes du, at det lyder kompliceret, men det er sjovere at tage sagen i egen hånd end at risikere at sidde forsmået, gammel og fattig tilbage. Kvinder lever væsentlig længere end mænd, så med flere år til at bruge pengene, er der ekstra god grund til at få pensionen på plads, mens du stadig kan læse det med småt. Kort sagt: Tag aktion på din pension.
fredag, december 28, 2007
Paradoksale pensionsplaner
Opinion Berlingske Tidende 28. december 2007
Er det rimeligt, at mænd får optil 20 pct. mere i løn end kvinder for det samme job? Nej, mener mange, men der er måske grund til, at kvinder varmer sig ved den lille lønforskel i arbejdslivet. Forskellen som pensionist bliver nok noget større. Med den nuværende opsparingsrate, forventede levealder og den nye fordeling af pensioner i forbindelse med skilsmisse bliver mænds årlige udbetaling fra pensionsopsparinger op mod dobbelt så store som kvinders, i gennemsnit.
Mænd sparer ifølge ATP gennemsnitligt 45 pct. mere op til pension end kvinder, selvom kvinder har udsigt til at leve længst. En 40-årig kvinde har udsigt til at blive 82 år, og med en pensionsalder på 65, betyder det sytten år som pensionist. En 40-årig mand kan forvente tolv år til at formøble pensionsopsparingen, altså 5 år mindre end kvinden. Den større opsparing og kortere levealder betyder, at manden har næsten dobbelt så stor årlig udbetaling før skat fra sin pensionsopsparing som kvinden. Skat og folkepension udjævner en del af mændenes fortrin, men der vil være en markant bedre økonomisk stilling for mændene.
Betyder denne forskel noget, hvis man er gift og har fælles økonomi gennem et langt liv? Nej, ikke hvis man bliver sammen til døden, men hvert tredje ægteskab bliver opløst ved skilsmisse. Og den 1. januar 2007 trådte der nye regler i kraft for deling af pension i tilfælde af skilsmisse. Hovedessensen af de nye regler er, at alle pensioner fremover er personlige. Der betyder, at ægtefæller ikke som tidligere deler rate- og kapitalpensioner. Lovændringen flyttede milliarder af kroner mellem ægtefæller, flest i mændenes favør, fordi mændene har størst opsparing. Mange kvinder opdager først de nye regler, når mandens store pensionsopsparing ryger uden om bodelingen. Nogle kvinder kan ved lange ægteskaber og andre omstændigheder opnå kompensation, men hovedprincippet er, at den enkelte er ansvarlig for sin egen pension. Der er derfor god grund til, at kvinder tager deres alderdom alvorligt, før det er spejlbilledet, der kræver det.
Lige nu bugner postkassen af breve fra banker og pensionskasser med råd om at spare topskat ved at øge pensionsopsparingen, men der er grund til at tænke sig om i ægteskaberne. Med de nye delingsregler er det nemlig ikke længere lige meget, om familien sparer op i konens eller mandens favør, med mindre parret indgår en ægtepagt omkring deling af rate- og kapitalpension.
I dag er det groft sagt mændene, der sparer op til alderdommen, men kvinderne der får alderen til at bruge pengene. Ikke alene er kvinder privilegerede med høj levealder, det er også noget dyrere at få farvet håret blåt end at få studset en skaldet isse. Så kvinder kom i gang med jeres pensionsplaner.
Er det rimeligt, at mænd får optil 20 pct. mere i løn end kvinder for det samme job? Nej, mener mange, men der er måske grund til, at kvinder varmer sig ved den lille lønforskel i arbejdslivet. Forskellen som pensionist bliver nok noget større. Med den nuværende opsparingsrate, forventede levealder og den nye fordeling af pensioner i forbindelse med skilsmisse bliver mænds årlige udbetaling fra pensionsopsparinger op mod dobbelt så store som kvinders, i gennemsnit.
Mænd sparer ifølge ATP gennemsnitligt 45 pct. mere op til pension end kvinder, selvom kvinder har udsigt til at leve længst. En 40-årig kvinde har udsigt til at blive 82 år, og med en pensionsalder på 65, betyder det sytten år som pensionist. En 40-årig mand kan forvente tolv år til at formøble pensionsopsparingen, altså 5 år mindre end kvinden. Den større opsparing og kortere levealder betyder, at manden har næsten dobbelt så stor årlig udbetaling før skat fra sin pensionsopsparing som kvinden. Skat og folkepension udjævner en del af mændenes fortrin, men der vil være en markant bedre økonomisk stilling for mændene.
Betyder denne forskel noget, hvis man er gift og har fælles økonomi gennem et langt liv? Nej, ikke hvis man bliver sammen til døden, men hvert tredje ægteskab bliver opløst ved skilsmisse. Og den 1. januar 2007 trådte der nye regler i kraft for deling af pension i tilfælde af skilsmisse. Hovedessensen af de nye regler er, at alle pensioner fremover er personlige. Der betyder, at ægtefæller ikke som tidligere deler rate- og kapitalpensioner. Lovændringen flyttede milliarder af kroner mellem ægtefæller, flest i mændenes favør, fordi mændene har størst opsparing. Mange kvinder opdager først de nye regler, når mandens store pensionsopsparing ryger uden om bodelingen. Nogle kvinder kan ved lange ægteskaber og andre omstændigheder opnå kompensation, men hovedprincippet er, at den enkelte er ansvarlig for sin egen pension. Der er derfor god grund til, at kvinder tager deres alderdom alvorligt, før det er spejlbilledet, der kræver det.
Lige nu bugner postkassen af breve fra banker og pensionskasser med råd om at spare topskat ved at øge pensionsopsparingen, men der er grund til at tænke sig om i ægteskaberne. Med de nye delingsregler er det nemlig ikke længere lige meget, om familien sparer op i konens eller mandens favør, med mindre parret indgår en ægtepagt omkring deling af rate- og kapitalpension.
I dag er det groft sagt mændene, der sparer op til alderdommen, men kvinderne der får alderen til at bruge pengene. Ikke alene er kvinder privilegerede med høj levealder, det er også noget dyrere at få farvet håret blåt end at få studset en skaldet isse. Så kvinder kom i gang med jeres pensionsplaner.
mandag, december 17, 2007
Hittegods og højtider
Ikke alt der glimter, er guld, specielt ikke i december. Og ikke alt hittegods bliver hentet, da slet ikke de overflødige kilo, der bliver tabt i januar.
Hvis du fandt noget, som en anden havde tabt, ville du så aflevere det? Jeg vil gerne også uden dusør. Men ejeren vil ikke tage imod, selvom det er et ret fedt fund. Og jeg ved, hvem ejeren er.
Det må være en af de ihærdige, der altid er hurtige til at stramme maveskindet og løfte ballerne. Provokerende proklamerer at have tabt tre julekilo, før jeg har smidt nåletræet ud. Jeg er mester i at finde de kilo, som andre taber, men desværre er der ingen af de ihærdige, der tager imod, når jeg påstår at have fundet deres tre tabte kilo. Heller ikke, selvom jeg hverken kræver findeløn eller tak. Hittegodskontoret bugner af uafhentede sager, fordi folk ikke opdager tabet. Det er på ingen måde tilfældet med de tabte kilo. Taberne praler vidt og bredt med lav vægt, men nægter at tage det tabte tilbage. Jeg har absolut ingen at aflevere kiloene til. Og så får jeg det, som dengang min mor første gang læste højt af Snøvsen og Eigil og Katten i sækken. Folk gik fra snøvsen, ingen ville ha’ ham. Stakkels Snøvs. Præcis som de tabte kilo. Jeg forbarmer mig og beslutter at beholde de herreløse kilo lidt længere, når nu ingen andre vil have dem. Nu hænger fundet så på mig og forlanger at få plads på ydersiden af mine lårpuder.
Problemet er markedskræfterne, vi er rigtig mange, der finder ekstrakilo i december, og i januar vil vi alle sammen af med dem. Måske skulle jeg gå mod trenden, fylde mig med urtete, hvidkål og klidboller nu, sende overflødige kilo ud på det frie marked, hvor mange er villige til at samle dem op. Når nytårsklokkerne forstummer, kan jeg så smovse mig gennem restlagre af brændte mandler, marcipangrise, snaps og stegte sild til tilbudspris. Jeg dropper ideen, følger strømmen, åbner munden og nyder godt af udbuddet af søde sager nu og slankekost i januar i fællesskabets følsomme navn.
Hvis du fandt noget, som en anden havde tabt, ville du så aflevere det? Jeg vil gerne også uden dusør. Men ejeren vil ikke tage imod, selvom det er et ret fedt fund. Og jeg ved, hvem ejeren er.
Det må være en af de ihærdige, der altid er hurtige til at stramme maveskindet og løfte ballerne. Provokerende proklamerer at have tabt tre julekilo, før jeg har smidt nåletræet ud. Jeg er mester i at finde de kilo, som andre taber, men desværre er der ingen af de ihærdige, der tager imod, når jeg påstår at have fundet deres tre tabte kilo. Heller ikke, selvom jeg hverken kræver findeløn eller tak. Hittegodskontoret bugner af uafhentede sager, fordi folk ikke opdager tabet. Det er på ingen måde tilfældet med de tabte kilo. Taberne praler vidt og bredt med lav vægt, men nægter at tage det tabte tilbage. Jeg har absolut ingen at aflevere kiloene til. Og så får jeg det, som dengang min mor første gang læste højt af Snøvsen og Eigil og Katten i sækken. Folk gik fra snøvsen, ingen ville ha’ ham. Stakkels Snøvs. Præcis som de tabte kilo. Jeg forbarmer mig og beslutter at beholde de herreløse kilo lidt længere, når nu ingen andre vil have dem. Nu hænger fundet så på mig og forlanger at få plads på ydersiden af mine lårpuder.
Problemet er markedskræfterne, vi er rigtig mange, der finder ekstrakilo i december, og i januar vil vi alle sammen af med dem. Måske skulle jeg gå mod trenden, fylde mig med urtete, hvidkål og klidboller nu, sende overflødige kilo ud på det frie marked, hvor mange er villige til at samle dem op. Når nytårsklokkerne forstummer, kan jeg så smovse mig gennem restlagre af brændte mandler, marcipangrise, snaps og stegte sild til tilbudspris. Jeg dropper ideen, følger strømmen, åbner munden og nyder godt af udbuddet af søde sager nu og slankekost i januar i fællesskabets følsomme navn.
Federe at gå på gaden
Julen er hjerternes fest, men der går ofte mere honningkage og mavepine i festlighederne end kærlighed. Men måske er det ligefremt sundt, at få nogle ekstra kilo, at gå tur med. Traditionen tro æder vi os gennem december, først når tømmermændene er forduftet den 2. januar kravler vi på vægten og erfarer, hvor mange kilo, der skal smides, før bæltet kan spændes gradvist ind gennem mådehold og sundhedskurver.
Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, samles om store skåle af fedende fristelser, selvom vi udmærket ved, at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen og skefuld risalamande, der opløses i ganen.
Hvorfor æder vi som besatte nu, når kiloene skal rasle af lige om hjørnet? Vi æder os ud af det gamle år for at sulte os ind i det nye. Klejne for klejne nu, og gulerod for gulerod, når skuffelsen over skrabekalender og festfyrværkeri er forduftet.
Det virker paradoksalt, men måske giver det alligevel mening. Nye undersøgelser viser nemlig, at det er sundere at være overvægtig i god form, end at være normalvægtig i dårlig form. At æde sig en pukkel til er lidt som at få hund. Det er okay, bare man husker at lufte den, helst med noget fart på.
Jeg ser for mig, hvordan gaderne fyldes af stadig tykkere travere, der lufter dellerne uden at efterlade hverken hundelort eller vise hjørnetænder af naboen. Måske bliver der flere og bredere bagdele at passere på fortovet, til gengæld er fodtøjets stærkeste lugt ens egen tåsaft og selvom motionisterne forhåbentlig taber nogle kilo, så er det ikke efterladenskaber, som andre fodfolk skrider i.
Hvorfor er det lige, at vi alle sammen æder som svin her i julen, samles om store skåle af fedende fristelser, selvom vi udmærket ved, at slankekuren i januar bliver mere langstrakt for hver ekstra klejne, hjemmelavede konfektstykke, figen og skefuld risalamande, der opløses i ganen.
Hvorfor æder vi som besatte nu, når kiloene skal rasle af lige om hjørnet? Vi æder os ud af det gamle år for at sulte os ind i det nye. Klejne for klejne nu, og gulerod for gulerod, når skuffelsen over skrabekalender og festfyrværkeri er forduftet.
Det virker paradoksalt, men måske giver det alligevel mening. Nye undersøgelser viser nemlig, at det er sundere at være overvægtig i god form, end at være normalvægtig i dårlig form. At æde sig en pukkel til er lidt som at få hund. Det er okay, bare man husker at lufte den, helst med noget fart på.
Jeg ser for mig, hvordan gaderne fyldes af stadig tykkere travere, der lufter dellerne uden at efterlade hverken hundelort eller vise hjørnetænder af naboen. Måske bliver der flere og bredere bagdele at passere på fortovet, til gengæld er fodtøjets stærkeste lugt ens egen tåsaft og selvom motionisterne forhåbentlig taber nogle kilo, så er det ikke efterladenskaber, som andre fodfolk skrider i.
mandag, december 10, 2007
I plastikpose og julesæk
Julemanden er noget hurtigere til at komme af med julesækken, end vi andre har ved at finde formen i det nye år. Måske har det noget at gøre med, hvad vi fylder i maven. Mens gaverne bugner hos julemanden, fylder vi søde sager og fede fristelser indenbords i skæret fra adventskrans og luciasang.
Vi myldrer forvildet rundt i stormagasiner, slagterforretninger og sludstorm. Kommer hjem med hænderne fulde af poser. En hank i en overfuld plasticpose giver op, lader andesul og nougatstang ramme klinkegulvet.
Julemanden tømmer sækken i skæret af lykkelige barneøjne den 24. december, mens vi voksne presser endnu et andelår med sveskefyld ned i mavesækkens syrebad. Hele juleferien fortsætter mavens alvorlige overarbejde, så vi slæber rundt på ekstraindhold langt ind i det nye år. Var der nogen, der kaldte julen for indholdsløs?
Det tænder ingen lys i barneøjnene, når voksenmenuen står på grønfoder og klidkost. Der er slet ikke den glæde, som julemandens efterladte kilo afføder. Gaverne er unægtelig mere attraktive i legetøjsudstillingen på børneværelset end de overflødige kilo, som mor og far har ædt sig til i december. Måske kan voksne lære noget af julemanden.
Nogle julemænd spænder puder på maven for at fylde deres colafarvede kostume på forsvarlig vis. Hvis man har svært ved at fylde julekjolen ud, er puder en bedre løsning end at æde sig i form. Puderne er unægteligt noget nemmere at afmontere, end fedtdepoter under huden, når grantræet taber nålene, og julekostumet pakkes væk.
På miljøområdet har julemanden også noget på hjertet. Udover at han deler farver og facon med økomærket, så genbruger han sin lærredssæk år efter år, mens vi andre bare køber en ny plastikppose, når bunden går ud af den gamle. Til gengæld har vi håndtag i hoftehøjde, når året rinder ud.
Der er meget at lære af julemanden, selvom man ikke tror på ham. Put noget i sækken, det er nemt at komme af med. Et råd der forhåbentlig ikke fylder skadestuerne med forslugne forældre, der forsøger at fordøje Bratzdukker og Briobane i en mundfuld.
Vi myldrer forvildet rundt i stormagasiner, slagterforretninger og sludstorm. Kommer hjem med hænderne fulde af poser. En hank i en overfuld plasticpose giver op, lader andesul og nougatstang ramme klinkegulvet.
Julemanden tømmer sækken i skæret af lykkelige barneøjne den 24. december, mens vi voksne presser endnu et andelår med sveskefyld ned i mavesækkens syrebad. Hele juleferien fortsætter mavens alvorlige overarbejde, så vi slæber rundt på ekstraindhold langt ind i det nye år. Var der nogen, der kaldte julen for indholdsløs?
Det tænder ingen lys i barneøjnene, når voksenmenuen står på grønfoder og klidkost. Der er slet ikke den glæde, som julemandens efterladte kilo afføder. Gaverne er unægtelig mere attraktive i legetøjsudstillingen på børneværelset end de overflødige kilo, som mor og far har ædt sig til i december. Måske kan voksne lære noget af julemanden.
Nogle julemænd spænder puder på maven for at fylde deres colafarvede kostume på forsvarlig vis. Hvis man har svært ved at fylde julekjolen ud, er puder en bedre løsning end at æde sig i form. Puderne er unægteligt noget nemmere at afmontere, end fedtdepoter under huden, når grantræet taber nålene, og julekostumet pakkes væk.
På miljøområdet har julemanden også noget på hjertet. Udover at han deler farver og facon med økomærket, så genbruger han sin lærredssæk år efter år, mens vi andre bare køber en ny plastikppose, når bunden går ud af den gamle. Til gengæld har vi håndtag i hoftehøjde, når året rinder ud.
Der er meget at lære af julemanden, selvom man ikke tror på ham. Put noget i sækken, det er nemt at komme af med. Et råd der forhåbentlig ikke fylder skadestuerne med forslugne forældre, der forsøger at fordøje Bratzdukker og Briobane i en mundfuld.
onsdag, juli 11, 2007
Ud i det blå med Ny Alliance
Velkommen til Ny Alliance – I er virkelig et velkomment og friskt pust i det politiske landskab. Desværre blafrer jeres politiske program stadig i luften. Hvor lander det? og hvor lander I som parti på det politiske landkort?
Ny Alliance vil bygge bro. I antyder, at broen starter ved regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, men hvad går broen henover, og hvor ender den? En bro kan ikke gå ud i det blå ret længe, før den falder ned.
Lad os se folketinget repræsenteret ved et Danmarkskort, hvor Sjælland er Venstre, Lolland-Falster er de konservative, Fyn udgøres af Det radikale Venstre og Jylland er identisk med Socialdemokratiet, SF er Læsø, Enhedslisten står på Rømø ude i Vadehavet og Dansk Folkeparti nyder godt af idyllen på Bornholm. Hvad er Ny Alliance i den optik? En bro, der forbinder Sjælland og Jylland uden om de radikale.
Hvor skal den bro placeres? At dømme efter ophavet for Ny Alliances frontfigurer med to fra de radikale og en fra de konservative hænger Ny Alliance lige nu og svæver i varmluftballon over Langeland, der har bådforbindelse til det konservative Lolland-falster og broforbindelse til det Radikale Fyn.
Ny Alliances erklærede mål er at få regeringens blik hevet væk fra Dansk Folkeparti ovre i Østersøen, trække regeringen mod Ny Alliance. Men igen spørger jeg: Hvor ligger Ny Alliance?
Før Storebæltsbroen var det Socialdemokraterne og de Radikale, der sad på regeringsmagten med gratis brokørsel mellem partierne. Regerinen var i flere år uden blik mod øst, men i 1998 kom Storebæltsbroen og i 2001 folketingsvalget, hvor den bornholmske stemme råbte op og fik endnu flere danske stemmer. Regeringsskiftet var en realitet og med det fulgte indflydelse til det danske parti ude i Østersøen. Det fik det fynske midterparti til at blokere det ene spor på Storebæltsforbindelsen, så regeringen nu kigger mere intenst mod Bornholm.
Og derfor vil Ny Alliance bygge bro. Formentlig ikke henover over det Langelandske gadekær i Rudkøbing. Med Ny Alliances globale udsyn, kan der være tale om Femernbroen til det europæiske kontinent. Både Gitte Seeberg og Anders Samuelsen bevarer deres pladser i Europaparlamentet; Måske skal broen gå helt til Bruxelles.
Kære Ny Alliance, fortæl mig hvad I vil, jeg kræver ikke alle detaljer, men I er garvede politikere, der har holdninger. I linede jeres grundværdier op, da Ny Alliance stadig havde dåbsvand i håret. Nytænkning, samarbejde og globalt udsyn. Sympatiske tilkendegivelser, der åbenbart var nok for de første 19.214 medlemmer (Jeres hjemmeside kl. 12.40 den 7. juni).
Eksperterne er enige om behovet for et politisk program, men er jeg den eneste potentielle vælger, der savner politisk substans? Nej læserbrevene i landets aviser fortæller en anden historie, og nu må dåbsvandet være fordampet og håret tørt.
Vi vælgere har forståelse for, at I ikke har detailpolitikken på plads, men fortæl os, om det er Langeland, Fyn eller Femern Bælt vi skal søge til i sommerferien, hvis vi vil med Ny Alliance ud i det blå.
Jeres navn Ny Alliance og dermed jeres initialer NA får mig til at tænke på den besked, jeg får, når jeg bruger regnearket Excel og får beskeden N/A, fordi jeg har lavet en fejl, og det ønskede resultat er N/A (not available) ikke tilgængeligt.
Et politisk parti skal være tilgængeligt, så hvor var I den 10. maj, da flere af de andre partier var samlet omkring bordet i Debatten på DR2, og hvor var Ny Alliance i Folketingets afslutningsdebat? Kom ud af busken, ellers risikerer I at blive placeret anderledes på det politiske landkort, end I har tænkt jer. Og I kan få en brat opvågning, hvis luften når at sive ud, før I har lagt an til landing med partiprogram.
I er alle fire stærke personligheder, der tidligere har turdet stille op for synspunkter i demokratiets navn i Danmark og ude i verden, også selvom det har givet øretæver og besked om at rette ind. Nu er I flyttet hjemmefra, så vis os, hvad I vil, og hvor på kortet, vi kan finde jer.
Ny Alliance vil bygge bro. I antyder, at broen starter ved regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, men hvad går broen henover, og hvor ender den? En bro kan ikke gå ud i det blå ret længe, før den falder ned.
Lad os se folketinget repræsenteret ved et Danmarkskort, hvor Sjælland er Venstre, Lolland-Falster er de konservative, Fyn udgøres af Det radikale Venstre og Jylland er identisk med Socialdemokratiet, SF er Læsø, Enhedslisten står på Rømø ude i Vadehavet og Dansk Folkeparti nyder godt af idyllen på Bornholm. Hvad er Ny Alliance i den optik? En bro, der forbinder Sjælland og Jylland uden om de radikale.
Hvor skal den bro placeres? At dømme efter ophavet for Ny Alliances frontfigurer med to fra de radikale og en fra de konservative hænger Ny Alliance lige nu og svæver i varmluftballon over Langeland, der har bådforbindelse til det konservative Lolland-falster og broforbindelse til det Radikale Fyn.
Ny Alliances erklærede mål er at få regeringens blik hevet væk fra Dansk Folkeparti ovre i Østersøen, trække regeringen mod Ny Alliance. Men igen spørger jeg: Hvor ligger Ny Alliance?
Før Storebæltsbroen var det Socialdemokraterne og de Radikale, der sad på regeringsmagten med gratis brokørsel mellem partierne. Regerinen var i flere år uden blik mod øst, men i 1998 kom Storebæltsbroen og i 2001 folketingsvalget, hvor den bornholmske stemme råbte op og fik endnu flere danske stemmer. Regeringsskiftet var en realitet og med det fulgte indflydelse til det danske parti ude i Østersøen. Det fik det fynske midterparti til at blokere det ene spor på Storebæltsforbindelsen, så regeringen nu kigger mere intenst mod Bornholm.
Og derfor vil Ny Alliance bygge bro. Formentlig ikke henover over det Langelandske gadekær i Rudkøbing. Med Ny Alliances globale udsyn, kan der være tale om Femernbroen til det europæiske kontinent. Både Gitte Seeberg og Anders Samuelsen bevarer deres pladser i Europaparlamentet; Måske skal broen gå helt til Bruxelles.
Kære Ny Alliance, fortæl mig hvad I vil, jeg kræver ikke alle detaljer, men I er garvede politikere, der har holdninger. I linede jeres grundværdier op, da Ny Alliance stadig havde dåbsvand i håret. Nytænkning, samarbejde og globalt udsyn. Sympatiske tilkendegivelser, der åbenbart var nok for de første 19.214 medlemmer (Jeres hjemmeside kl. 12.40 den 7. juni).
Eksperterne er enige om behovet for et politisk program, men er jeg den eneste potentielle vælger, der savner politisk substans? Nej læserbrevene i landets aviser fortæller en anden historie, og nu må dåbsvandet være fordampet og håret tørt.
Vi vælgere har forståelse for, at I ikke har detailpolitikken på plads, men fortæl os, om det er Langeland, Fyn eller Femern Bælt vi skal søge til i sommerferien, hvis vi vil med Ny Alliance ud i det blå.
Jeres navn Ny Alliance og dermed jeres initialer NA får mig til at tænke på den besked, jeg får, når jeg bruger regnearket Excel og får beskeden N/A, fordi jeg har lavet en fejl, og det ønskede resultat er N/A (not available) ikke tilgængeligt.
Et politisk parti skal være tilgængeligt, så hvor var I den 10. maj, da flere af de andre partier var samlet omkring bordet i Debatten på DR2, og hvor var Ny Alliance i Folketingets afslutningsdebat? Kom ud af busken, ellers risikerer I at blive placeret anderledes på det politiske landkort, end I har tænkt jer. Og I kan få en brat opvågning, hvis luften når at sive ud, før I har lagt an til landing med partiprogram.
I er alle fire stærke personligheder, der tidligere har turdet stille op for synspunkter i demokratiets navn i Danmark og ude i verden, også selvom det har givet øretæver og besked om at rette ind. Nu er I flyttet hjemmefra, så vis os, hvad I vil, og hvor på kortet, vi kan finde jer.
Frisørsaks og lusefrygt
Jeg har hørt om en mor, der fik farvet den ene halvdel af håret og klippet den anden, før frisøren opdagede en lus, råbte ”Uff,” og kastede frisørsaksen fra sig. Kunden var ude af vagten, før hun kunne nå at spørge, hvad der foregik. Smidt på porten med alternativ styling stod hun så der med frakken over armen.
Kan historien virkelig være sand? Formentlig ikke, alligevel er det præcis frygten for at ende som denne fiktive kvinde, der får næring, når jeg løfter røret og indtaster frisørsalonens cifre. Jeg bestiller i god tid, så der er luft til flere lusekæmninger inden afgang – ingen plads til spontanitet her. Når aftalen er i hus, begynder det at klø i øverste etage, som om hele lokalområdets lusebestand holder træf i mit hår. Forventningen om et par timers forkælelse kæmper med lusekammens jagt på utøj.
Sådan har det ikke altid været. Nej det startede, da min datter var seks år og havde lus i håret hver dag i tre måneder i træk til trods for daglig kæmning. Også resten af familien fik lus og vi blev først lusefri igen, da alle forældre trak lusekammenes tætte tænder synkront gennem drengenes korte strithår og pigernes skulderlange lokker. Og indrømmet, det er ikke yndlingsbeskæftigelsen i kvalitetstiden mellem mor og datter.
Luseepoken og vandrehistorien har slået rod i min hovedbund og skår i frisørforkælelsen. Alligevel placerer jeg endnu engang nakken på frisørvaskens kant og forsøger at slappe af, men frygten ligger og lurer i baghovedet: Er det i dag frisøren fanger en lus, der er undsluppet min egen minutiøse kæmning før afgang? Tilsyneladende ikke, tænker jeg en halv time inde i besøget og ånder lettet op. Med bagdelen solidt placeret i den formstøbte stol, tager jeg mod til mig og spørger hypotetisk:
”Hvad sker der, hvis du finder lus i en kundes hår?”
Frisøren taber hverken kæbe eller saks, næh hun, der også selv er mor, er tilsyneladende ikke bange for dyr. Blottet for berøringsangst ville hun klippe færdig, fortælle at kunden havde lus og desinficere kam og saks efter besøget. Så udramatisk. Mit næste men usagte spørgsmål er, om hun vil sige, at hun har fanget lus straks eller vente til, der er betalt. Jeg venter spændt i halvanden time med krumme tæer, placerer chipkortet i maskinen og forlader salonen uden yderligere tiltale.Tilfreds betragter jeg mit spejlbillede i et butiksvindue. Lidt styr har jeg dog på frisuren og hvem, der præger den, selvom det ikke altid er det umiddelbare indtryk, når kæmning, cykelhjelm og morgenbrise har gjort sit.
Kan historien virkelig være sand? Formentlig ikke, alligevel er det præcis frygten for at ende som denne fiktive kvinde, der får næring, når jeg løfter røret og indtaster frisørsalonens cifre. Jeg bestiller i god tid, så der er luft til flere lusekæmninger inden afgang – ingen plads til spontanitet her. Når aftalen er i hus, begynder det at klø i øverste etage, som om hele lokalområdets lusebestand holder træf i mit hår. Forventningen om et par timers forkælelse kæmper med lusekammens jagt på utøj.
Sådan har det ikke altid været. Nej det startede, da min datter var seks år og havde lus i håret hver dag i tre måneder i træk til trods for daglig kæmning. Også resten af familien fik lus og vi blev først lusefri igen, da alle forældre trak lusekammenes tætte tænder synkront gennem drengenes korte strithår og pigernes skulderlange lokker. Og indrømmet, det er ikke yndlingsbeskæftigelsen i kvalitetstiden mellem mor og datter.
Luseepoken og vandrehistorien har slået rod i min hovedbund og skår i frisørforkælelsen. Alligevel placerer jeg endnu engang nakken på frisørvaskens kant og forsøger at slappe af, men frygten ligger og lurer i baghovedet: Er det i dag frisøren fanger en lus, der er undsluppet min egen minutiøse kæmning før afgang? Tilsyneladende ikke, tænker jeg en halv time inde i besøget og ånder lettet op. Med bagdelen solidt placeret i den formstøbte stol, tager jeg mod til mig og spørger hypotetisk:
”Hvad sker der, hvis du finder lus i en kundes hår?”
Frisøren taber hverken kæbe eller saks, næh hun, der også selv er mor, er tilsyneladende ikke bange for dyr. Blottet for berøringsangst ville hun klippe færdig, fortælle at kunden havde lus og desinficere kam og saks efter besøget. Så udramatisk. Mit næste men usagte spørgsmål er, om hun vil sige, at hun har fanget lus straks eller vente til, der er betalt. Jeg venter spændt i halvanden time med krumme tæer, placerer chipkortet i maskinen og forlader salonen uden yderligere tiltale.Tilfreds betragter jeg mit spejlbillede i et butiksvindue. Lidt styr har jeg dog på frisuren og hvem, der præger den, selvom det ikke altid er det umiddelbare indtryk, når kæmning, cykelhjelm og morgenbrise har gjort sit.
Abonner på:
Opslag (Atom)