Ægte discount

Hvor meget må man købe ind for i Netto på en gang? På blikkene fra de andre kunder og behandlingen af mine varer på varebåndet tolker jeg, at jeg har oversteget beløbsgrænsen.
Når jeg foretager familiens ugentlige indkøb i Netto, møder jeg bebrejdende blikke fra omgivelserne. Fremme i køen bombarderes min ryg med anklagende øjenkast fra de bagvedstående kunder. Mens mine haser flere gange påkøres af den utålmodige indkøbsvogn lige bag mig. Indkøbsvognen bugner af de varer, der ikke er udsolgt, og pludselig blomstrer en følelse af, at jeg har brudt en uskreven regel i Netto. Selvfølgelig er indkøbsvognene i Netto noget mindre end i Føtex, Kvickly, ISO og så videre. Men der er altså ikke opsat skilte, der direkte forbyder at fylde vognen op med varer. Jeg har heller ikke observeret advarselsskilte om, at handel for over et vist beløb er på eget ansvar. Der er vel ikke indført historisk østeuropæisk rationering på dagligvarer?

Køen snor sig langsomt forbi den søde afdeling før næste forhindring toner frem. Det meget korte og smalle varebånd, hvor kassedamen eller -manden skælder ud, hvis kunderne stabler varerne. ”Tænker du da slet ikke på personalet her i Netto”. ”Jo selvfølgelig tænker jeg på jer servicemedarbejdere” svarer jeg frygtsomt, og indstiller straks stablingen. Når varerne ikke stables, fremelsker det endnu flere olme blikke fra kunderne bagved. Blikke, der løber isnende ned af min ryg. Føler jeg er blevet en flaskehals, kommet i klemme. I klemme præcis som æggebakken, der giver efter for de 8 liter afkølede skummemælk, der kvaser hønseæggene mod båndets metalliske bagkant.

Endelig når jeg bunden af indkøbsvognen, og skubber den forbi ekspedienten. Nu starter bjærgningen af den ophobede varemasse i varebåndets venstrebane omsider. En del af varerne har ændret både facon og konsistens. Toastbrødene er ikke længere kvadratiske, de har fået kreative former. Og de Nettofarvede citroner drypper så surt, at et passende slogan kunne være ”I Netto presser vi citronen”. Hvor jeg bare hader at handle i Netto, mens jeg er der. Når jeg først er ude i bilen, kan jeg glæde mig over de sparede kroner og ærgre mig over de maste æg, de klemte bananer og makronerne, der allerede er knust, så de er klar til æblekage. For slet ikke at komme ind på de resterende resultater af kollisionerne på varebåndet.

Det er nærmest som om, ekspedienterne bliver instrueret i at destruere varerne, hvis kunden køber for mere end 400 kr. Så kan de lære det – de kunder, der tror, at de kan nøjes med at komme her en gang om ugen. Ekspedienten må nemlig gerne stable, mase og skubbe varerne sammen, når de først er skannet. Så er de ikke længere i personalets varetægt.
Indkøbsdagen kan afsluttes med en æggekage af 15 kvaste æg, da jeg endelig har udpakket varerne i køkkenet. Æggekagen efterfølges senere på aftenen af banankage. Eneste mulige udnyttelse af de pludseligt overmodne bananer. De er allerede moset i den gule originalemballage. Mens banankagen smelter på tungen, drømmer jeg mig til det store udland. Der, hvor ”baggere”, er jobbetegnelsen for de servicemedarbejdere, der pakker varerne for kunderne. En service, der ville øge kostvariationen på hjemmefronten og kaste glæde over dagligvareindkøbene. I Danmark er alle de ansatte i supermarkederne servicemedarbejdere, uanset hvor surt de gør indkøbet for kunden. ”Baggere” vil gøre betegnelsen ”service” mere retvisende for kunderne i de danske supermarkeder.