På Berlingske online møder jeg mandag den 24. april 2006 spørgsmålet, om det er vigtigere at beholde skattestoppet end at få lavet en reform af det danske skattesystem? Et stærkt provokerende spørgsmål for mange borgere i Nordsjælland. For der er ikke tale om et reelt spørgsmål. Skattestoppet er jo allerede aflyst med den nye udligningsreform. Den høje ekstraskat til mange Nordsjællandske kommuner afblæste det såkaldte skattestop for rigtig mange skatteydere. Så at tale om et reelt skattestop efter den nye udligningsreform er et rent fatamorgana fra regeringens side. At videreformidle, at skattestoppet er fastholdt, vil jeg kalde propaganda. På denne baggrund giver det kun mening, at stemme for en reform af det danske skattesystem i dagens spørgsmål. Det har 74% af læserne da også gjort indtil nu.
Jeg græmmes over den frækhed, der ligger i, at påstå, at skattestoppet er fastholdt. Lad os antage, at det nuværende skattestop er definitionen på et skattestop jf www.venstre.dk. I det tilfælde, findes der ingen hindringer for en total reform af skattesystemet, fordi definitionen indeholder en gummiparagraf, der åbner for, at skattestigning på et sted eller område skal modsvares af sænkninger andre steder. Med den betingelse, at omlægningen skal være provenuneutral. Det er lige præcis denne gummiparagraf, der er taget i brug i udligningsreformen. De nordsjællandske skattekroner fordeles i andre egne af kongeriget. Og med denne lemfældige fortolkning af skattestoppet er der åbnet op for en total omlægning af skattesystemet.
Sider
▼
mandag, april 24, 2006
fredag, april 21, 2006
Hjælpsomhed eller utidig indblanding
I dag forekommer ventetiden i supermarkedskøen helt ulidelig lang. Jeg forsøger at lade op til det bliver min tur til at præsentere det vareudvalg, som jeg har hevet ned fra hylderne denne forårsdag. Mental forberedelse på at få plads til alle varerne på indkøbsbåndet hurtigst muligt. Hurtigt for at nå at give førstehjælp til de varer, der er tæt på kollision efter skanningen. Jeg forventer en presset situation for både mig og varerne, da jeg får øje på angsten i øjnene på den velstylede kvinde foran mig. Hun har netop placeret de to potteplanter fra den forstoppede vogn på det rullende varebånd. Hendes lidelse overstiger vist min, så jeg beslutter mig for at gøre en forskel, og tage sagen i egen hånd. Endog tage damens varer i egen hånd.
Hvor ofte er jeg ikke kommet hjem fra supermarkedet med makulerede varer i indkøbsposerne? Derfor tænker jeg. ”Tiden i køen føles jo uendelig, så lad os dog hjælpe hinanden, frem for at blive irriteret over de andres tidsforbrug.” Så jeg tilbyder at tømme hendes vogn, mens hun i ro og mag pakker de skannede varer. Hun nikker mistroisk, mens hun formentlig overvejer, om jeg så stjæler udvalgte varer, inden pinkoden overhovedet er tastet ind. Hvordan kan nogen være så hjælpsom uden bagtanker? Men jeg har bagtanker. For jeg hader at vente, og denne gestus kan forkorte ventetiden og gøre en god gerning samtidig. En god gerning, så jeg kan sole min frelsthed og pudse glorien. Tror jeg. Men ærlig talt, så letter jeg ikke damens dag, højst min egen samvittighed. Hendes hjerne arbejder tilsyneladende på højtryk med at afdække mine hensigter. Vil jeg tage penge for indsatsen efterfølgende? Vil jeg kræve livslangt venskab? Er jeg en ensom stakkel? Måske er jeg en ensom stakkel. I hvert fald fremkalder min gerning nysgerrighed hos resten af indkøbskøen.
Måske skyldes kvindens forvredne ansigtsudtryk, at jeg ikke sætter varer på båndet i den rækkefølge, som hun personligt foretrækker. Selv har jeg voldsomme præferencer. Præferencer, som jeg naivt trækker ned over den intetanende dame. Først køkkenruller og vaskepulver, der ikke kræver særbehandling. Nærmeste forfølger er mælken, der får følgeskab af alle de andre kolde varer, så varerne kan pakkes i samme poser og holde sidemanden kold. Med den fordel, at de ikke når at blive fordærvet på hjemturen. Næste varegruppe er robuste grønsager, dåser, glas, sukker, mel og alle de andre kolonialvarer (hedder det vist). Efterfølgende rugbrød, boller og kager. Så robuste frugter. Forsigtigt forfulgt af sarte frugter, chips, æg, potteplanter og ugeblade. Jeg følger denne for mig geniale rækkefølge, men føler slet ikke damens begejstring. Måske frygter hun, at jeg har tænkt mig at forvirre hende med min mærkelige rækkefølge af varerne. En forvirring, som jeg kan benytte til at snige de scannede varer i hendes bane ned i mine hjemmefra medbragte genbrugsposer. Ja ved nærmere eftertanke, er jeg selv overorganiseret og superøkonomisk. De 2 kr. og 50 øre for en pose, dem skal jeg have optimalt udbytte af. Hvis jeg en sjælden gang er kommet af sted uden genbrugsposer, så føler jeg nærmest, at jeg går nøgen rundt i supermarkedet. Det er lige før jeg skynder mig op og køber fire nye poser, som jeg kan hænge på den tomme vogn, så alt føles rigtigt. Tænk engang. Hvorfor har jeg så problemer med at forstå den rystede dame, der får hjælp fra en vildt fremmed vogn i køen? Eller hjælp definerer hun det nok ikke som. Kvinden er forberedt på at blive stemplet i haserne af den bagvedkørende metalvogn, blive skulet til fra køens utålmodige øjne og parat til at modstå hundsende tilråb. Men hun er ikke rustet til af afslå unødig indblanding i indkøbsritualet fra en velmenende tåbe. En selvbestaltet indkøbsekspert som mig, der tror, jeg har universalnøglen til varernes rækkefølge på indkøbsbåndet.
Heldigvis kopierer kunden bag mig ikke min ihærdige indsats. For er jeg klogere nu end for 5 minutter siden. Ved at en vildt fremmed, der sætter æggene, potteplanter og ugeblade op først, vil ødelægge min dag. Mine indkøbsritualer vil ligge i ruiner. Pludselig forstår jeg, at min hjælpsomhed højst mindsker min kedsomhed i køen. Jeg har simpelthen blandet mig utidigt i en stakkels kvindes dagligvareindkøb. Undskyld kære kvinde.

søndag, april 16, 2006
Skattesystemets amatøreffekt
Berlingske Tidende 16. april 2006
Hvorfor tager regeringen ikke fat om nældens rod, og ændrer skattesystemets struktur, så det belønner en ekstra arbejdsindsats i det professionelle univers?. I stedet fastholder politikerne den eksisterende skattestruktur. En struktur, der belønner amatørindsatsen på hjemmefronten.
Det ville klæde den såkaldte liberale regering at tage hul på skatteområdet, der fastholder os alle på den hjemlige amatørscene. En amatørscene, hvor vi sætter badeværelser i stand, maler, gør rent, klipper os selv, bygger til huset og så videre. Opgaver, som afholder os fra at bruge vores professionelle baggrund i endnu højere grad. Opgaver, som professionelle fagfolk kan udføre væsentligt hurtigere og langt bedre. Men brandbeskatning på de sidst tjente kroner tvinger os til at blive altmuligmænd og -kvinder på vores egen matrikel. Det stjæler tid og ressourcer fra vores professionelle karrierer. De dyrt betalte uddannelser, som staten har forsynet os med, giver ikke det fulde afkast, fordi vi alle kæmper med amatørudførelser. Danmarks Radios Showtime i "primetime" er heldigvis slut, men illustrerer på forbilledlig vis vores samfund. Et samfund, hvor vi ikke bruger vores evner på det, som vi er bedst til. Nej, vi er rigtig gode til vores professioner, og spilder så tiden på noget helt andet, som vi i bedste fald slipper hæderligt fra. For skattesystemet understøtter ikke det højt specialiserede vidensamfund, som regeringen påstår, at de vil skabe til sikring af konkurrenceevnen. Sæt handling bag ordene, det er det der giver troværdighed!

DR er amatørernes holdeplads
Berlingske Tidende 26. marts 2006
Hvor finder jeg professionelle aktører? Uanset hvilken kanal jeg zapper over på, er sendefladen overladt til amatører. Vel at mærke amatører, der meget gerne vil blive gode til at se godt ud, danse, synge, bygge om, opdrage børn, lave mad eller et andet af livets mange gøremål. Men hvor er håndværkerne, musikerne, sangere og sangerinder, kokkene og alle de andre eksperter henne? Dem, der kunne bringe os videre - bringe kvalitet og professionalisme ind i underholdningsuniverset. Nåh jo - de professionelle er der, men håndværkeren og sportsstjernen danser, miljøeksperten og politikeren synger på livet løs og så videre.
Jeg slukker for fjernsynet - orker bare ikke at se mere iscenesat middelmådighed. Hvor god kan en talentløs amatør blive ved professionel assistance i løbet af en uge? Jeg vil langt hellere underholdes af de talentfulde, der har brugt årevis på at blive toptunede. Alligevel ender familien ofte med at se Showtime, fordi børnene elsker det, men jeg har det skidt med, at mine børn opfostres med så dårlig kvalitet underholdning. Hvorfor overlader public servicekanalen ikke sendefladen til nogen af de fantastisk mange talentfulde danske bands, der er på vej op efter mange års slid. Så kan politikerne udtale sig om politik, sportsstjernerne yde deres optimale på sportsscenen, mens dem, der har satset karrieren på sang og musik, kan brænde igennem på skærmene i de lune stuer.
Skræmmende så lidt indflydelse kvaliteten har på udbredelsen. Håber den nye DR direktør har mod på at tage fat i middelmådigheden og vise os danskere forskellen på amatører og professionelle.

Ægte discount
Hvor meget må man købe ind for i Netto på en gang? På blikkene fra de andre kunder og behandlingen af mine varer på varebåndet tolker jeg, at jeg har oversteget beløbsgrænsen.
Når jeg foretager familiens ugentlige indkøb i Netto, møder jeg bebrejdende blikke fra omgivelserne. Fremme i køen bombarderes min ryg med anklagende øjenkast fra de bagvedstående kunder. Mens mine haser flere gange påkøres af den utålmodige indkøbsvogn lige bag mig. Indkøbsvognen bugner af de varer, der ikke er udsolgt, og pludselig blomstrer en følelse af, at jeg har brudt en uskreven regel i Netto. Selvfølgelig er indkøbsvognene i Netto noget mindre end i Føtex, Kvickly, ISO og så videre. Men der er altså ikke opsat skilte, der direkte forbyder at fylde vognen op med varer. Jeg har heller ikke observeret advarselsskilte om, at handel for over et vist beløb er på eget ansvar. Der er vel ikke indført historisk østeuropæisk rationering på dagligvarer?
Køen snor sig langsomt forbi den søde afdeling før næste forhindring toner frem. Det meget korte og smalle varebånd, hvor kassedamen eller -manden skælder ud, hvis kunderne stabler varerne. ”Tænker du da slet ikke på personalet her i Netto”. ”Jo selvfølgelig tænker jeg på jer servicemedarbejdere” svarer jeg frygtsomt, og indstiller straks stablingen. Når varerne ikke stables, fremelsker det endnu flere olme blikke fra kunderne bagved. Blikke, der løber isnende ned af min ryg. Føler jeg er blevet en flaskehals, kommet i klemme. I klemme præcis som æggebakken, der giver efter for de 8 liter afkølede skummemælk, der kvaser hønseæggene mod båndets metalliske bagkant.
Endelig når jeg bunden af indkøbsvognen, og skubber den forbi ekspedienten. Nu starter bjærgningen af den ophobede varemasse i varebåndets venstrebane omsider. En del af varerne har ændret både facon og konsistens. Toastbrødene er ikke længere kvadratiske, de har fået kreative former. Og de Nettofarvede citroner drypper så surt, at et passende slogan kunne være ”I Netto presser vi citronen”. Hvor jeg bare hader at handle i Netto, mens jeg er der. Når jeg først er ude i bilen, kan jeg glæde mig over de sparede kroner og ærgre mig over de maste æg, de klemte bananer og makronerne, der allerede er knust, så de er klar til æblekage. For slet ikke at komme ind på de resterende resultater af kollisionerne på varebåndet.
Det er nærmest som om, ekspedienterne bliver instrueret i at destruere varerne, hvis kunden køber for mere end 400 kr. Så kan de lære det – de kunder, der tror, at de kan nøjes med at komme her en gang om ugen. Ekspedienten må nemlig gerne stable, mase og skubbe varerne sammen, når de først er skannet. Så er de ikke længere i personalets varetægt.
Indkøbsdagen kan afsluttes med en æggekage af 15 kvaste æg, da jeg endelig har udpakket varerne i køkkenet. Æggekagen efterfølges senere på aftenen af banankage. Eneste mulige udnyttelse af de pludseligt overmodne bananer. De er allerede moset i den gule originalemballage. Mens banankagen smelter på tungen, drømmer jeg mig til det store udland. Der, hvor ”baggere”, er jobbetegnelsen for de servicemedarbejdere, der pakker varerne for kunderne. En service, der ville øge kostvariationen på hjemmefronten og kaste glæde over dagligvareindkøbene. I Danmark er alle de ansatte i supermarkederne servicemedarbejdere, uanset hvor surt de gør indkøbet for kunden. ”Baggere” vil gøre betegnelsen ”service” mere retvisende for kunderne i de danske supermarkeder.