Klumme på http://www.kathrineliving.dk/
Hvor længe var vi lige om at beslutte os for nye sofaer? En række weekender fordelt over otte år. For sådan en sofa eller faktisk to sofaer er en stor beslutning. De første par år er det måske sjovt med en sprælsk en af slagsen, men hvad så, når man en dag får kvalme af den grønne forårsnuance og det ikke længere er forår? Altså tog vi os god tid til at overveje kuløren, sov på beslutningen gennem årstider. Til sidst tog vi så den vovede beslutning at købe to mellemgrå sofaer. Armlænsskånere ønskede vi ikke, da møbler er til for at blive brugt. Og brugt, det bliver sofaerne af både børn og voksne. Åh, hvor er jeg glad for de sofaer, ikke mindst fordi de er så neutrale, at jeg ikke når at blive træt af dem. De lader sofapuderne tage teten. Kræver ikke mere plads end de fysisk fylder.
Men så en dag kommer de pludselig til at fylde meget mere i bevidstheden end det var tanken nu, hvor de både er betalt og siddet til. Armlænet på den ene sofa er tyndslidt i en grad, så stoffet giver efter og blotter det hvide fyld. Og af helt indlysende og praktiske omstændigheder ville vi jo bestemt ikke have en hvid sofa. Men nu er vi på vej til at få en kulørløs sofa og så alle de spildte overvejelser. Glad for to års reklamationsret begynder jeg at bladre i mappen med de seneste års betalte regninger. Men finder ingen kvittering for sofaerne i mappen - hvornår var det egentlig vi købte de to grå? Måske har vi haft dem længere, end jeg husker. Som en anden detektiv kaster jeg mig over billedarkivet på computeren. Fødselsdage, jul, fødselsdage, jul. Ingen ny sofa til drengens fødselsdag, ny sofa ved pigens familiefødselsdag. Har sofaerne virkelig stået i stuen i tre år? Ja, beviset er på skærmen og kvitteringen sidder i en ældre mappe. 30 måneders garanti står der, så butikken strækker sig længere, end loven kræver. Men sofaerne er tre år, så firmaet er iskoldt - ingen reparation på deres regning.
En ting er de 15.065 kroner for sofaerne. En anden ting er al spildtiden som sofavælgere med forventning om, at sofaerne holdt længere end et par vinterstøvler. Sølle tre år og pladsen er klar til to afløsere. Måske findes der en sofacoach, for sofabeslutninger kan tage tid. Eller vi kan anskaffe de tidligere fravalgte armlænskånere, der kan dække hullerne, mens finanskrisen fordufter, og vi bruger otte år på sofaovervejelser. Vi kunne også bare springe ud i det og vove et spraglet impulskøb denne gang. Men så skulle det ikke undre mig, hvis vi kom til at hænge på en uopslidelig kvalm øjenåbner af en sofa de næste tyve år.
Jeg bliver helt træt ved tanken om alle de overvejelser, der skal til, før vi igen kan læne os tilbage i uhullede sofaer. Så træt at jeg må lukke et øje, for uanset om sofaen er slidt op, så er den nu stadig fristende at tage en lur på.
