Sådan set i Femina nr 28, 9. juli 2009
Det er næsten altid mors lille dyt med de store forlygter og fars fede spand med alufælge og stort bagagerum. Mange mødre fræser rundt i små biler med børn på bagsædet, mens mændene cruiser af sted alene med adskillige airbags og centrallås. Hjemme hos os er der fælleseje og børnevælde. Den der kører børnene, tager den nye stationcar, hvor sikkerheden er i top. Den anden stikker nøglen i den lillebitte blikfarvede Fiat.
”Din bil,” siger én i min indkørsel og peger på den 9-årige blikspand, der minder om en uåbnet makreldåse.
”Nej, det er min mands,” lyver jeg, fordi jeg hader stereotype antagelser, og i dette sekund hellere fremstår som ejer af den koksgrå stationcar.
”Ejer han begge biler?” Lyder det så. Spørgeren kan ikke forestille sig, at jeg ejer en bil, der er større end mandens. Det gør jeg heller ikke, men jeg gider ikke blive proppet ned i makreldåsen mod min vilje.
Hvorfor er det lige, at kvinder som regel har råderet over den lille gamle bil, mens manden suser rundt i den store fede familiebil, selvom det tit er moren, der henter børnene og får lange arme af at slæbe indkøbsposer frem til bagagerummet? Ja, jeg fatter det ikke.
Men så tænker jeg tilbage og husker, hvordan vi anskaffede de to biler. Jeg var førstevælger, dengang vi købte makreldåsen, mens manden var alene på indkøb, da stationcaren kom i indkørslen. Jeg var travlt optaget af eksamen og opdagede først senere, at stationcaren havde mere under motorhjelmen end vores tidligere biler.
Det var ikke noget tilfælde, at jeg ikke blandede mig synderligt i bilkøbet; biler interesserer mig ikke, benzinpåfyldning og bilvask sniger jeg mig udenom. Faktisk tager jeg helst cyklen og lapper den gerne, når den er flad. Så hånden på gearstangen; også herhjemme er det mest fars fede spand, selvom pengene strømmer fra fælleskassen. Men når det bliver vinter, og cykelgearene fryser fast, er det rarere at sidde bag rattet. Og bag rattet er stationcarens varme i sædet nu engang sjovere end isblomsterne på indersiden af ruden i Fiatten. I stationcaren fryder jeg mig over mandens prioritering af komfort. Længe leve fars valg af fed dyt, når jeg kan køre i den med fuld tank, vinterdæk og rene ruder.
En tanke slår mig: Er jeg en møg forkælet mokke, der burde være taknemlig for blikspanden? Nej, for hvem gider køre på anden klasse, når man betaler billet til første? Jeg gider ikke, så vi holder fast i, at bilen følger børnene. Fordelingsnøglen giver den fordel, at der er ekstra rift om børnekørsel og indkøb i vintermånederne – undtagen når tanken er tæt på tom.